Læsetid: 9 min.

Film behøver ikke være politisk ukorrekte for at være modige og udfordrende

Begrebet ’politisk korrekthed’ viste sig fra sin mest elastiske side, da Lone Nikolajsen var til filmfestival i Rumænien, hvor Christian Tafdrups ’En frygtelig kvinde’ og ni andre film blev vist under temaet ’at være eller ikke være politisk korrekt’. Det var ikke i de målrettede provokationer, man fandt det største kunstneriske og menneskelige mod eller den mest udfordrende filmoplevelse
Særligt rumænske Adina Pintilies ’Touch me not’ imponerede ved Transilvania International Film Festival.

Særligt rumænske Adina Pintilies ’Touch me not’ imponerede ved Transilvania International Film Festival.

Manokino Film

8. juni 2018

I sidste uge bestod mit arbejde i at lade mig flyve til en rumænsk filmfestival for der at se ti film, der på hver sin måde forholder sig til overskriften ’At være eller ikke være politisk korrekt’. Jeg udgjorde en tredjedel af den jury, der på vegne af det internationale filmkritikerforbund skulle tildele den bedste af dem en pris. Hverken den mest politisk korrekte eller den mest politisk ukorrekte, men den bedste. En taknemmelig opgave, ikke mindst fordi den gav mulighed for at se nye eksempler på, hvad man rundt om på kloden opfatter som politisk korrekt og ukorrekt, og for at diskutere dem med udenlandske kolleger. At være med til at uddele priser er også en god anledning til at se sine egne kvalitetskriterier og præferencer efter i sømmene. 

Transylvanian International Film Festival finder sted i Cluj-Napoca, en nydelig hovedby i Transylvanien, Rumæniens rigeste region og hjemsted for mange sælgere af vampyrsouvenirs. I festivalprogrammet skriver den kunstneriske leder, Mihai Chirilov, at det er vigtigt for festivalen at vise udfordrende og modige film. Det er et udsagn, det er svært at være uenig i, hvis man vil filmkunsten og ytringsfriheden det godt.

Om det udvalg af film, vi skal bedømme, udtaler Chirilov i en pressemeddelelse, at »nogle vil finde filmene kontroversielle og stødende«, og opridser så en mere progressiv position: »... mens andre vil være lettede over at se, at der stadig bliver lavet modige film i en tid, hvor politisk korrekthed er blevet taget ud i det ekstreme. Denne programsektion er så meget mere nødvendig, nu hvor ytringsfriheden er truet af politiske og kosmetiske overvejelser, der ikke har noget at gøre med kunstnerisk værdi.« 

Hvad tør filmene så?

Der blev vi alligevel lovet en del. Jeg forventede derfor film med kontroversielle budskaber og moralsk afsporede hovedpersoner, fis med udsatte befolkningsgrupper og en parade af reproducerede stereotyper. Enten det eller film, der som f.eks. Ruben Östlunds The Square viser, hvordan man i det øjeblik, man falder i unåde i offentligheden (ved f.eks. at lave en reklamevideo hvor et blond tiggerbarn bliver sprængt i luften), slet ikke kan gøre eller sige noget rigtigt.  

Hvis jeg før har haft en mistanke om, at begrebet ’politisk korrekthed’ er elastisk, blev den kun forstærket. De ti film spændte vidt, både geografisk og genremæssigt, og for en stor dels vedkommende var det svært at identificere, hvori det politisk (u)korrekte eller tematiseringen af samme bestod. 

I det mexicanske makkerpar Julio Bekhór og Fernando Smas overgearede komedie Tripping Thru Keta er hovedpersonen, pusheren Keta, lige ved at få at vide, at hun ikke duer som ekspedient i en cupcakebutik, fordi hun er tyk og minder kunderne om, at det kan de også blive. Men også kun næsten, for den største forhindring er, at hun lugter af pot.

Filmen følger Keta i hendes arbejde som pusher. Hendes chefs YouTube-instruktionsvideoer om stofindtag bruges som ramme om en række historier om Ketas kunder, der tager forskellige stoffer og bliver helt kuk-kuk. Her er det snarere grænseoverskridelsen, der er tema, og vel at mærke overskridelsen af grænser, der ikke er specielt omstridte.    

Spanske Eduardo Casanovas groteske ’Pieles’, der følger personer med virkelige fænomener som dværg- vækst og svulster i ansigtet og uvirkelige fænomener (såsom at have en krop, hvor røvhul og mund har byttet plads) er et godt eksempel på, at det politisk ukorrekte bruges som afsæt for en lallet politisk kor- rekt historie om at afvige fra normen og være god nok alligevel.

