Interview
Læsetid: 11 min.

»Enhver forfatter bør både være aktivist og forfatter. Bare ikke på samme tid«

Irakiske Hassan Blasim er født ind i en nation af historiefortællere, og fortæller selv historier fra krigens skyggesider. Men aktivistisk er han kun, når han står på en scene, forsikrer han. Han har netop gæstet Danmark i forbindelse med litteraturfestivalen Northlit med fokus på arabisk litteratur
Irakiske Hassan Blasim er født ind i en nation af historiefortællere, og fortæller selv historier fra krigens skyggesider. Men aktivistisk er han kun, når han står på en scene, forsikrer han. Han har netop gæstet Danmark i forbindelse med litteraturfestivalen Northlit med fokus på arabisk litteratur

Tor Birk Trads

Kultur
29. juni 2018

Hassan Blasim kæmper med at få ild på cigaretten, som bliver ved med at gå ud i junivindens stød. Da det endelig lykkes, hiver han sin vinrøde stråhat godt ned om ørerne. Hattens lille fasanfjer blafrer i vinden.

Hassan Blasim er forfatter og filmskaber, født i Irak, men nu bosat i Helsinki efter fire års flugt til fods. Derfra skriver han på arabisk om krig og dens ofre i novelleform, og gæstede i weekenden Danmark for at deltage i den aarhusianske litteraturfestival Northlit. Jeg har sat ham stævne på Testrup Højskole, som udgør en af Northlits scener. 

»Man kan bedre tale sammen, når man bare er to, ikke?,« siger han med et undskyldende smil.

»Jeg bliver så frygtelig nervøs, når jeg er på en scene.«

Hassan Blasim henviser til aftenen før, hvor han i samtale med Suzanne Brøgger åbnede litteraturfestivalen Northlit på festivalens største scene på ARoS i Aarhus. Den Hassan Blasim jeg møder ved bordebænkesættet i Testrup Højskoles vindblæste gård er en anden, end den der gjorde Suzanne Brøgger selskab aftenen forinden. For der er forfatteren Hassan Blasim, og så er der aktivisten Hassan Blasim. De to arbejder aldrig sammen, fortæller han. Men de går begge to med hat.

»Nej, det gider jeg ikke snakke om«

Aftenen forinden på den oplyste scene blev Hassan Blasim spurgt, hvorfor og hvordan han skriver sine noveller. Han svarede, som han før har gjort i utallige interview i internationale medier:

»Mange mennesker spørger mig, Hassan, hvordan skriver du? Jeg åbner min laptop og taster, svarer jeg. Jeg bliver inviteret til mange litteraturfestivaler i Mellemøsten, men jeg tager ikke afsted. Hvorfor ikke? Fordi de spørger mig om det samme – tal om din skrivestil. Nej, det gider jeg da ikke!«

Suzanne Brøgger nikkede samtykkende.

»Jeg vil tale om problemer, om tabuer og politik. Det hele handler ikke om mig, om hvorfor jeg skriver. For mig er det ikke vigtigt.« Han smilede forsonende, mens han svarede.

Og så brugte han de næste tre kvarter på at udtrykke sin skuffelse over, hvor få flygtninge Danmark har taget imod og på at kritisere nordeuropæiske regeringer for at skære i kulturbudgetterne. For kunst udglatter forskellene, mener Hassan Blasim – både aktivisten og forfatteren.

Da vi dagen efter igen indtager hver vores side af bordebænkesættet, spørger jeg ham om, hvad han har lyst til at tale om, hvis han ikke vil tale om sine novellesamlinger.

»Nej, hør nu her – det kan vi godt tale om nu,« forsikrer han og slår ud med hånden.

»Men på scenen er jeg mere aktivistisk. Jeg leger lidt med forholdet mellem aktivisten og forfatteren, kan man sige.«

Han skodder cigaretten og tænder straks en ny, mens han taler videre.

»Når jeg skriver, tænker jeg aldrig på politik eller forsøger at komme ud med et bestemt budskab. Der er jeg bare en forfatter, som leger med de redskaber, jeg er blevet givet. Men som borger taler jeg om politik. Meget. Og når folk giver mig en scene, hvorfor så ikke udnytte det? Ikke mange mennesker har en scene at tale fra, og fra scenen kan du nå ud til så mange mennesker, som du kan tænke sammen med,« siger han.

Det betyder, forklarer han, at han aldrig ville skrive, at Danmark og en række andre lande bør åbne grænserne for flygtninge, men at han gerne siger det fra en scene.

»Det bliver virkelig cheesy, og næsten propagandistisk, hvis man som forfatter på forhånd sidder og tænker over et budskab, man vil gemme i sin historie. Når jeg taler på scenen, er nogle enige med mig, og nogle er ikke. Men mine noveller ligger åbne for fortolkning. Det er ikke fordi, jeg i mine bøger siger ’åbn grænserne for flygtninge’, men jeg skildrer nogle skæbner, som man så kan fortolke, som man vil,« siger han.

Tor Birk Trads
Fire år til fods

Og det er netop skæbnerne, der er i fokus i Hassan Blasims noveller. Dem, han bruger måneder på at støbe i tankerne, inden han i få hektiske timer eller dage sætter sig ved tasterne og skriver dem ind i deres fortællinger. Som familiefaren, der falder ned i et hul og møder en djinn – en mellemøstlig ånd – og selv bliver til en djinn, som århundrederne i hullet går i Den irakiske Kristus.

Eller drengen, der bliver madet med indholdet af familiens septiktank som straf for at have skubbet sin lillebror derned og ladet ham drukne i den samme novellesamling. Eller den unge soldat, som bliver låst inde på sit arbejde med den kvindelige kollega, han er forelsket i, og kun overlever ved at spise hendes kød i Blasims første novellesamling, Tossen fra Frihedspladsen.

Hassan Blasims noveller er makabre, det medgiver han. Bagtæppet er altid krig, men det er ganske naturligt, for krig og undertrykkelse har også dannet bagtæppe til Hassan Blasims eget liv.

Han er vokset op i »en ret almindelig familie« i Bagdad i Irak som en ud af ni søskende. Hans far døde tidligt, og Hassan Blasim arvede hans læselyst.

»Lige siden jeg blev født, havde min far en bog i hånden. I 1970’erne kom mange af bøgerne til Irak fra Rusland, så han læste alle de klassiske russere – Dostojevskij og Pusjkin – og senere også James Joyce og Marcel Proust. Så jeg begyndte at læse med.«

Som ung blev Hassan Blasim optaget på filmskolen i Bagdad. Her samlede han en gruppe af de andre studerende om sig og begyndte at lave kortfilm.

»Jeg var nok lidt aktivistisk. Ikke decideret imod regimet, men imod alting, jeg var jo boheme! Alligevel blev det hemmelige politi ved med at chikanere mig og indkalde mig til forhør,« husker han.

Hassan Blasim blev af en lærer opfordret til at søge hen, hvor han kunne arbejde frit. Alle regnede med, at Saddam Husseins dage var talte, så den selvproklamerede historiefortæller rejste nordpå til Kurdistan, gik under jorden og tog nyt navn for at beskytte sin familie fra regimet. Ouazad Othman kaldte han sig – ’fri mand’ på kurdisk.

Da den kurdiske frihedskamp spidsede til i Nordirak, begyndte Hassan Blasim sin vandring mod Europa. Han havde ikke råd til at betale for at blive fragtet bag i en lastbil, så han gik.

»Først gik jeg over bjergene til Iran. Det tog to uger,« fortæller han.

Derfra gik han til Istanbul. Videre til Bulgarien. Serbien. Ungarn. Østrig og så Tyskland, hvorfra han fik en flybillet til Helsinki. Vandringen tog fire år i alt. Undervejs overvejede han hver eneste dag at vende om, at slå sig ned i Bagdad igen og holde lav profil.

»Mens jeg gik, tænkte jeg tit på, om jeg var blevet skør. Det tror jeg også, min mor tænkte. Hun siger altid, at hvis jeg bare var blevet hjemme, så kunne hun have fundet en smuk pige til mig, jeg kunne gifte mig med,« siger han og slår en ru latter op, for straks at lade alvoren indfinde sig igen.

