Læsetid: 10 min.

Rigtige børn af 1968 gør, hvad der passer dem

Med ’Sonja fra Saxogade’ og ’Super Carla’ lavede DR’s helt nye Børne- og Ungdomsafdeling i 1968 to serier, der stadig fortjener at blive set for deres umiddelbare formmæssige friskhed og deres opbyggelige budskaber om piger, der selv kan finde ud af, hvad der skal ske
Sonja fra Saxogade fik premiere på DR i 1968 og var et godt eksempel på den nye selvstændige B&U-afdelings normkritiske syn på børn.

Sonja fra Saxogade fik premiere på DR i 1968 og var et godt eksempel på den nye selvstændige B&U-afdelings normkritiske syn på børn.

Johnny Bonne

15. juni 2018

En skolelærer står og kigger ud ad vinduet, mens eleverne sidder bøjet over deres stile.

Året er 1968, farverne er sort, hvid og grå, og Thomas Windings bløde fortællerstemme forklarer, at skolelæreren står og tænker på den historie om Super Carla, man om lidt får at se.

Skolelæreren tror, han selv har fundet på pigen med den magiske kappe. I virkeligheden har han bare glemt, at han har fået historien fortalt af en papegøje, afslører Winding i en for ham typisk absurd og voksenundergravende sidebemærkning.

Ud over at kunne trylle er Super Carla kendetegnet ved, at hun »gør ligesom rigtige børn – nemlig lige hvad der passer hende. For det er nemlig vigtigere at lege end at læse og skrive.«

Sådan lyder introen til (og den grundlæggende overbevisning i) Lulu Gauguin og Thomas Windings enkle og poetiske stumfilmsserie for børn Super Carla, hvis hovedperson (spillet af Sara Winding) er en handlekraftig, normkritisk Pippifigur, der fordriver tiden med sin fornuftige storebror og deres lillebror, som ligger i sin barnevogn. 

Samme år i en anden serie fra DR’s nye selvstændige Børne & Ungdomsafdeling kommer en lige så handlekraftig og egenrådig pige på samme alder med kort lyst hår og briller (Sonia Sander) daskende hen ad et livligt fortov på Vesterbro med sin lillebror Bjarne i klapvogn og sin lillesøster Heidi på slæb ved siden af.

»Sonja!« råber hendes mor, spillet af en ung Jytte Abildstrøm med højt franskbrødshår, ud ad vinduet:

»Kan du opføre dig!«

Det er uklart, præcis hvordan moren vil have, at Sonja skal opføre sig, og tydeligt, at Jytte Abildstrøms bud på en forvirret autoritet er et komisk pletskud. 

Hovedpersonen i den socialrealistiske folkekomedie Sonja fra Saxogade gør ikke lige, hvad der passer hende, for hun er nødt til at passe sine yngre søskende og løbe ærinder for sin mor, der bor alene med de tre børn i en toværelseslejlighed på Vesterbro.

Men hun ser altid, hvad hun kan slippe af sted med, og nærer som Super Carla ikke nogen unødig respekt for autoriteter.  

Super Carla og Sonja fra Saxogade befinder sig genremæssigt i hver sin boldgade, men hylder begge selvstændige piger, der er overladt til sig selv og deres egen fantasi i en verden fuld af voksne, hvis snusfornuft ikke nødvendigvis giver mening.

Begge serier er fremragende produktioner, der udvidede rammerne for formmæssig livlighed i dansk børne-tv. 

Hvis man betragter året 1968 som startskuddet til en bred vifte af frigørelses- og myndiggørelsesprojekter, der stadig er definerende for, hvordan vi lever, er det påfaldende, hvor tilstedeværende disse er som temaer i årets to ikoniske børneserier. 

De er gennemsyret af en tro på barnet som et fuldgyldigt og mere fantasifuldt menneske, hvis uregerlighed kan ryste op i stivnede normer.  

