Læsetid: 19 min.

Demokratiet er dødsdømt i de nye bøger

Man skal ty til bøgerne, hvis man vil forstå tidens vigtigste politiske og kulturelle emne, nemlig demokratiernes krise
At det liberale demokrati, som vi kender det her i Vesten, ikke står til at redde, er det klare billede man får, når man kigger på en række af de bøger, der er udkommet det seneste år. 

At det liberale demokrati, som vi kender det her i Vesten, ikke står til at redde, er det klare billede man får, når man kigger på en række af de bøger, der er udkommet det seneste år. 

Casper Dalhoff

8. juni 2018

Hvis man skulle stille en diagnose alene ud fra titlerne på de mange bøger, der for tiden udkommer om populismen og demokratiets krise, ville selv en helt nyuddannet læge hurtigt konkludere, at patienten lå på dødslejet og med det samme skulle udskrives til hospice.

At det liberale demokrati, som vi kender det her i Vesten, ikke står til at redde, er det klare billede man får, når man kigger på bøger som Sådan ender demokratiet af David Runciman, How Democracies Die af Steven Levitsky & Daniel Ziblatt, The Retreat of Western Liberalism af Edward Luce, Am Sterbebett des Kapitalismus af Wolfgang Streeck, Why Liberalism Failed af Patrick J. Deneen, The Strange Death of Europe af Douglas Murray, The End of Europe af James Kirchick og Efter Europa af Ivan Krastev.

Ikke just opbyggelige titler i en usikker tid.

I bøgers titler bliver tingene ofte sat på spidsen. Der er ikke rigtig salg i ideen om, at tingene nok skal gå og blive ved med det. Der er derimod forventning om undergang.

»Kriser, farer, katastrofer er den nye normalitet,« som Mikkel Thorup formulerer det i sin anmeldelse af David Runcimans nye bog.

Og det sælger bøger.

Vi befinder os på et tidspunkt, hvor vi er vidner til Storbritanniens udmelding af EU, Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg og en række af valg, der har ført højrepopulister til magten i flere europæiske lande.

Og den store strøm af bøger om demokratiets sammenbrud vidner om, at kampen for at forstå og definere de største politiske og kulturelle begivenheder i nyere tid i den vestlige verden foregår, samtidig med at begivenhederne finder sted. Og den foregår især i bogens medie.

Man siger, at den bedste og mest indsigtsfulde bog, der er skrevet om Napoleonskrigene, der hærgede Europa i de første årtier af 1800-tallet, er Lev Tolstojs roman Krig og fred skrevet fra 1861-65, altså næsten tres år efter.

Eller man kunne hævde, at en af de bedste bøger, der er skrevet om forudsætningerne for udbruddet af Første Verdenskrig, er Thomas Manns mesterlige roman fra 1924 Trolddomsbjerget. Altså ti år efter.

Det samme gælder Robert Musils lige så mesterlige og umulige romanværk Manden uden egenskaber, der handler om den samme epoke, men er skrevet fra 1921 og frem til Musils død i 1942.

Eller man kunne nævne den bedste bog om det østrig-ungarske monarkis undergang, nemlig Joseph Roths roman Radetzkymarch fra 1932.

Det eneste store romanværk, der så at sige er skrevet næsten samtidighed med katastrofen i årene op til Første Verdenskrig, er Henrik Pontoppidans fantastiske roman De dødes rige, der er skrevet i årene 1912-16 og skildrer perioden 1910-11.

Det er derfor mere end modigt, når så mange kaster sig over at forstå den aktuelle demokratiske krise. For kan man overhovedet forstå sin egen samtid synkront? Og hvilke bøger vil om ti, 50 eller 100 år stå tilbage som de autoritative?

Gisninger og analyser

Når vi i dag ser på billeder af DDR-borgere ved grænseovergangene i Berlin om aftenen den 9. november 1989, så ser vi også de østeuropæiske regimers fald og den tyske genforening i personernes ansigter. Eller når vi ser på billeder af Hitlers tro tropper, ved vi, at de er på vej mod deres totale nederlag.