Still fra filmen

Fritsvævende dåreskib

Det samme kan siges om Sydkoreas største filminstruktør Kim Ki-duks Human, Space, Time and Human, hvor et krydstogt på et gammelt krigsskib udarter sig først til et voldtægtsorgie og så til et blodbad. Den første nat letter skibet og svæver herefter rundt oppe i himlen som et dåreskib uden kontakt til jorden.

Ombord er der en gammel gartner, som man fatter skal forestille Gud, længe før det bliver klappet ud i stavelser. Han tøffer rundt på skibet og dyrker planter, der gror med en usædvanlig hast, sådan at der bliver ved med at være et livsgrundlag for eventuelle overlevende. Mord og voldtægter blander han sig ikke i, Gud er ikke ansvarlig for at dømme mellem godt og ondt, bare for at få fremtiden til at ske, og det sidste, man ser til ham, er blodige fodaftryk, der danner et evighedstegn på dækket.

Human, Space, Time and Human er en fabel med en handling, der befinder sig langt fra enhver tænkelig moralsk gråzone, og et endimensionelt persongalleri, hvor mændene giver sig hen til deres voldsparate liderlighed, mens kvinderne – der enten er nyforlovede eller prostituerede – alle er ofre og hurtigt dør, bortset fra hovedpersonen, der i al sin uskyld er menneskehedens sidste håb.

Her kan man tale om slidte stereotyper, der får en ekstra tur i manegen uden at gøre sig fortjent til det. Sådan en kritik kan affærdiges som politisk og dermed irrelevant for bedømmelsen af filmens kunstneriske værdi, men nogle gange er der altså et vist overlap mellem den politiske og den kunstneriske kritik. 

Human, Space, Time and Human er ikke en dårlig film, fordi den viser amoralske handlinger og fremstiller køn stereotypt. Den er dårlig, fordi den er uhørt selvhøjtidelig og overtydelig i sin bestræbelse på at sige utrolig lidt om menneskets (i virkeligheden langt mere komplekse og interessante) dårskab og destruktivitet.  

Human, Space, Time and Human kan betragtes som et kontroversielt valg af festivalen, hvis man går ind for boykot af værker, hvis ophavsmænd er anklaget for seksuelle overgreb, idet tre koreanske skuespillere har anklaget Kim Ki-duk for voldtægt og andre overgreb. Jeg går ikke ind for sådan en boykot, men hvis man vil vise, at man godt kan tage både værk og overgrebsanklager alvorligt på samme tid, ville man gøre klogt i at vælge et andet ord end det udglattende og misvisende ’sexskandale’, som festivalen bruger i sin omtale. 

Jagt på moralsk tvetydighed

I en samtale med den kunstneriske leder, Mihai Chirilov, forklarede han mig, at han med dette udvalg havde bestræbt sig på at finde film, hvis hovedpersoner udviser moralsk tvetydighed. Film, der ikke viser godt og ondt som to stabile karaktertræk, men derimod moral som en glidebane, hvor man ikke altid ved, hvad der er op og ned.

De to danske film, der var med i udvalget, handler begge om kvinder, der i deres kærlighedsliv skifter fra at være søde til at være brutale. Mest civiliseret og mindst strafbart i Christian Tafdrups omdiskuterede parforholdskomedie En frygtelig kvinde. Det er ikke en film, der siger noget mere nyt og kontroversielt, end at der findes rædderlige parforhold, men det bliver så også slået grundigt fast. Både af filmens plot og af den genklangens latter, det vakte hos publikum, når den kvindelige hovedperson foldede sine feminine herskerteknikker ud.

Mest voldsomt og kriminelt sker skiftet fra sød til brutal i den herboende svenske instruktør Isabella Eklöfs Holiday, der fik stor opmærksomhed på filmfestivalen i Cannes i maj. Holiday er et trekants- og frigørelsesdrama om en midaldrende dansk gangsters unge kæreste, der på en badeferie i Tyrkiet får et godt øje til en flink lystsejler. Som straf bliver hun voldtaget af sin kæreste i en usædvanligt grufuld scene. 

Begge film er dog for tydelige og entydige i deres demonstration af, hvad henholdsvis god og dårlig adfærd er, til at kvalificere sig som politisk ukorrekte. Det står rimelig klart i de to film, at det er forkert henholdsvis at behandle sin kæreste som en fatsvag taber og at voldtage sin kæreste. 

De ti film, der skulle sætte politisk korrekthed under debat, var generelt rige på voldtægter: Halvdelen havde mindst én karakter, der blev voldtaget. I den kvalitetsmæssige bundskraber, tyske Dominik Galizias sorthvide, grynede Figaros Wölfe foregår det kontinuerligt oppe på et fladt tag, hvor hele filmens handling udspiller sig. Her lægger tre gangstere sig på skift oven på en ung, smuk, solbadende kvinde, mens de to andre holder en topprætentiøs, intetsigende Tarantino-inspireret dialog kørende. 

