Læsetid: 14 min.

En verden uden insekter er en verden uden mennesker

Vores forhold til insekter er besværet af en kulturelt nedarvet aversion for kryb, der går helt tilbage til bibelsk tid. Men insekter er både en forudsætning for vores nuværende økosystem og en mulig løsning på vores kommende fødevareproblem. Så måske er det på høje tid, at vi lærer at elske det irriterende småkravl
Vores forhold til insekter er besværet af en kulturelt nedarvet aversion for kryb, der går helt tilbage til bibelsk tid. Men insekter er både en forudsætning for vores nuværende økosystem og en mulig løsning på vores kommende fødevareproblem. Så måske er det på høje tid, at vi lærer at elske det irriterende småkravl

Jesse Jacob

11. maj 2018

»Tjener, der er en flue i min suppe!«

»Bare rolig, den skal edderkoppen på Deres brød nok ordne.«

Da jeg som ung boede i en lejlighed i Paris højt oppe under tagspærene, havde jeg en fast rutine: Hver morgen, når jeg vågnede, fandt jeg en sko frem og klaskede rutinemæssigt 10-15 kakerlakker, som i nattens løb var kravlet ud af væggen. Jeg slog dem ihjel uden at vise nogen form for anger eller medfølelse, for i mit hoved var det enten dem eller mig – og jeg havde trods alt betalt huslejen. Da jeg senere samme år vendte tilbage til Danmark, havde jeg et par blinde passagerer med i rygsækken. De parisiske gæster fandt sig hurtigt til rette i deres nye omgivelser, hvor de stiftede familie, mens de systematisk spolerede min mors nattesøvn, indtil en effektiv skadedyrsbekæmper fik jaget kolonien ud af både huset og min mors hoved.

For sådan er det med insekter: De kravler ikke bare rundt på jorden, de kryber også ind i vores sind og fremkalder mareridtsvisioner fra kulturhistoriens billedarkiv. Som digteren Henrik Nordbrandt skriver i Dumhedens løvefødder (2006) er det værste ved insekterne faktisk ikke, at de findes i virkeligheden: »Det værste er forestillingen om dem, som de huserer i éns drømme og kravler rundt døgnet igennem langt nede i éns underbevidsthed.«

Men måske er det på tide, at vi begynder at revidere vores syn på de små kryb?

For nylig kom det frem, at insektbestanden i Vesteuropa igennem de seneste 30 år stort set er kollapset, og forskere advarer om, at vi er »på vej mod et økologisk Armageddon«. Insektdøden er ikke bare et hypotetisk problem; den kan betyde, at ynglefuglene ikke får den føde, de har brug for, og at planterne ikke bliver bestøvet, som de skal.

Med andre ord: Vi bliver nødt til at lære at elske insekterne, også de grimme og slimede og ulækre af slagsen. For de har en funktion.

»Primitiv opførsel«

I en lejlighed i det indre København har Jakob Rukov sat en lille skål med ristede fårekyllinger frem på bordet. Han har pillet vinger og ben af dem og givet dem 20 minutter i ovnen ved 180 grader.

»Man kan enten bare sidde og snacke dem sådan her,« siger han og byder mig et par af skålen.

De knaser sprødt mellem tænderne og smager af en mellemting mellem brændte mandler og pinjekerner – med en eftersmag af umami.

»Men de er også gode som smagsforstærkere eller som crunch på en salat,« siger han.

Jakob Rukov er ph.d. i molekylærbiologi og stifter af Bugging Denmark, den første urbane farm i Danmark, som producerer spiselige fårekyllinger. Og han er overbevist om, at insekter kan blive løsningen på et andet af verdens store problemer: fremtidens ressourceknaphed. Også selvom det foreløbig kun er ganske få danskere, som spiser de bevingede kræ.