I disse år lever vi igen midt i historiske begivenheder med gamle etablerede partier, der taber valg, med Brexit og Trump, men ingen kan for alvor læse fremtiden i ansigterne på det europæiske eller amerikanske folk – man kan højst gisne og prøve at analysere, hvad der sker i nuet.

Og det sker igen og igen i nye bøger om populisme og demokratiets sammenbrud.

Så sent som i onsdags udkom på dansk politologen David Runcimans Sådan ender demokratiet med et budskab om, at demokratiet rent faktisk kan gå under. Vores evne til at forestille os, hvordan demokratiets sammenbrud vil foregå, er imidlertid gammeldags, mener Runciman.

Vi sidder fast i det tyvende århundredes logik og tænker især på 1930’erne for at finde billeder på, hvad der sker, når demokratiet bryder sammen. Derfor er kun én ting sikkert, og det er, at den kommende undergang vil ske efter en helt anden køreplan.

David Runcimans bog er langt fra den eneste i disse dage.

I sidste uge kom journalist Anna Libak med bogen Forstå populismen! med sit bud på årsagerne til populismen og ikke mindst vores fejlfortolkning af, hvad der har givet den styrke og vækst, ligesom den danske filolog og demokratiforsker Mogens Herman Hansen allerede nu har følt sig nødsaget til at opdatere sin bog fra sidste år Hvordan fortrænger populismen demokratiet på grund af de seneste valg i Europa og den hastige udvikling inden for området.

Og i næste uge udkommer på dansk USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albrights bog Fascisme – en advarsel, som også italesætter frygten for, at vi er ved at gentage fortidens katastrofale politik.

Frygten for at gentage fortidens katastrofale politik blev for nylig bestyrket af den unge tysk-amerikanske politolog Yascha Mounk, der i den højaktuelle bog The People vs. Democracy bringer en undersøgelse, der viser, at unge amerikanere som følge af historieløshed er langt mere positive over for autoritære ledere end deres forældre, at de er mere tolerante over for militærregimer, og at deres opbakning til det liberale demokrati er ringe.

Vi skal med andre ord ikke regne med, at det er de unge i USA, der skal redde det liberale demokrati og frelse os fra typer som Donald Trump.

Hvem skal så, kunne man spørge?

Populismen på begreb

I flere af de omtalte bøger om demokrati er der ingen omtale eller diskussion af tidens hotteste ord: ’populismen’. Det gør dem dog ikke irrelevante for denne gennemgang.

I den tyske politolog Jan-Werner Müllers indflydelsesrige bog Kampen om demokratiet, der udkom på engelsk i 2011 og på dansk tidligere i år, er populismen ikke nævnt. Det sker først i hans Hvad er populisme fra 2015.

I Mogens Herman Hansens bøger om demokrati fra henholdsvis 2010 og 2012 står der heller ikke noget om populismen. Også det havde ændret sig, da han i 2016 skrev bogen En gentænkning af demokratiet, hvor populismen optrådte som et appendiks til bogen.

Han erkendte tilmed, at han var nødt til at skrive en mere omfattende skildring af populismen, og det blev til bogen Hvordan forvrænger populismen demokratiet fra sidste år, som netop nu også er udkommet i en revideret andenudgave.

Noget er der altså sket mellem 2011-12 og 2015-16.

Og det noget kan bedst sammenfattes i begivenheder som Brexit i juni 2016, Trumps sejr ved præsidentvalget i USA i november samme år, valg i Centraleuropa, der meget markant har bragt populistiske partier til magten i Ungarn, Polen og Tjekkiet, forbundsdagsvalg i Østrig, der gjorde højrenationalisten Sebastian Kurz til Europas yngste kansler, forbundsdagsvalg i Tyskland i september 2017, hvor det højrenationale, populistiske parti Alternative für Deutschland blev Tysklands tredjestørste parti, og senest ved valget i Italien, hvor de etablerede partier igen tabte terræn, og to populistiske partier stormede frem.

Populismen er nu overalt i den vestlige verden. Fra at være en fagterm brugt af politologer og sociologer er det blevet et nøglebegreb i den offentlige politiske debat og i kampen om den politiske magt.

