Læsetid: 7 min.

Philip Roth skrev på vrede, skuffelse, indignation og håb, og det ændrede sig ikke

Philip Roth var en af de største skikkelser i moderne litteratur. Med afsæt i sit eget liv skildrede han den jødisk-amerikanske middelklasse bosat i et USA, hvis værdier sjældent står mål med virkeligheden
Philip Roth insisterede på outsiderrollen til det sidste.

Philip Roth insisterede på outsiderrollen til det sidste.

Polaris Images

25. maj 2018

Hvem har været USA’s største forfatter det seneste halve århundrede? Det er naturligvis umuligt at svare på, men når eksperterne bliver spurgt, nævner de som oftest Philip Roth. Andre navne dukker også, men ingen så konsekvent som Roth.

I tres år skrev Roth frygtløst og knivskarpt, indimellem satirisk, indimellem realistisk men altid underholdende om selve den amerikanske sjæl, om assimilation og kulturelle sammenstød, om fædre og sønner, om sex og skæbne, om at være fanget mellem drøm og virkelighed, og senere, da folk troede, han var brændt ud, om de mest markante politiske og kulturelle spændinger, der har præget USA i hans tid.

Philip Roth skrev på vrede, skuffelse, indignation og håb, og det ændrede sig ikke, selvom han blev en markant skikkelse i det gode selskab. Outsiderrollen insisterede han på til det sidste.

Philip Roth skrev ikke til det sidste. Tilbage i 2012 vurderede den amerikanske forfatter, at hans bedste værker lå bag ham, dem havde han ikke længere energi til at matche, og Roth annoncerede derfor selv, at han ikke ville udgive flere bøger. Nemesis (2010) blev den sidste roman fra hans hånd, og otiet skulle fremefter nydes ved at svømme, se baseball og læse, hvilket, som han sagde, »har erstattet skrivningen, og nu fylder størstedelen og er det mest stimulerende i min tankevirksomhed«.

Tirsdag aften var det også slut med bøgerne for Philip Roth, der i en alder af 85 år gik bort med sine nærmeste omkring sig på et hospital på Manhattan. Årsagen var hjertesvigt, skriver New York Times, der i sin nekrolog – med overskriften A Master of American Letters – fastslår, at Roth i karrierens løb har modtaget næsten alle de store litterære priser for at »udforske, hvad det indebærer at være en amerikaner, en jøde, en forfatter, en mand«.

Philip Roths relativt gennemgående tema blev slået an allerede med debuten Farvel, Columbus (1959), der samtidig indvarslede den kontroversielle kurs forfatterskabet ofte har været på. Novellerne skildrer sammenstødet mellem den traditionelle jødiske kultur og den kapitalistiske amerikanske drøm. En af figurerne har fået opereret sin næse for at leve op til tidens skønhedsidealer, en anden insisterer på, at han ikke kan rense toiletter på militærbasen, hvis tjansen ligger på sabbatten.

Den blot 26-årige Roth modtog – som den yngste forfatter indtil da og sidenhen – the National Book Award for novellesamlingen, men blev tillige mødt af skarp kritik fra en række indflydelsesrige rabbinere, der kaldte ham en »selvhadende jøde«.

Med gennembruddet Portnoy’s genvordigheder (1969), hvori Alexander Portnoy konstant onanerer, blev fordømmelsen fra rabbinerne skærpet yderligere og dertil suppleret af kritik fra den førende stemme i datidens litterære jødiske miljø, Irving Howe. Howe, der ellers havde rost debuten, skrev en lang artikel, hvori han revurderede sit syn på Roth og blandt andet konkluderede, at »det værste man kan gøre mod Portnoys genvordigheder ,er at læse den to gange«.

Roth følte sig både svigtet og misforstået af en kritiker, han ellers værdsatte, og den megen opmærksomhed, han fik oven på sin bestsellersucces, gjorde ikke sagen bedre. Konstant blev han mødt med fordømmelse eller friske kommentarer til bogens frisindede skildringer af sex, og det nagede ham efterhånden en del, at folk insisterede på at læse romanen som en selvbiografi.

De to ting – angrebene fra autoritært hold og den store opmærksomhed – fik gradvist Philip Roth til at trække sig tilbage fra offentligheden, ligesom flere af hans værker i en årrække derefter fik et skær af litterære drillerier over sig, kulminerende med Operation Shylock (1993), hvori figuren Philip Roth tager til Israel for at møde sin dobbeltgænger ved navn Philip Roth.

»At opdigte falske biografier, skrive falsk historie, at fabrikere halvt imaginære eksistenser baseret på mit virkelige liv er mit liv,« udtalte han i 1984 til The Paris Review. »Der må være nogle glæder her i livet, og det er det.«

Philip Milton Roth blev født i 1933 i det New Jersey, han ofte vendte tilbage til i sine bøger. Et jødisk middelklassekvarter i Newark-bydelen Weequahic, hvor alle, med Roths egne ord, var bevidste om den »magt til at intimidere, der udsprang fra både høj og lav i det ikkejødiske Amerika«, men hvor det at være jødisk og det at være amerikansk hang ubrydeligt sammen. Faren var forsikringssælger, moren sekretær, inden hun blev gift, og familien boede i en femværelseslejlighed på Summit Avenue tæt ved den lokale skole, hvor Philip og hans storebror gik.