»Men husk på: Det er ikke mere end 30 år siden, at sushi blev introduceret til den vestlige verden, og i dag er det jo de færreste, som rynker på næsen ad rå fisk,« siger Jakob Rukov, mens han viser ind i lejlighedens stue: »Det samme vil ske med insekter.«

Der er flere forhold, der taler til fordel for Jakob Rukovs mission. Når klodens befolkningstal i 2050 runder ni milliarder, estimerer FN, at den globale fødevareproduktion skal mere end fordobles for at mætte alle. Og her byder insekterne sig til som et muligt alternativ til det klimatunge kød.

»Insekter er bæredygtige, de er sunde, de smager godt, og de er fulde af protein,« siger Jakob Rukov. »Der er simpelthen ingen gode grunde til ikke at spise dem.«

I dag er insekter allerede en naturlig del af kosten for over to milliarder mennesker verden over. Men i Vesten halter vi bagefter. I 2013 udgav FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) rapporten om Edible Insects, der slog fast, at mange vesterlændinge opfatter det at spise insekter som direkte »frastødende og forbundet med primitiv opførsel«.

»Der er helt åbenlyst en kulturel barriere,« medgiver Jakob Rukov: »Men problemet er hverken insekternes smag, næringsindhold eller sundhedsværdi. Problemet er alene oppe i vores hoveder.«

Tre ud af ti plager

Vores besværede forhold til kryb og kravl kan dateres helt tilbage til bibelsk tid. Ud af de ti plager, Gud sendte ned over egypterne for at få Farao til at slippe israelitterne fri, var tre af dem insektsværme – først myg, så fluer og siden græshopper – og frygten er blevet givet os i arv. Vi lærer tidligt at tage os i agt for insekter, spindlere og andet småkravl: Edderkoppernes hurtige flugt hen over gulvet, maddikernes vrimmel i de fordærvede madvarer og tægernes blodsugende bid på vores krop. Vi lærer at hade myggene, fordi de stikker, lopperne, fordi de klør og flåterne, fordi de bider. Og vi klasker, kvaser og maser både fluer, biller og myrer uden så meget som at blinke med øjnene. Hvorfor? Fordi de giver os kryb, kort sagt.

»Vi, der bor i byerne i dag, har fjernet os så meget fra naturen, at vi forstår mindre og mindre af den,« siger Bengt Holst, der er videnskabelig direktør i København Zoo.

»Vi ved godt, at insekterne er her af en årsag, men i vores praktiske hverdag synes vi mest, de er til besvær. Så længe de holder sig for sig selv, kan vi acceptere dem. Men så snart de kommer på tværs af vores velfærd – når de stikker os eller lægger æg i vores mad – ønsker vi dem hen, hvor peberet gror. Vi respekterer dem grundlæggende ikke som de fantastiske væsener, de er.«

Vores ængstelige indstilling til insekter kommer også til udtryk i kunsten, blandt andet hos surrealisten Salvador Dali, der rent faktisk led af en sygelig angst for insekter, hvilket afspejler sig flere steder i hans kunst og ikke mindst i filmen Den Andalusiske Hund, hvor en hær af myrer kravler ud af såret på en mands hånd. Intet sted manifesterer frygten for insekter sig dog mere håndfast end i 1950’erne og 1960’ernes amerikanske fimkunst, som er praktisk talt overrendt af forvoksede leddyr. Det gælder blandt andet filmen Them! fra 1954, hvor en myrekoloni i New Mexicos ørken udsættes for radioaktiv stråling med det resultat, at myrerne muterer til gigantiske dræbermaskiner.

I den anden ende af spektret sker der imidlertid en modsatrettet bevægelse: Søde børnesange som Mariehønen Evigglad og Sur, sur, sur, lille bi omkring er faste dele af repertoiret i de fleste børns musikalske opdragelse – og i tegnefilm som Pinocchio og Cykelmyggen Egon (der netop nu opføres i en teaterversion på Bellevue Teater) støder vi også på både en jovial Jesper Fårekylling og en sød myg på to hjul. Men inderst inde ved vi godt, at der lige bag fiktionens nuttede insektfigurer lurer en anderledes slimet og ulækker virkelighed.