Godt nok har man gjort sig erfaringer med populismen i nyere tid i Europa, Berlusconis Italien fra 1990’erne og Viktor Orbáns mange år ved magten i Ungarn er eksempler på det, ligesom nationale folkepartier med deres indvandrings- og islamkritiske fokus længe har været en del af den europæiske politiske hverdag.

Vi har med andre ord i årtier i Europa levet med populismens effekter uden helt at være bevidste om, at den havde det navn.

Som i 1930’erne?

Den oplagte historiske reference for nutidens demokratiske krise i den lange række af bøger, der udkommer i disse år, er 1930’erne.

Det gælder eksempelvis den amerikanske historiker Timothy Snyders Om tyranni – 20 ting vi kan lære af det 20. århundrede, hvor fokus er den politiske orden i USA efter valget af Trump og de trusler, der minder om den totalitarisme, der på forskellig vis prægede Europa i det tyvende århundrede.

Snyders speciale som historiker er Det Tredje Rige og Holocaust, og den viden bruger han til at udtrykke sin dybe bekymring over den politiske situation i USA.

Referencen til 1930’erne er også eksplicit i den britiske historiker Ian Kershaws nyeste bog Den store katastrofe, som handler om perioden 1914-33, og som ikke mindst er blevet læst på grund af de mulige historiske ligheder mellem i dag og fascismens fremvækst i de politisk ustabile 1920’ere og 30’ere.

Kershaws eget svar i et interview med Informations Georg Metz sidste år var, at der netop er en verden til forskel på dengang og i dag.

»Den vigtigste grund til, at det gik så galt i 1914, og krig kom til at definere århundredet, var, at nationalstaternes Europa ikke som med EU, FN og NATO havde fælles forpligtende institutioner til at opsamle og behandle kriser landene imellem,« lød historikerens beroligende svar.

En anden bog, der i den konkrete sammenhæng har spillet en vigtig rolle, er den tyske filolog Victor Klemperers LTI – Det Tredje Riges sprog fra 1947, der i disse år i store dele af verden har fået en sand renæssance netop på grund af parallellerne mellem 1930’erne og i dag.

Bogen er en gennemgang af de ord og begreber, Hitler og hans håndgangne tidligt betjente sig af, og som efter deres magtovertagelse og nazismens ophøjelse til statsreligion blev rigets stemme og folkets sprog, men også systemets undertrykkelsesapparat.

Ordene indføres i små doser, som arsenik, indtil det har forgiftet hele sproget og sidder i alle kroppens celler. Det er sprogets pervertering, men propagandaens triumf. Den bog bliver flittigt læst som et varsel om den gradvise udskridning i en totalitær retorik.

I sidste måned udgav den danske retoriker Knud Lindholm Lau bogen Bare fordi at, hvor han med tydelig inspiration fra Klemperers bog dokumenterer og analyserer sprog og forestillinger i den danske udlændingedebat bygget på et stort eksempelmateriale fra den offentlige debat.

Et andet eksempel er USA’s tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, der i Fascisme – en advarsel trækker på egne erfaringer som barn i et krigshærget Europa. I bogen er grundtanken, at fascismen stadig er en trussel for vores samfund.

Demokratiets fremdrift efter Murens fald er gået i stå, og USA regeres af en præsident, som splitter befolkningen og håner de demokratiske institutioner, samtidig med at den politiske midte svækkes i mange lande, mens yderfløjene styrkes.

Men ifølge David Runciman i bogen Sådan ender demokratiet er sammenligningen mellem dengang og i dag forkert. Vi er ikke som i 1930’erne.

Vores samfund er meget forskellige fra det tyvende århundredes samfund, og det gælder ikke kun i velstand, demografi og sundhed, men også fordi vi har gjort os erfaringer med demokrati, som de ikke havde, og som gør, at vi er opmærksomme på ting, vi har set før.

Vores samfund er rigere, mindre voldelige og med en højere gennemsnitsalder end de samfund, der udviklede fascismen. Og derfor kan han også i et interview med Information konkludere:

»Jeg tror, vi kommer til at begå vores egne fejl. Vi er ikke fordømt til at gentage fortidens.«

To, som ikke er kede af at sammenligne med Tyskland i 1930’erne, er de to amerikanske demokratiforskere Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, der på etårsdagen for Trumps indsættelse som præsident udgav bogen How Democracies Die.

»Ligesom i Weimar bidrog handlingslammelse i Washington, D.C., til Trumps valgsucces,« sagde Daniel Ziblatt tidligere i år i et interview til Martin Burcharth her i avisen.

De to demokratiforskere siger imidlertid ikke, at Trumps magtovertagelse ligner Hitlers, for det gør den ikke. Amerikanerne har en forfatning og rodfæstede institutioner, som umiddelbart modarbejder præsidentens mere destruktive impulser.

Men de to forskere føler sig på den anden side ikke overbeviste om, at modstanden mod et autoritært styre i landet er så solid, som mange påstår.

Det er netop myten om de stærke institutioner, som de to ved at gå historisk til værks forsøger at underminere i bogen. For er der noget, som USA aldrig har været immun overfor, så er det demokratiske sammenbrud, og at skrive bogen minder dem om, »at det amerikanske demokrati ikke er så exceptionelt, som vi nogle gange tror«.

Demokratiernes historie er kort, siger de to. Og til Martin Burcharth forklarer Steven Levitsky:

»Men i de her år finder demokratiets sammenbrud sted ved stemmeurnerne. Ekstremister og demagoger vinder demokratiske valg og angriber derefter demokratiet.«

Intellektuelle hvide mænd

Man kan roligt konstatere, at tendensen til bøger om demokratiets krise er et anliggende for intellektuelle hvide mænd.

Man kan tænke lidt over, hvorfor det ikke i samme grad er et varmt emne for kvindelige forfattere. De findes, de bøger, men de er ofte meget akademiske og ikke henvendt til en bredere offentlighed.

Den hollandske populismeforsker Cas Mudde konstaterede for nylig en Anti-Trump-industri blandt intellektuelle hvide mænd, som bekymrer sig for de liberale demokratiers undergang.

Det skyldes nok ikke mindst, at det liberale demokrati, som vi kender det i her i Vesten, har sikret dem de privilegier, der kommer af indkomst og kulturel status. Men ifølge Mudde er der svagheder i mange bøger om demokratiets krise.

De bygger på en myte og er alarmistiske. Mudde taler om en gylden æra, som ikke var så gylden.

Det bliver fremstillet, som om de liberale demokratier fungerede perfekt, før den populistiske bølge skyllede hen over den vestlige verden, men i virkeligheden har forudsætningerne været længe undervejs i de samfund.

Bøgerne skyder over målet og overser, at retsstaten og de liberale værdier og institutioner har været udfordret, lige siden de liberale selv fik magten.

Ifølge Mudde overser mange forfattere til de alarmistiske bøger om demokratiets undergang en lang række problemer såsom spørgsmålet om immigration og europæisk integration i de vestlige, liberale retsstater, der allerede blev undertrykt af den liberale politiske elite, længe før vælgerne fik nok og stemte antidemokrater ind i parlamenterne.

I den forstand er populismen langt fra noget nyt fænomen, men noget, som er blevet overset af en elite.

Liberalismens sygdom

Populismen fødes også af det, der ikke må være eller siges i den offentlige debat i de vestlige samfund. Og den har også rod i antidiskriminationslove, der forhindrer bestemte holdninger i at komme til udtryk, og i nogle vestlige demokratiers ret høje spærregrænse, som gør det vanskeligt for nye partier at opnå repræsentation i parlamenterne.

Populisme hænger derfor også sammen med angreb på de liberale institutioner, på privilegier hos en veluddannet overklasse, der med deres liberale værdier har været styrende for verden.

Men den hænger især også sammen med grundlæggende ulighed i verden og det faktum, at den ene procent af verdens rigeste takket være det liberale demokrati har skabt et frit marked til deres egen fordel og en økonomisk superelite.

I den sammenhæng kan man nævne en dansk bog som Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati fra sidste år af trioen Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellersgaard. De fokuserer på, hvorfor magtkoncentrationen er så skadelig for vores demokrati, samtidig med at de formulerer en konkret vision for, hvordan borgerne kan vinde magten tilbage.

For den amerikanske journalist Edward Luce er analysen i The Retreat of Western Liberalism fra sidste år, at store dele af befolkningerne har mistet troen på det liberale demokrati.