I spanske Eduardo Casanovas groteske Pieles (på engelsk: Skins) fungerer voldtægten mere som en form for dramatisk krymmel på plottet end en vovet behandling af menneskesindets kringelkroge og humanismens tabuer. Filmen skildrer en gruppe mennesker med forskellige former for handicap eller perversion. Virkelige fænomener som dværgvækst, pædofili og svulster i ansigtet danner sammen med uvirkelige fænomener (såsom at have en krop, hvor røvhul og mund har byttet plads) afsæt for nogle lallet afviklede historier om at afvige fra normen og være god nok alligevel.

Det er et budskab, der klinger politisk fuldstændig korrekt, uden at selve filmen af den grund gør det. Pieles går så konsekvent efter billige gys og fnis, at filmens solidaritet med sine karakterer virker falsk. At sukre en sensationalistisk præmis ind i humanisme er muligvis politisk ukorrekt, men det er først og fremmest udtryk for en kunstnerisk ubehjælpsomhed. De to kritikker udelukker ikke hinanden. 

De faktisk udfordrende 

Kun to film i kategorien ’At være eller ikke at være politisk korrekt’ ramte ind i det domæne af moralske gråzoner og principielle spørgsmål om, hvad man bør, og hvad man må (som vel at mærke er to forskellige spørgsmål), jeg personligt forbinder med begrebet politisk korrekthed.  

Den brasilianske Liquid Truth (Carolina Jabor) skildrer en kæk og selvsikker svømmelærers deroute, efter at et barn på hans hold beskylder ham for at have kysset ham på munden. Ligesom Thomas Vinterbergs Jagten (2012) anlægger den et kritisk blik på, hvordan der uofficielt, men virkningsfuldt, fældes nådesløs dom over en ellers afholdt mand.

Østrigske Ruth Maders både stil- og pointesikre Life Guidance – som fik det internationale filmkritikerforbunds pris – retter et kritisk blik mod statens indblanding i borgernes privatliv og systematiseret optimeringstrang. Filmen handler om en ellers succesfuld og retlinet mand, der bliver påduttet assistance til at optimere sit liv og herefter må finde sig i konstant overvågning. Det er som at se et ekstra uhyggeligt afsnit af tv-serien Black Mirror lavet af mestermisantroperne Ulrich Seidl og Yorgos Lanthimos. 

De fleste af de ti film, der skulle punktere den politiske korrektheds boble, virkede underligt ukontroversielle. Andre steder i festivalprogrammet sprang de principielle spørgsmål, der gør sig gældende i debatter om politisk korrekthed, til gengæld i øjnene.

Foxtrot af israelske Samuel Maoz er ikke bare modigt skrevet, men også uforudsigelig i sit filmsprog, der i en dynamisk blanding af absurdisme, psykologisk drama og tragikomedie fortæller om en ung israelsk soldat udsendt ved et øde checkpoint. At man ser uskyldige palæstinensere blive dræbt for derefter at blive gemt af vejen, fik den israelske kulturminister til at boykotte Israeli Film Festival i Paris og udtale, at hun ikke ville have godkendt statsstøtte til filmen, hvis hun havde vidst, den ville skade den israelske hærs image.   

Det fremragende libanesiske retssalsdrama The Insult af Ziad Doueiri skildrer en vildt eskalerende konflikt mellem en kristen libaneser og en palæstinensisk flygtning uden arbejdstilladelse. Den er ikke som sådan provokerende, den har nok at gøre med at dramatisere spørgsmål om, hvad etnicitet, historie, sindstilstand og politiske tilhørsforhold har at sige i en konflikt mellem to mennesker, der ideelt set burde mødes som frie og lige individer, men ikke kan undsige sig den historiske kontekst, deres liv er formet af.

Den slags spørgsmål spøger for det meste i baggrunden, når man diskuterer politisk korrekthed, og jeg har sjældent set dem behandlet så intelligent. 

Rumænske Adina Pintilies eksperimentelle hybrid mellem fiktion og dokumentar Touch Me Not går i den modsatte grøft og undersøger med stor fintfølelse og nysgerrighed, hvad intimitet er og kan være for forskellige mennesker. En midaldrende ciskvinde med berøringsangst konsulterer en intimitetscoach og taler med en anderledes bram- og skamfri transkvinde. 

En mand med heftig cerebral parese taler om kropsglæde og om sex som en evig udforskning. Her kan man næppe tale om brud med det politisk korrekte. Til gengæld demonstrerer Touch Me Not, at det ikke nødvendigvis er i de målrettede provokationer, man finder det største kunstneriske og menneskelige mod eller den mest udfordrende filmoplevelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu