Læsetid: 3 min.

Beyoncé og JAY Z’s nye fælles musikvideo er en fuckfinger til kunsthistorien

Beyoncé og JAY Z’s nye musikvideo »Apesh*t« er et slags superlækkert, midlertidigt og sort kropsligt hærværk af Den Gamle Orden. De har lejet Louvre og stiller sig selv i centrum for populærkulturen og rækker fuck til den hvide kunsthistorie
»Uanset hvor mange kritiske fuckfingre, man kunne have lyst til at kaste efter The Carters groteske parforholdsidyllisering og den måde, de hylder sammenhæng mellem magt og penge og stolthed på, så er den fuckfinger til Vestens store, mondæne emblem på europæisk dannelse, gode gamle Louvre, stærkere.« skriver Katrine Hornstrup Yde. 

»Uanset hvor mange kritiske fuckfingre, man kunne have lyst til at kaste efter The Carters groteske parforholdsidyllisering og den måde, de hylder sammenhæng mellem magt og penge og stolthed på, så er den fuckfinger til Vestens store, mondæne emblem på europæisk dannelse, gode gamle Louvre, stærkere.« skriver Katrine Hornstrup Yde. 

Planet Photos

22. juni 2018

Hvis nu man gerne vil understrege over for hele verden, at det, man laver, er kunst, og at det skal anerkendes som sådan, og hvis man er sygeligt, sygeligt velhavende og gør en dyd ud af at flashe den rigdom og glam som et symbol på succes og sejr over undertrykkelse, er der så noget mere effektivt kommunikerbart at gøre end at leje hele Louvre?

Nej.

Så det har Beyoncé og hendes husbond JAY-Z, forenet under navnet The Carters, gjort til optagelserne af deres første musikvideo »Apesh*t« på det nye fællesalbum med den optimistiske titel Everything is Love.

I videoens første billede af parret, efter sexede kameraskud af museets maleriske lofter, poserer The Carters cool og tilbagelænet med tunge diamant- og guldsmykker foran en vis Mona Lisa – verdens mest besøgte, refererede, parodierede og selfieinstagrammede kunstværk. JAY-Z’s jakke matcher den blå himmel bag Monas lunefulde smil.

Måske skal det ligne, at de to simpelthen ejer Mona Lisa – om end bare for en stund. Måske skal det ligne, at de på en måde ligner hende, som de står der. Måske prøver de at sige, når nu de står der i forgrunden af maleriet og overskygger hende med deres gode looks, at Beyoncé er lige så stor som »Mona Lisa«. Det bliver rent faktisk diskuteret på internettet i disse dage. Hvem er størst?

Det svarer Beyoncé ikke selv på, men hun synes da, at det går rimeligt godt, kan man mærke. »I can’t believe we made it,« synger hun i »Apesh*t« og refererer dermed til tre ting på én gang: Dels den demonstrativt lykkelige genforening af mand og kone, som hele deres nye album tematiserer, og som binder en sløjfe på Beyoncés ægteskabelige urvrede over JAY-Z’s utroskab på det eksplosive, racepolitiske mesterværk Lemonade fra 2016 – det år, hvor hendes fans i øvrigt for alvor måtte forholde sig til, at Beyoncé rent faktisk – gisp! – er sort.

Dels klinger »made it« lidt af en konstatering af parret som kapitalistiske sejrsherrer. De er røv-røv-rige, de kan købe alt og alle, de ejer deres egne produktionsvilkår – JAY Z’s omdiskuterede streamingtjeneste Tidal er mere værd end »Mona Lisa«.

KÆFT, vi er rige, konstaterer Beyoncé altså på en måde – ligesom hendes feminisme også altid har været knyttet op på økonomisk uafhængighed. Det kan man så blive sur over, men det er også en statuspotens og frihed, som hvide mennesker har nydt kritikløst i uendeligheder. Hvorfor er det, man ændrer på reglerne for, hvor cool man må være med sine statussymboler, lige når de undertrykte kommer til fadet?

Centrum for populærkulturen

Til sidst er »We made it« også en slags konstatering af de tos (selv)indskrivning i sort historie. At de står der og har »made it«, er en manifestation af, at afrikansk-amerikanere midt i al den vold og lort og indespærring, som de stadig udsættes for i USA, også kan nå steder hen, hvor de aldrig har været før: De er verdens rigeste musikere, de er centrum for populærkulturen.

De har lejet goddamn Louvre. Med det indskriver de sig også i kunsthistorien på en nærmest demonstrativ, konkret måde. Hele videoen består af The Carters og deres sorte dansere, der lægger sig ved, vrider sig, danser, performer og poserer foran og i sammenspil med gamle værker fra kolonitiden – som et slags superlækkert, midlertidigt og sort kropsligt hærværk af Den Gamle Orden.

For der er lige én ting mere at huske om Louvre. Louvre var sidste år verdens mest besøgte kunstmuseum med 8,1 millioner gæster. De udstiller 38.000 objekter fra førhistorisk tid til det 21. århundrede. Og ikke et eneste af museets kunstværker er lavet af en ikke-hvid kunstner. Ikke. Et. Eneste.

Uanset hvor mange kritiske fuckfingre, man kunne have lyst til at kaste efter The Carters groteske parforholdsidyllisering og den måde, de hylder sammenhæng mellem magt og penge og stolthed på, så er den fuckfinger til Vestens store, mondæne emblem på europæisk dannelse, gode gamle Louvre, stærkere.

Det ligner en reklamevideo, men det er også en sviner. Lige så corny og banalt, grebet kan synes, lige stærk en gestus er det. Det er en svulstig påmindelse. Og nu er der altså sort kunst på Louvre – i hvert fald i meget dyre tre minutter og 25 sekunder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Østergaard Petersen

Den store sfinks fra Tanis, der vises i videoen, er vel sort kunst? Afrikansk kunst finder man i Pavillon des Sessions, hvor man også kan gå i fred.

Det er god reklame for information at få Beyonce og jay z på deres side, for en uge siden var det en god reklame for information at få Kanya West på siden, business as usual, fastholde magtforholdende til gensidig fordel, ikke noget nyt under solen. Alle medier bruger samme opskrift.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Hvorfor er det, man ændrer på reglerne for, hvor cool man må være med sine statussymboler, lige når de undertrykte kommer til fadet?"

Argumentationen kan sammenlignes med den, hvor det vurderes som positivt, at kvinder undertrykker mænd, når nu mænd har undertrykt kvinder gennem historien.

Hvad med at få fastslået, at uanset hvilken etnisk baggrund man har, er det smagsløst at være "cool ---- med sine statussymboler", at fremvise dyrkelsen af statussymboler på det kapitalistiske samfunds præmisser, med mindre det da skal forstås på en kunstnerisk ironisk eller satirisk måde, og dette fremgår jo ikke af sammenhængen.

Hvorfor er det lige, at dyrkelse af "magt og penge og stolthed", er helt i orden, hvis der samtidig gives en berettiget " ---- fuckfinger til Vestens store, mondæne emblem på europæisk dannelse, gode gamle Louvre ----"?

Som det citerede fremstår, giver det udtryk for en populistisk og overfladisk holdning til spørgsmålet om etnicitet og undertrykkelse, fordi det ikke ses i en større samfundsmæssig sammenhæng, men det vil uden tvivl vinde genklang hos en del af Informations læsere.