Læsetid: 9 min.

Venstrepopulismen skal fyre op under Europas socialdemokratier

Venstrepopulismen kan skabe dynamisk klassekamp, tale til middelklassens humanisme og bygge bro mellem den etniske underklasse og den hvide arbejderklasse. To svenske venstrefløjsdebattører leverer i ny bog antitesen til Socialdemokratiet og slagter samtidig venstrefløjens hellige køer med baseballkøller
»En kraftfuld venstrepopulisme må opbygge organisationer både i byerne og i landområderne,« skriver Åsa Linderborg.

»En kraftfuld venstrepopulisme må opbygge organisationer både i byerne og i landområderne,« skriver Åsa Linderborg.

PONTUS LUNDAHL

4. maj 2018

»Jeg er færdig med venstrefløjen,« skriver Åsa Linderborg, kendt i Sverige for sine venstreradikale holdninger, i en mail, da aftalen om interviewet skal på plads.

Derfor har hun tid den 1. maj. Hun skal alligevel ikke ud og svinge de røde faner.

At en prominent venstrefløjsdebattør som Åsa Linderborg – der er født ind i det kommunistiske parti og selv har været medlem – »har gjort slut med vänstern«, kræver en forklaring.

»Skrev jeg virkelig det,« griner hun, da Information ringer for at høre, hvorfor hun og en anden markant svensk stemme på venstrefløjen, Göran Greider, har skrevet en bog med afsæt i de nordiske velfærdsstater om behovet for at kopiere corbynismen.

At der skulle gå relativt lang tid, før der kom sådan en bog, er i sig selv bemærkelsesværdigt – det britiske arbejderpartis valgsejr og 13 millioner stemmer på løfter om mere demokrati, velfærd og økonomisk retfærdighed taget i betragtning.

Men Jeremy Corbyn og hans politiske pendant i USA Bernie Sanders’ opsigtsvækkende sejre har udstillet venstrefløjens vildfarelser – særligt i svensk politik. Og de har medvirket til Linderborgs opgør med sine egne. For naturligvis er hun ikke blevet borgerlig.

»Jeg født i 1968 og opvokset med en ældre marxistisk og socialistisk skoling, hvor man interesserer sig for økonomi, sociale spørgsmål og et forsvar for oplysningstraditionen. Mens venstrefløjen – og særligt den antiracistiske strømning i Sverige i dag – har travlt med at stemple ytringer som fascisme og er mere optagede af at moralisere omkring race, hudfarve og køn end af fordelingspolitik og kapitalismekritik. Der føler jeg ikke mere, at jeg hører hjemme,« siger Åsa Linderborg.

Bogen Populistiska manifestet er bygget op omkring 151 teser. Omslaget er rødt, og den er »en baseballkølle« mod den antiracistiske og feministiske venstrefløj med ordet klasse skrevet på hver eneste side. En bog som næppe kunne være skrevet før flygtningekrisen i Sverige i 2015, skriver Björn Werner i sin anmeldelse i Aftonbladet, hvor Åsa Linderborg er kulturredaktør. I hvert fald ikke uden risiko for Linderborg og Göran Greiders anseelse og karrierer.

I dansk sammenhæng har dele af venstrefløjen og særligt Socialdemokratiet for længst brudt det politiske tabu og taler nu hellere om at mindske antallet af flygtninge end om noget som helst andet. Men det er stadig kontroversielt på den svenske venstrefløj.

Til gengæld ønsker de to debattører ikke at kopiere det danske Socialdemokratis højredrejning i udlændingepolitikken, uanset hvor realistisk de danske sosser hævder, den er.

»Nej, den danske vej er forfærdelig. I har vældig hårde krav, som er helt usammenlignelige med noget andet. Det er jo pessimismens ideologi, der ikke hjælper almindelige folk. De skal have bedre skoler, sundhedstilbud og så videre. Sverige er et kolossalt rigt land. Vi har næsten ingen statsgæld og de samme gode økonomiske forudsætninger som i 1960’erne,« siger Åsa Linderborg.

Men flygtningeantallet er vigtigt, fordi man skal kunne planlægge integrationen, så byrderne fordeles retfærdigt mellem de fattige landkommuner i Sverige, som modtog flest flygtninge og blev presset på boliger, skole- og sundhedspersonale, og de mere velhavende kommuner, som har modtaget færre.