Ikke ud af det blå

Super Carla og Sonja fra Saxogade kan i kraft af deres holdbarhed ses som milepæle i dansk i børne-tv-historie, men de blev ikke til ud af det blå.

Den første og mangeårige chef for B&U-afdelingen i DR, Mogens Vemmer, har i sin erindringsbog Fjernsyn for dig – 50 år med verdens værste seere (2006) beskrevet tilblivelsen af et kreativt og anarkistisk produktionsmiljø.

Selv kom han til DR med en baggrund som skolelærer. I en periode arbejdede han både som sådan og som tv-producer, nogle gange med et vist overlap, når han filmatiserede elevernes fristile. Han fik ansvaret for at adskille fjernsyn for børn og unge fra det mere opdragende skole-tv.

I stedet for at opdrage børnene skulle fjernsynet tilbyde et talerør og appellere til deres fantasi og handlekraft. Den selvstændige B&U-afdeling gav friere tøjler til programproduktionen og endte med at få en relativt stor sendetidsudvidelse. 

Ifølge tv-forsker Christa Lykke har Danmarks Radio fra starten set nødvendigheden af at have børne-tv på programmet:

»Helt fra tv’s spæde start har der fra Danmarks Radios side været en åbenhed for at betragte børn som borgere og vigtige stemmer, der skulle repræsenteres i kulturen. Så jorden har været gødet til de her nye tv-serier.« 

Lykke ser Super Carla og Sonja som tidstypiske udkrystalliseringer af tressernes frigørelse fra normer og konventioner:

 »Det var en anerkendelse af, at børn skulle have lov til at være børn. Man betragtede dem som mere impulsive og fantasifulde og som en god modvægt til de voksnes mere stive og normfaste virkelighed. Det er fantasien, der skal til magten. Der er meget i virkeligheden, der skal opdages, og som kan være svært at opdage inde fra skolebænken.

Det synes jeg Super Carla er et meget klart udtryk for. Det magiske univers er naturligvis også et idealbillede. Det handler måske ikke direkte om samfundet, men det er et bud på en anden måde at forstå børn, voksne og samfundet på, og hvad det er, vi skal med vores liv.« 

Mogens Vemmer rekrutterede Jytte Hauch-Fausbøll, som fik ideen til og skrev Sonja fra Saxogade, midt i tresserne efter at have set nogle billedtekster, hun skrev til en fotoudstilling.

I sin erindringsbog skriver han, at hun »slog syv kors for sig og hævdede at være oldgammel og uinteresseret i de unge, som hun heller ikke forstod meget af. Men hun sagde ja til at deltage i vores første redaktionsmøde og foreslog, at vi tog en yngre ven, hun havde, med – en Thomas Winding, som Jytte lige havde arbejdet sammen med«.

B&U-afdelingen blev et livligt og nogle gange stormfuldt arbejdsmiljø, hvor bølgerne kunne gå højt mellem dem, der med eventyr og dukker ville tale til børnenes fantasi og legelyst, og dem, der ville konfrontere børnene med livets barske realiteter. Også den kreative mangfoldighed var det en udfordring at omsætte til tv, der både kunne produceres for et begrænset budget og være umiddelbart tilgængeligt:

»Vi kæmpede med billedsiden og med forfatterteamet, hvoraf Flemming Quist Møller tænkte og producerede i tegninger, Thomas Winding i tableauer, der mindede om sort teater, og Jytte Hauch-Fausbøll i ordspil, indtil hun begyndte at forfatte billedsiden før ordene.«

Jytte Hauch-Fausbøll var bl.a. med til at lave den komiske børneserie Lirumlarum med Jytte Abildstrøm og Bodil Udsen, der spiller henholdsvis åndsfraværende kulret mor og åndsnærværende munter grønthandler i Sonja fra Saxogade.

Bodil Udsen havde dengang betinget sig, at der ikke skulle børn med i Lirumlarum. Vemmer citerer hende for at have sagt:

»Jeg elsker børn, de er noget af det skæggeste, men jeg gider ikke spille sammen med børn, der har lært replikker og skal spille naturlige.«

At Sonia Sanders rolle som Sonja var baseret på hende selv, er måske en del af forklaringen på, at Bodil Udsen ser ud til at more sig med rollen som den såkaldte Mutter Fit. 

Billige tricks

I de fem afsnit af Super Carla vimser Carla rundt ude i verden og udøver sin magi, mens en fjollet parkbetjent opstiller ligegyldige regler, og en dreng prøver at drille hende og hendes bror. Til sit forsvar har hun tryllekappen, der kan få en pony til at dukke op mellem benene på parkbetjenten eller et træ til at bære frugt i form af slikkepinde midt om vinteren.

Det er helt enkle, klippetekniske filmtricks som stop-motion, der sammen med fortællerstemmen giver de sort-hvide optagelser liv. I Sonja fra Saxogade følger man børn i hverdagssituationer, ind og ud af parker, butikker og baggårde. Alt sammen ret enkelt.   

B&U’s udsendelser havde ikke det samme budget som det mere prestigiøse tv-teater. Mogens Vemmer begyndte at optage tv-dramatik på samme stramme vilkår, som man lavede reportager på.

Han skriver i Fjernsyn for dig, at han derved gav sine medarbejdere lyst til at gøre det samme – eller gøre det bedre – og derved gjorde B&U sig fri af »tv-teatrets gumpetunge produktionsform.«

»Jeg tror for eksempel ikke, Aase Schmidt (der instruerede Sonja fra Saxogade, red.) havde turdet kaste sig ud i Sonja-serien på samme stramme vilkår, hvis jeg ikke havde vist vejen – eller rettere trampet hen over alle indvendinger og finere kunstneriske fornemmelser. Vi skulle jo bare fortælle en historie, børn gad se.«

Børn, der passer sig selv

Historierne om den bramfri, selvhjulpne og uimponerede Sonja er skrevet af Jytte Hauch-Fausbøll, der boede i samme gade som hovedrolleindehaveren, Sonia Sander.

Sonia og Hauch-Fausbølls datter Julie (der også spiller sig selv i serien) var blevet venner, da de som treårige begyndte at lege sammen i Skydebanehaven på Vesterbro.

Julies barnepige inviterede Sonia med op til boller og kakao, og dagen efter kom hun igen og bad om at få det samme serveret, fordi hun ikke fik nok at spise derhjemme.

»Men det passede ikke,« siger Sonia Sander, som stadig er venner med Julie Hauch-Fausbøll. »Det er noget, jeg har fået fortalt, men det ligner mig da meget godt at fyre sådan en løgn af.«

Sonia Sander mener ikke, at der er den store forskel på hende selv og den karakter, hun spillede i serien.

»Serien er skrevet over mig og mit liv, men så er den bare gjort mere sjov, for der er jo ingen, der gider at få serveret socialrealisme lige i hovedet. Den måde, vi legede på, og det sammenhold, vi havde ... sådan levede vi.

Den største forskel er på de voksne. Min mor kunne godt lave mad til husbehov, og hun børstede ikke sine øjenvipper med min tandbørste, som Jytte gør i serien. Jeg kan ikke huske, at jeg gik rundt og sagde ’Ja, ja, ja’ som i serien, men det har jeg måske gjort.«

Med nutidsøjne er det påfaldende ved det børneliv, Sonja fra Saxogade og Super Carla skildrer, at børnene er overladt til sig selv. Det er ikke et problem eller en sag for børneforsorgen, bare et vilkår, at de hele tiden selv må finde på, hvad der skal ske. Det var sådan, det var, forklarer Sonia Sander:

»Vi var meget nede i Skydebanen og lege, og så sad alkoholikerne på bænkene ude i kanten, og du kan fanme tro, de holdt øje, hvis der kom nogle mænd, der ikke hørte til. De passede vitterligt på os. De var skidesøde faktisk, så min mor havde heller ikke problemer med at sende mig derned og lege.