Fanget i en græshoppesværm

Bare spørg Jeffrey Lockwood. Han er uddannet entomolog og det levende bevis på, at selv mennesker, der lever af at studere insekter, kan få myrekryb af dem. I sin bestsellerbog The Infested Mind: Why Humans Fear, Love, and Loathe Insects genkalder han sig en mareridtsfremkaldende episode i Wyoming for nogle år tilbage, hvor han under en af delstatens mange græshoppeinvasioner, pludselig blev fanget midt i en gigantisk sværm på flere tusinde flaksende græshopper.

»Nogle satte sig fast på mine bare arme og et par viklede deres spinkle ben ind i mit hår,« skriver han i bogen: »Andre krøb ind under mit tøj, op under mine shorts og ned langs min krave. De kom ind i hullerne mellem mine skjorteknapper, prikkede rundt på mit bryst og gled ned ad min svedige torso. For første gang i mit liv som entomolog gik jeg i panik.«

De følgende dage, uger og måneder forsøgte Jeffrey Lockwood at glemme, hvad der var sket. Men græshopperne blev ved med at vende tilbage – både som mareridtssyn om natten og som panikanfald om dagen. Oplevelsen blev en livsændrende begivenhed for ham og førte til sidst til, at han droppede sin karriere som entomolog og skiftede akademisk løbebane. I dag er han professor i naturvidenskab og humaniora ved University of Wyoming, hvor han blandt andet underviser i filosofi og creative writing. Hans bog er et forsøg på bedre at forstå sin egen reaktion og genvinde lidt af kontrollen.

»Vores følelsesmæssige respons på insekter er ikke bare et moderne, socialt konstrueret fænomen,« siger Jeffrey Lockwood via telefon fra Wyoming. »Det er et grundlæggende vilkår ved det at være menneske. Vores opfattelse af insekter er dybt forankret i vores arts evolutionære fortid.«

Historisk set har insekter været kilde til enten smerte og sygdom eller mæthed og overlevelse, og den samme instinktive ambivalens sidder stadig i os.

»Hver gang vi møder et insekt, tager vi stilling til, om vi skal blive eller flygte. Om det er en trussel eller et potentielt måltid,« siger han.

Over årene er der blevet fremført mange teorier om, hvad det mere konkret er ved insekter, der fremkalder vores ængstelse. Det er blevet foreslået, at insekternes fysiske fremtrædelsesform i sig selv har en truende effekt på os som mennesker. De bærer deres skeletter uden på kroppen og har en underlig, lidt for hurtig måde at bevæge sig på i forhold til, hvad vores øjne og hjerne er vant til. Andre argumenterer for, at den vrimmel, de udgør, rammer et ømt punkt i vores psyke, som skaber utryghed. Som den jungianske psykolog James Hillman har formuleret det, truer store insektsværme ganske enkelt »vores menneskelige forestillinger om individualitet og uafhængighed«.

Men Jeffrey Lockwoods bog handler ikke kun om, hvorfor vi frygter insekter. Den handler også om, hvorfor vi elsker dem. Eller rettere: Hvorfor vi både hader og elsker dem. På samme tid. Psykologisk kan man sammenligne vores forhold til insekter med vores forhold til det sublime.

»Når man står på kanten af en dyb afgrund, kan man opleve, at man på en gang er draget og skræmt af den,« siger Lockwood. »Det er en psykologisk push-pull-mekanisme, og vi har det på samme måde med insekter: Når vi støder på en stor kakerlak kan det føles som at stå og kigge ned i en dyb afgrund. Vi mærker frygten, men er samtidig fascinerede af den.«

En ordentlig mundfuld

En martsdag i 2012 blev sognepræsten i Gram, Johannes Gjesing, ramt af samme ambivalens under planlægningen af en afslutningsgudstjeneste for årets minikonfirmander. I undervisningen havde børnene hørt om Johannes Døberen, en mærkværdig eneboer fra Det Gamle Testamente, som gik rundt i ørkenen og levede af honning og græshopper. Johannes Gjesing syntes, at børnene skulle prøve at spise som den bibelske eremit, og han gik derfor gik på nettet for at bestille nogle tørrede græshopper hjem. Få dage efter kom pakken – og så tænkte han ellers ikke mere over det. Indtil græshopperne pludselig begyndte at give lyd fra sig.