De danske socialdemokrater med Mette Frederiksen i spidsen fokuserer på arbejderen og har vundet stemmer tilbage over midten. Linderborg og Greider vil det samme. Men de vil gøre det ved at tale om klasse og fordelingspolitik for derigennem at skabe en venstrepopulistisk bevægelse. Samtidig vil de trække socialdemokratierne væk fra deres position midt i det politiske spektrum og i retning af corbynismen. Både det svenske og det danske Socialdemokrati har defineret sig som midterpartier med blikket rettet mod mere samarbejde med de borgerlige partier.

»Mens den antiracistiske venstrefløj moraliserer, viger socialdemokratierne tilbage fra at italesætte en højre-venstre-konflikt og føre en politik, som udfordrer de borgerlige. Det er problemet,« siger Linderborg.

Politisk tonedøve?

Men hvorfor nu denne optagethed af socialdemokratierne? De har de sidste tre årtier fornyet sig gennem en konstant bevægelse væk fra Linderborg og Greiders socialistiske vision, som derfor kan forekomme politisk tonedøv. Hvorfor ikke bare satse på venstrefløjen, få dem til mobilisere de unge og overlade til det socialdemokraterne at hive vælgere ud af favnen på de borgerlige og partier som Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti, der har stjålet arbejdervælgere i lammende stort antal? Er det ikke en mere sikker vej til magt og indflydelse for de røde partier?

Sådan ser Linderborg og Greider det ikke. Tværtimod mener de, »at venstrepopulismen er en forudsætning for, at reformismen (socialdemokratismen, red.) kan overvinde højrepopulismen«.

»Man kan ikke styre et land med venstrepopulistisk politik. Det er for enkelt et politisk tankesæt. Men en venstrepopulistisk bevægelse kan fyre op under socialdemokratierne, så de tør gå til venstre og komme med reformistiske krav, der gør en forskel for folk,« siger Åsa Linderborg.

Det kan for eksempel være krav om en kortere arbejdsuge; at man hæver skatterne for dem, der tjener lige så meget, som Åsa Linderborg gør, eller at man for første gang i 30 år indfører en aktiv boligpolitik for alle dem, der har svært ved at få fodfæste på et trængt og skrævredet boligmarked.

»Venstrepopulismen skal radikalisere den arbejderbevægelse, som allerede findes, og presse socialdemokratierne til at tale i konflikttermer. For der eksisterer en økonomisk elite og en majoritet, der taber på dens politik,« siger den svenske venstrefløjsdebattør.

En stærk og selvbevidst venstrepopulisme skal også tale til de mennesker, der faktisk har brug for velfærdsstaten – uanset hudfarve: Den hvide krænkede mand, der bekymrer sig over, at hans børn ikke kan forvente den samme fremgang i livet som han selv, og den immigrerede rengøringskone, der forsøger at overleve på et prekært arbejdsmarked.

»En bredere klasseanalyse kan løsne højrepopulismens greb om arbejderklassen,« lyder for eksempel tese 85 i Populistiska manifestet.

For højrepopulismen er ingen gåde. Den er tværtimod konsekvensen af den voksende ulighed og utryghed, som er fulgt i kølvandet på årtiers neoliberale reformer og dereguleringer.

En periode, hvor de europæiske socialdemokratier begav sig ud på Den Tredje Vej og glemte arbejderklassen og prekariatet. I stedet vendte de sig mod den veluddannede middelklasse, som de mente, var den nye interessante klasse. Arbejderklassen ville til gengæld forsvinde, lød analysen fra blandt andre Adam Przeworski, en af arkitekterne bag Tony Blairs New Labour og den tredje vej.

Men den holdt ikke, skriver de to forfattere. Den vestlige arbejderklasse forsvandt ikke, fordi industriarbejdspladserne flyttede til billigere himmelstrøg. De fik i stedet arbejde inden for handel og i servicesektoren, hvor lønnen er dårligere og ansættelsesvilkårene ringere.

»Selv der, hvor arbejdsløsheden er mindsket, har arbejderklassen uforandret eller dårligere levestandard. Uberørt af den økonomiske udvikling, som har gavnet middelklassen,« skriver Linderborg og Greider bl.a. med henvisning til de 146.000 arbejdspladser, Danmark har tabt i løbet af de seneste 20 år.

Sverige har 400.000 fattige pensionister – mange af dem kvinder, som ikke har råd til basale fornødenheder. Billedet af voksende ulighed og social forarmelse er det samme i de øvrige vestlige lande.

