Kære læser, der er er en sandsynlighed for, at når du nu er gået i gang med Informations Bogtillæg, så befinder du dig på Bornholm til Folkemødet.
Du sidder måske ved en af de røde kasser eller under en af de røde parasoller i godt selskab, har lige fået en rød mulepose i hånden sammen med et abonnement på avisen med den røde prik over i’et eller har overværet et af de mange arrangementer på den røde scene i det hvide telt.
Du kan også allerede være draget videre til et af de mange andre arrangementer rundt omkring på øen, men avisen har du selvfølgelig taget med dig. Og jeg forudser, at du flere gange vil vende tilbage til det bogtillæg, du sidder med i hånden, og læse videre. Det vil være svært at lade være, for jeg aner, at du er en nysgerrig og engageret person.
Jeg aner også, at jeg ikke skal gøre store salgstaler eller forsøge at prakke dig noget på, som du ikke vil have. Jeg skal derimod stille og roligt gøre opmærksom på, hvad du typisk finder i sådan et bogtillæg, som Information laver hver fredag.
Den norske forfatter Jan Kjærstad har i sin nye roman Storefjeld behandlet massakren på Utøya. Han har ikke forsøgt at genskabe tragedien, men har lavet en parallelforskydning af virkelighedens omstændigheder og personer. For Kjærstad ville ikke skrive en bog om selve tragedien, men gøre tragedien til et større spejl for norsk selvforståelse. Thomas Thurah har interviewet og udfordret forfatteren, og Karen Syberg følger op med en begejstret anmeldelse.
Et helt andet spejl installerer den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, når hun i anledning af sin nye bog Fascismen – en advarsel på de følgende sider i interviewet med Laura Friis Wang ser på Trump og andre af tidens populistiske ledere ved at trække på sin egen opvækst og erfaring med fascismen i Europa.
Det er stærke sager og lige til tiden.