Han er især optaget af, hvordan historisk sejrende politiske ideer kan tabe terræn i nutidens samfund. Den vigtigste årsag til liberalismens tilbagetog er ifølge Luce stagnerende lønninger gennem tre årtier, hvilket har medført en eksistentiel usikkerhed i arbejder- og middelklassen og heraf følgende svigtende tilslutning til en liberal demokratisk konsensus og et forståeligt ønske om hævn.

Beslægtet med Edward Luces analyse er Patrick J. Deneens nye bog Why Liberalism Failed, hvor den britiske politolog spørger, om liberalismen har spillet fallit, fordi den har været en succes.

Deneen går lige lukt ned i liberalismens iboende modsætninger: På den ene side hylder liberalismen lige rettigheder, på den anden side forårsager lige rettigheder en stor materiel ulighed. Og igen på den ene side hviler liberalismens legitimitet på konsensus, men samtidig modarbejder liberalismen ved at privilegere privatismen den borgerlige deltagelse i fællesskabet, ligesom liberalismen i jagten på individuel uafhængighed har skabt det mest omfattende politiske system i nyere tid.

De indre modsætninger, advarer Deneen om, er ikke længere blot overfladiske kendetegn ved en ideologi, men indre modsatrettede kræfter, der arbejder i retning af demokratiets nedbrydning.

Ifølge den canadiske forfatter og journalist Naomi Klein har vi med Trump fået en præsident, der simpelthen personificerer det, hun har skrevet om i sine seneste bøger, og som er blevet den første præsident, der er sit helt eget varemærke.

Trump udnytter de sociale medier aggressivt og utraditionelt, og mens vi chokeres over alt det, der som en ny tids propagandistiske udsagn suger al opmærksomhed til sig, herunder ikke mindst mediernes, forsøger han at gennemføre fundamentale omvæltninger af sundhedssystem og frihedsrettigheder.

For Klein er der med Trump tale om en neoliberal politik pakket ind i en højrepopulistisk propaganda, og hvordan vi helt konkret tager kampen op og tilbageerobrer magten over vores fremtid handler hendes nye bog Nej er ikke nok – modstand mod Trump & højrepopulismens chokpolitik om.

Afledt af denne kapitalismekritik og baggrund for at forstå nutidens politiske krise og manglende konsensus om liberale værdier er også en aktuel bog som Prekariatet af den britiske samfundsdebattør Guy Standing. Bogen, der udpeger en voksende gruppe mennesker omfattet af skiftende korte ansættelser, ustabil indkomst og mangel på social beskyttelse, er den første autoritative fremstilling af denne nye klasse af mennesker, hvis liv i periferien af arbejdsmarkedet er usikkert og udsat.

Guy Standings store spørgsmål er, hvorvidt det voksende prekariat er fanget i indbyrdes konkurrence om det eksisterende arbejde, eller om de fælles klassevilkår kan føre til en kollektiv politisk ånd og handlekraft.

En del kritikere er holdt op med at tale om ulighed som årsag til højrepopulisme, Brexit og Trump. Til gengæld bliver fake news set som det store problem for demokratiet.

Men man fjerner ikke parallelsamfund ved at fokusere på at udrydde det.

Senest i den boldgade er på dansk udkommet journalist Pierre Collignons Tilbage til virkeligheden – kampen mod fake news, løgne og manipulationer. Collignon rejser i løgnens fodspor fra Brexit-afstemningen og Trumps USA til en række europæiske lande, afslører løgne og viser en demokratisk vej ud af den postfaktuelle forvirring.

Der er inden for det seneste år kommet en del bøger om fake news, her skal nævnes Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaards Fake news – når virkeligheden taber fra sidste år om, hvordan vi ender i et postfaktuel demokrati, og hvordan opfindsomme historier erstatter kendsgerninger som grundlag for politisk debat og lovgivning.

Hver tredje italiener stemte ved sidste parlamentsvalg på det populistiske parti Femstjernebevægelsen. Her bevægelsens leder, Luigi Di Maio.

Fabio Frustaci

Europa set fra øst og EU

Der er store forskelle på populismens udtryk i Europa.

Forskellen har rødder i de styreformer, der under hele Den Kolde Krig delte Europa i to, og det er trods årtier med et genforenet Europa et skel som aldrig er blevet repareret ordentligt og stadig slår ud i forskellige forståelser og forvaltninger af demokratibegrebet.

Det er også en forskel, som forklarer de såkaldt illiberale demokratier i det gamle Øst- og Centraleuropa og i Tyrkiet.

Den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev ser i Efter Europa krisen fra øst og ser på et Europa i strid med sig selv.

Den Europæiske Union er truet af opløsning som følge af presset fra migranter og flygtninge, intern strid og mistro samt den voksende højrenationalisme. Krastev frygter, at Europa igen bliver kastet tilbage til dengang, hvor konflikterne mellem nationalstaterne var langt voldsommere end i dag.

Især har Krastev et klart blik for, hvordan flygtningekrisen giver forskellige reaktioner i de to dele af Europa.

Til forskel fra landene i Vest- og Nordeuropa hersker der i landene i Østeuropa – der tidligere var underlagt multietniske imperier som Habsburgermonarkiet og siden Sovjetunionen – en større modvilje mod flygtningen, særligt muslimer, fordi man i netop de lande ikke i samme grad som de vesteuropæiske demokratier har fået lov at udleve sin nationale identitet.

Netop den forskel og opkomsten af en ny stærk alliance mellem Visegrad-landene Polen, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet i en mulig alliance med Østrig kan grave grøften dybere i Europa.

I The People vs. Democracy – Why Our Freedom Is in Danger & How to Save It skriver Yascha Mounk, at vores vestlige styreform, det liberale demokrati, bygger på to ting, som i EU pludselig er kommet i konflikt med hinanden.

Det liberale definerer Mounk som mindretallets rettigheder, mens han definerer demokrati som flertallets ret til at udøve politisk magt.

Og her viser han et fundamentalt brud inden for det europæiske fællesskab, for EU går traditionelt meget op i mindretal og beskyttelse af borgernes rettigheder på en måde, som begrænser flertallets magt, hvorimod nye EU-lande praktiserer et flertalsstyre, der ikke i samme grad anerkender mindretallets rettigheder.

Denne forskel er dræbende for EU, for hvordan skal man forene princippet om et system af rettigheder og mindre demokrati (det traditionelle EU) med et demokrati uden rettigheder, som det praktiseres i lande som Polen og Ungarn?

Positiv populisme

De mange bøger om populismen og demokratiets krise er også meget forskellige i forhold til, hvordan de analyserer de nutidige politiske udviklinger og formulerer egentlige manifester for en fremtidig politik.

For Göran Greider og Åsa Linderborg, der for nylig på svensk udgav Populistiska manifestet, er højrepopulismen ikke en gåde, der skal løses, men derimod den logiske konsekvens af den voksende ulighed og utryghed som følge af årtiers neoliberale reformer og dereguleringer.

I deres optik er populismen ikke et skældsord og entydigt noget negativt.

De to svenske debattører trækker på ordet ’populisme’s latinske rod, hvor populus betyder ’folk’ og populisme som følge heraf ’folkelighed’.

Til forskel fra ordet demokrati, som altid bliver brugt positivt, og som er noget, som selv tvivlsomme regimer ynder at smykke sig med, så bliver populist og populisme næsten altid brugt i nedsættende betydning. Med andre ord vil de redde ordet ved at give det ny betydning. 

I deres bog bliver det til et kampråb og et forsøg på at tage kampen op mod højrepopulismen. For kun ved at bruge dens midler og retorik kan man skabe forudsætningerne for en tilsvarende venstrepopulisme.

Venstrepopulismen kan skabe dynamisk klassekamp, tale til middelklassens humanisme og bygge bro mellem den etniske underklasse og den hvide arbejderklasse.

Venstrepopulisme er ingen ideologi, og man kan ikke styre et land med venstrepopulistisk politik, som er for enkelt et tankesæt, men en venstrepopulistisk bevægelse kan fyre op under socialdemokratierne, så de tør gå til venstre og komme med socialpolitiske tiltag, der skaber større lighed.