Splittet arbejderklasse

Men middelklassen kan vindes tilbage gennem en bredere og mere dynamisk klasseanalyse, og igen fremstår bogen som en antitese til danske topsocialdemokraters hånlige snak om pladderhumanisme. Sådan taler de svenske sosser ikke. Men deres fokus er på at vinde magten ved Riksdagsvalget i september ved at samarbejde hen over midten med de borgerlige efter fire år i regering med Miljöpartiet og Vänsterpartiet som støttepartier. Og de går til valg på sloganet om et »tryggere Sverige« gennem højere straf og tvangsudvisninger af flygtninge, der ikke har opnået opholdstilladelse.

Det er den forkerte vej, mener de to forfattere: »Middelklassen kan vindes ved, at man påtaler den sociale pris, trængte mennesker betaler for udviklingen. Selv middelklassen bryder sig ikke om den hensynsløse eksklusivitet hos de rigeste,« hedder det.

Og videre: »Man må appellere til middelklassens identitet, der bygger på selvstændighed, rationalitet og humanisme.«

Men det er ikke nok. En ny venstrepopulistisk bevægelse må også forsøge at bygge bro mellem den indvandrede underklasse og den hvide arbejderklasse, der stemmer på de indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, Dansk Folkeparti eller Le Pens højrenationalister i Frankrig, gennem en økonomisk politik, der giver fremtidstro i de trængte klasser.

Efter Jeremy Corbyns overraskende fremgang ved valget sidste år har blandt andre politologen Robert Ford peget på, at »de politiske klasseskel blev vendt på hovedet«. Labour gik stort frem blandt de unge vælgere i universitetsbyerne og i middelklasseområder. Mens Theresa Mays Konservative vandt vælgere i områder præget af social armod, som havde stemt Brexit og stolede på, at de borgerlige politikere ville stoppe østeuropæisk indvandring og presset på de britiske løn- og arbejdsforhold.

»En etnisk splittet arbejderklasse er en nødvendighed for den utøjlede kapitalisme,« skriver Greider og Linderborg.

Presset på lønninger gennem rivalisering i underklassen gavner først og fremmest den økonomiske elite.

Men en af grundene til, at Corbyn ikke endte i Downing Street sidste år, var netop hans manglende held med at skabe en stærk alliance mellem den hvide, utilfredse arbejder- og lavere middelklasse og de veluddannede, etnisk blandede og til dels identitetspolitisk optagede unge i storbyerne. Det har flere analytikere og en svoren Corbyn-støtte som forfatteren og journalisten Paul Mason hævdet.

Til trods for, at Labour stadig havde problemer med at tiltrække Theresa Mays vælgere i de trængte landområder op til torsdagens lokalvalg i Storbritannien, er Åsa Linderborg fortrøstningsfuld på corbynismens vegne.

»En kraftfuld venstrepopulisme må opbygge organisationer både i byerne og i landområderne. Og det er netop ved at ske i Storbritannien, hvor unge socialdemokrater begynder at organisere sig i områder, hvor det højrenationalistiske UKIP var meget stærke,« siger hun. 

Linderborg hæfter sig desuden ved det opmuntrende faktum, at der i Storbritannien er tale om en venstrepopulistisk bevægelse, der opererer inden for et parti, som er verdens største. Labour har 600.000 medlemmer, og der findes allerede en organisatorisk struktur, hvilket ikke er tilfældet med andre nye venstrepopulistiske bevægelser, der er opstået under finanskrisen, som f.eks. Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland.

»I Storbritannien sætter venstrepopulismen fart på det allerede eksisterende,« konstaterer hun.

Til gengæld har det ført til splittelse i Labour, at man både er et magtparti i parlamentarisk forstand og et aktivistisk græsrodsparti: »Det er svært. Nu er jeg ikke Socialdemokrat, det er Göran Greider. Men vi tror, at der i Sverige og i alle andre europæiske socialdemokratiske partier findes en mulighed for at gå mod venstre. Der er så mange medlemmer og vælgere, der vil have en rigtig socialdemokratisk politik i stedet for den markedsliberalisme, som har været dominerende.«

90 procent af Labours vælgere mener for eksempel, at nedskæringspolitikken under krisen gik for vidt, skriver Greider og Linderborg i deres bog. På en skala fra et (venstreorienteret) til ti (højreorienteret) placerer den britiske gennemsnitsvælger sig på 2,39.

