Læsetid: 12 min.

En bogsæson med adskillige højdepunkter, men også med forventninger, som slog om i skuffelser

Et blik tilbage på tolv af årets bøger viser, at kritikerne for let lod sig afvæbne af hype og af den forhåndsforventning, der kan være til bestemte bøger. Erik Skyum-Nielsen kigger kritisk tilbage på forårets vigtigste litterære udgivelser
Et blik tilbage på tolv af årets bøger viser, at kritikerne for let lod sig afvæbne af hype og af den forhåndsforventning der kan være til bestemte bøger

Mikkel Lock Svendborg

8. juni 2018

Om den måske sidste udgivelse i den forårssæson, som ak, lige straks er forbi – Knud Romers anden roman – ved jeg indtil videre kun, at det, at den overhovedet blev skrevet, må betragtes som en verdenssensation. Men mens jeg venter på at tage stilling til, om bogen mon også er værd at læse, skal der her kigges tilbage på et dusin andre titler og forsøgsvis stilles skarpt på to forhold.

For det første det fænomen, at en bogs styrke kan være så stor i henseende til stof eller æstetisk form, at værket på forhånd ligesom afvæbner kritikken, reducerer den til referat plus benovet positiv smagsdom. For det andet det problem, at mange udgivelser nu om dage hypes i en sådan grad, at eventuelle kritiske forbehold nærmest fornemmes som helligbrøde. Lad os tage fænomenet æstetisk styrke efterhånden og problemet umådeholden forhåndsreklame først.

Efter gennembruddet med Digte 2014 var der, og forståeligt nok, rejst store forventninger til Theis Ørntofts debut som romanforfatter. Og Solar skuffede heller ikke de første 20-30 sider, som skildrer begyndelsen på en vandring ad Hærvejen mod syd fra Viborg mod Padborg. Teksten formelig sitrer af sansning og originale iagttagelser, som synet af en kvinde, der bare ser på jeg-fortælleren Theis og får denne til for alvor at se sig set.

Slappe ironiserende ekskurser i ’Solar’

Men så går der lynsnart essayistisk samtidskritik i foretagendet. Vi skal høre om fortællerens skråstreg forfatterens ambivalens ved at være noget så vidunderligt som litterær højskolelærer (og dermed, uha, føj, en autoritet!), vi skal lære at hade »den spektakulært middelmådige privilegiesump som var Danmark«, og vi skal trækkes gennem endeløse associationer og slappe ironiserende ekskurser.

Herefter skifter romanen fra autofiktion til fiktion og begiver sig via fitnesscentre i hovedstaden først ud på et desværre halvhjertet kærlighedseventyr, derefter ud i et roadtrip, som ender i Portugal i en sær blanding af computerspil og desillusioneret selvdestruktion. Modellen hedder noget i retning af ud-hjem-ud-ud-helt-ud og placerer værket som eksempel på en illusionsafslørende misdannelsesroman, hvis drivende kraft skal findes i ønsket om at lære sit indre mørke at kende, finde frem til virkeligheden bag gøglebillederne. Denne intention glemmes imidlertid undervejs og viger pladsen for effektjageri i form af opgejlet gennemskrevne modeller hentet i tidens voldeligste medieprodukter.

En lignende kritik fremføres af Lilian Munk Rösing (i Politiken 22.3.): »Romanens første del, beskrivelsen af hærvejsvandringen, er suveræn og kunne om end nok så præmaturt have fået mig til at udråbe dette til årets roman. Men derefter bliver det mig for syret, for fladt, for flagrende, for nihilistisk på den henkastede måde. Jeg ville ønske, at vandringen ad Hærvejen var fortsat, jeg ville ønske en hel hærvejsroman, måske er jeg som den smilende kvinde på Hærvejen.«

Som jeg ser det, indvarsler Solar ved sine overgearede ophobninger af smartassede referencer fra værket ud i alskens masseprodukter skønlitteraturens kapitulation til populærkulturen. Bogen bliver et monument over åndens aktuelle afmagt i forhold til underholdningsindustrien.

Med værkets egen tankekraft er det da også så som så. Forfatterens foretrukne greb er en almengørende abstraktion, hvor der fra et enkeltfænomen, f.eks. et menneske og dets handlinger, springes flere niveauer over på vej til galaktisk generalisation, som her, hvor fortælleren ser sig i et spejl:

»I det mindste har jeg min historie og mit ansigt. Og nu politikerens ansigt, Inger Støjbergs ansigt, spredt ud over alt i rummet. Tilhører det hende? De urgamle atomer der danner hendes ansigt og hjerne, brint og helium, senere indgået i mere komplekse kulstofforbindelser, skabt i supernovaeksplosioner for milliarder af år siden.«

Bevægelsen ud i rummet skal formentlig illustrere samtidigheden og ligeværdigheden af det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske niveau samt betimeligheden af posthuman tænkning. Men Ørntoft opnår mest at konkurrere med Michel Houellebecq i menneskefjendsk kynisme. På det citerede sted går det ud over en minister, andre steder regner fordomme ned over tilfældigt forbipasserende.

De begejstrede anmeldere

De anmeldere, der har udtalt sig mest begejstret om Solar, svælger karakteristisk nok i fysiske metaforer. I Weekendavisen 23.3. betegner Lars Bukdahl værkets overrumplende virkning som »mavepumpende«, før han giver sig i kast med et langt, plotspoilende indholdsreferat, og i Nicklas Freisleben Lunds anmeldelse (Jyllands-Posten 25.3.) kaldes romanen en »voldsom og voldsomt god bog, der understreger det åbenlyse: at Ørntofts forfatterskab hører til samtidslitteraturens mest interessante«. Det er, hedder det, »heftigt, til tider lige løseligt og dunkelt nok, men også fyldt med stærke og blivende billeder, der i al deres pessimisme rummer et overraskende element af negativ opbyggelighed. For heller ikke den radikale selvafvikling udgør et adækvat svar på afviklingen af verden«.

Den sidst citerede formulering lægger klart op til ideologisk kritik, men tilløbet forlades. Den skuffelse, som lige akkurat antydes (»måske ikke helt så helstøbt, original og stilren som Digte 2014«) forbliver helt uden litteraturkritisk konsekvens.

Og hvad kan vi så lære af det? For det første bekræfter kritikken eller fraværet af kritik af Solar den gamle iagttagelse, at ældre bøger af en forfatter tit ’læser’ de nye, forstået på den måde, at når tilegnelsen af et tidligere værk har bundfældet sig, overføres den på følgende udgivelser, som af samme grund ikke bliver begrebet i deres egenart. Både Bukdahl og Freisleben Lund har da også vældig travlt med at minde deres læsere om, hvor enestående fantastisk gennembrudsdigtsamlingen var.

Men dette kan for det andet også skyldes, at det nye værk blev hypet så massivt som tilfældet var – f.eks. i Jyllands-Posten med et næsegrus ærbødigt interview på næsten 3.000 ord og et næsten lige så langt interview i nærværende dagblad – og at bogens rammeforståelse så bastant fik lov at sætte præmisserne for dens modtagelse.

Forlagets hujende bagsidetekst beskrev Solar sådan her: »et moderne eventyr gennem jyske skove, københavnske natklubber, Fitness World, uventet kærlighed, dyriske underverdener, vild sex og sollys. Den er en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen.«

Det ligner et ekko heraf, når Lilian Munk Rösing synger sig op: »Som enhver ægte roman er Solar noget af en genreblanding: rejsebeskrivelse, drømmereferat, computerspil, road movie, euforisk og euforiseret poesi, satiriske refleksioner, lange passager af citeret hverdagsdialog, apokalypselængsel, selvanalyse, strukturalistisk drømmetydning.«

Hovsa, hvad skete der dog her? »Som enhver ægte roman …«

Når lanceringen overskygger

Denne generalisering omfatter i hvert fald ikke Helle Helles de, som ikke er det mindste hybrid, men tværtimod en stilren fortælling om hverdagslivet, som dette former sig i første halvdel af 1980’erne for en teenagepige i Rødby og hendes syge mor. Nøjagtig hvor syg sidstnævnte er, får læseren aldrig at vide: Det er netop en af de tavsheder, beretningen stedse kredser om.

I øvrigt var det karakteristisk, at lanceringen af Helle Helles roman, især de ekstensive forfatterinterviews, nærmest overflødiggjorde modtagelseskritikken. Eneste markante undtagelse var Lilian Munk Rösing, som fornuftigvis her valgte af skrue sin faglighed på.

Som de fleste vil vide, består det bærende stilistiske greb i romanen i brugen af samme verbaltid, præsens, både om den fortløbende nutidshandling og om begivenheder i den nære såvel som en fjernere fortid. Men derudover leger forfatteren også med porøse og glidende identiteter: Det er ikke altid til at vide, hvad ordet ’de’ betyder, og det samme gælder af og til ’hun’.

Og så hedder det i Politikens anmeldelse, at der desuden er et ’man’ i »de afsnit, hvor moderens rutiner beskrives med mildt vemodig hverdagsabsurdistisk humor«. Der er, skriver Munk Rösing, afsnittet om, hvordan ’man’ lukker kosmetikforretningen for dagen, afsnittet om, hvordan ’man’ motionerer i sin dagligstue, og afsnittet, »hvor dameblade og absurdisme genreblandes med stor komisk effekt i den minutiøse beskrivelse af, hvordan ’man’ laver ansigtsgymnastik«. Godt set!

Skæv modtagelseskritik

I den tredje af de forårsudgivelser, som kort skal berøres her, Den der lever stille af Leonora Christina Skov, spiller, som man vil vide, forholdet mellem mor og datter en nærmest altoverskyggende rolle. Hvor ville det imidlertid have været velgørende, hvis modtagelseskritikken også i højere grad havde ’kønnet’ sin læsning og rettet blikket mod faren som hyklerisk fredsforhandler mellem mor og datter.

Forhandler, fordi han på overfladen søger at få harmoni i familien, men hyklerisk, fordi hans solidaritet til syvende og sidst ligger hos hustruen, mens datteren frit kan stemples som skadevolderen: »Nu har du igen fået din mor til at græde,« siger han mange gange. Og når han oversætter morens handlinger »til de kærlige ord, hun aldrig sagde, og de knus, hun aldrig gav«, gør det kun hendes følelser endnu dybere, understreger han.

Jo, Skovs roman rammer sandelig plet i analysen af de syge og undertrykkende samspil, som gør mennesker bange og ufri. Men derudover rummer den en medrivende skildring trin for trin af, hvordan dens forfatter og jegfortæller vågner til bevidsthed om at være lesbisk samt beslutter at tage de fulde konsekvenser af det – et aspekt, som mærkeligt nok kom til at fylde mindre end forældreopgøret. Man kan måske sige, at bogen fik den modtagelse, som den så mindeligt bad om, nemlig en slags kollektiv fejring af, at den overhovedet var blevet skrevet.

Noget af det samme kan siges om kritikkens reaktion på Kim Leines Rød mand / Sort mand, skildringen af en helt igennem mislykket dansk kolonisation i det sydvestlige Grønland. Forsøget iværksattes i 1728, da tugthusfanger og prostituerede blev gift ved lodtrækning og sendt af sted på tre fartøjer med kaptajn og guvernør og kommandant, tømmer, proviant og kugler og krudt. Hele foretagendet blev nedlagt allerede i 1731, da så godt som alle var døde.

Dette: afrejse, ankomst, fiasko, afvikling, er romanens begivenheder i ekstrem forkortning; men derudover skildrer romanen kampen mellem to fædre: nordmanden, missionær Hans Egede, og hans modpol angakokken; en konfrontation mellem to kulturer; en studie i grønlandsk natur samt sidehandlinger, der breder sig ud til Hans Egedes ene søn såvel som til herrnhuterne, der jo med deres ydmyge, egalitære urkristendom havde en del mere held med deres mission deroppe. Hvor blev i den glade modtagelse alle disse dimensioner af?

Man vover den spådom, at kommende læsninger af Kim Leines roman vil nuancere billedet og rette op på dens afvæbning af kritikken – ikke nødvendigvis sådan, at vi skal trække fra i vores begejstring, men måske gerne sådan, at efterbearbejdelsen fremkalder andet og mere end referatet og den positive smagsdom og giver os lejlighed til at bruge vores litteraturkritiske faglighed til at give andet og mere end et ekko af, hvad forfatter og forlag og formidlere ved udgivelsen valgte at pakke værket ind i.

En af forårets anmeldere var inde på lignende tanker i sin beskrivelse og forsigtige vurdering af Niels Franks novellesamling Vulkaner på månen. Lars Handesten tog i Kristeligt Dagblad (8.1.) i første omgang forbehold, men blev så med ét eftertænksom: »Og så sker der alligevel noget overraskende, mens jeg sidder og skriver denne anmeldelse. / Historierne er blevet bedre for mig, mens jeg har skrevet om dem, end de var, mens jeg læste dem. Når jeg tvinger mig selv til eftertanke, sker der noget, som ikke skete undervejs. Det kan tyde på min noget miserable læsning. Eller på historiernes særlige kvaliteter. / Nogle mener, at den sande litteraturs kvaliteter ligger i, at den kan læses mange gange. Ja, at den endda skal læses flere gange for at kaste noget af sig. Det er muligvis rigtigt. Men den skal også kunne læses første gang. Det er her, man skal hægtes på og blive sulten og nysgerrig. Det er her, man skal have fornemmelsen af at gå på vulkaner

Denne selvdiskuterende overvejelse forekommer velanbragt netop over for Niels Franks indbyrdes meget uens, men altid interessante tekster. Og den kunne med fordel have været appliceret på en anden af dette forårs novellesamlinger, Julia Butschkows Granit, som på den ene side demonstrerer stor stilistisk kunnen, men på den anden side har en tendens til at stivne i forløbsmæssig skematik, sådan at resultatet må blive et både-og som litterær vurdering.

En af halvårets vildeste prosatekster

Æstetisk medrevet blev undertegnede snarere af Emma Bess’ debutnoveller med den lovlig bastante titel Mødre, døtre, søstre – otte billeder eller billedserier af piger og kvinder i overgangssituationer skildret i emotionelle felter af stor intensitet og kompleksitet. Jeg-fortællingen »Zygote« var med sin Joyce-agtige bevidsthedsstrøm en af halvårets vildeste prosatekster, og skildringen i »Til stranden« af to veninders fine, men samtidig djævelske spil på og hen over hinandens grænser kaldte den glæde tilbage, man sidste år fik ved læsning af Caroline Albertine Minors noveller Velsignelser.

Emma Bess graver, skrev Iben Tandgaard så rigtigt i Kristeligt Dagblad (7.3.), »med en fast hånd om sproget« helt ned i det hemmeligste og mest tabuiserede. Den »tætte og sanselige novellesamling demonstrerer, at Familien, dette fejrede ideal, denne sikre havn, også er et rum for hemmelighed, nærhed og rædsel«. Hun »går ind ad alle de forbudte døre, man ikke selv tør gå ind ad, og med Bess’ fortællere i hånden får læseren besøgt sin egen angst på forskellige niveauer«.

Man kunne have benyttet denne forårsoversigt til at genbesøge Familien, som den analyseres af Thomas Korsgaard i toeren En dag vil vi grine af det, og til at genoverveje Manden af i Dag i hans Buldrende Krise, sådan som han lidt trættende ironiseres igennem af Nikolaj Zeuthen i Buemundet guitarfisk. I stedet skal vi slutte i lyrikken og stilfærdigt fejre hele tre fremragende bøger.

Harald Voetmanns Amduat. En iltmaskine fik med rette stor opmærksomhed for sin bevægende cirklen om farens død krydset igennem med referencer til egyptiske grave og gravindskrifter. Her var det, som om den æstetiske styrke, lige mærkbar i stof som i form, frem for at afvæbne læseren og gøre det vanskeligt for en, billedligt talt at nå rundt om et værk, forplantede sig til en som en forhåbning på livets vegne: »En gud er et lig / en grav er en rede / en grav er en kop / og en kop er et bryst // En gud er et siv / der svajer i vinden / hvor himlene skyller / mod to landes kyst«.

Det er skrevet med rim og på vers og på en tabsoplevelse, der i digtkredsen får gyldig form. Sørgeligt, javel, og derved på linje med de 90 procent triste og ti procent muntre (men hvilke ti procent!) digte i Pia Juuls lille, spinkle samling Forbi. Hvori vi læser: »Der er så meget jeg gerne vil nævne / for at holde det i live / og endnu mere jeg / ikke tør røre ved af frygt for / at det så vil dø.«

Tafdrups mod

Hvis alle lyrikere rettede sig efter dette princip, ville verden have været mange smukke verslinjer fattigere. Derfor må man lovprise modet, hvormed den anden store Pia i moderne dansk lyrik, Tafdrup selvfølgelig, fortsætter sin tålmodige udforskning af sansernes samvirke med hjernen og hjertet. Det begyndte i 2014 med Smagen af stål og fortsatte i 2016 med Lugten af sne. Nu er hun så nået frem til synet, som anvendes i rejsedigte og billedaflæsningstekster, men først og helst kastes ud i naturen og ind i menneskers møder.

Vi skal slutte med de sidste linjer af digtet »Billedstrøm«, som kronikøren tillader sig at læse, dels som et ægte kærlighedsdigt, dels som et rungende svar til dem, der på basis af moderigtig civilisationsskepsis og/eller mistillid til menneskets iboende skabende og helende kræfter tillader sig at lade åndslivet overgive sig til en medieformidlet undergangsstemning: »universet vider sig ud i alle retninger på én gang, / et centrum gives ikke, / vi kan se ud i rummet, se tilbage i tiden, urerindringens billeder findes lagret i hjernen, // i dens epicentrum yngler syner og forestillinger, / lokkende eller skræmmende, / indre stjerneskud flyver frit. / Langtfra alt det sete tages ind, visse billeder / sætter spor, andre hvirvler videre / imod glemselszoner, / sindets sorte huller, / hjernen er ikke en passiv modtager af indtryk, / den sorterer, strukturerer, tolker i ét væk, // og midt i denne strøm, elskede, / skal jeg kunne slå øjnene op, fange dit blik, / vi skal kunne se hinanden i øjnene, / hvile i hinandens øjne, / være til stede, øje i øje, men hvordan?« (Synet af lys)

Tak for de linjer og for en bogsæson med adskillige højdepunkter, men også med forventninger, som slog om i skuffelser, samt skuffelser, der med Johannes Møllehaves ord heldigvis ikke gik i opfyldelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Ejvind Larsen
Jørn Andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Erik Skyum-Nielsen
Det siges at tak er kun et fattigt ord
Her er det et rigt ord
Din artikel kommer jeg til at læse mange gange
Den er erkendelsesskabende og særdeles anvendelig især for en forfatter
for hvem det skabende arbejde er alfa og omega

venlig hilsen niels roed

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: ”Bevægelsen ud i rummet skal formentlig illustrere samtidigheden og ligeværdigheden af det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske niveau samt betimeligheden af posthuman tænkning”.

Det er fint, hvis forfattere i deres værker beskæftiger sig med livsfilosofi, civilisationskritik og kritik af specifikke samfundsfænomener, hvor de samtidig mestrer kombinationen af æstetisk tilfredsstillende og intellektuelt komplekse fremstillinger.

Hvis det i stedet udarter til essayistisk erklæringsstil og statements på gymnasialt niveau, skulle de hellere overlade den slags betragtninger til filosofferne, sociologerne og statskundskabsfolkene, der mestrer den slags på et helt andet niveau.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "----overgearede ophobninger af smartassede referencer fra værket ud i alskens masseprodukter skønlitteraturens kapitulation til populærkulturen. Bogen bliver et monument over åndens aktuelle afmagt i forhold til underholdningsindustrien".

Er det citerede ikke en typisk tendes i mange af tidens hypede værker? Forlagenes marketingafdelinger kan vel være tilfredse, ligesom landets undervisere i dansk på gymnasialt niveau kan være lettede over, at de kan finde litteratur i tiden, der kan vække genklang hos deres elever.