»Uanset vejen derhen, så ender jeres lorteforestilling med, at sorte begår folkemord på hvide. Er det ikke et problem?«

Michael Wilson hæver stemmen og slår øjnene op.

»Uanset vejen derhen, så ender jeres lorteforestilling med, at sorte begår folkemord på hvide. Er det ikke et problem?« spørger han.

En sort kvinde fra salen bryder ind: »Vi skal leve med den raciale vold, I har begået,« råber hun.

»Og vores børn,« tilføjer en anden.

Instruktør Christian Lollike og kunstner og skuespiller Madame Nielsen forbliver tavse.

»Alle sorte i forestillingen er fremstillet stereotypt som hypervoldelige og antihvide. Er det ikke et problem?« gentager Michael Wilson.

Som to skolebørn, der får skældud, har Christian Lollike og Madame Nielsen trukket længere og længere mod scenens bagerste hjørne den seneste halve time. Endelig går Madame Nielsen hen til Michael Wilson og tager fat om mikrofonen med sine magre fingre.

»Jo,« råber hun.

»Godt,« siger Michael Wilson. »Lad os stoppe her.«

Christian Lollike har netop sænket skuldrene i tydelig lettelse over, at den unge, sorte forskers timelange, kritiske analyse af deres teaterstykke Black Nigger/White Madonna tilsyneladende er forbi. Så spørger Michael Wilson: »Christian, hvad har du lært?«

Christian Lollike indvilliger: »Der er så meget. Det har været en relevant kritik. Vi må gå stykket igennem og diskutere, hvad vi gør,« siger han.

Omdiskuteret teater

Sådan kulminerede Teater Sort/Hvids debatseminar i lørdags. Til seminaret, der også strakte sig over søndag, havde teatret inviteret forskere og debattører til at diskutere »kunst i en identitetspolitisk tid«. 

Seminaret havde været planlagt i mange uger, men Michael Wilson var først blevet inviteret efter, at han for uger siden skrev en kritisk facebookopdatering om plakaten for teatrets aktuelle forestilling White Nigger/Black Madonna, som efterfølgende blev delt af organisationer som Black Lives Matter Denmark og Afro Empowerment Center. 

Det var med til at rejse en velkendt debat om racisme og kunstnerisk frihed. Bør vi vise mere hensyn til minoritetsgrupper og helt undlade at bruge racistiske termer som nigger? Eller er det i virkeligheden mere bekymrende, at vi er ved at importere en hysterisk, krænkelsesparat politisk korrekthed fra den akademiske venstrefløj i Amerika, som i praksis begrænser den kunstneriske frihed?

I White Nigger/Black Madonna spiller Madame Nielsen en hvid, dansk kvinde, som identificerer sig som sort, maler sin hud mørk – eller blackfacer, som det hedder – og rejser til Amerika for at kæmpe de sortes kamp. Da hun bliver afsløret som hvid og udstødt, vender hun hjem til et dystopisk Danmark, hvor de sorte har overtaget magten og undertrykker og dræber de hvide.

Aktivister har revet plakater for stykket ned over hele København, og fire ph.d-studerende fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet har klaget til institutlederen over, at de »racistiske og undertrykkende plakater«, som en af de fire, Sabrina Vitting-Seerup, betegner dem, var blevet hængt op på campus.

Racial vold

En stor andel af de godt 40 fremmødte mennesker til debatseminaret er brune. Fire rækker med stole er stillet frem bagerst i teatrets mørke foyer, og langs væggene hænger de berygtede plakater. På cirka halvdelen af dem er ordet ’nigger’ streget over med sort tusch. 

Michael Wilson er ved at gøre sig klar til sit oplæg. Han er en ung, afroamerikansk mand i marineblå blazerjakke, lædersko og cykelrytterkasket.

En lille time inden, at han får Madame Nielsen til at gribe mikrofonen og erkende det problematiske i hendes værk, går Michael Wilson rundt foran tilhørerne og gør klar til sit foredrag. Han er en ung, afroamerikansk mand, der for tiden er gæstende ph.d.-studerende ved Københavns Universitet. 

Det, Michael Wilson har tænkt sig at sige, er ikke en personlig holdning, indleder han. Det er en »akademisk analyse«, der baserer sig på hans læsning af manuskriptet, selve opførslen og et interview med Madame Nielsen. 

Han redegør for, hvad han mener, når han bruger ord som ’racial vold’ og ’kulturel uansvarlighed’.

Når Teater Sort/Hvid hænger plakater op i det offentlige rum med ordet nigger og et billede af en hvid person i blackface, risikerer de at true eller gøre skade på sorte mennesker, forklarer han. Det kan få konkrete, psykologiske konsekvenser for dem, der konfronteres med plaktaten. 

»Men det kan også påvirke, hvordan sorte mennesker bliver behandlet i samfundet, fordi det er med til at dehumanisere sorte som en gruppe, man uden videre kan latterliggøre eller kategorisere på en fornedrende måde,« siger han. Michael Wilson peger på en sort kvinde blandt de tilhørende og fortæller, at hun stod sammen med sin datter og kiggede på en plakat for stykket, da en mand kom forbi og råbte »Tag hjem til der, hvor du kommer fra« til hende.  

Plakaten er et »skolebogseksempel« på racial vold, konkluderer Michael Wilson.

»That’s right,« siger en kvinde fra publikum højt. »You tell ‘em.«

Efter at have spurgt ud i lokalet, konstaterer Michael Wilson, at mere end halvdelen af de tilhørende ikke har set stykket. 

»Det er jo hate speech,« udbryder en kvinde, efter Wilson har givet et kort referat. »What the fuck! Hvad fanden er det for noget?« råber en anden.

»I stykket fremstilles samtlige sorte mennesker og deres organisationer som hypervoldelige og som en bogstavelig trussel mod hvide og hvidhed,« siger Michael Wilson. Han taler indlevende og velartikuleret.

Dermed skriver stykket sig ind i en lang tradition af kulturelle fremstillinger af sorte som en trussel mod hvide. Og den tradition er med til at legitimere, at sorte nægtes lige rettigheder og udsættes for vold.

Publikum risikerer at overtage det billede af mennesker af afrikansk afstamning, når de har set et værk som ’White Nigger/Black Madonna’, der fremstiller sorte mennesker på en stereotyp og negativ måde. På den måde bidrager værket altså til at bekræfte eller forstærke racistiske strømninger i samfundet.  

»Man kan ikke adskille kunst og virkelighed, når man vælger at behandle sorthed,« siger Michael Wilson. Derfor burde »han« – som Michael Wilson konsekvent kalder Madame Nielsen, der lever som kvinde – og resten af teatret have rådført sig hos relevante akademikere, kritikere og medlemmer af det dansk-afrikanske mindretal, inden de lavede forestillingen. Ved at have forsømt det, har de gjort sig skyldige i »kulturel uansvarlighed«.

Hvis publikum ikke ved tilstrækkeligt om mennesker af afrikansk afstamnings kultur og historier, risikerer de at overtage stykkets fremstilling af sorte mennesker og virkelige borgerrettighedsorganisationer. Og det er kulturelt uansvarligt.

»Nu er øjeblikket kommet, hvor I skal vælge. Erkender I, at der er sket alvorlige fejl under den kunstneriske proces?« siger Michael Wilson. »Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har sagt et ord om ytringsfrihed eller censur.«

Anders Rye Skjoldjensen

»Det er racisme«

Sabrina Vitting-Seerup er ph.d.-studerende ved Københavns Institut og skal deltage i debat senere i seminaret. For et par uger siden så hun to sorte studerende i universitetets kantine, der stod foran en af plakaterne for stykket. Den ene havde hånden for munden og våde øjne.

»Når plakaterne hænger i det offentlige rum, er intentionen bag ikke klar, og så er det kun det racistiske, der står tilbage. Og så er det en undertrykkende, diskriminerende handling. Et angreb på en gruppe, der i forvejen er udsat for undertrykkelse. Det er racisme,« siger forskeren til Information.

Efter sin oplevelse i kantinen talte Sabrina Vitting-Seerup med en gruppe kolleger, der efterfølgende henvendte sig til institutlederen for at høre, om det virkelig kunne være rigtigt, at plakaterne kunne hænge frit på universitetets område.

»Det viste sig, at teatret ikke havde søgt den rigtige tilladelse til at hænge dem op, så det var OK, at de studerende fjernede dem,« siger hun, og understreger, at de også burde være blevet taget ned, hvis teatret havde overholdt de tekniske regler.

»Københavns Universitet burde da have regler mod hate speech.«

Sangene

Christian Lollike og Madame Nielsen har sluttet sig til Michael Wilson forrest på scenen. Christian Lollike begynder: »Tak. Jeg anerkender fuldstændig din kritik,« siger han til Wilson.

Michael Wilson kigger på Madame Nielsen. »Da du skrev stykket, var du så bevidst om, at du portrætterede borgerrettighedsorganisationen NAACP som voldelig, truende og antihvid?« spørger han.

»Jeg synes generelt, at du overser sangene,« indvender Madame Nielsen og henviser til en bestemt sang i forestillingen.

»Hvordan ender den sang?«

»I sangen ...,« forsøger hun.

»Hvordan ender sangen?« spørger han igen.

»We don’t need you, and we don’t want you,« svarer Madame Nielsen.

»Præcis. I virkeligheden er NAACP en multiracial organisation, der bekæmper uretfærdig. I fremstiller den som truende og antihvid. Og som en der hverken vil have eller kan tolerere de hvide,« siger Michael Wilson.

»Hvis I nu vil lytte ...« når Madame Nielsen at sige, inden en kvinde fra publikum udbryder:

»Skal vi lytte til dig? Jeg skal ikke sidde her og høre en hvid person fortælle mig om racisme,« udbryder hun.

Kort efter indleder Michael Wilson sit afsluttende spørgsmål, og vi er tilbage til der, hvor artiklen begyndte. Både Christian Lollike og Madame Nielsen erkender, at det var en fejl at inkludere ordet nigger i stykkets titel. 