I 2016 donerede Philip Roth sin bogsamling til det lokale bibliotek, der da også er fast stop på den Philip Roth-bustur for litterære turister, der jævnligt arrangeres. Bydelen og forfatteren er tæt knyttet, hvilket Roth også selv gav udtryk for flere gange, blandt andet i erindringerne om, hvordan han blev forfatter, The Facts (1988), hvori han om sin far skriver: »Hans repertoire var sjældent stort: familie, familie, familie, Newark, Newark, Newark, jøde, jøde, jøde. Lidt ligesom mit.«

Efter en kort afstikker til jurastudiet blev interessen for litteratur vakt af en professor på Bucknell University, Pennsylvania, og i 1955 fik Roth en M.A. i engelsk litteratur fra Chicago University. Herefter tilbragte han to år i militæret, inden han vendte tilbage til Chicago University som underviser. I samme periode skrev han anmeldelser til diverse tidsskrifter og samlede indtryk til de noveller, der blev til Farvel, Columbus.

I perioden mellem denne debut og gennembruddet med Portnoy udsendte Roth to romaner, som han selv kaldte »lærlingearbejder«, Letting Go (1962) og When She Was Good (1967). Sidstnævnte er baseret på Roths forhold til Margaret Martinson Williams, som han indledte et forhold til i 1959.

Hun havde to børn fra et tidligere ægteskab, var servitrice og ifølge Roth snu nok til få lokket ham til ægteskab ved at bilde ham ind, at hun var gravid. I 1963 blev parret separeret, men Margaret Williams nægtede at lade sig skille helt frem til sin død i en trafikulykke i 1968.

Med Portnoys genvordigheder skrev Philip Roth sig til berømmelse, men den fik ham som antydet også til at ændre spor. Det følgende år skrev han blandt andet satiren Tricky og hans venner (1971) og den nærmest kafkaske sexfabel Brystet (1972), inden han i 1979 udgav Forfatterspire, den første af i alt ni bøger fortalt af Nathan Zuckerman. Her synes skellet mellem fiktion og virkelighed at være ophævet. Zuckerman er født i Weequahic i 1933, han er jøde og har som forfatter udgivet en skandaleroman i 1969.

Zuckerman-bøgerne kaster et fint skær over forfattergerningen og er for Roth-fans naturligvis værd at læse, men værkerne fungerer bedre, når Roth lader Zuckerman iagttage andre folks historier, end når han selv hænger ekskoner, kolleger og kritikere ud – som nævnte Irving Howe, der i Den befriede Zuckerman (1981) optræder i skikkelse af den usympatiske litteraturkritiker Milton Appel.

I starten af 1990’erne ændrede Philip Roth atter kurs både privat og i forfatterskabet. Ægteskabet med den britiske skuespiller Claire Bloom, som han havde mødt i 1975, holdt blot fem år, og vil man forstå hvorfor, er Blooms erindringer Leaving a Doll’s House (1996) værd at læse. Heri skriver hun blandt andet, at »det ikke længere ragede mig en pind, om disse kærester var erotiske fantasier« eller ej. Kommentaren har refererer direkte til Roths roman Deception (1990), hvori en forfatter ved navn Philip Roth har en affære med en anden kvinde …

Bruddet med Bloom kastede Roth ud i en mindre depression, og tabloidpressens opmærksomhed omkring det kendte pars skærmydsler fik ham til at isolere sig yderligere, nemlig i en stor hytte i skoven i det nordvestlige Connecticut langt fra naboer og telefoner. Her genfandt Philip Roth sin stemme og skrev, hvad vi i dag må betragte som hovedværker ikke blot i forfatterskabet, men i moderne amerikansk litteratur.

I kølvandet på Operation Shylock (1993) og Sabbaths teater (1995) ændrede Philip Roth de følgende ti år fokus fra det selvreflekterende og mere eller mindre personlige til USA’s politik og historie. I sin såkaldte amerikanske trilogi tager forfatteren tre skelsættende perioder under behandling med det formål at belyse, hvordan og hvorfor den gennemsnitlige amerikanske mand er blevet formet af nationens sociale, politiske og kulturelle klima. Eller, som Roth selv har udtrykt det, hvordan individet blev »history’s hostage«, historiens gidsel.

I den pulitzerprisvindende Amerikansk pastorale (1997) er det de traditionelle konservative dyder, der således udfordres af 1960’ernes voldsomme ungdomsoprør, mens det i Jeg blev gift med en kommunist (1998) drejer sig om kommunismen og den heksejagt, der i 1950’erne blev anført af senator Joseph McCarthy. Trilogien blev rundet af med En menneskelig plet (2000), hvori 1990’ernes puritanske højrefløj skildres.

Drivkraften i de tre værker er spændingen mellem de pågældende perioders mest markante ideologiske modsætninger, og afsættet i de tre romaner er en kritik af opfattelsen af USA som en uskyldig og ukompliceret nation. Det samme gør sig gældende i Roths sidste store mesterværk, den kontrafaktiske Komplottet mod Amerika, der forestiller sig et USA ledet af en præsident med nazisympatier under Anden Verdenskrig.

Philip Roth efterlader sig hverken kone eller børn, men mere end tredive skønlitterære titler. I 2005 besluttede Library of America at udgive dem alle i en serie, der med sidste års Why Write? Collected Non-Fiction 1960-2013 nu er oppe på ti bind. Indtil tirsdag aften var Philip Roth den eneste nulevende forfatter, hvis samlede forfatterskab kunne erhverves med Library of Americas fine sorte omslag hver prydet med en stribe i nationens farver, rød, blå og hvid.

Det er han ikke længere, men hans bøger lever stadig.

Tre uomgængelige Philip Roth-romaner

  • Portnoys genvordigheder (1969)

En mand på 34 år fortæller sin psykiater om sine problemer med en dominerende mor, en tavs far og en masse seksuelle fantasier.

  • Amerikansk pastorale (1997)

’Svede’ Levov nyder sin amerikanske hverdag indtil en solrig dag i 1968, hvor hans datter involveres i venstrefløjsaktivisme og politisk terror.

  • Komplottet mod Amerika (2004)

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu