Læsetid: 13 min.

Jan Kjærstad: »Det farligste nu er at tænke: Vi har ham, gerningsmanden. Færdig med dét. Det vil aldrig ske igen«

Jan Kjærstad har brudt et tabu og skrevet en stor roman om massakren på Utøya og bombesprængningen i det norske regeringskvarter i 2011, men med en parallelforskydning af virkelighedens omstændigheder og personer
Jan Kjærstad har brudt et tabu og skrevet en stor roman om massakren på Utøya og bombesprængningen i det norske regeringskvarter i 2011, men med en parallelforskydning af virkelighedens omstændigheder og personer

Paw Gissel

15. juni 2018

Thomas Thurah har mødt Jan Kjærstad i Oslo til en samtale om hans seneste roman, der fortæller en parallelhistorie til massakren på Utøya. Inspireret af romanens hovedperson, den drabs- og terrorsigtede Nicolai Berge, har Thurah forelagt Kjærstad otte kritiske teser om romanen.

Tese 1

Romanens underliggende motiv er 22. juli-tragedien (Utøya og bombesprængningen i det norske regeringskvarter). Romanens parallelhistorie – drabet på Storefjeld og hans familie – handler ikke om selve tragedien, snarere gør den tragedien til spejl. Romanen er historien om norsk selvforståelse: om en selvbegrænsende og bekymringsløs idyl.

»Jeg er enig i tesen, indtil den sidste sætning. Indholdet af den sidste sætning er begrænset til én af karakterernes stemmer. Det har ikke været så meget på min agenda, som det måske har været før, at jeg skulle skrive noget kritisk om Norge. Det kritiske, der bliver sagt om vores selvbegrænsning, er ikke forfatterens syn, men snarere noget, som skal beskrive de enkelte personer.«

– Men spejlkonstruktionen vedgår du dig?

»Jeg ikke bare vedgår mig den, den har været mit mål nummer ét. Min første tanke var, at jeg skulle skrive en roman om 22. juli, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg tænkte: ’Det er umuligt, det vil jeg ikke kunne, det er for farligt, for der er for mange mennesker i Norge, der har stærke meninger om, hvorvidt den her historie kan skrives eller ikke kan skrives.’ Jeg skulle finde en måde at gøre det på. Du kalder det ’spejl’, jeg tænker på det som en projektion, som man kender fra geometrien. Eller en parallelforskydning. Samtidig ønskede jeg, at der var en porøs væg mellem romanen og 22. juli, så de to ting sivede ind i hinanden.«

FORSTÅ TESERNE – HER ER ROMANEN:

Arbeiderpartiets store lederskikkelse, Arve Storefjeld, og fire familiemedlemmer findes en sommerdag i 2008 brutalt myrdet i familiens hytte. Blandt de dræbte er Storefjelds datter, Gry.

Norge er i chok, terroren er tilsyneladende kommet til landet.

For journalisten Ine Wang, romanens ene fortæller, giver drabene ny glød til en ellers træt og udpint karriere. Hun har netop færdiggjort en biografi om Arve Storefjeld, som forlaget efter en kort betænkningstid knytter store forventninger til. Mens bogen gøres klar til udgivelse, bliver Ine Wang en af pressens klareste formidlere af historien om den chokramte norske idyl. Også kærlighedslivet (efter en intens ungdomskærlighed til kollegaen Martin har hun været alene) ser en overgang ud til at skulle genstarte takket være tragedien.

Dommeren Peter Malm, fortæller af romanens andet hovedafsnit, bliver stik mod sin vilje og sit temperament udpeget til at lede sagen mod Nicolai Berge, der højst overraskende bliver anholdt og sigtet i den femdobbelte drabs- og mulige terrorsag. Peter Malm holder af det tilbagetrukne liv og raffinerede oplevelser med musik, mad og nænsomt blandede cocktails i sin foretrukne hotelbar. Trods det yderst regelrette i Peter Malms karakter og livsførelse har han i sin ungdom haft to stærke oplevelser med kvinder. Det ene et intenst erotisk forhold, som har mættet ham for resten af livet. Det andet et mystisk møde med Marie, som gav ham livsmodet tilbage, netop som han havde beslutte at gøre en ende på alt.

Nicolai Berge, fortæller af romanens tredje og sidste hovedafsnit, er søn af en anden af Arbeiderpartiets koryfæer. Med sin generthed blandet med noget verdensfjernt skuffer han imidlertid både sine egne og andres forventninger om, at han en dag skal blive til noget stort i partiet. I stedet bliver det til to novellesamlinger, dårligt modtaget, en politisk blog uden mange læsere og 95 teser »til forandring af Arbeiderpartiet«, som han slår op ved partikontorets hovedindgang. Også Nicolai Berge har den store kærlighed bag sig; han elskede – og elsker måske stadig – Gry, Storefjelds myrdede datter.