Prædiken

»Man må sige, at han havde pudset sit gevær og skød skarpt,« siger Madame Nielsen, da Information fanger hende efterfølgende.

»Kritkken er så massiv og omfattende. Vi skal bruge lidt tid, inden vi ved, hvad vi gør ved det,« tilføjer Christian Lollike.

Madame Nielsen ryster stadig en smule. »Men det var jo ikke en samtale. Det var en prædiken,« siger hun.

Christian Lollike lover at ringe den følgende dag, når de har besluttet, om kritikken får konsekvenser for selve værket: White Nigger/Black Madonna.

Anders Rye Skjoldjensen

Fair

I solen foran teatret er Michael Wilson ved at forklare, hvordan han personligt oplevede det som en sårende »voldshandling«, da han en tilfældig mandag morgen mødte ind på universitetet og så plakaten for Black Nigger/White Madonna.

– Lukker det ikke samtalen,  når du hævder, at dit oplæg ikke er en holdning, men en videnskabelig analyse?

»Debatten startede på facebook, hvor det fløj rundt med holdninger. Min akademiske baggrund ligger i at analysere sorte menneskers oplevelser med denne her slags ting. Så jeg følte et ansvar for at bidrage med en akademisk analyse,« siger Michael Wilson.

– Men læser du aldrig analyser, der hævder at være videnskabelige, som du ikke er enige i?

»Selvfølgelig.«

– Er det så ikke problematisk, at du for eksempel siger til Madame Nielsen: ’Nu hvor vi har etableret som et faktum, at I har begået racial vold?’

»Nej. Det kan selvfølgelig diskuteres. Men jeg læner mig op ad en række forskeres definition af begrebet.«

– Gælder det også i en fiktiv kontekst?

»Nielsen henviser til virkelige, faktuelle ting som NAACP og det danske tidsskriftskollektiv Marronage. Men han manipulerer dem til at fremstå voldelige og truende. Hvad sker der så, når publikum kun kender de her grupper gennem stykket? Fiktion har konsekvenser i virkeligheden.«

– Er kunstnerisk frihed ikke vigtigere end minoritetsgruppers potentielt sårede følelser?

»Du må være så kunstnerisk fri, som du har lyst til. Du må bare erkende, at det, du gør, er racial vold og acceptere konsekvenserne af det. Jeg siger ikke, at de ikke må. Sund fornuft burde have stoppet dem.«

Mast

»Det var fandme ubehageligt,« siger Christian Lollike i telefonen dagen efter. »Michael Wilson kritik var jo saglig nok, der var bare ingen mulighed for dialog bagefter.«

Han mener stadig, at det var en fejl at bruge ordet nigger i stykkets titel. »Mange har været ude af stand til at forholde sig til stykkets indhold.«

Han mener imidlertid ikke, at indholdet i stykket kan læses entydigt racistisk. Da Madame Nielsen opførte stykket i går, indledte hun med at gengive kritikken for publikum, men derudover blev der ikke ændret noget i værket.

»Det er fiktion, som blandt andet handler om, hvor absurd den der racetænkning er. I den fiktion gentager historien sig, således at de hvide oplever det, som mange sorte har prøvet,« siger han og fortsætter:

»Der sker en sammenblanding af kunstens rum og et offentligt rum, som jeg har et stort problem med. Vi kan ikke kræve, at kunsten skal være ’kulturelt ansvarlig’, opbyggelig og ikke må rumme racistiske udsagn. Når det er sagt, er det også vigtigt, at vi tager kritikken til os.«

En halv time efter ringer Madame Nielsen. Hun har haft ro til at tænke, siger hun.

»Vi lever i en ekstremt moralsk tid, hvor kapitalismen kører ødelæggende derudad. Men det forholder vi os ikke til. I stedet jagter vi tegn og symboler.«

Seminaret var en gabestok, mener hun. De fremmødte var kun interesserede i at se hende og Christian Lollike krybe til bekendelse.

»Michael Wilson holdt en følelsesladet prædiken, alt imens han hævdede, at kritikken ikke var personlig, men videnskabelig. Publikum bekræftede ham i alt, og vi havde ingen mulighed for at sige noget,« siger hun.

»De ender med at gentage en skarp racepolarisering, hvor vi allesammen låses i nogle lukkede kategorier,« siger Madame Nielsen.

 – Hvorfor sagde I ikke det i går under debatten?

»Jeg blev mast. Der er alligevel ingen, der lytter, tænkte jeg. Samtale handler om at reflektere, og det var der intet rum til. Det hele handlede om, at vi skulle gå bodsgang.«

Information har forholdt Madame Nielsens kritik til Michael Wilson. Han afviser kritikken og henviser til, at han stillede åbne spørgsmål og tog sig tid til at interviewe Madame Nielsen forinden.

Som følge af Wilsons kritik besluttede Teater Sort/Hvid efterfølgende at fjerne den første del af titlen, så stykket nu kun hedder ’Black Madonna’, ligesom flere af stykkets referencer til virkelige organisationer er blevet ændret, så stykket i højere grad fremstår som science fiction.