Mange har fremhævet den amerikanske journalist John B. Judis’ bog The Populist Explosion: How the Great Recession Transformed American and European Politics som en af de bedste bøger om populismen og demokratiets krise.

Bogen udkom lige inden det amerikanske valg i efteråret 2016, og Judis skrev allerede sin bog om populismens historie i USA og Europa i foråret 2015, da han fulgte Trumps kampagne for at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat.

Judis’ tese i bogen er, at man slet ikke kan udpege Trumps vælgere som tilhørende bestemte befolkningsgrupper eller klasser, som tal i en simpel demografisk statistik, men at man må forstå populismen som en protest knyttet til særlige historiske situationer, hvor vedtagne verdensbilleder går i opløsning,

Med andre ord mener Judis, at populismen må tages ekstremt alvorligt som advarsler om store politiske kriser og tab af konsensus i de vestlige samfund.

Bogen samler vist meget godt op på denne gennemgang af de nyeste bøger om et emne, som helt sikkert ikke har kulmineret endnu. Nye erfaringer vil blive inddraget og nye vinkler vil blive lagt. Judis’ bog kunne godt være et bud på bog, der stod tilbage om nogle år også.

Ellers må vi søge til skønlitteraturen. Det må vi nok under alle omstændigheder om nogle årtier for virkelig at få forstå vores egen tid.

Udvalgte bøger om demokrati og populisme

  • David Runciman: ’Sådan ender demokratiet’
  • Steven Levitsky & Daniel Ziblatt: ’How Democracies Die’
  • Edward Luce: ’The Retreat of Western Liberalism’
  • John B. Judis: ’The Populist Explosion – How the Great Recession Transformed American and European Politics’
  • Göran Greider og Åsa Linderborg – ’Populistiska manifestet’
  • Jan-Werner Müller: ’Hvad er populisme?’
  • Jan-Werner Müller: ’Kampen om demokratiet – Politiske ideer i det tyvende århundredes Europa’
  • Mogens Herman Hansen: ’Hvordan forvrænger populismen demokratiet’
  • Yascha Mounk: ’The People vs. Democracy – Why Our Freedom Is in Danger & How to Save It’
  • Ivan Krastev: ’Efter Europa’
  • Anna Libak: ’Forstå populismen!’
  • Timothy Snyder: ’On Tyranny – Twenty Lessons from the Twentieth Century’
  • Andreas Møller Mulvad, Anton Grau Larsen, Christoph Houman Ellersgaard: ’Tæm eliten – fra magtelite til borgerdemokrati’
  • Pierre Collignon: ’Tilbage til virkeligheden – Kampen mod fake news, løgne og manipulationer’
  • Madeleine Albright: ’Fascisme – En advarsel’
  • Patrick J. Deneen: ’Why Liberalism Failed’
  • Ian Kershaw: ’Den store katastrofe – Europa 1914-1933’
  • Margaret Canovan: ’The People’
  • Michael Kazin: ’The Populist Persuasion’
  • Paul Taggart: ’Populism’
  • George Packer: ’The Unwinding and Inner History of the New America’
  • David McKnight: ’Populism Now – The Case For Progressive Populism’
  • Wolfgang Schmale: Was wird aus der Europäischen Union – Geschichte und Zukunft
  • David van Reybrouck: ’Für einen anderen Populismus’
  • Naomi Klein: ’Nej er ikke nok. Modstand mod Trump & højrepopulismens chokpolitik’
  • Wolfgang Streek: ’How Will Capitalism End?’
  • Douglas Murray’: ’The Strange Death of Europe – Immigration, Identity, Islam’
  • James Kirchick: ’The End of Europe – Dictators, Demagogues, and the Coming Dark Age’
  • Vincent F. Hendricks & Mads Vestergaard: ’Fake news – når virkeligheden taber’
  • Guy Standing: ’Prekariatet’
Siden Berlinsmurens fald og afslutningen på Den Kolde Krig har den demokratiske styreform stået fast og sikkert i Europa, men i Jan-Werner Müllers nye bog skriver han, at det i stigende grad bliver tydeligt, at selve regeringsførelsen i Europa bliver mindre demokratisk.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den bedste bog om jordens undergang udkom 20 år efter det skete. Desværre var der ingen tilbage til at skrive den.