»Pludselig gik det op for mig, at det sgu ikke var tørrede insekter, jeg havde købt – jeg havde simpelthen bestilt levende foder,« siger han og beskriver sin reaktion på denne måde:

»Jeg gik fuldstændig kold.«

Men så kom han på en idé. Han skrev til det lokale dagblad, at de ti plager havde ramt Gram, og få dage efter kunne man læse en stort opsat artikel i avisen med billeder af præsten og græshopperne. Søndagen efter var kirken stuvende fuld, og Johannes Gjesing var pludselig »under et frygtelig pres« for at efterleve sin bibelske navnebrors sære kostvaner. Børnene måtte gå fri, det var klart. Men han selv holdt ord:

»Der kom sådan noget hvidt mayonnaislignende ud af den,« erindrer Johannes Gjesing om det lettere dramatiske optrin. »Ellers smagte den faktisk ikke af det helt store.«

Alle i kirken var enige om, at det havde været en god gudstjeneste. Med undtagelse af én: Johannes Gjesings præstekollega Anne Marie Nande. Hun var fortørnet over det »kirkelige dyredrab«, som hun havde været vidne til og klagede til biskoppen, som dog gav Johannes Gjesing medhold – hvorefter hun selv besluttede sig for at tage sin afsked.

»Det var selvfølgelig en ærgerlig afslutning. Men hvad gudstjenesten angår, så står jeg fuldstændig inde for den – også selv om jeg nok en anden gang ville have givet græshopperne en tur i frituren.«

Biblens forhold til spiselige insekter er imidlertid ikke helt afklaret. Ifølge 3. Mosebog må man gerne spise græshopper, men »alle andre insekter skal I regne for urene,« hedder det. Det har visse forkyndere taget mere bogstaveligt end andre. I FN’s rapport om Edible Insects kan man således læse, at kristne missionærer flere steder i troperne har arbejdet for at få lokalbefolkningerne til at opgive deres ellers mangeårige tradition for at spise insekter – med den begrundelse, at det er »en hedensk skik«. Den slags lovreligiøse foreskifter har imidlertid ingenting med kristendommen at gøre, mener Johannes Gjesing.

»Hele Det Gamle Testamente er dybest set en beskrivelse af en gammel jødisk, religiøs kult. Så jeg støtter mig personligt til Paulus, der siger, at al mad er rent for Gud. Og teologisk set er hele den der skelnen mellem rent og urent jo ophævet i Kristus. Så som kristen er der intet til hinder for at spise insekter,« slår han fast.

Forklaringen på vores besværede forhold til insekter skal findes andre steder end i Biblen, mener Johannes Gjesing.

»Jeg tror, det handler om, at insekter som regel er til stede der, hvor dyr rådner, og kadavere går i opløsning. For en stor dels vedkommende er insekter jo sådan en slags skraldespandsarbejdere. Miderne kommer ud af ådslerne. Fluerne sætter sig på afføringen. Insekter udgør et af de nederste led i fødekæden, og måske er det derfor, vi er kommet til at regne dem for beskidte,« siger han.

Et eksklusivt produkt

Jakob Rukov fra Bugging Denmark er helt afklaret med den udfordring, han står over for: Hvis folk skal omvendes til spise insekter, kræver det en markant rebranding af insekter som føde. Hans egen løsning er at præsentere eksklusive produkter, der gradvist introducerer forbrugerne til insekternes verden uden alt for mange angstfremkaldende associationer.