I løbet af de fire års flugt voksede aktivisten Hassan Blasim ud af bohemen, forfatteren og filmskaberen Hassan Blasim, fortæller han.

»Flugten var ét langt chok for mig. Jeg var jo bare en ung studerende og læste om mennesker på flugt i aviserne. Jeg var 26, da jeg rejste fra Bagdad. Flugten har ændret så mange ting i mit liv og har virkelig åbnet mine øjne. I Irak var mit fokus bare på selv at blive fri til at arbejde, som jeg ville, men under flugten begyndte jeg at se, hvordan verdens problemer hænger sammen. Det hele handler ikke om dig eller dit sted, det handler om hele verden,« slår han fast.

Blå bog: Hassan Blasim

  • Født i 1973 i Irak.
  • Ankom til Finland i 2004 efter fire års flugt til fods.
  • Bor i Helsinki med sin kæreste og sin søn.
  • Arbejder både med film, teater og noveller.
  • Vandt som den første arabiske forfatter Independent Foreign Fiction Prize i 2014 for Tossen fra Frihedspladsen.
  • Hans bøger og film er forbudt i mange arabiske lande.
  • Er blevet tildelt tre PEN International-priser.
  • To af Hassan Blasims novellesamlinger er oversat fra arabisk til dansk af Ellen Wulff; ’Tossen fra Frihedspladsen’ fra 2010 (på dansk i 2016) og ’Den irakiske Kristus’ fra 2013 (på dansk i 2015). Begge bøger er udgivet på Forlaget Vandkunsten.

Arven fra Scheherazade

Hassan Blasim kalder sig selv historiefortæller. Men han er bare én af mange, understreger han. For Irak er en hel nation af historiefortællere, og således er historiefortælling også et tilbagevendende tema i hans noveller.

I novellen »Gedernes sang« i Den irakiske Kristus opretter den irakiske regering en radiostation, hvor irakerne på skift kan fortælle deres bedste historie. De tre bedste historiefortællere vinder en pris. Folk strømmer til, ligger i kø og i lag og til sidst bliver politiet sat ind for at styre de ivrige fortællere.

»Lige præcis sådan er irakere, alle som en!« udbryder Hassan Blasim, og tilføjer, at det kan tage utrolig lang tid at slippe ud af en samtale med en bekendt, man har mødt på gaden.

»Man skal altid lige høre om hans fætter og fætterens soldaterkammerat og også hans fætter,« griner Hassan Blasim. »

Nej, jeg laver sjov, men der er sket så meget i Irak, at alle irakere har en historie at fortælle. Jeg siger altid, at enhver iraker har minimum fem romaer i sig. Sådan er det, når folk lider generationer i træk. Vi er lige som Scheherazade i 1001 Nats Eventyr – vi fortæller historier for at holde døden på afstand,« siger han og fortæller, at han i sine noveller trækker på sine egne oplevelser med tortur, fængslinger og død.

Netop arven fra 1001 Nats Eventyr fornægter sig heller ikke i Hassan Blasims egne noveller, som altid er en historie i en historie i en historie, indtil man som læser farer vild og blot må lade sig hvirvle med til sidste punktum. Samtidig rummer Blasims noveller elementer af Gabriel García Márquez’ magiske realisme og Franz Kafkas sorte ironi. Og det er ganske velovervejet, for Hassan Blasim vil gerne underholde sine læsere, fortæller han.

–Så jeg er ikke helt galt afmarcheret, når jeg trækker på smilebåndet, mens jeg læser dine noveller?

»Nej, selv om mine historier er fyldt med krig og vold, er det lige præcis den reaktion, jeg gerne vil have! Humor og ironi kan simpelthen så meget. Det lyder måske lidt romantisk, men for mig er det vigtigt at give håb, og det gør humor bedre end noget andet.«

Meget tyder på, at Hassan Blasims novellesamlinger har haft den ønskede effekt, i hvert fald på vestlige læsere. Både herhjemme og i resten af Europa er både Tossen fra Frihedspladsen og Den irakiske Kristus blevet præmieret med stjerner i regn, og The Guardian har kaldt Blasim for »måske den største nulevende forfatter af arabisk fiktion.«

Især roses Blasim for, hvor billedskabende hans noveller er. Som læser kan man tydeligt se barnet, som er druknet i septiktanken og er svøbt »i et ligklæde af lort« eller den midaldrende mand der, skadet i krigen, ikke har taget »sit kunstige ben på, men hoppede på ét ben rundt om tønden, som om han legede eller dansede« for sit indre blik.

Det er hans baggrund som filmskaber, der hjælper Hassan Blasim med at skabe billeder, fortæller han.

»Inden jeg skriver, ser jeg mange film som inspiration. Min yndlingsinstruktør er faktisk her fra Danmark, det er Lars von Trier. Han er min helt,« siger Hassan Blasim med tryk på det rullende r i hero.

»Jeg har hørt, at han er meget genert, og det er jeg også. Jeg kan huske, jeg begyndte at skrive som barn, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at sige noget.«

Bygger bro med bogstaver

Selv om Hassan Blasim insisterer på, at han aldrig skriver med et bestemt budskab for øje, så kredser hans noveller altid om krig og krigens konsekvenser. Men for ham giver det bare ikke mening at skrive om andet, fortæller han.

»For mig at se, er der kun to temaer. Krig og fred – og alt derimellem. Det er de samme temaer, litteraturen har beskæftiget sig med siden oldtiden,« siger han. Hassan Blasims hovedpersoner er selvmordsbombere, lejesoldater, terrorister og helt almindelige mennesker. Men ét tema går han udenom.

»Jeg skriver ikke så meget om religion,« siger han. »Jeg ville egentlig gerne, men jeg lader være for min mors skyld.« For selv om han bor i Finland, er han ikke fuldstændigt undsluppet censurens greb. Nu censurerer han sig selv, og at skrive om religion ville skabe meget uheldig opmærksomhed omkring sig.

»Min familie bor stadig i Irak, så derfor prøver jeg ikke at blande dem ind i mine egne problemer. Jeg taler ikke så meget om dem, og jeg fortæller aldrig deres navne eller adresser til nogen. Man ved aldrig, hvad der sker med dem, hvis regimet læser det, jeg skriver. Det er et mareridt for mig, at jeg skriver et eller andet, og så kidnapper de min bror eller sådan noget. Mine brødre siger »nej, fuck det, bare skriv!«, men jeg ville ikke kunne bære, hvis der skete noget med min mor,« siger han.

Gården på Testrup Højskole fungerer som en slags vindtunnel, og potteplanter og askebægre flyver over pladsen. Hassan Blasim lægger en tung hånd på hatten, hvor fasanfjeren truer med at forlade sin plads i hattebåndet. Den tomme cigaretpakke tager flugten over pladsen.

»Det er ved at blive koldt nu, men jeg vil gerne gentage en pointe, som jeg også talte med Suzanne om i går, inden vi slutter,« siger Hassan Blasim, kigger på uret og lyner sin vindjakke helt op i halsen.

»Da jeg kom til Finland for 12 år siden, fik jeg ikke noget kulturchok,« siger han, og forklarer, at han kendte alt til europæisk kultur gennem bøger og film. »Det var skønt, for så kunne jeg fokusere på at forstå alle detaljerne om finnerne. Saunaerne, hvordan de kan overleve i det mørke, og hvorfor de taler så lidt,« griner han.

Litteratur forener. Det er den pointe, Hassan Blasim vil gentage, og det er også svaret på det spørgsmål, han altid nægter at svare på. »Jeg skriver noveller, fordi jeg vil vise, at vi er mere ens, end vi tror. Og at vi kan grine af vores forskelle,« siger han.

»Det er jo ikke sådan, at alle muslimer vågner op om morgenen, råber Allahu Akbar af deres lungers fulde kraft, og så ellers går i gang med at gøre Europa muslimsk, vel?,« spørger han og trækker på skuldrene med et skråt smil.

»Nå, der tog aktivisten i mig vist over igen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her