Berge sidder tavs i retssal 227, Peter Malm presser fingerspidserne mod hinanden og foregiver intens lytten. Ine Wang er gledet tilbage mellem de anonyme, hun er set med en barnevogn.

Var det virkelig Nicolai Berge, der begik de bestialske drab. Eller var det Enok – Panter – Hansen, en forsvunden og tilsyneladende gal mand, som tager sit eget liv i en nærliggende sø kort efter tragedien? Eller har helikopterne, som svæver over trætoppene, en forbindelse til Norges store traume?

Tese 2

For at gøre sine pointer tydelige benytter romanen sig af satiren og af parodien, særligt omkring to af romanens personer. Den ene er journalisten Ine Wang (den ene af romanens tre fortællere), for hvem drabene dels er et karrieremæssigt lykketræf, dels er en uudtømmelig kilde af klicheer om idyllen Norge (som ifølge klicheen er god og fornuftig) og terroren (som er ond og ufornuftig).

»Det sarkastiske eller ironiske – eller hvad man skal kalde det – aspekt er med, ja. Men for mig er det altafgørende, at det ikke bare er dét. Ine Wang skal også vække læserens interesse som et større menneske end blot ved det lidt betænkelige, at hun igen får fart på sin karriere. Jeg må også vise læseren, at hun er en del af den befolkning, som blev oprigtigt chokeret og lammet af hændelsen. Bestyrtelsen og lykkefølelsen må eksistere samtidig, ikke ’nu er jeg lykkelig’, ’nu er jeg chokeret’, men lykkelig og chokeret på samme tid. Hun vil give sin venstre hånd for, at det ikke var sket, men hun oplever også, at livet aldrig har været mere intenst end efter tragedien: ’Nu lever jeg!’«

– Men det er også hende, der leverer alle klicheerne om terroren og den bristede idyl – »Så kom den endelig også hertil«, »Hvem skulle tro, at der på en af sensommerens smukkeste dage …« Journalistikkens spejling eller projektion af virkeligheden ind i klicheernes verden, som kommer til at repræsentere den patetiske folkelige røst.

»Man må ikke glemme, at hendes karriere går på hæld, hun er blevet overhalet af de nye, unge journalister. Det er med til at forklare hendes følelse af, at ’dette er min lykkedag’, ’I’m back!’ Læseren skal have sympati for mennesket: skilt og barnløs i et kedeligt rækkehus. Pludselig kommer så en ny vår. Dér findes selvfølgelig en fristelse til at overdrive lidt. Og så er hele situationen så oversvulmende af ting, som sker – koncerter, mindegudstjenester …«

Tese 3 

Den anden parodiske figur i romanen er dommeren Peter Malm (fortælleren i romanens midterste del). Han er er med sit anakronistiske væsen, sin gennemført æstetiske livsførelse (hørjakkesæt, spadserestok, flygel og udsøgte cocktails) og med sin lejlighed højt over – og på sikker panoptisk afstand af – byen, idyllens inkarnation. Romanen tager ham til slut lidt i forsvar: Peter Malms selvskabte boble af idyl slår revner, tvivlen titter frem.

»Jeg er enig i alt, bortset fra at det er en parodi. Jeg er altså halvvejs enig. Selvfølgelig vil en læser kunne sige, at den norske idyl er sat på spidsen. For det er den. Men Peter Malm er en person, jeg kender. Der er mange mennesker, som lever præcis sådan. Jeg har ikke skruet ham over i parodien, så det siger meget mere om dig. Mange mennesker tror jeg, vil tænke: ’Det her er næsten mig.’ De har også deres ritualer, de kan også have trukket sig tilbage for at leve æstetisk snarere end socialt og etisk. Jeg har meget sympati for Peter Malm, så jeg tager ham gerne i forsvar. Han er excentriker, han er en anakronisme, men samtidig er han i denne mærkelige position en repræsentant for vores tid i Norden. Vi ser det ikke selv, men vi er alle sammen Peter Malm.«

–Jeg skulle lige til at sige, at hvis du skal overbevise mig om, at han ikke er parodisk, så skal du overbevise mig om, at der er lidt af dig selv i Peter Malm.