»Udfordringen ligger i at få folk til at spise deres første insektprodukt. Hvis vi skal kunne kommunikere, hvorfor insekter er et rigtigt valg i forhold til fremtiden, skal det se lækkert ud,« siger han.

I lejligheden i København har han hældt kaffe op i to glas, og fra et skab i køkkenet finder han en sølvfarvet pose frem. Den ligner et dyrt kaffeprodukt fra The Coffee Collective, men i stedet for hele kaffebønner, indeholder posen 300 gram pulveriserede fårekyllinger. Han tilsætter en teskefuld af den eksotiske smagsforstærker til kaffen og rører rundt et par gange.

»Så er den god,« siger han og afgiver et løfte: »Det smager som helt almindelig kaffe, bare med et lille subtilt tvist af umami.«

En undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse viste sidste år, at fire ud af ti danskere er villige til at spise retter med insekter, hvis de serveres på en indbydende måde – eller hvis retten indeholder forarbejdede insekter, som f.eks. brød lavet på mel af insekter.

Den undersøgelse lover godt for Jakob Rukovs kommende produktserie. Sammen med sine  kompagnoner har han bl.a. udviklet en fårekyllingejuice, der går under navnet Bugs N’ Juice. Han sætter et par prøveflasker med smagsvarianterne æble/ingefær og rødbede/havtorn frem på bordet. Hver flaske indeholder, hvad der svarer til 33 fuldvoksne fårekyllinger og smager som almindelig juice. Efter planen skal der i år produceres 50.000 flasker, som vil blive solgt på udvalgte cafeer og i webshops – og naturligvis også på Roskilde Festival, hvor urbane firstmovers kan få lov at skylle tømmermændene væk med den farverige proteinbombe. Den smarte indpakning er ifølge Jakob Rukov »et pædagogisk værktøj«, som skal gøre det lettere for folk at komme i gang.

»Det handler om at pakke det ind i noget velkendt, som der generelt er positive associationer ved. Så har de færreste faktisk noget imod at spise insekter,« siger han.

Madpræferencer er både identitetsskabende og stigmatiserende. Det ved Jakob Rukov alt om. Det, vi spiser, er både med til at definere os som kultur og sætte skel mellem, hvem vi er, og hvem vi absolut ikke er: Det er derfor nogle kalder franskmænd for frøspisere, kinesere for risgnaskere, italienere for spaghettier og folk syd for grænsen for pølsetyskere.

Så det store spørgsmål er: Hvem er vi som kultur, hvis vi pludselig begynder at spise insekter? Står det til Jakob Rukov er svaret fuldt af lutter positive konnotationer.

»Ved at spise insekter skulle man gerne signalere, at man er opmærksom på, hvad man indtager, hvor det kommer fra, og hvad klimaomkostningerne er ved at få det produceret,« siger han.

Men for Jakob Rukov repræsenterer omstillingen fra kød til insekter samtidig noget andet og mere end en simpel kostomlægning. Det er et lille glimt ind i en fremtid, hvor det, der er umuligt i dag, kan blive muligt i morgen.

»Jeg er overbevist om, at når vi først begynder at spise insekter, så vil andre dogmer også kunne følge efter.«

–Hvilke dogmer?

»Nu skal man selvfølgelig passe på, men … jeg tror, vi vil blive i stand til at se verden med en smule mere åbne øjne.«

Frygten for det fremmede

Jeffrey Lockwood er enig. Vores forhold til insekter afspejler vores forhold til det fremmede generelt.

»En af de ting, jeg argumenterer for i min bog, er, at insekter giver os en gylden mulighed for at praktisere vores tolerance over for det ukendte og vores accept af det fremmede,« siger Jeffrey Lockwood.

»Vi mennesker har en irrationel fjendtlighed over for alt, der er nyt og fremmed, og en af vores store udfordringer er at lære at acceptere det, der er anderledes. Både anderledes med hensyn til antallet af ben – og med hensyn til hudfarve og valget af religion og tro.«

I Europa, Afrika og Amerika har mennesker i århundreder nedgjort deres fjender ved at omtale dem som insekter. Nazisterne kaldte jøderne for lus. Hutuerne kaldte tutsierne for kakerlakker. Og under indianerkrigene kaldte det amerikanske kavaleri de indfødte amerikanere for skadedyr.

