Tom Wolfe – essayisten, journalisten og forfatteren til sådanne bestsellere som Forfængelighedens bål og The Electric Kool-Aid Acid Test – er død i en alder af 88 år.
Wolfe døde på et hospital på Manhattan mandag, bekræfter hans litterære agent, Lynn Nesbit. Wolfe var indlagt med en infektionssygdom.
Med sit flair for litterære fortælleformer og med sans for at placere sin egen person i sine artikler i aviser og i tidsskrifter brød Wolfe igennem som den vigtigste pioner inden for new journalism (en genre, der var ny i USA, men som allerede Herman Bang opdyrkede i Danmark, red.).
Med værker som essaysamlingen The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby (1965) og The Electric Kool-Aid Acid Test (1968) – en førstehåndsberetning om romanforfatteren Ken Keseys eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer – og med The Right Stuff (1979) – en fortælling om de piloter, der blev Amerikas første astronauter – blev Wolfe den fremmeste eksponent for en ny reportageform.
Wolfe påtog sig sågar at formulere den definition på new journalism, der stadig er den kanoniske i dag, med et essay med netop denne titel. Dermed fik han placeret sin journalistiske produktion i klasse med giganter som Truman Capote, Joan Didion, Gay Talese og Hunter S. Thompson, hvis beslægtede ’gonzo-journalistik’ kan ses som en radikalisering af new journalism.
Reportagejournalisten
Wolfe blev også berømt for kun at bruge de mest udsøgte herreskræddere – han var en journalistikkens dandy, altid iklædt hvid smoking med gamacher, et look, han selv betegnede som »neoprætentiøst«. Det særprægede outfit, der skulle illudere en sydstatsgentleman fra tidligere tider, afvæbnede altid folk, hævdede han selv: Det fik ham til at ligne »en mand fra Mars, som ikke ved spor om noget som helst, men ser ud til at være ivrig for at få alt at vide«.
Med sine farverige fortællinger om excesser og statusjagt, fortalt gennem skånselsløse iagttagelser, blev Wolfe en mester i, hvad han kaldte »mæthedsrapportering«, hvor en journalist skygger de mennesker, han ønsker at studere, over meget lang tid og registrerer alle deres udtalelser og hele deres adfærd ofte ned til den mest minutiøse detalje.
»For at lykkes med det,« skrev Wolfe i 1970, »må man skødesløst iagttage de mennesker, man vil skrive om, over lange tidsstræk … så lange, at man faktisk opnår at være til stede, når de scener i deres liv, som afslører alt, begynder at udfolde sig.«
Født i Virginia i 1930 styrede Wolfe direkte ind i reportagejournalistik efter fuldført universitetsuddannelse. Wolfe skrev først for Springfield Union i Massachusetts og kom så til Washington og siden New York, hvor han fik ansættelse for The New York Herald Tribune. Siden forlod han aldrig byen, hvor han skabte sig et hjem med sin hustru, Sheila, og deres to børn.
Misundelige, litterære kritikere
Efter succesen med The Kandy-Kolored Tangerine-Flake Streamline Baby i 1965 skabte Wolfe sig en karriere på at skrive om populærkultur, politik og USA’s sociale liv, især ved at fokusere på, hvordan penge, velstand og overflod satte præg på tiden efter Anden Verdenskrig.
The Electric Kool-Aid Acid Test, af mange betragtet som den definitive bog om hippiebevægelsens rødder og opblomstring, placerede ham i den offentlige bevidsthed som en autoritet på psykedeliske stoffer, selv om han sidenhen, i et interview fra 2008, skulle hævde, han aldrig havde taget LSD og kun prøvet marihuana én gang.
Med romanen Forfængelighedens bål (Bonfire of the Vanities), som udkom i 1987 og blev en gigantisk succes, tog han livtag med, hvad han kaldte »den store udfordring«. Bogen er et satirisk portræt af grådighed og pengebegær i 1980’ernes New York. Vi følger i romanen børsvekselereren Sherman McCoys rejse fra Wall Street til en retssal i Bronx, hvor han havner efter at have kørt en sort mand over med sin bil.
Hans anden roman, A Man in Full, blev også en bestseller, men hans succes blev nu også kommenteret af misundelige kritikere. I New York Review of Books skrev forfatterkollegaen Norman Mailer:
»Wolfes ekstraordinært overlegne skrivestil tvinger os i teorien til at måtte se den ubekvemme mulighed i øjnene, at han endnu kan opnå rang af vores bedste forfatter. Hvor taknemmelige må vi da ikke være for hans brister og i sidste ende manglende evne til at blive for alvor stor – nemlig hans fravær af virkelig stor spændvidde. Rodfæstet er velsagtens hans manglende talent for at se ind i sine figurers dybder med noget mere end den fuldbefarne journalists blik.«
Wolfe var imidlertid også kendt for at gengælde fornærmelser i fuldt mål og kastede sig med forkærlighed ud i fejder med sine mest passionerede litterære kritikere, nemlig Mailer, John Updike, John Irving og Noam Chomsky.
I et essay fra 2001 med titlen Mine tre træmænd (My Three Stooges) gik Wolfe til angreb på netop Mailer, Updike og Irving og skrev:
»Det må i nogen gad forbitre dem, at alle – endog de selv – taler om mig, hvorimod ingen taler om dem.«
© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
