Læsetid: 5 min.

Philip Roth – forfatter helt ind til benet

Den britiske forfatter Zadie Smith blev gode venner med Philip Roth i dennes sidste år – her er hendes mindeord om en forfatter, der var besjælet med overmenneskelig energi og nådesløs sans for ubekvemme sandheder
Den britiske forfatter Zadie Smith blev gode venner med Philip Roth i dennes sidste år – her er hendes mindeord om en forfatter, der var besjælet med overmenneskelig energi og nådesløs sans for ubekvemme sandheder

Adam Nadel

1. juni 2018

Engang faldt jeg i snak med Philip Roth – vi talte om banesvømning, som det viste sig, vi begge elskede, om end han var i stand til at svømme længere og hurtigere. »Hvad tænker du på,« når du svømmer dine banelængder?« spurgte han. Jeg fortalte ham det, som er den prosaiske sandhed. »Jeg tænker: Dét var så længde 1, nu tager jeg længde 2, så længde 3 og så længde 4 osv.« Dét lo han meget over.

»Skal jeg fortælle dig, hvad jeg tænker på?« spurgte han så. Det ville jeg da gerne høre. »Jeg slår ned på et år, f.eks. 1953 ­– og så tænker jeg på, hvad der i dét år skete i mit liv og inden for min egen kreds. Herfra bevæger jeg mig videre ud til, hvad der skete i Newark, hvad der skete i New York, hvad der skete i Amerika. Og svømmer jeg rigtig langdistance, når jeg efterhånden også til Europa og til resten af verden.« Dét lo jeg meget af.

Energi, rækkevidde, præcision, bredde, nysgerrighed, vilje, intelligens – Roth i svømmehallen var ikke anderledes end Roth ved skrivebordet. Philip Roth var forfatter helt ind til benet. For ham var forfattergerningen ikke spædet op med andre ting, som den – barmhjertigt! – kan være for så mange af os andre. Skriften skulle passes og plejes – alt hvad han gjorde stod i hans skrifts tjeneste.

Fra helt ung lærte han sig selv at skrive og ikke for at blive vellidt blandt andre, ikke for at præsentere de rette tanker i skønlitterær form, så andre ville anse ham for den rette slags person. »Litteratur er ikke en skønhedskonkurrence,« sagde han engang. For Roth kunne litteraturen ikke bare være redskab for beskrivelser. Den var et mål i sig selv. Et mål, man skulle tilbede og hylde. Han elskede skønlitteratur, og i modsætning til så mange halv- eller trekvartbagte forfattere skammede han sig aldrig over det. Han elskede at gå ind fiktionens verden, elskede dens uansvarlighed, humor, vulgaritet og guddommelige uafhængighed. Han forvekslede aldrig sit litterære forfatterskab med de andre ting, han skabte ud af ord såsom politiske erklæringer og debatindlæg, journalistik eller taler – nødvendige og uundværlige genrer for de liv, vi fører uden for fiktionens verden, men som ikke selv er fiktion. For skønlitteraturen er et medium, der altid må tillade sig, hvad disse andre diskurser ikke kan tillade sig: at udtrykke de mest intime, de mest ubekvemme sandheder.

Roth fortalte altid sandheden – sin egen subjektive sandhed – gennem sprog og gennem løgne, de to motorer, som får litteraturens pinagtige hjerte til at dunke. Pinagtigt for andre, men aldrig for Roth. Alteregoer, falske jeger, fantasijeger, erstatningsjeger, grumme, hylende morsomme, dybt krænkende jeger – han bød dem alle velkommen. Som for alle forfattere var der også ting og ideer, der lå uden for hans videns- og fokusområder. Han havde blinde pletter, fordomme, jegfigurer, han misforstod eller for vild i. Men modsat så mange andre forfattere så stræbte han heller ikke efter nogen fuldkommenhedsvision. Han vidste meget vel, at noget sådant er umuligt. Subjektiviteten er begrænset af subjektets version, og når man skriver, må opgaven altid være at få det bedst mulige ud af det, man nu har.

Roth brugte alt, hvad han havde ned til den sidste stump. Intet holdt han tilbage eller beskyttede mod sin skrift, intet sparede han op til senere brug. Han skrev hver eneste af de bøger, han havde sat sig for at skrive og havde held med at udtrykke alt det, han havde til hensigt at udtrykke. For en forfatter kan der ikke findes nogen højere ambition. At svømme alle 85 banelængder og så stige ud af poolen uden at se sig tilbage.

Jeg mødte Roth på et tidspunkt, hvor han var holdt op med at skrive. Nu læste han. Næsten udelukkende amerikansk historie, og det emne, der her optog ham mest, var slaveriet. Hans sofabord var fuld af høje stabler med bøger om emnet – de kanoniske værker, de højt specialiserede, de obskure, og herunder adskillige slavefortællinger. Nogle af de berømte, som jeg godt kendte; andre havde jeg aldrig hørt om. Nogle af dem lånte jeg og afleverede en måned eller to senere – så diskuterede vi dem.

Når jeg for andre omtalte Rohts umættelige læsebegær og hunger efter akademisk viden, blev de altid forbløffede, men for mig at se lå dette i helt naturlig forlængelse af manden og hans værk. Roth var en usædvanligt patriotisk forfatter, men hans kærlighed til sit land kom aldrig til at opveje eller fordunkle hans nysgerrighed efter at vide mere. Altid ville han lære Amerika bedre at kende, dets skønhed og dets til tider umådelige brutalitet. Han ville se hele vejen rundt, på idealer og på blodig virkelighed.

Tingene behøvede ikke at rumme nogen perfektion for at engagere ham, og det gjaldt i endnu højere grad for mennesker, som i Roths verden, altid var potentielle figurer. Blandingen af det beundringsværdige og det hæslige, var det, han havde blik for, forstod og også altid tilgav – også selv om de mennesker, han registrerede i denne forstand ikke altid bemærkede det sidste. Det ville sikkert have drevet ham til vanvid at vide, at der var noget gammeldags rabbineragtigt over denne appetit på paradokser og ufuldkommenhed, men alligevel vil jeg fremhæve den. Rå energi – Roths vigtigste gave og den kvalitet, han delte med Amerika selv – er hans efterladte arv til verdenslitteraturen, og den vil altid være der, klar til at blive tappet på ny eller mikset sammen med nye elementer af nye stemmer.

Den rothske ånd – så fuld af mennesker, fortællinger, latter, historie og sex og vildskab – vil være en uudtømmelig energikilde, så længe der findes noget, som hedder litteratur. Min første tanke, da han døde, var, at han var et af de meste levende, mest tilstedeværende mennesker, jeg nogensinde har mødt – og det var han helt frem til det sidste. Og at en sådan bevidsthed aldrig kunne ophøre med at være bevidst. Og den findes bevaret for os, i bog efter bog, og af hjertet tak for det.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Trond Meiring, Kurt Svennevig Christensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer