Franske studerende: »Vi kæmper for at bevare et system, som efter 50 år har formået at indføre bare en lille smule lighed«

En håndfuld studerende stimler sammen ved Fontaine du Châtelet i det centrale Paris. De kaster årvågne blikke over skuldrene.

Det er tidlig morgen, og der er næsten ingen trafik, bortset fra de syv vogne fra politiets specialkorps, CRS, der lige har kørt en runde om den lille plads med udrykningen tændt. Nu er de væk, men synes at have markeret, at de kan være tilbage når som helst.

De fremmødte er studerende på Université Paris-Sorbonne og en del af den bevægelse, som de seneste par måneder har blokeret universiteter rundt om i Frankrig og protesteret mod regeringens politik og en reform af universiteternes optagelsessystem.

Med sin bordeaux baret, læderjakke og halstørklæde fremstår Marc Soulez som et levn fra ungdomsoprøret i 1968. Hans gnistrende blå øjne spejder omkring efter politiet. Én efter én ankommer andre studerende. Marc hilser dem velkommen med et »yo«.

»Har du terminsprøve i dag?« spørger han.

»Nu skal du høre, det vi gør er, at vi deler os op i hold. Det er bedst, hvis I går ned i metroen, så vi ikke vækker unødig opsigt.«

Under jorden er stemningen anspændt. De studerende er klædt i hættetrøjer, denimjakker, gummiski og halstørklæder, som de bruger til at dækker deres ansigt, hvis nogen forsøger at tage et billede af dem.

En studerende går rundt med en liste over, hvor der i dag finder terminsprøver sted, og fordeler de ankomne i grupper. Deres opgave er nu at tage ud til den angivne terminsprøve, se stedet an og forberede en blokade af prøven.

»Har vi 10 til Tenon?« spørger fyren med listen.

Da tilstrækkeligt med studerende har meldt sig, tager de samlet af sted med metroen mod Tenon Hospital i det 20. arrondissement.

Uacceptable forhold

Den særprægede placering af prøven på et hospital skyldes, at universitetets Clignancourt-afdeling siden marts har været blokeret af studerende.

Formålet med dagens blokade af terminsprøverne rundt om i Paris er først og fremmest en fortsættelse af de studerendes protest mod ORE-loven – på trods af at loven er vedtaget og det nye optagelsessystem taget i brug.

ORE-loven er en reform af optagelsessystemet, som regeringen siger skal ’orientere’ kommende studerende bedre til at finde deres rette uddannelse og undgå de høje frafald på universiteterne. Men det nye optagelsessystem bliver af de studerende blandt andet beskyldt for at introducere sociale udvælgelseskriterier.

»Det er utilstedeligt at basere det på sociale kriterier. Hvis jeg bor i det 17. arrondissement i Paris, og en anden studerende bor i et departement uden for Paris (som er mindre prestigiøst, red.), er jeg ikke mere værd end ham. Tværtimod. Det er en diskrimination, som ikke er acceptabel,« siger Yanis, en geografistuderende med kasket og rektangulære briller, som har været med i bevægelsen mod ORE-loven siden februar.

»De siger, det er for at orientere de studerende bedre, men vi kan godt se, at det er en selektion, når man ser den algoritme, der ligger bag det nye system, eller læser lovforslaget.«

Dagens aktion er dog også en protest mod, at flere af de studerende ikke har haft undervisningstimer de seneste to måneder grundet blokaden af universitetet, samt de ’uacceptable forhold’, som prøverne nu afholdes under, hvor der ved flere lejligheder har været kampklædt politi til stede.

Hugo, der er iklædt en lysegrå hættetrøje og turkist halstørklæde, læser historie på andet år og har selv taget del i blokaden af Clignancourt-afdelingen. Han anerkender, at de studerende til dels selv har skabt disse forhold ved at blokere universitetet.

»Men det er den eneste måde, vi kan blive hørt på,« siger han.

Zoran Popovic, der ligeledes læser historie på andet år, har modsat flere af de andre studerende ikke taget del i blokaden af universitetet, men er rent faktisk imod denne fremgangsmåde – og i øvrigt ikke den store modstander af ORE-loven.

»Jeg er ikke rød eller venstreorienteret, og jeg er egentlig lidt imod ideen om ikke at kunne tage mine terminsprøver. Bevægelsen er også blevet enormt politiseret, der har f.eks. været kommunistiske, anarkistiske eller antifascistiske flag og symboler. Og hvis man ikke er enig i de ideologier, bliver man lidt set ned på,« siger han.

Når Zoran alligevel tager del i dagens aktion, er det, fordi han som så mange af de andre er kritisk over for universitetsledelsens håndtering af situationen.

»Alle vidste fra starten, at eksaminerne ville blive et problem. Det vidste administrationen også. Nu er det hele blevet kaotisk.«

Ikkevoldelig aktion

Gruppen på 13 studerende stiger op fra metroen nær hospitalet. Ingen kender den afdeling, hvor universitetet til daglig underviser i medicin, men hvor der i dag skal afholdes prøve for musikstuderende.

»Vi ser, hvad mulighederne er; om der er én eller flere indgange. Og så blokerer vi og forsøger at få så mange som muligt med,« siger Yanis, der har påtaget sig en slags lederrolle i et ellers førerløst foretagende.

De studerende drysser ind på hospitalet i små grupper.

En ansat viser dem vej til den afdeling, hvor dagens prøve afholdes. De stimler sammen i en korridor ud for det lokale, de er blevet vist hen til. Ingen synes at være helt sikre på næste skridt. Der er stadig god tid til, at prøven begynder. En underviser tropper op og begynder godmodigt at informere de studerende om det praktiske ved dagens prøve.

Der udspiller sig nogle ejendommelige øjeblikke, hvor hospitalets vagter og underviseren endnu ikke har fattet situation, mens de studerende skæver til hinanden, afventende det rette øjeblik eller et initiativ.

Da personalet bliver klar over de studerendes hensigt opstår en mindre diskussion, som kulminerer i, at de studerende forsøger at forme en menneskekæde og blokere døren.

Patienter og hospitalspersonale går forbi på gangen, og de studerende får strengt at vide, at de ikke kan blokere her. En udbrydergruppe bevæger sig dernæst mod det egentlige prøvelokale rundt om et hjørne. I en dør midt på gangen standses de af en vagt, der nægter dem at nå helt hen til døren ind til prøvelokalet.

»I kan altså ikke blokere her. Det her er et hospital,« plæderer vagten. »Jeg bliver nødt til at bede jer holde passagen fri.«

De studerende påkalder sig deres ret til at strejke og blokere, men vagten står fast og får assistance fra et par kolleger. Det er lige ved at ende i håndgemæng, da de studerende forsøger at forcere døren, men de besinder sig og minder hinanden om, at det er en ikkevoldelig aktion.

De studerende sætter sig på gulvet. »S’il vous plaît,« siger vagten resignerende.

En lille gruppe af de studerende har i forvirringen formået at slippe forbi vagten.

»De tror, vi er imod blokaden,« hvisker en af dem. »Så vi har fået lov at vente her, indtil prøven starter.«

De står nu sammen med en anden gruppe af studerende, der rent faktisk er mødt op for at tage deres prøve og afventer situationen.

Mere merit

De studerendes protester mod reformen af optagelsessystemet handler om, at de ser det som en forringelse af den lighed, égalité, som karakteriserer det franske uddannelsessystem. Hidtil har alle dybest set haft ret til en hvilken som helst universitetsuddannelse, hvis de har bestået studentereksamenen.

Denne universelle ret har imidlertid ført til, at visse populære studieretninger har modtaget langt flere ansøgere, end universiteterne har kunnet imødekomme.

Det problem er så blevet løst ved, at der er blevet trukket lod om, hvem der ville få en plads. Det har regeringen ønsket at gøre op med, bl.a. med det mål at mindske det massive frafald på Frankrigs universiteter – hvor over halvdelen af de studerende enten dumper, vælger at droppe ud eller søger ind på en anden uddannelse efter første år.

Det nye optagelsessystem er derfor i højere grad baseret på merit, i den forstand at universiteterne kan angive en række præmisser, der skal opfyldes, for at en studerende kan blive optaget på en bestemt uddannelse. Det kan f.eks. være karakterer, udtalelser eller en skriftlig ansøgning.

Reformens modstandere mener dog, at den vil forfordele de studerende, der ikke lige har de bedste karakterer, men stadig masser af potentiale.

»Jeg kommer f.eks. fra forstæderne til Paris, men har været heldig at gå på et godt gymnasium. Det er ikke alle, der har den mulighed. Jeg har masser af venner, der gik på dårlige gymnasier, men som er gode universitetsstuderende i dag, fordi man har givet dem en chance,« siger Dylan, endnu en historiestuderende fra Université Paris-Sorbonne, der er med i dagens aktion.

Yanis mener, at det store frafald skyldes, at universiteterne i flere år har været underfinansierede.

»Det er den forkerte løsning at sige, at man er nødt til at udvælge folk for at uddanne dem bedre. Det er et forkert problem. Det rigtige problem handler om finansiering.«

Over hele landet har studerende siden marts blokeret universiteter. Flere steder er politiet skredet ind og har opløst blokaderne med magt til stor kritik fra de studerende og nogle undervisere.

Til gengæld har regeringen kritiseret de studerende for at have en del af skylden for den vold, der har fundet sted, og for at ødelægge deres kammeraters studier.

»Jeg fordømmer blokaderne, som får rektorerne til at flytte visse eksaminer til at andet tidspunkt. Hvordan kan man forstå, at nogen ønsker at forhindre andre i at færdiggøre deres studieår og få et værdifuldt eksamensbevis?« har uddannelsesminister Frédérique Vidal f.eks. skrevet på Twitter.

Selv om blokaderne og de studerendes protester i første omgang har handlet om ORE-loven, har de flere steder antaget karakter af en mere generel protest imod regeringens politik og præsident Emmanuel Macron i almindelighed.

»For mig viser det en vrede mod en regering, som ikke rigtig respekterer os, og en præsident, hvis bemærkninger ikke giver én lyst til at engagere sig og acceptere reformerne uden videre. Der har ikke været nogen diskussion, og det hele går for stærkt. Det, der virkelig pisser folk af, er regeringens arrogance,« siger Dylan.

Gadens vrede

I 50-året for ungdomsoprøret i 1968 bliver der talt om en samlet kamp mellem offentligt ansatte, studerende, jernbanearbejdere osv., der alle har fået nok af regeringen og Macron.

Dagen før de studerendes blokadeaktion resulterede det i en demonstration, hvor godt 16.000 mennesker mødtes for at bevæge sig ad Boulevard Beaumarchais fra Place de la République til Place de la Nation. Samtlige Frankrigs fagforbund havde kaldt til strejke mod regeringens reformer af den offentlige sektor og Macrons ønske om at mindske antallet af offentligt ansatte med 120.000.

Marchens spydspids udgjordes af studerende. De var kommet fra Paris 3, Tolbiac, Nanterre og andre af Paris’ utallige universiteter for at demonstrere i solidaritet med de offentligt ansatte.

»Vi er sammen om at demonstrere for at forsvare vores krav, alt efter hvilken faglig organisation der er tale om. Det er en demonstration, hvor alle er med til at forsvare vores vision for den offentlige sektor, og det synes jeg er vigtigt,« sagde Lilâ Le Bas, der er præsident for studenterforbundet UNEF.

De unge bar bannere foran sig med slagord som:

»Vi vil ikke have et større stykke af kagen, vi vil have hele det skide bageri.«

Justine og Pierre, der begge læser statskundskab på Université Paris 1 Panthéon-Sorbonne, var mødt op for at demonstrere mod ORE-loven, men også for a

t støtte de offentligt ansattes kamp.

»Jeg er imod den ultraliberale politik, som regeringen fører. Men det er også, fordi jeg ønsker, at man investerer mere i den offentlige sektor.

Vores egne protester handler heller ikke kun om at være imod loven, men også om at gøre opmærksom på, at det ikke er okay, at universiteternes midler stagnerer og ikke står mål med antallet af studerende,« fortalte Pierre.

Da demonstrationen passerede Bastille, var den forreste del af marchen ikke længere domineret af studerende, men af sortklædte demonstranter i hættetrøjer og tørklæder for ansigtet. Kort efter opstod de første sammenstød mellem den såkaldte Black Bloc og politiet. Tre store brag fra politiets chokgranater rungede gennem gaden, og tåregas spredte sig.

Efter et par hundrede meter endte det i regulær gadekamp, da et par betjente blev trængt op i en krog ved en trappe.

Chokgranater blev skudt ind mellem demonstranterne, og fra sidegaderne rykkede politiet massivt ind. Demonstranterne mødtes af en vandkanon og politiets knipler.

Da der igen var faldet nogenlunde ro på, fortsatte demonstrationen mod Nation. Ved ankomsten stimlede folk sammen i en rundkreds rundt om et stort papmachéhoved af Macron med et blodigt skudhul i panden. Det blev væddet i benzin og antændt.

»Alle hader præsidenten!« råbte de omkringstående i takt. »Røget Macron,« grinede en af dem.

De færreste ser imidlertid en sammenhæng mellem nutidens protester og ungdomsoprøret i 1968.

»Jeg synes ikke, at man kan drage en parallel til maj ’68,« fortalte studenterforkvinden Lilâ De Bas. »Det er en vigtig del af historien, som vi har god grund til at huske på. Men den politiske og økonomiske situation er slet ikke den samme i dag, og derfor synes jeg ikke, man kan sammenligne de to begivenheder.«

To grupper

På Tenon-hospitalet dagen efter modtager de studerende nyt fra deres kammerater. Det forlyder, at alle er lykkedes med at blokere de øvrige terminsprøver. Nu er der kun Tenon-holdet tilbage.

Prøven skal efter planen gå i gang lige om lidt, og i den lille gang venter den brogede gruppe af studerende, der både består af dem, der har i sinde at blokere prøven, og dem, der gerne vil til eksamen – men vist ikke helt har opfattet den første gruppes intention.

Da en eksamensvagt dukker op, udspiller det sære scenarie sig endnu en gang, da hun begynder at råbe de studerendes navne op, men ikke har indset, at over halvdelen af de tilstedeværende slet ikke er skrevet oppe til dagens prøve i musik.

Da de ’rigtige’ studerende bevæger sig mod prøvelokalet, former de blokerende studerende en menneskekæde og nægter dem adgang. Eksamensvagten forsøger at overtale dem til at lade prøven finde sted.

»Respektér jeres kammerater. De har brug for deres eksamen,« siger hun.

De blokerende svarer igen, at de har ret til at strejke i protest mod forholdene og politiets tilstedeværelse ved mange af prøverne. »Der er ikke noget politi her,« indvender eksamensvagten. »Nej, men det er der andre steder,« svarer en studerende.

Eksamensvagten bliver irriteret, men de studerende rokker sig ikke. Flere kommer til, og nogle af de ’rigtige’ studerende begynder at diskutere ophidset med de blokerende. Til sidst opgiver eksamensvagten og trækker sig tilbage for at konferere med administrationen.

Nicolas, en midaldrende mand, der er guitarlærer og har taget nogle fag i musik ved siden af, skulle have været op til dagens prøve. Han står sammen med et par andre af de studerende, der forgæves har forsøgt at tage deres prøve.

»Det tjener ikke noget formål,« siger Nicolas, der er godt og grundig træt af de blokerende studerende. »I 45 år har der været demonstrationer i Frankrig, men det ender altid med, at forslagene bliver udsat blot for at blive vedtaget alligevel på et senere tidspunkt.«

Over de næste par timer render en vagt frem og tilbage med en mobiltelefon til øret og tysser af og til på de studerende. Efter et stykke tid sætter de sig på gulvet og afventer en officiel melding om dagens prøve.

Omvendelse

Yanis forstår de andre studerendes vrede.

»De er ikke helt velorienterede om, hvad der sker, så det er naturligt, at de bliver vrede,« siger han og tilføjer, at det også er målet med blokaden at overbevise de øvrige studerende.

»Når vi har informeret om det reelle indhold af loven og dens omfang, vil folk genoverveje deres holdning til den. Så målet er også at samle så mange mennesker som muligt for at forsøge at bevidstgøre dem.«

Hugo supplerer:

»Det at blokere er også en måde at konfrontere dem på, for ellers læser de kun om det på sociale medier eller i medierne, og det er ikke nødvendigvis kendsgerninger, men ofte støj.

Så vores mål er også, at de øvrige studerende bliver konfronteret med en snes mennesker, der blokerer, og så sker der det forunderlige, at de taler sammen og så ’ah okay’, så forstår de godt den egentlige mening,« siger han. »Det er, når vi står ansigt til ansigt, at en rigtig diskussion kan finde sted.«

Ligesom de studerende ved demonstrationen dagen forinden ser Yanis heller ikke de store sammenfald mellem ungdomsoprøret og nutidens protester.

»Dengang var det general De Gaulle, som repræsenterede en politisk ideologi, som var helt anderledes og meget streng, nærmest forankret i militæret.

Det var en konservativ, højreorienteret figur over for et samfund i udvikling med et stærkt aftryk af socialistisk ideologi. I dag kæmper vi for at bevare et system, som efter 50 år har formået at indføre bare en lille smule lighed.«

Klokken 11.40 kommer den melding, de har ventet på: Dagens terminsprøve er blevet udsat. De studerende samles i hospitalets gård og lægger en plan for eftermiddagen, hvor der er en stribe nye terminsprøver andre steder i byen, der skal blokeres.

Nicolas fnyser ad dem. »Loven er blevet vedtaget, så hvad vil de nu? Til juli tager de alle på ferie, og hvad har de så ændret?« siger han. »Jeg er 45 år, og jeg har set det her tusind gange. Til september kommer de alle sammen tilbage, og alt er, som det altid har været.«

De blokerende studerende er af en anden overbevisning. Dylan forudser, at protesterne snarere vil blomstre op igen, når de studerende kommer tilbage fra sommerferien.

»Det er muligt, at hvis loven ikke er blevet afskaffet til september, så fortsætter det.«

Flere af de medvirkende studerende har afvist at stå frem med enten deres rigtige eller fulde navn og optræder derfor kun med fornavn eller under pseudonym.