»En af de måder, vi dehumaniserer mennesker på og giver os selv tilladelse til at behandle folk ringere, er ved at omtale dem som insekter. Derfor er der heller ikke langt fra den måde, vi opfører os på over for insekter, til den måde vi behandler andre mennesker på.«

–Hvad er den vigtigste lektie, du har lært om insekter i dit liv?

»At vores frygt for insekter udgør et evolutionært og kulturelt levn fra en tid, hvor de udgjorde en langt større trussel mod vores udvikling, end de gør i dag. Og at vi helt grundlæggende har brug for dem. For en verden uden insekter vil formentlig også være en verden uden mennesker.«

 

Serie

Vi zoomer ind på insekterne

Vores forhold til insekter er besværet af en kulturelt nedarvet aversion for kryb, der går helt tilbage til bibelsk tid. I denne serie zoomer vi ind – og undersøger os selv gennem de bittesmå væsener.

Seneste artikler

  • Hvad vi kan lære om os selv ved at se på kunst til myrer

    11. maj 2018
    I en glasmontre har billedkunstner David Stjernholm skabt et udstillingsrum for kunst til myrer. De små insekters måder at bevæge sig og dele information på minder både om internettet og den menneskelige hjerne, og ved at prøve at forstå, hvordan myrer oplever værkerne, bliver vi klogere på os selv, mener han
  • Er Gregor et kryb eller er han som et kryb?

    11. maj 2018
    Kafkas ’Forvandlingen’ kan nemt læses som en far-søn-konflikt, men folder sig formentlig bedst ud som en drøftelse af, hvad et menneske er
  • De små insekter gør vores perspektiv større

    11. maj 2018
    Somme tider kan man se sig selv bedst, når man skifter skala. Og se det, man ellers overser. Det er det, vi gør i dagens særlige og lidt sære kulturtillæg. Vi undersøger os selv gennem naturens bittesmå væsener – gennem insekterne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • Flemming Berger
Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

niels astrup

Himmerland. Ude på landet. Helt ude, hvor markerne er naboer. Jeg sover med åbne vinduer. De seneste par år har insekterne glimret ved deres fravær - selv når lyset var tændt.

Er der andre, som oplever det samme?

Kim Houmøller, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Trond Meiring, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og søren ploug anbefalede denne kommentar
Jacob Mathiasen

En verden uden befolkningsbegrænsning og hastig reduktion i både antal og forbrug er en verden uden en fremtid for mennesker.

Samlet set har vi hidtil kun accellereret vores destruktive handlinger, men der har da været mange flotte ord omkring, hvor vigtigt det er.

Jeg bor klods op af fredet skov og fuglereservat, men har måtte konstatere at bonden åbenbart har haft lov til at ødelægge et kæmpe moseområde få meter fra havet, som har markant ændret antallet af insekter i nedadgående retning - og dermed mad til fuglene i reservatet. Nu er det bare en flad eng. Jeg tør ikke tænke på de 1000vis af padder m.m. som har måtte lade livet.

Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Trond Meiring, Flemming Berger og søren ploug anbefalede denne kommentar
Morten Balling

En dag i fremtiden vil mennesket formentlig indse at det er barbarisk at spise insekter. Ikke fordi de er ulækre, eller for biblen endnu engang er fyldt med vrøvl, men fordi forskning i høj grad tyder på at insekter har en bevidsthed, og en følelse af et jeg. Det plejer hos dyr at betyde følelser såsom frygt, savn mm. Når man spiser en ko, er det én ko man plager. Med en hel koloni myrer eller græshopper er det samlede antal lidelser langt større.

"There ain't no such thing as a free lunch!" ;)

http://journalofscience.net/doiprocess/MjY4a2FsYWk=