De små insekter gør vores perspektiv større

Der er noget ganske fortryllende ved, at en af filmhistoriens første og største dukkefilmskabere, russisk-polsk-franske Ladislas Starevich, i 1912 skabte sit filmhovedværk med insekter. Få år før det var han på direktør på et naturhistorisk museum i Litauen og i gang med at lave små dokumentarfilm om museets dyr og insekter.

Når han prøvede at filme en kamp mellem to biller, døde billerne af det skarpe lys, som det krævede at filme dem. Så i stedet begyndte han at filme insekter, der allerede var døde, og levendegøre dem gennem møjsommelig stop-motion-teknik: Sæt billen i én stilling. Tag et billede. Ryk dens små ben en smule. Tag et billede mere. Fortsæt. Fortsæt.

Det gik godt. Og så blev Starevich grebet af fortællelyst. Pludselig kunne han jo ikke blot rekonstruere insekternes liv og natur, men skabe et fiktivt liv for dem, der spejlede vores eget. Og efter uendelige timer af fiflen med de små, tørre insektkroppe opstod der få år senere den 13 minutter lange, iltre jalousidramakomedie The Cameraman’s Revenge om en fed næsehornsbille, der inde i den vilde storby på Hotel D’Amour er sin kone utro med en smækker guldsmed af en natklubsangerinde, mens en snarrådig græshoppekameramand filmer hele baduljen.

Sikke en latterlig og vidunderlig idé, skåret over samme historie som mange andre af tidens stumfilmkomedier, men her med nuttet distance til menneskets banale hverdagsdramatik.

At levende- og menneskeliggøre insekter er ikke noget nyt. Men det fortryllende ved Starevichs film var den skæve, nørdede lyst til at vælge insekterne som materiale. Tænk på møjsommeligheden ved at sidde der med fede menneskefingre og fifle så delikat med små udtørrende insekter for at give dem nyt liv i eget billede. Og tænk på hvor fascinerende lidt der skal til, før vi problemfrit er i stand til at oversætte insekternes små kroppe til menneskeadfærd og -typer.

Somme tider kan man se sig selv bedst, når man skifter skala. Og se det, man ellers overser. Det er det, vi gør i dagens særlige og lidt sære kulturtillæg. Vi undersøger os selv gennem insekter på den største og den mindste skala.

Zoom helt ind

Kulturen udstyrer os med en refleksionsevne, vi ellers ikke har adgang til. Den kan hjælpe os med at op- og nedskalere, tilbyde os det globale, endda det planetære perspektiv, som ellers er så svært for os at rumme. En Hollywoodfilm i 3D som rumdramaet Gravity kan zoome ud og ud og ud og lade os se kloden som et rundt, blåt objekt i baggrunden, hvorpå vi kegler rundt som de små pissemyrer, vi også bare er.

Og kunst kan zoome ind og ind og ind og tilbyde os at se den lille tissemyres eget liv og væsen – sådan som de største naturdokumentarister formår med utrolig kamerateknologi – og sådan som vores nye husinsektdigter Eske K. Matthiesen gør det med sit sarte og kærlige mikroblik på havens kriblekrableliv i den digtsuite, han har skrevet specielt til dette kulturtillæg:

»I sin hule forarbejder /månetorbistens hun /den indsamlede gødning /fra køerne /og triller den til en kugle, /lægger sit æg deri, /og når larven begynder /at røre på sig, triller hun den /en tur i de underjordiske gange, /mens hun nynner en trillevise«, skriver han. Og det lyder som antropomorfisering – en menneskeliggørelse – men er i virkeligheden blot en kærlig iagttagelse af det liv, der faktisk findes dernede i det små.

Et barn kan falde i svime over en bette tissemyre på brostenene – »HvaDEEET?« »Det er en myre« »HvaDEEET?« »Det er en myre« – og glemme alt i sin optagethed af det lillebitte liv, som vi andre har vænnet os fra at give opmærksomhed, fordi vi tillærer os, hvad det betydelige og det ubetydelige er.

Og kunsten kan så genskabe barnets rationelle nysgerrighed for os. Som kunstner David Stjernholm her i tillægget gør i sin praksis, hvor han skaber og inviterer andre til at skabe kunst – ikke om myrer, men for myrer. Den kunst kan vi mennesker så kan kigge på som en spejling af vores egne måder at indoptage kunsten på. Og ved den opmærksomhed på myren opstår pludselig en identifikation med et andet udsyn. Vores perspektiv ændres. Ligesom det ændres, når vores teknologi og arkitekturen lærer af insektets overlegne konstruktion og systemer.

Vi fodrer vores unger med billedbøger om et idyllisk og varieret landbrugsliv, hvor koen på gården siger ’muh’ og fåret på gården siger ’mæh’ og grisen siger ’øf’ og hanen på gården siger ’kykkeliky’, og så lærer vi dem og os selv livet igennem at adskille den romantisering fra virkelighedens kødindustri og at lade os fodre med kød, vi ikke rigtigt vil vide hvor kommer fra. Vi ved, at vi burde lade være, men vi gør det alligevel.

Og med insekter er det så omvendt: Rædslen og angsten for dem er faktisk irrationel, men den holder os på afstand. Den vækker dødsangst, selvom insekter er en livsbetingelse for vores jord. Vi kunne med fordel spise dem som erstatning for mere klimabelastende proteiner, alligevel gør – og tør – vi det nærmest ikke i den vestlige verden. Vi ved, at vi burde, men alligevel lader vi være.

Det paradoks er også et kulturens paradoks.

En amerikansk professor i naturvidenskab og humaniora, Jeffrey Lockwood, understreger i tillægget, at vores forhold til insekter er forbundet med vores evolutionære fortid og overlevelsesinstinkter: »Hver gang vi møder et insekt, tager vi stilling til, om vi skal blive eller flygte. Om det er en trussel eller et potentielt måltid,« siger han. Men i dag må det forhold – angsten eller lysten – til insekter også være afgjort af, hvad det er for kulturelle fortællinger, der flakker imellem os og det insekt, vi møder.

Vi skal ikke nødvendigvis lære at føle empati for insekter, men vi skal holde os selv i perspektiv, og det lærer kulturens skalaforstørrelser og - formindskelser os. Kunsten kan få os til at se os selv som en fællessum af væsner, der skal leve i det små og i det store. Den kan hjælpe os til at stoppe op. Lege med det, vi har vænnet os til at ignorere eller vifte bort. Den kan placere os i en lidt anden stilling. Stoppe op. Placere os i en lidt anden stilling. Og rykke os lidt.