Læsetid: 15 min.

Heksen er en heltinde i vor #MeToo tidsalder

Heksefiguren har igennem århundreder fungeret som en karikeret arketype, man har brugt til at fastholde kvinden i den position, man – mænd – anså for mest formålstjenstlig: Et børneædende seksuelt kaotisk væsen. Men nu har tiden ændret sig. Og med #MeToo vokser en ny og positiv heksefigur ud af flammerne
Robert Mueller (1815-1854)

Robert Mueller (1815-1854)

Ritzau Scanpix

22. juni 2018

Luk øjnene, tænk på en heks, svar ærligt: Hvordan ser heksen ud? Hvad er det første billede, der falder dig ind?

Er heksen – som i filmen The Witch fra 2015 – en uimodståelig kvinde med mørke lokker, der afliver spædbørn og ved midnatstide åbner sit skød for Djævlen? Eller er heksen mere upåfaldende, lever hun iblandt os som en køn blondine, ja endda som en hidsig husmor fanget i forstadslivet som i den populære amerikanske tv-serie Bewitched (1964–72)? Ligner heksen Danmarks autentiske nationalheks nummer et, Dannie Druehyld – en økologisk naturtilbeder, som med spids hat laver urteafkog i Rold Skov? Eller er hun ligesom i eventyrene: en gammel, krumrygget og hæslig kvinde med en vorte på næsen, der flyver gnæggende rundt på sin kost?

Billederne af heksen – i fiktionen, populærkulturen og i virkeligheden – har gennem tiden nok været udsat for en moderat variation, men alligevel må vi konstatere, at intet har aflejret sig i vores vestlige kulturkreds, som det negativt bestemte billede af heksen fra folkeeventyrene og de grotesk fantasifulde ideer om kvindens væsen, der kom frem under hekseprocesserne – ikke mindst forårsaget af kvindehadets ultimative bibel Heksehammeren (1487).

Her koblede de to forfattere og inkvisitorer bag, Jakob Sprenger og Heinrich Kramer, hekseriet nøje sammen med kvinden, idet de mente, at kvindens svage natur og begavelse gjorde hende langt mere modtagelig for Djævlens påvirkning, end det var tilfældet for mænd. Især var det dog kvindens seksualitet, der førte til hekseri. Ifølge de to tyske forfattere var kvindens kødelige lyster nemlig umættelige, og kvinder ville gøre alt for at tilfredsstille deres behov – tilmed dyrke seksuelt samkvem med Djævlen.

Heksen i politik

Forestillingerne om heksene, sådan som de blev fremkaldt under hekseprocesserne og i folkeeventyrene, sidder på rygraden af vores kultur som en arketype, vi igen og igen vender tilbage til – også selv om vi ikke vil det. Det er billedet af den onde, børnefjendtlige og seksuelt kaotiske kvinde, der ligger og gnægger i underbevidstheden. Og billederne dukker frem, når stærke kvinder målrettet nærmer sig magtens tinder.

Under den amerikanske valgkamp i 2016 fik Hillary Clinton belejligt kælenavnet The Wicked Witch of the Left – og blev på de sociale medier udstyret med en heksehat og sat overskrævs på en kost, når hun da ikke også blev malet grøn i ansigtet akkurat som en af heksene fra Troldmanden fra Oz, netop kendt som The Wicked Witch of the West.

På samme måde gik medierne i selvsving, da den britiske premierminister Theresa May sidste år kom for skade at grine på en upassende måde under en debat i det britiske parlament. Ifølge kommentatorer var latteren ’ond’, ’dybt foruroligende’ og ’robotagtig’, og de måtte som det naturligste i verden stille spørgsmål ved, om Theresa May overhovedet var en menneskelig inkarnation. Kort efter kunne man på de sociale medier også se den britiske premierminister iklædt spids heksehat og kost.

På den led bruges heksestemplet stadig til at dæmonisere kvinder, der stikker næsen for langt frem. Hvis mandlige statsledere er kyniske, strategiske og kølige, tager vi det som et tegn på, at manden er kløgtig og professionel. Hvis kvinden opleves med de samme egenskaber i en tilsvarende position, er det med fare for at blive stemplet som udspekuleret, umenneskelig, ond og ultimativt som en heks. Og det siger næsten sig selv, at vi ikke ønsker os en heks som regeringsleder for landet. For i vores vestlige kultur er vi siden barnsben blevet opdraget med, at heksen er én, vi skal frygte.

Når vi som børn fik læst højt af Brødrene Grimms eventyr, var det imidlertid aldrig inkompetence, lav intelligens eller dovenskab, man identificerede som det farlige ved heksen. Tværtimod. Når man læser om heksen og hendes artsfæller i folkeeventyrene – her tænker jeg primært på den onde stedmor og den onde dronning – er de typisk fremstillet som begavede, handlekraftige og magtfulde kvinder. Problemet er blot, at de bruger deres kræfter i ondskabens tjeneste.

Et samfundsomstyrtende potentiale

Lad os tage Brødrene Grimms eventyr om Hans og Grete som et eksempel. Her er den onde stedmor så retorisk kløgtig, at hun får overtalt en far til at efterlade sine børn langt ude i skoven, så de aldrig kan finde hjem igen. Stedmoren er altså ikke bare listig, hun er også aktiv og udnytter den magt, hun har over faren.

Ude i skoven møder Hans og Grete så heksen, der på mange måder er et spejlbillede af deres onde stedmor, som også ønsker dem ombragt. Heksen ønsker dem tilmed bagt i ovnen. Heksen er altså både forlokkende og dødbringende. Et billede vi også genkender af kvinden i varianten femme fatale, som i øvrigt går så langt tilbage som til sirenerne i den græske mytologi, der gør nøjagtigt det samme, men bare lokker med andre søde varer til fuldvoksne mænd som Odysseus – varer primært fra sexshoppen.

I forhold til Hans og Grete-heksen er det i øvrigt karakteristisk, at hun ikke blot vil myrde de to børn, nej, hun vil tilberede dem og spise dem. Her får ondskaben en ekstra dimension, for som bekendt bor heksen jo i et sukkersødt pandekagehus, så hun har for så vidt rigeligt med føde og er ikke døden nær af sult. Nej, heksen foretrækker simpelthen stegt barn frem for pandekager. Heksen har dermed en grundlæggende foruroligende sult, der ikke blot er ond, men grundlæggende mystisk og angstfremkaldende.

Spørgsmålet er, hvad vi skal lægge i det, for det er på ingen måde en sjældenhed, at hekse eller onde stedmødre ønsker at dræbe og spise deres stedbørn. Man kan naturligvis forstå det som en handling, der gør heksen skyldig i det ultimativt forbudte: at hun ofrer uskylden for egen vindings skyld. Men man kan også læse det som et ultimativt oprør mod den funktion og rolle, som kvinden har fået tildelt i det samfund, folkeeventyret spejler. Det være sig rollen som mor, som omsorgsgiver og familiekoordinator.

Man kunne måske sige, at ved at spise børnene går heksen imod samfundets funktionelle bestemmelse af hende. Hun vender det, som samfundet bestemmer som hendes nytteværdi på hovedet og destruerer det, som samfundet vil, at hun skaber. Derfor må heksen naturligvis også placeres langt ude i skovene, uden for civilisationen og fællesskabets regler og rammer. Heksen har et samfundsomstyrtende potentiale, og hvis hun boede iblandt os ville samfundet være i konstant fare for at kollapse.

Hvis folkeeventyrene i os har aflejret en forestilling om heksen som den farlige kvinde, advarslen for alle kvinder, er det imidlertid også interessant at se på heksens modsætning i denne kontekst – og dermed på, hvordan forbilledet ser ud. Og selv om det måske ikke er decideret chokerende, at folkeeventyret især promoverer den godhjertede, uskyldige og smukke unge pige, er det til gengæld overraskende, i hvor høj grad folkeeventyrenes forbilledlige kvinder udstyres med passive og martyrlignende karaktertræk.

Hvis vi eksempelvis ser på folkeeventyret Sol, måne og Talia fra 1634, som er en tidligere og mere oprindelig udgave af det eventyr, som vi i dag kender som Tornerose, er der en række påfaldende forskelle. I eventyret nedskrevet af italieneren Giambattista Basile, er Talia (alias Tornerose) måske også blevet lagt i et fortryllet koma, men alle tror faktisk, i Sol, måne og Talia, at Talia er død.

Dette forhindrer imidlertid ikke en forbipasserende konge fra et andet rige i at forgribe sig på hende, da han ser hendes skindøde skønhed. Og kun fordi vi befinder os i et eventyr, beskrives akten som en romantisk kærlighedsgestus, der også gør Talia gravid.

Senere, mens Talia stadig er skindød, føder hun så to tvillinger og vågner først op, da en af babyerne bryder den komatøse forbandelse. Senere kommer barnefaderen og kongen, der naturligvis allerede er gift, igen forbi, og da bliver de meget forelskede, for ægte prinsesser hænger sig åbenbart ikke i en voldtægt.

Kongen indleder således et dobbeltliv med denne bonusfamilie bestående af Sol, Måne – som tvillingerne hedder – og Talia. På et tidspunkt opdager hans ægte dronning og hustru så denne forbindelse, og i raseri forsøger hun at ombringe tvillingerne på samme måde, som Snehvides stedmor – den onde dronning – gjorde: Hun hidkalder de to børn, beder sin kok om at dræbe dem og servere dem i ikke mindre end 100 retter til faderen om aftenen. Kokken forbarmer sig og lader de to børn overleve, men da kongen opdager dronningens plan, udviser han ingen nåde: Han dræber dronningen på stedet og løser dermed problemet med lidt for mange koner. Nu kan han endelig gifte sig med Talia – og de kan på folkeeventyrligt vis leve lykkeligt til deres dages ende.

I Sol, måne og Talia er det ikke bare bemærkelsesværdigt, at den onde stedmor igen bruger børnene – og deres potentiale som fødevarer – for at fastholde sin magtposition, men også at den, der endelig overtager hendes position, Talia, er en prinsesse, der ikke blot er skindød det meste af tiden, men også omfavner voldtægt og smånekrofile romancer.

Men Talia står ikke alene. Man kunne nævne en række, men lad det være nok her at nævne Snehvide, der netop også er en godhjertet, uskyldig og passiv kvinde, der skjuler sig for sin handlekraftige onde stedmor og heks, der til sidst har held med at forgifte hende. Herved træffer også Snehvide sit livs kærlighed, mens hun ligger skindød i kisten (og møder ham derved netop ikke), men også denne Prince Charming kan ikke modstå et yndigt lig, så han slæber afsted med The Dead Beauty in the Box, mens omstændighederne vil, at det forgiftede æblestykke ryger ud af Snehvides mund, og at hun derved bliver levende igen.

I en række folkeeventyr er fortællingen altså ikke blot, at den forbilledlige kvinde udholder alt (inklusive voldtægt), er passiv og godhjertet – men simpelthen, at hun er allermest attråværdig, når hun er død eller i det mindste simulerer denne tilstand.

Heksen i lyset af #MeToo

Disse to arketypiske billeder af henholdsvis heksen og den gode, udholdende kvinde er ikke mindst interessant, når man ser på dem i lyset af den #MeToo-kampagne, der det seneste års tid har rystet de fleste og afsløret magtmisbrug og overgreb på kvinder verden over.

For den globale kultur, der har set igennem fingre med daglig hyggesexisme og deciderede ulovlige overgreb på kvinder, har kun kunnet eksistere, fordi både mænd og kvinder på arbejdspladsen har haft en fælles forestilling om, hvordan den gode kvindelige medarbejder ser ud. Og hun ligner netop den gode, udholdende og passiviserede kvinde fra eventyrerne: Hun skal bage kage til fællesskabet, komme med en venlig kop kaffe til sin chef, sørge for gaver, når nogen har fødselsdag, og i øvrigt forholde sig passivt, hvis nogen gramser på hende eller dét, der er værre. For hvis hun begynder at råbe op, så ryger hun fra den positivt valoriserede kategori over i den negativt bestemte – og altså heksens. For det er heksen, der råber op og skaber ballade, som ikke gider udføre sine moderlige pligter og med sin eksplosive handlekraft bliver en bombe under hele foretagendet.

Ritzau Scanpix

Under #MeToo har man også oplevet en del modstand, der netop er gået på, at hele verden nu bliver krænket af det rene ingenting, at krænkelsesparatheden er ude af kontrol, og at en række kvinder, der ikke har været udsat for decideret ulovlige overgreb, måske skulle begynde at slappe lidt af. Så farligt er det altså heller ikke at blive klasket i numsen, og er man ikke også lidt af en puritaner og temmelig snerpet, hvis man ikke kan tage den slags?

Det er klart, at #MeToo kan misbruges, at anklager kan være uretmæssige og ude af proportioner, og det er indlysende nok afgørende, at #MeToo ikke bliver anvendt som en hævnstrategi til at udføre personlige og karrieremæssige overgreb på mænd, der ikke har begået ulovligheder.

Når det er sagt, er der et mærkeligt modsætningsforhold deri, at kvinder, der ikke kan klare et klap i numsen, betragtes som sure, snerpede og krænkelsesparate, mens de, der lystigt selv smider tøjet og udsender seksuelle invitationer, betragtes som promiskuøse ludere (og ludere trækker som bekendt deres serienummer i samme skuffe som heksene). Ærligt talt, hvordan kan man som kvinde navigere i det? Er den eneste vej virkelig at følge den, som Snehvide og Talia betræder, hvor kvinden tager sig mest attraktiv ud for manden, hvis hun er passiv, initiativløs og blot er modtager og hylster for mandens seksuelle gerninger?   

Det burde være tydeligt, at det ikke er en fremtid, som nogen kan leve med, hverken mænd eller kvinder, og heldigvis er det da også netop, hvad en bevægelse som #MeToo viser os. Sådan som jeg ser det, er #MeToo netop også et oprør mod disse to arketypiske kvindebilleder fra eventyrene, hvor man især forsøger at gentænke heksens figur og fremhæver en række af hendes egenskaber som forbilledlige. Hvor man med andre ord valoriserer heksen og hendes oprør positivt. 

Historisk set opstod den første store gentænkning og -fødsel af heksen som figur i kølvandet på 1968 og i forlængelse af kvindebevægelsen både i Europa og i USA. Dannie Druehyld har et sted sagt, at ideen om at tage hekseidentiteten på sig opstod på Femølejren, hvor det i en samtale mellem en række kvinder kom frem, at alle havde oplevet at blive kaldt for hekse. Så hvorfor ikke ultimativt tage det på sig? Hvorfor ikke indlægge en positiv værdi i en figur, der netop gjorde op med alle de patriarkalske forestillinger om det en kvinde burde være?

Ud af beslægtede tanker fra kvindebevægelsen opstod også den amerikanske bevægelse W.I.T.C.H. – Women’s International Terrorist Conspiracy for Hell – helt præcist på halloween i 1968 i New York. Også denne politiske bevægelse brugte aktivt heksens stereotype ikonografi med spidse hatte og koste til at demonstrere – og kaste forbandelser – imod blandet andet Wall Street (Markedet var i øvrigt ikke helt uimodtageligt, det forlyder, at aktiemarkedet dagen efter faldt med 13 point). Og W.I.T.C.H.’s definition af heksen var i den grad en identifikation af kvindefrigørelsens projekt. Det forlød: »Man kan ikke melde sig ind i W.I.T.C.H. Men hvis du er kvinde og tør se ind i dig selv, så er du en heks.«

Denne grundlæggende tankegang, hvor man for at styrke sin egen marginaliserede position viser sit brændemærke frem som et adelsmærke i stedet for at skjule det, er jo i øvrigt heller ikke en sjældenhed – heller ikke i litteraturhistorien.

Oplagt er det at tænke på den amerikanske forfatter Herman Melvilles kamp mod den puritanske opfattelse af skønlitteraturen som et djævelsk foretagende i 1800-tallet. Fiktion var farlig, fordi den kunne føre fantasien på afveje. I sin forfatterpraksis førte det blandt andet til, at Melville aktivt tog djævelskaben på sig og konkret arbejdede med det, han kaldte »The Power of Blackness«. Hvilket ikke mindst førte til klassikeren Moby Dick og denne mørke romans motto ud i skabelsen: »Jeg døber dig ikke i Faderens, men i Djævlens navn.«

Heksen i en positiv gentænkning

Denne måde at omfavne omverdens brændemærkning har også appelleret til en lang række forfattere – både nu og i og omkring 1970’ernes kvindebevægelse. Forfatteren Erica Jong udgav i 1981 den delvist feministiske, digteriske og håndbogsagtige bog Hekse, hvor hun blandt andet konstaterede, at »ved at forstå hekseskikkelsen når vi langt i forståelsen af det dybtliggende kvindehad, der støttes næsten alle vegne i vores kulturkreds. Det er livsvigtigt, at vi prøver ikke at opfatte de religiøse myter som uforanderlige gude- (eller gudinde-) givne sandheder, men som spejlbilleder af det menneskelige samfund og menneskenes angst«.

Også Jongs danske spejling, nemlig Suzanne Brøgger, beskrev i sit essay fra 1976 »Hvad skal vi med Hexe«, at heksen netop kunne tjene som en oplagt rollemodel for tidens kvinder, nu da den stereotype kvinderolle ikke længere var gangbar. At heksen med andre ord kunne fungere som den nye tids ideal.

Samme tanke synes at florere i tiden op til og efter #MeToo-bevægelsens begyndelse. Heksen dukker op alle mulige og umulige steder – og det netop i en positiv gentænkning. I dag står eksempelvis de mere etablerede heksereligioner som Wicca stærkere end nogensinde og oplever en kontinuerlig tilslutning. Samtidskunsten er ikke blot optaget af hekse, men af det okkulte som sådan, og populærkulturen omfavner i høj grad heksefiguren og ikke mindst heksens alternative accessories som krystaller, astrologi og tarotkort.

I Salem, Massachusetts, der i slutningen af 1600-tallet var hjemsted for de berygtede hekseprocesser, blomstrer byen nu op som ’verdens heksehovedstad’, der vil omfavne alle grupper i samfundet, som er udsat for forfølgelse. Her bugner det af feministisk magi, politiske debatmøder, nymåne-meditationer, urter til stimulering af libido og indretningsbutikker for hekse. Det lyder meget amerikansk og er lidt komisk, men det rokker ikke ved, at heksen her transformerer sig til noget helt andet end det mørke skræmmebillede på kosten.

Det heksede i litteraturen

Sidst men ikke mindst står heksen som figur også stærkt inden for litteraturen. Bare i Danmark har vi den litterære Hekseskole, en slags alternativ skriveskole anført af forfatteren Olga Ravn, mens andre forfattere som Andrea Hejlskov og Shekufe Tadayoni Heiberg også arbejder aktivt med heksefiguren. Men det, at litteraturen omfavner heksen og det heksede, er ikke ensbetydende med, at heksen som figur optræder overalt i samtidslitteraturen.

De heksede kvaliteter i en tekst kan lige så vel bestå i et sprog, der vendes på hovedet, et modsprog eller en rytme, en messen, en poesi, der mimer trylleformularer eller andre af heksens særlige udtryksformer. Ligesom det kan finde udtryk i mere fysiske og konkrete performances, som eksempelvis førnævnte forfatter Shekufe Tadayoni Heiberg, der står bag en omfattende performance til årets fejring af Sankt Hans i Frederiksberg Have med alternative Sankt Hans ritualer, der har til formål at hylde heksen i stedet for at brænde hende af.

Man kan i dag også spørge sig selv, om det overhovedet er tidssvarende at brænde heksedukker af på bålet til Sankt Hans, eller om det ikke snarere er at fastholde en syg tradition og kultur, hvor man skåler ved udsigten til kvindemord.

Jeg forstår udmærket synspunktet, men kan personligt godt lide fejringen af midsommeren med bålet og tilmed afbrændingen af heksedukken. Jeg kan godt lide traditionen, netop fordi den trækker tråde tilbage i historien og minder os om fortidens afsindige misogyni og om, hvor rabiat den kan udvikle sig, hvis samfundet puster til ilden. Jeg kan godt lide, at det gør ondt, og at kroppen ligesom får et stød, når flammerne når frem til dukken, fordi det minder mig om, hvor hurtigt og hvor nemt man kan blive stemplet som heks og sat op på bålet.

Men det jeg allerbedst kan lide, er at vi nu befinder os i en tid, hvor billedet af heksen er under massiv udvikling. Det er et bemærkelsesværdigt sammenfald, at vi i tider med stort politisk opbrud og opmærksomhed både i forhold til feminisme, klimabevidsthed, oprør mod traditionelle autoriteter og indretning af arbejdsliv, kan konstatere en ændring og en positiv valorisering af heksen som figur. Det skete i 1970’erne, og det sker nu.

Det vil jeg tænke jeg på, når ilden brænder lystigt i bålet og opsluger heksen. At tiden er kommet til, at den stereotype heks endelig kan dø og lade en ny heks vokse frem af asken. Et billede af heksen, der forener lyset og mørket, et billede af kvinden, der ikke skal være enten-eller, men tillader hende at være det, hun er frem for alt: et menneske. På godt og ondt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

Ack ja, Hekserne begynte i og med kvindebevægelsen på 1970 at få sin renæssance og Erica Jong's WITCHES blev udgivet af Granada Publishing 1981. Og Simone De Beauvoir har nævnet hekser på denne sympatiske måde. Citat: " Women have been burnt as witches simply because they were beautiful".

Henrik L Nielsen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Women have beed burnt as witches simply because they were beautiful".
Man kunne saa tilfoeje, at de er blevet kraevet tildaekket for ikke at distrahere.

Peter Jensen

Hekseforføgelsen i dansk og protestantisk tradition, havde sin baggrund i den opfattelse, at heksen var djævelens redskab blandt menneskene. Hvis Metoo i en dansk kontekst, på nogen som helst måde skal idealiseres i relation til traditionel opfattelse af hekse, må det vel også, i et eller andet omfang, medføre en form for tilslutning til djævelens gerninger. Et meget interessant perspektiv!

Britta Hansen

Heldigvis, vil jeg sige, blev hekseforbrændingen i år stort set aflyst i Danmark. Åbenbart er effekten af klimaforandringerne indtrådt hurtigere end en ny bevidsthed.

For hvem kan da forbrænde en symbolsk heks, uden i det mindste at gøre opmærksom på, hvad det virkelig handler om? Jeg vover at påstå, at børn (og dermed senere voksne) oplever det udelukkende som en tradition og en form for ritual uden overhovedet at skænke det en dybere tanke. Jeg (der ikke engang er opvokset med denne tradition) gjorde ikke engang, indtil jeg så nogle plakater for år tilbage, der protesterede imod denne praksis! Jeg havde ganske enkelt taget denne tradition for givet, uden at tænke nærmere over den.

Selv om Nanna Goul her giver en meget fin og indlysende forklaring på den dybere betydning af heksenes betydning, så stiller jeg spørgsmålet: hvad med de mandelige hekse? I den tyske Wiki læser jeg under 'Hexenverfolgung':

"I Centraleuropa udgjorde kvinder størstedelen af ofrene (ca. tre fjerdedele af ofrene i Centraleuropa), og det var samtidig hovedsagelig kvinder, der meldte andre for hekseri og som hekser. I Nordeuropa var mændene mere berørte. Der er ingen klar sammenhæng mellem konfessionsrelaterede tilhørsforhold og heksejagt."

Hvor står disse mandlige ofre for hekseforfølgelsen og -forbrændinger så i forhold til eventyrene og i historien?