De mennesker, som interesserer Gustav Möller mest, er dem, som har et eller andet usympatisk over sig, og som umiddelbart er svære at holde af.
»Jeg prøver at forstå, hvorfor de er blevet, som de er blevet,« siger den 29-årige, svenskfødte instruktør, der er uddannet og laver film i Danmark, hvor han har boet de seneste 10 år.
»Det er kedeligt, hvis en person skal være sympatisk. Det skal være muligt at relatere til en hovedperson i en film, men det handler lige så meget om personens intentioner som om, at personen er sympatisk.«
Blandt andet derfor er Möllers spillefilmdebut, Den skyldige, en slags bagvendt fortælling, hvor man begynder med en fuldt udviklet figur, som ikke er nem at forholde sig til, og så i løbet af filmen lærer vedkommende at kende og begynder at forstå hans opførsel og væsen.
»Det er i stedet for at begynde med helten, som redder en lille kat. Det omvendte er mere interessant,« siger instruktøren.
Publikums forestillingsevne
Den skyldige, der allerede har høstet anmelderroser og priser på flere udenlandske filmfestivaler, blandt andre en publikumspris på Sundance i USA, handler om en politimand, Asger (Jakob Cedergren), der arbejder på alarmcentralen i København.
Det er ikke hans eget valg, forstår man.
Asger er blevet parkeret dér, mens han venter på afgørelsen af en retssag. Hvad han har været involveret i, ved vi ikke. En aften får han et alarmopkald fra en ung, bange kvinde, der er blevet kidnappet, og det er begyndelsen på en intens halvanden time, hvor vi kun er hos Asger på alarmcentralen.
Idéen til den minimalistiske, én-location-film fik Gustav Möller, da han på YouTube hørte et lignende opkald til en amerikansk alarmcentral.
»Det var en kidnappet kvinde, der sad ved siden af sin kidnapper i en bil og ringede til 911 og måtte tale i koder for ikke at blive afsløret,« fortæller han.
»Det var et 20 minutter langt telefonopkald, og jeg blev fanget af det. For det første af, hvor spændende det var. Men jeg trippede også over, at jeg kunne se billeder, som hvis jeg selv havde været med i bilen – og over, at hvis du og jeg hørte det samme klip, ville vi se to forskellige kvinder og to forskellige biler.«
»Det var kernen og udgangspunktet for idéen. Jeg ville lave en film, som udspillede sig på en unik måde, og som arbejdede med publikums forestillingsevne, der er den største gave for en filminstruktør. Det skulle føles, som om vi næsten nåede Danmark rundt takket være de telefonsamtaler, Asger har.«
En dobbelt detektivhistorie
Gustav Möller og hans medmanuskriptforfatter, Emil Nygaard Albertsen, begyndte at researche på de danske alarmcentraler, og undervejs fandt de på en hovedperson og en historie inspireret af virkeligheden. I det hele taget var det afgørende for dem, at handlingen og figuren var realistiske og troværdige, og at personen, ikke plottet, var i centrum.
»Den skyldige skulle være en ægte karakterdrevet film, hvor vi går på opdagelse i en hovedperson og hans psyke og tilstand,« siger instruktøren.
»Vi talte om filmen som en dobbelt detektivhistorie, hvor vi i den ene historie er sammen med Asger og skal finde ud af, hvor den kidnappede kvinde er på vej hen, og hvor den anden detektivhistorie handler om, hvem manden, vi kigger på, er.«
»Der findes andre, mere eller mindre vellykkede én-location-film eller telefon-film, og de handler tit om, at hovedpersonen skal overleve. Det er en helt normal person, som kommer ud for noget vildt forfærdeligt, og så skal vi se dem deale med det.«
»Emil og jeg ville gerne lave en film om et bestemt menneske med en bestemt fortid, som vælger at gå ind i en situation. Det er Asger, der vælger at hjælpe kvinden i telefonen, og publikum går så på opdagelse sammen med ham i den her detektivhistorie.«
På kanten af sædet
En af Gustav Möllers store inspirationskilder var den amerikanske filminstruktør Sidney Lumet, der især er kendt for de på én gang rå, intense og humanistiske skildringer af livet i New York, han lavede i 1970’erne.
»Hvis man kan kalde det for en én-location-film, så er Dog Day Afternoon (En skæv eftermiddag fra 1976 på dansk, red.) en af mine favoritter. Sidney Lumet arbejdede med flere kameraer og nogle enormt lange takes, hvilket gav en intens, realtime-følelse. Vi skød hele Den skyldige kronologisk med tre kameraer, og vores takes varede mellem fem og 35 minutter.«
Samtidig er Dog Day Afternoon på én gang en spændingsfilm, der handler om et bankrøveri, og et drama om to mænd, der elsker hinanden.
»Det, jeg elsker ved amerikanske 70’er-film, er, at de bruger genren, spænding eller gys, til at fortælle om mennesker. Lumet bruger genreelementerne til at give publikum en næsten fysisk oplevelse, hvor de kan mærke filmen i maven. Dog Day Afternoon handler om et bankrøveri, men den handler også om en mand i opløsning og transseksualitetsdebatten i USA og mange andre ting,« siger Gustav Möller.
Han forsøger noget af det samme med Den skyldige.
»Jeg vil have publikum helt frem på kanten af biografsædet, så de tager en vedkommende historie til sig i stedet for at sidde tilbagelænet med hånden på kinden og analysebrillerne på. For mig er den stærke oplevelse, når man giver sig hen til en film og samtidig bliver udfordret. Spændingen skal hele tiden drive Den skyldige fremad, og under det skal der være andre lag at gå på opdagelse i, frem for alt en interessant hovedperson.«
Spørgsmål, ikke svar
Denne hovedperson, Asger, spilles af Jakob Cedergren, der er på lærredet i filmens samfulde 90 minutter. Kameraet nærmest overvåger ham og forsøger at finde ud af, hvad der foregår bag det, i hvert fald til at begynde med, rolige ydre.
»Jakob er så spændende at kigge på. Hans øjne synes hele tiden at holde på en hemmelighed, og der foregår et eller andet inde bagved,« siger Gustav Möller om sin hovedrolleindehaver.
Han tænkte tidligt på den 45-årige skuespiller, men valgte at lave en prøvefilmning med ham og fem andre skuespillere. Ikke for at se, om de kunne spille, men om de kunne fastholde publikums opmærksomhed i 90 minutter. Det kunne Cedergren.
»Jeg fik dem til at sidde og snakke i telefon foran et kamera, og så snart Jakob gik i gang med det, var jeg interesseret. Han har noget intenst og hemmelighedsfuldt over sig, og man begynder at digte alt muligt om, hvad der foregår inde i ham, og hvad han er for en type. Det kan man bestemt ikke med alle skuespillere.«
Undervejs lærer man så Asger at kende og finder måske ud af, at han slet ikke er den, man tror, han er. Sker det, bliver Gustav Möller glad. Han har ikke noget budskab, han vil af med, men han vil gerne have publikum til at tænke.
»Jeg håber, at Den skyldige får folk til at reflektere over deres egne forestillingsevner og fordomme. Filmen begynder på en sort-hvid måde med et tydeligt verdensbillede og opfattelse af rigtigt og forkert, men så bevæger den sig ind i en moralsk gråzone, hvor den til sidst stiller flere spørgsmål, end den kommer med svar.«
Den skyldige har premiere i dag. Anmeldelse nedenfor.
