Læsetid: 4 min.

En solnedgang i et computerspil er en rigtig oplevelse

Computerspil er kunst. Det er en del af vores erfaringshorisont – hvem er ikke rundet af Tetris, Pac-Man eller Europaspillet? – og det er muligvis det sted, hvor kreativiteten får friest løb fremover. Det har vi lavet et kulturtillæg om
Information tager computerspil alvorligt som kunstart og dedikerer et helt kulturtillæg til mediet.

Information tager computerspil alvorligt som kunstart og dedikerer et helt kulturtillæg til mediet.

Screenshot fra ’Detroit: Become Human’, Quantic Dream

1. juni 2018

Når man i en avis som eksempelvis denne alvorlige sag forholder sig til, hvad computerspil gør ved os mennesker, så er afsættet meget ofte bekymringen, der så måske og måske ikke kan affejes: Gør tid med iPad vores børn til motoriske krøblinge, eller kan de lære noget? Er voldelige computerspil årsag til skrækkeligheder som skoleskyderier, sådan som Donald Trump har hævdet? Gør for mange timer foran skærmen vores teenagesønner (og -døtre) til asociale, colablegfede, skærmafhængige kælderspøgelser?

I dette tillæg er vi ligeglade med den slags. Svaret på det første har jeg ikke. Svaret på det andet er ifølge den meste forskning et ret overbevisende nej, senest påvist i bogen ’Moral Combat – hvorfor krigen mod voldelige videospil er forkert’, der blandt forklarer, at Pac-Man for hjernen er lige så aggressivt at spille som Mortal Combat.

Det giver fin mening, når jeg husker barndommens adrenalin pumpe rundt i kroppen, hvis de gule prikædende ostedyr skulle styres væk fra spøgelser i labyrinten. Og angående det tredje har unge flittige e-gamere fået social oprejsning de senere år, hvor e-sport er blevet en, selv af statsministeren, anerkendt sportsgren, som dækkes seriøst på YouSee og DR3, og som har gjort Counter Strike-holdet Astralis til nationalhelte.

E-gaming er den sjette største sportsgren hos Danske Spil, en halv million danskere spiller computerspil derhjemme ifølge DGI E-sport, mens sporten også er ved at blive en vigtig del af vor elskede foreningsdanmark. Har man hørt én positiv sang om computerspil de senere år, så handler den nok om noget af den slags.

Vi vil gerne synge en anden sang i ugens kulturtillæg – den, hvor vi tager computerspillet alvorligt som en kunstform, der har uanede og åbenlyse potentialer. Computerspil er i stigende grad et lige så lukrativt sted at arbejde for folk inden for alle kunstarter, et nyt sted for skuespillere at udfolde sig på, for grafikere og billedkunstnere, for komponister og musikere og forfattere, der kan skrive sig ind i en helt anden dimension.

Avisens art director lavede en pirouette i begejstring, da han så screendumps fra danske Thomas Ryders prisvindende The Silent Age.

»KÆFT det’ fedt! Og se! SE! Der hænger en Mondrian,« råbte han glad af det visuelle univers og et maleri, der hang på en væg inde i spillet og ligesom blinkede selvbevidst til sit interagerende publikum og sagde: ’Jep, jeg er kunst’. God smag og kunst.

Vi har snakket med Ryder og andre kunstnere i tillægget her og skriver om den måske største computerspilsauteur i verden, franske David Cage, der laver geniale, siger kritikerne, spil på blockbusterbudgetter, hvor man ikke rigtigt kan vinde. Cage insisterer på, at færre skal tage ejerskab over de gigantiske produktioner, ligesom han gør – og ligesom Orson Welles gjorde det med film.

En anden sang, vi gerne vil synge, er sangen om, hvordan vi så kan finde forfriskende måder at beskrive denne kunstart på, men også den kulturelle reference og del af vores erfaringsverden, som computerspil har været for de fleste siden 70’erne og frem.

Jeg husker Space Invaders på (mange) floppy discs og det EF-propaganderende Europaspillet sendt ud til alle husstande på blå diskette i 1992. Der var bølgen af platformsspil som Super Mario og grovpixellerede 3D-skydespil som Doom, ej at forglemme Tetris, Hugo i Eleva2ren – dengang al fjernsyn var slow television –, Sim City, Snake på alles Nokia 8310 på mit gymnasium, hvor jeg glemte alt om andre slags spil. 

Al den erfaring, alt det bipperi og platformshopperi og nostalgi finder sit eget sprog, når den norske forfatter Rannveig Revhaug i sin bog IRL, som vi bringer uddrag fra, bruger de nedlagrede billeder og oplevelser fra barndommens computerspilleri til at sætte surreelle billeder på eksistentielle tilstande.

Og mens mangt et ungdomsromanunivers handler om bogstaveligt talt at leve inde i en computerverden, så beskriver danske Theis Ørntoft i sin nye roman Solar simpelthen, hvordan det kan være at game i 2018. Her er der ikke noget zap-zap, sådan noget med at så var jeg fanget i en computerspilsverden, han beskriver bare helt enkelt det at spille gangsterbilspillet Grand Theft Auto 4. Hvordan det er at løbe rundt derinde, mens kroppen sidder udenfor, hvordan det er at nyde en fedt animeret solnedgang, og at grafikken er dårlig på spillets stripbar, og at så er der ikke noget ved at gå derhen.

Fortælleren forsvinder som sådan ikke ind i spillet, men ordene omslutter oplevelsen, på den måde bliver vi som læsere opslugt af spillet, Ørntoft beskriver indefra med samme detaljerigdom, som han beskriver hovedpersonen Theis’ observante vandring på Hærvejen. I Solar bliver den tid, man bruger på forskellige ting, sidestillet: Kroket, sex, at se film i biffen, at se tennis på skærmen og at stene voldelige computerspil beskrives nærmest blærerøvsagtigt indlevet og virtuost. Det gav i hvert fald mig en indsigt. Og så formidler den oplevelsen af det mærkelige forhold mellem det, der sker i hovedet, og det, der sker på skærmen, når man som spiller bliver en slags rastløs voldspsykopat og ordene, der ikke kan forklare, hvorfor det sker, men at det sker. Den søde, offerløse ondskab, der overskrider normalen.

Det er også noget, computerspil gør ved mennesker. Tildeler os erfaringer, vi ikke kan få på samme måde andre steder. Og det er måske det, vi burde lære os selv at skrive en hel del mere om.

Læs også
David Cages spiluniverser er langt fra den skruppelløse skydegalskab, som computerspil af mange afvises som.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu