Læsetid: 6 min.

Hvordan taler man om selvmord, så det ikke smitter?

Dækningen af de to berømtheder Kate Spade og Anthony Bourdains selvmord i sidste uge er præget af splittelse mellem bekymring for selvmordenes afsmittende effekt og behovet for at bryde et tabu
Dækningen af de to berømtheder Kate Spade og Anthony Bourdains selvmord i sidste uge er præget af splittelse mellem bekymring for selvmordenes afsmittende effekt og behovet for at bryde et tabu

Mike Coppola

16. juni 2018

Når kendte mennesker tager deres eget liv, rammer sorgen selvfølgelig først og fremmest deres nærmeste. Dem, de delte deres privat- og arbejdsliv med. Det gælder for den amerikanske designer Kate Spade, der i en alder af 55 tog sit liv den 5. juni, og det gælder for den 61-årige amerikanske tv-vært og kok Anthony Bourdain, der gjorde det samme den 8. juni.

Men følelsen af chok, sorg og forundring rammer også udenforstående. Den relation, man kan have til berømtheder, man aldrig har mødt, er muligvis ensidig og overfladisk, men de følelser, deres død afstedkommer, kan ikke desto mindre være helt reelle og påtrængende. Man spejler sig jo i de mennesker, man ser, også selv om det er på en skærm, man ser dem. Måske betyder det, de laver, noget for en, måske bliver man inspireret af det liv, man betragter på afstand.  

Varsom omtale

Sorgen og forundringen over, at offentlige personer som Kate Spade og Anthony Bourdain tager deres liv, bliver til en fælles begivenhed og dermed en sag for medierne. At dække et selvmord stiller andre krav og rejser andre spørgsmål end naturlige dødsfald.

For det første skal man på den ene eller den anden måde forholde sig til det ubærlige faktum, at den afdøde ikke kunne holde sit liv ud. Det rejser i sig selv spørgsmål om, hvor meget vægt, man skal lægge på dødsårsagen. Om man skal prøve på at forklare selvmordet eller hellere afstå fra at fjerndiagnosticere et menneske, man ikke har mødt. 

For det andet er der en grundigt dokumenteret tendens til, at selvmordstallet stiger, når nyheden om berømtheders selvmord rammer offentligheden. Det er også sket i sidste uge. Depression er ikke smitsom, men for mennesker, der i forvejen har suicidale impulser, kan nyheden om et andet menneskes selvmord fungere som et skub i den gale retning.   

Der skal altså rapporteres varsomt.    

Den amerikanske designer Kate Spade, der i en alder af 55 tog sit liv i sidste uge, var i offentligheden kendt som en dygtig forretningskvinde med tid til familien.

Bebeto Matthews

Paradokset

Det er tydeligt, at den amerikanske presse i den forløbne uge har spurgt sig selv, hvordan man mest ordentligt og hensigtsmæssigt dækker dødsfald som Kate Spade og Anthony Bourdains. Man nævner, hvor de blev fundet, hvilke nære relationer de havde, og hvad man med sikkerhed kan sige om livsomstændighederne til sidst, og så mindes man deres væsen og bedrifter.

Men i modsætning til nekrologer om mennesker, der dør en naturlig død, er det svært at undgå, at Spade og Bourdains liv i en eller anden grad ses i lyset af deres død.  

Det umiddelbare paradoks i dækningen er, at nyheder om berømtheders selvmord på den ene side kan føre til en stigning i selvmordstallet, mens alle på den anden side er enige om, at de problemer, der kan gøre et menneske suicidalt, skal afstigmatiseres for at forebygge selvmord ved at tale om de problemer, der kan gøre et menneske suicidalt.

The New York Times skriver i en artikel om den afsmittende effekt, kendtes selvmord kan have, at der stik imod den generelle tendens var et fald i selvmordstallet – og en stigning i antallet af unge, der søgte hjælp til at håndtere selvmordstanker – i Seattle i tiden umiddelbart efter Kurt Cobains død i 1994. En forskel, der bedst kan forklares med en pressedækning, der fokuserede på konsekvenserne for de efterladte og mulighederne for hjælp.  

Artiklerne i de amerikanske medier følger over en bred kam de gængse retningslinjer for omtale af selvmord og indeholder en henvisning til en rådgivningslinje for selvmordstruede. De færreste artikler beskriver, hvordan Kate Spade og Anthony Bourdain konkret bar sig ad. Man kan i stedet læse om de formodede udløsende faktorer. Kate Spade har gennem flere år været i psykiatrisk behandling for angst og depression, fremgår det af en offentlig udmelding formuleret af hendes mand. Anthony Bourdain var i dagene op til sin død udmattet af sit exceptionelt krævende program, der var lagt for hans tv-optagelser i Frankrig.  

Løft blikket

Fælles for en stor del af de amerikanske medier, der skriver om Kate Spade og Anthony Bourdains dødsfald, er, at de benytter lejligheden til at løfte blikket fra de individuelle tilfælde og diskutere selvmord som et nationalt problem. Den amerikanske selvmordsrate er steget med 25 procent de seneste 20 år og er nu en af de ti hyppigste dødsårsager.

I en artikel i The New Yorker prøver journalisten Andrew Solomon at kortlægge årsagerne til denne stigning. Solomon anerkender depression som årsagen til mange selvmord, men mener ikke, at selvmord altid er et symptom på depression i den kliniske forstand. Som flere andre artikler forklarer Solomon USA’s selvmordsproblem som en konsekvens af, at folks opfattelse af deres livsperspektiver i dag er mere polariserede: Enten har man succes, eller også er man en fiasko. Den individuelle succes prioriteres derfor på bekostning af nære personlige relationer, der i højere grad virker stabiliserende på menneskers velbefindende.

Selv om vinklen er, at selvmord både kan og bør forebygges, er Solomons opremsning af mulige grunde til stigningen ikke opmuntrende læsning. En afgørende faktor er praktik: Hvor nemt det er at komme til at tage sit eget liv. Da der kom højt gelænder på Golden Gate Bridge i San Fransisco, faldt byens selvmordstal. Da internettet gjorde det muligt at få oplysninger om, hvilke piller der tilsammen er dødelige, steg antallet af den type selvmord. Fordi våben i USA er let tilgængelige, sker der flere selvmord, end der ville gøre, hvis man strammede våbenlovgivningen. Her er altså en knap, man kan skrue op for.

Som en del af forklaringen nævner Solomon også USA’s epidemi af skoleskyderier som en helt naturlig og reel årsag til modløshed og frygt for fremtiden blandt unge mennesker. Landets utilstrækkelige psykiatriske system og mangelfulde sociale sikkerhedsnet samt den tilspidsede politiske debat: 

»Der er en mangel på empati og venlighed i den nationale samtale, og det underskud gør almindelige neuroser til målrettet desperation.«       

Lykkebringere

At man kan pege på samfundsmæssige forhold, der øger den eksistentielle udsigtsløshed og dermed risikoen for selvmord, er oplagt, men det giver ikke svar på, hvad man kunne have gjort for at forebygge Kate Spade og Anthony Bourdains død. Man må finde sig i at få forstyrret sin eventuelle tro på, at man kan kende et lykkeligt og meningsfuldt liv på afstand.  

Begge var succesrige, vellidte mennesker med personlige dæmoner at slås med. Sådan – som en dæmon – beskriver Spades mand hendes sygdom, og sådan beskrev Bourdain det misbrug, han levede med gennem mange år i sin ungdom.

Begge arbejdede med sanselig nydelse. Spade som designer af festlige tasker i stærke farver. Bourdain som opdagelsesrejsende i alverdens køkkener.

Som offentlige personer var de ikke bare kendt for deres professionelle talenter, men også for deres evner til at skabe sig et godt liv – Kate Spade som forretningskvinde med tid til familien og Bourdain som en mand, der forstod at kombinere kulinarisk og medmenneskelig nysgerrighed og tolerance. 

I adskillige portrætter beskriver Bourdain, hvor heldig han er med at have verdens bedste job, hvor han får lov at spise det bedste, verden har at byde på, og gøre lige, hvad han vil. Bourdains livsnyderi gik hånd i hånd med hans progressive værdier som tolerance, nysgerrighed og interkulturel respekt. På den måde fungerede han ikke bare som formidler af fryd, fornøjelse og spænding i tilværelsen, men også som et forbillede, hvis lykke var hængt op på menneskelige dyder, der frit kan efterleves.  

At Anthony Bourdain havde et mørke i sig, var ikke mere hemmeligt, end at han i et program om Argentinas madkultur også har en scene, hvor han lægger sig på briksen hos en psykoanalytiker. Det er selvfølgelig en iscenesat situation, men her fremstiller han sig som en mand, der både kan flyve højt og falde dybt.

I sit sidste tv-interview fortæller Bourdain, at han selv på sit livs lavpunkt, da han i sin ungdom var stofmisbruger, altid havde høje nok tanker om sig selv til at tænke, at det var værd at blive ved. Sådan et udsagn står umiddelbart i kontrast til Bourdains tragiske død, men hverken hans eller Spades selvmord fortjener at blive tolket som en forkromet konklusion.

Det er mere perspektivrigt at se dødsfaldene som desperate reaktioner på forskellige personlige dæmoner, man kan prøve på at forstå.     

Livsliniens telefonrådgivning kan kontaktes på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
Henrik Brøndum, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Katrine Damm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Hvis bare mennesker vidst,at de vanskeligheder de forsøger at flygte fra gennem selvmord,vil møde dem igen i deres næste inkarnation,med mindre det er p.gr, af svær kronisk sygdom eller voldsom forringet livskvalitet grundet alder f.eks.Man kan ikke undgå sin skæbne.

"Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem:selvmordet.
At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål."
- Albert Camus