Vi legede i baggårdene og hoppede rundt på skraldespandene, det var et eldorado. Man legede jo mere dengang, og vi var en postgang yngre, når vi fik lov til at gå rundt for os selv. Man slog sig også, men det skete der ikke så meget ved. Jeg kan kun huske venlige voksne. Jeg brød mig da ikke om, hvis der var en, der var rigtig stangstiv, men så lod jeg være med at henvende mig, og så bumlede han videre.«

Med forældrene på arbejde 

For den dengang otteårige Sara Winding var rollen som Super Carla en anledning til at gå med sine forældre på arbejde. Hendes far, Thomas Winding, instruerede serien, som var skrevet af hans daværende kone Lulu Gauguin, hvis søn Aske Bentzon (der senere medvirkede i Bamses Billedbog) spillede Super Carlas storebror Frederik, der nok er ældre og mere fornuftig end Super Carla, men ikke har nogen superevner.

Saras mor, Vibeke Winding, var still-fotograf, og i seriens få faste biroller ses venner af familien. Filmholdet var lille og velkendt, alt blev optaget on location og uden lyd.  

»Jeg tænkte ikke over de højere filosofiske ting,« fortæller Sara Winding. 

»Det gør man jo ikke som otteårig. Men man kan sige, at serien mindede meget om vores eget liv. Super Carla og Frederik havde den her ret fantastiske mor, spillet af Suzanne Brøgger, som satte dem af i Dyrehaven, hvor de løb og legede, indtil de blev hentet igen om aftenen.

Sådan var det jo i 1968. Man var jo ikke sammen med sine forældre på samme måde, som man er i dag. Man gik heller ikke i fritidshjem. Vi tog afsted om morgenen, hjem til hinanden og ud at lege, og kom så hjem igen om aftenen.«

Mens det var hyggeligt at optage Super Carla, var det ikke rart for Sara Winding at blive kendt for rollen. 

»Det havde været sådan en privat intim situation, da vi lavede det, og pludselig kunne man ikke gå fem meter hen ad gaden, uden at nogen råbte ’Super Carla’ efter en. Jeg havde slet ikke psyke til at blive synlig på den måde.

Jeg måtte snige mig lidt langs murene for ikke at blive konfronteret af fremmede mennesker på gaden. Der er forskel på at optræde med noget, man gør, og så bare være kendt for noget, der ikke har noget med en selv at gøre. Jeg kunne jo ikke trylle.« 

For Sonia Sander var det heller ingen fornøjelse at blive et kendt ansigt:

»Jeg var slet ikke forberedt på det, og jeg brød mig ikke om, at alle kendte mig, og jeg kendte ikke dem. Jeg så heller ikke serien, før jeg så den med mit barnebarn. Men jeg lærte jo at leve med det. Og jeg havde jo også voksne fra filmverdenen omkring mig bagefter, så der blev holdt hånd i hanke med, at jeg ikke sank, da optagelserne var slut.« 

Super Carla og Sonja fra Saxogade hylder deres hovedpersoners selvstændighed og barnlige måde at være myndige på, mens man undervurderede konsekvenserne for hovedrolleindehaverne. Som de børn, de var, kunne de ikke forudse eller overskue konsekvenserne af at medvirke i tv-serier. 

Super Carla og Sonja fra Saxogade står ikke desto mindre tilbage som to tv-serier, der vidner om en respekt for børn og deres forskellighed, som der stadig skal værnes om, men også som eksempler på, hvor godt det kan gå, når kreative kræfter får lov at gøre, lige hvad de har lyst til.   

’Sonja fra Saxogade’ og ’Super Carla’ kan ses på dr.dk/bonanza.

Artiklen er tidligere publiceret 4. maj 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Karsten Aaen
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Frede Jørgensen
Henrik Brøndum, Karsten Aaen, David Zennaro, Carsten Munk, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Thomas Windings stemme er uadskellelig fra min barndoms tv.

Henrik Brøndum, Karsten Aaen, David Zennaro, Jørgen Kærbro Jensen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar