Hvis man skal sige noget kort om tiden dengang, så skal man nok citere Freewheelin’ Frank fra ’Flipkompagniet’

»I slutningen af 1960’erne læste jeg litteratur på Københavns Universitet. Ved siden af studiet spillede jeg i Burnin Red Ivanhoe, som blev hyret til mange happenings og politiske aktiviteter. Vi var egentlig ikke et politisk band eller en del af den politiske bevægelse, men grænserne mellem musikken og de politiske aktiviteter dengang var meget flydende, og på en måde blev vi alligevel en del af det hele.«

»Vi tjente næsten ikke nogen penge. Jeg har gemt kassebogen fra de første år med bandet, og der står blandt andet, at vi inden den første koncert i 1967 samlede vores højttalere selv og fik en ven til at bygge en forstærker. Vi købte lim til kabinetterne for 5 kroner og 35 øre og skruer for 3 kroner og 17 øre. Vi fik 150 kroner for at spille, og dem skulle vi så dele mellem os. Det var ikke mange, men det var ligesom en del af tiden: Mange ønskede at gøre op med forestillingen om, at man skulle tjene penge og have et fast arbejde, og i stedet så prøvede man sig frem som kunstnere eller som musikere og alt muligt andet.«

»I marts 1968 spillede vi til en koncert for de psykologistuderende på Københavns Universitet. Den dag blev starten på studenteroprøret i Danmark, men det vidste vi ikke noget om. Vi havde bare sagt ja til at spille. Vi øvede og holdt til i et bofællesskab ude på Strandvejen, og en af dem fra bofælleskabet læste psykologi og spurgte, om vi ikke ville spille.«

»Musikken og kunsten havde en stor betydning. For mig personligt var det især musikken, Velvet Undergrounds bananplade og Beatles’ Sgt. Pepper, men hvis man skal sige noget meget kort om tiden dengang, så skal man nok citere Freewheelin’ Frank fra tegneserien Flipkompagniet. Han siger: »Tjald hjælper bedre gennem tider uden penge, end penge hjælper gennem tider uden tjald.« I vid udstrækning var vi mange, der tænkte sådan; ikke at vi skulle ryge tjald hele tiden, men vi tænkte, at der måtte være noget andet i livet, uanset om det var musik eller sociale relationer eller noget tredje, som var vigtigere end at bruge al sin tid på at tjene penge. Min anden måde at leve på var ved at forsøge at leve af at spille musik, og at det så skulle blive forfærdeligt hårdt og besværligt, det kunne man jo ikke rigtig vide.«

»Flipkompagniet handler om de her tre hippier i San Fransisco, som alle sammen tager en masse coke og går ind for fri sex. Den ene er filosofisk anlagt og gør sig tanker om meditation, den anden æder og drikker øl og tager alt, hvad der kommer, og den tredje er vred og får altid de andre til at gøre ting for sig. Det er de her tre arketyper fra hippietiden, som lever sammen i et stort roderi, og ingen af dem har noget arbejde. Jeg har aldrig været særlig forbrugende af stoffer, og det er jo ikke sådan, at når man læser Flipkompagniet, så tænker man: Det vil jeg også. Det er en satirisk og kærlig beskrivelse af et miljø, som vi kan forstå og kan følge. Det at gøre noget andet end at gå ind på sit kontor, det var tiltalende, men det gjorde jo også, at mange ikke tog en udddannelse og måske senere fandt ud af, at det skulle de have gjort.«

»Flipkompagniet brød med alle de konventioner, der var i tegneserier på det tidspunkt. Jeg holder meget af Tintin og gamle Anders And, som netop overholder konventionerne, men Flipkompagniet gør det modsatte. De er hensynsløse i alt, hvad de foretager sig, og også i deres kærlige kritik af hippiebevægelsen. Generelt tror jeg, at ting, der har overskredet grænser, da de udkom, holder længere end de ting, som ikke gjorde.«