Samtidig holder både svenske og danske socialdemokrater fast i, at gode forhold for erhvervslivet snarere end højere skatter og mere regulering er vejen frem for at skabe flere arbejdspladser. I Danmark forsvarer Mette Frederiksen sig mod kritik fra venstrefløjen med, at Socialdemokratiet har »har 100 års evidens for, at de kan tøjle kapitalismen«.

»Men det er jo netop der, hvor socialdemokratierne i Vesten og tidligere præsident Obama i USA fejlede. De regulerede ikke kapitalismen efter krisen i 2008, og almindelige mennesker måtte betale prisen. Markedet styrer forsat politikken,« siger Åsa Linderborg og forsætter med et stor grin: »Og det er jo absurd, at jeg som marxist beder om at få en reguleret kapitalisme og ikke en afskaffelse af den.«

Mange venstrefløjsdebattører har som Linderborg og Greider opfordret til at forstå i stedet for at foragte de mennesker, der stemmer på højrepopulistiske partier. Hvor dyb afmagten kan være i Sverige, vil nok alligevel komme bag på mange.

»Der er mange grunde til den folkelige vrede, og vi vil ikke tale om højrepopulismen som en social smitte. Otte ud af ti svenskere mener ikke, at det spiller nogen rolle, at de stemmer. De har tabt troen på, at demokratiet kan forandre noget til det bedre. Det er et utroligt højt tal i et land, som stadig har en meget stor valgdeltagelse. Statsminister Stefan Löfven lovede op til sidste valg, at han ville sikre Sverige næsten fuld beskæftigelse. Men han har ikke kunnet levere. Nu går vi til valg igen, men med endnu flere flygtninge. Og det påvirker selvfølgelig opinionen. Nu taler man om svenske værdier, tørklæder og badeforhæng. Den slags koster jo ikke noget og dækker over, at man for eksempel ikke har været i stand til at skabe flere arbejdspladser,« siger Åsa Linderborg.

Den voksende populisme er ikke en gåde. Højrepopulismen er præcis det, som alle verdens markedsliberale bad om, da de nægtede at se konsekvenserne af øget ulighed og utryghed. Så hvorfor vover socialdemokrater og venstrefløjen ikke længere at være populister? I det ’Populistiske manifest’ skriver Åsa Linderborg og Göran Greider et forsvar for populismen som politisk strategi og leverer 151 teser om dens historie. Her er et redigeret udvalg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Runa Lystlund
  • ingemaje lange
  • Anders Graae
  • Torben K L Jensen
  • Henrik Leffers
Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Runa Lystlund, ingemaje lange, Anders Graae, Torben K L Jensen og Henrik Leffers anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Det er første gang i lang tid jeg er enig med en "gammel kommunist"! Men hun har ret!
Venstrefløjen i DK har i alt for lang tid set de Radikale som deres vigtigste samarbejdspartner, og som den eneste mulighed for at få et flertal. Men med skiftet i udlændingepolitik, som jeg godt kan acceptere, har S indrettet sig på den danske virkelighed, hvor en række valg er blevet tabt på den massive eksponering på udlændingepolitikken! Det blev i øvrigt startet af Ritzau Pressens fokusering på det eneste der kunne svække Nyrup-regeringen (udlændinge!), og det lykkedes med valgsejren til Fogh Rasmussen! Jeg bor på Nørrebro og jeg har ikke noget problem med indvandere, men med den enorme befolkningsvækst specielt i Afrika, kan vi ikke have åbne grænser og give asyl til alle, fordi de fleste" flygter" af (gode!) økonomiske grunde.

Bettina Jensen

Henrik Leffers, to teser til overvejelse (det er vistnok så moderigtigt):

1) Vi kommer aldrig til at 'give asyl til alle'; vendingen er en PR-manøvre fra den siddende bestyrelse i forretningen Danmark. Den har til formål at installere et imago i danskernes bevidsthed, som vil skræmme dem fra at tænke progressivt og bredspektret om flygtninges adkomst til Danmark.

2) Flygtningeproblemet er et ulighedsproblem; bl.a. i form af at rigtigt mange flygtninge flygter pga. de globale klassebarrierer og fattigdomsudviklinger - og i form af at flygtninge i Danmark stilles i både økonomisk og (den deraf følgende) socioøkonomisk(e) fattigdom/udsathed, hvor ulighedens klassebarrierer både stigmatiserer, diskriminerer og derouterer dem.

Kunne det overvejes om flygtningeproblemer i virkeligheden handler om hvordan rigtigt mange af disse anbringes i strukturelle sammenhænge, som er problemprovokerende ... og at det er disse strukturelle sammenhænge, som har behov for analyse og (på visse områder radikal) forandring, fremfor styring med kvoter, juristeri og alskens anden NPM-visdom?

Eva Schwanenflügel, Steen Bahnsen, Ete Forchhammer , Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Anders Reinholdt, ingemaje lange, David Engelby, Bente Wodschow, Karsten Aaen, Vibeke Hansen, Lise Lotte Rahbek, Ole Frank og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvis venstrefløjen vil skabe en socialistisk "main-stream" - tænkning som modvægt til pengegørelsen af alle slags værdier der tænkes kan - så brug alle til rådighed stående midler - drop "fair-play",brug Facebook,Twitter uden nogen form for skam skab,kaos med fake-news, lyv så det sejler,mistænkeliggør at hvad højrefløjen siger om deres intensioner.
Med andre ord venstrepropaganda for fuld,hæmningsløs skrue - nøjagtig som højrefløjen har gjort - Altid.

Egon Stich, Benny Larsen, Estermarie Mandelquist, Torben Skov og Anders Graae anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Højrefløjen skal modsiges, dens usandheder afsløres. Løgn og bedrag fører ingensteder.

Ole Bach, Eva Schwanenflügel, Brian W. Andersen, Estermarie Mandelquist, Carsten Wienholtz og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Runa skriver.
Bettina Jensen og flere.
Jeg vil foreslå dig (jer) at skrive dine kommentarer i et sprog, som en indvandrer eller en "arbejder" ville kunne forstå. Det nytter ikke noget med solidaritet, hvis du i dit sprog lægger afstand til dem du sympatiserer med. Det er lige præcis det de to svenskeres bog handler om. En anden bog, der bør nævnes, er Thomas Pikettys bog The Brahmin vs The Merchant. Lad være med at føle dig provokeret af mit udsagn. Jeg tænkte dette, da jeg læste din meget "humane" tekst. Mennesker, der har tabt deres arbejde til udlandet forstår dig ikke. Deres levebrød er flyttet til Polen, Kina etc. Jeg så en udsendelse om montagepigerne hos Oticon, hvis job skulle flyttes til Polen for at "spare." Udsendelsen beskrev på en meget tydelig måde deres liv og resultatet af globaliseringen. At så mange lader sig snøre af indvandererfjendsk tale er noget venstrepartierne og fagforbundene bør tag fat i. Det er nemlig akademikernes talen ned til de mindre veluddannede, der gør, at de stemmer på dem, hvis sprog de kan forstå. Det "enkle sprog" tales af DF og højrepartierne for tiden. Montagepigere skulle gud hjælpe mig afvikle deres job ved at undervise polakkerne.

Ole Bach, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Jens Thaarup Nyberg, Estermarie Mandelquist og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Så længe magtens placering afgøres af kvantitet og ikke kvalitet, gi'r det vel mening at fordrive populisme med populisme.
Men nogen må stå bag og holde fast i kvaliteten så man vil kunne kende forskel på om det er den ene eller anden populisme der har vundet.

Bettina Jensen

"Det nytter ikke noget med solidaritet, hvis du i dit sprog lægger afstand til dem du sympatiserer med."

Solidaritet nytter altid, hvis den er autentisk - og så er sproget mindre væsentligt. Jeg tvivler på at flygtninge og almindelige arbejdstagere ville opleve det som usolidarisk at danskere har forskellige retoriske (u)vaner, hvis de på det strukturelle og økonomiske område arbejder for en human retfærdighed, som går på tværs af klasseskel og etniske forestillinger.

Og så er der jo en risiko for at man undervurderer flygtninge og indvandrere, men såfremt at nogle ville have vanskeligt ved at forstå hvad f.eks. jeg skriver, ville de nok også være slemt udfordret ved læsning af Piketty, som næppe kan siges at være uakademisk. Vi kan vel alle have udfordringer med at være tilstrækkeligt folkelige, og jeg tror vi står os bedst ved at lade hver fugl synge med sit næb.

Eva Schwanenflügel

"En etnisk splittet arbejderklasse er en nødvendighed for den utøjlede kapitalisme,« skriver Greider og Linderborg."

Det er så sandt som det er sagt.
Problemet i en nøddeskal, og grunden til at Socialdemokratiet bør gentænke deres romance med DF.
Udover den etiske fordring, naturligvis !!