»Det skal jeg sige med begge hænder og begge ben: Der er meget af mig selv i Peter Malm. Og der er også meget af mig selv i Ine Wang. Husk, at jeg også er en parasit på den her historie. Jeg har også været en snylter, forfattere snylter jo pr. definition på virkeligheden. Så jeg skriver også om min egen position, når jeg skriver om Ine Wang.«

»Alt det hører til i den meget lange diskussion om autofiktion. Mange mener, at litteratur ikke er autofiktion, hvis ikke det er i jegform, altså forfatterens eget jeg. Men forfatteren har til alle tider taget det meste fra sit eget liv. Virkeligheden, du kender bedst, er din egen, mennesket, du kender bedst, er dig selv. Der er autofiktion i al fiktion.«

– Fik følelsen af snylteri dig til på et tidspunkt at skubbe historien fra dig?

»Ja. Men den tanke fandtes samtidig med tanken om, at jeg skulle skrive den. Det er den mest komplicerede og den stærkeste historie, vi har i norsk virkelighed i moderne tid. Det er en udfordring for enhver forfatter: Hvorfor tager du ikke fat i den stærkeste historie? Og så samtidig: Det er et traume, en tragedie. Kan jeg gøre det, har jeg legitimitet? Og hvor mange vil reagere negativt og sige, at jeg berører noget helligt? Altså: Det her er tabu. Man kan skrive en fagbog, men at begynde at digte om det, det er forbudt. Den reaktion kom ikke, men min tanker om det, var der med det samme.«

Tese 4

Romanens tredje hovedperson og fortæller, den mordmistænkte Nicolai Berge, er lidt parodi, men mest helt. Berge er overskridelsens figur, fornyeren. Med sin »fantasikraft« og med sine »vridninger« (forfatteren Nicolai Berges særlige greb i sine virkelighedsskildringer) er han antipoden til norsk selvbegrænsning og idyl. Berge ejer som alle helte hos Kjærstad evnen til at tænke stort.

»Ja, der er jeg vel udelt enig. Men – en ’helt’? Han var på mange måder den vanskeligste person at skrive om. Her måtte jeg forlade Anders Behring Breivik, for jeg kunne ikke skrive tæt op ad ham, hans eksempel er for ekstremt. Så jeg måtte flytte parallellen eller forskydningen meget langt. Alligevel måtte jeg have nogle ydre lighedstræk. Breiviks store tema var jo, at han ønskede succes, at tjene mange penge og at blive beundret af mange mennesker, og så gik det ned – ned – ned, fiasko fulgte på fiasko. Det bidrog måske til hans had til det samfund, som ikke gav ham succes, og som han derfor definerede som et feminint, arbejderstyret samfund ødelagt af indvandrere. Jeg ville have med, at han var en skuffelse, en mislykket person i offentlighedens øjne, men jeg ville også have læseren til at fornemme, at det mislykkede måske ikke stemmer overens med hans person og liv.«

Paw Gissel

– Opfatter du Nicolai Berge som en projektion af Breivik?

»Ja, i udgangspunktet. Jeg forlader det ret hurtigt. Men hvis der er én person i romanen, som har noget at gøre med Breivik, så er det Berge. B – B.«

– Jeg opfatter ham snarere som en kontrastfigur; at han er Breivik vendt på hovedet eller det dæmoniserede gjort godt.

»Jamen, godt observeret. Men først skal læseren have tanken: ’Er dette Breivik?’«

Tese 5

Ved at erstatte forbryderen (Breivik, ’terroristen’, ’ondskaben’ …) med galskab (den sandsynlige gerningsmand, Enok – Panter – Hansen, som er gal) eller snarere et tomrum (romanens åbne slutning) siger romanen til sin læser: Der er ingen mening (ingen fornuft, ingen årsager, intet monster). Det er romanens og Jan Kjærstads ’vridning’.

»Isoleret set er det rigtigt. Så jeg er enig, der er ikke noget at polemisere imod. Min historie forlader jo mod slutningen virkelighedens parallel, 22. juli, hvor der var en entydig gerningsmand, pågrebet på stedet, og som tilstår. Afslutningen på min historie er åben, den beskriver en kompliceret ugerning, som ikke finder sin løsning. Der er to ting, jeg vil have frem. Det ene er, at selv i 22. juli-hændelsen er det ikke sikkert, at vi har forstået alt, og det er ikke sikkert, at vi har forstået gerningsmanden. Selvom vi håber og tror, at vi har forstået ham. Men det andet og måske vigtigere er, at i en så kompliceret hændelse er et stort element af tilfældighed, som vores logik aldrig ville kunne sætte i en fin ramme. Og det er den funktion, Enok Hansen har.«

»En af pointerne i bogen er i det hele taget at give tilfældighederne et større rum end i traditionel romanskrivning, den psykologiske realisme, hvor alting går op til slut. Jeg har villet vise, at virkeligheden er mere kompliceret, det er jo romangenrens styrke, at den kan rumme selvmodsigelse og ambivalens. Panter Hansen er ikke nødvendigvis den rigtige forklaring. Ud over Nicolai Berge er der endnu en mulig forklaring, nemlig at det er professionelle gerningsmænd. Nogen har hørt en helikopter over hytten. Måske er det en professionel, usporlig forbrydelse.«

– Usikkerheden i romanen – den åbne slutning – går på spørgsmålet: Vil Nicolai Berge tale eller forblive tavs? Hvis han forbliver tavs, dømmes han, og så efterlades vi med en forklaring, sagen kan lukkes. Hvis han taler, så åbner han det hele igen og skaber en usikkerhed, som angiveligt ingen kan leve med.

»Og præcis det afspejler retssagen efter 22. juli. Bliver Breivik kendt utilregnelig, så efterlader han Norge i utilfreds, ikkekatarsisk stemning. Bliver han kendt tilregnelig, så får han lovens længste straf, bliver sat i fængsel og kommer aldrig ud igen. Det er katarsis. Det giver mening. Præcis dét har jeg været ude efter, det er en parallel og ikke en parallel. Det handler om vores psykologi, individuelt og kollektivt, og længslen efter ro.«

Tese 6

På den måde er romanen en klassisk Kjærstad-roman, ikke først og fremmest om terror, ikke først og fremmest om Utøya og 22. juli, men om to virkelighedsforståelser, en god og en dårlig, en kompleks og en flad. Ord, som beskriver den komplekse: ’udvidelse’, ’vridning’, ’imagination’, ’fantasikraft’, ’alternative årsagssammenhænge’. Eller ingen årsagssammenhænge.

»Det kan jeg skrive under på. Men du må have begge historier med, også den virkelige 22. juli. Jeg har villet – som du siger – udvide. Det farligste nu er at tænke: Vi har ham, vi har ham i fængselscellen, gerningsmanden. Færdig med dét. Implicit: Det vil aldrig ske igen. Man har en cementeret tankegang omkring fænomenet, man tænker det samme om og om igen. Jeg har villet stillet nye spørgsmål. Spørgekraft er det vigtigste kriterium, en god roman har spørgekraft. Det er Ibsens gamle lektie. Jeg har ikke nogen svar, jeg skal spørge.«

Tese 7

Og så er, som altid hos Kjærstad, kærligheden altings begyndelse og slutning. Journalisten Ine Wang har mistet sin Martin, Peter Malm sin Marie og Nicolai Berge sin Gry og dermed fodfæste. Størst af alt hos Kjærstad er udvidelsen, størst af alle udvidelser er kærligheden.

»Der er jeg også enig. Det er godt, at du ser, at det også er en kærlighedshistorie. Det er ikke rigtig blevet nævnt. Den vigtigste kærlighedshistorie er forholdet mellem Nicolai og Gry. Den er dette fyrværkeri, som afbrydes brutalt af Gry, hvorefter han ikke kan slippe hende, men besættes af hende. Kærlighedsforholdet er med til at forklare Nicolai Berge, men i kærlighedshistorien ligger jo også et motiv for Nicolai Berge til at slå Gry ihjel. Her forlader min historie igen 22. juli, for der var der ingen kærlighedshistorie.«

»En anden rød tråd hos Jan Kjærstad er, at alt, hvad der hører til kærlighedslivet, alt, hvad vi har gjort af dumme ting og af gode ting, det gale og det smukke, i kærligheden, også er en del af vores identitet. Det handler igen om vidden i vores identitet. I retsprocessen sker der det, at Nicolai Berges identitet udvides hver eneste dag. Han får nye karaktertræk, nye avatarer, lagt til sin person, af efterforskerne, forsvareren, så af vidne efter vidne. Berge sidder mere og mere forbløffet og ser sig vokse i volumen. Det bliver jeg aldrig træt af at skrive om: Vi har i 150 år udforsket menneskets dybde, men vi har glemt menneskets vidde eller bredde. Vores enorme horisont.«

»Her er igen en parallel til 22. juli. Sagen, som de fleste fulgte meget tæt, illustrerede, hvor meget der bor i et menneske. Selv i denne massemorder er der så mange facetter, der i løbet af sagen blev belyst af så mange mennesker og fagpersonligheder. Jeg tror, at den norske befolkning fik en slags opdragelse i, hvor komplekst et menneske kan være.«

Tese 8

Berge taler om at komme fra litteraturen til politikken. Litteraturen betegner en udvidelse af den politiske virkelighed. I Jan Kjærstads roman kommer vi fra virkeligheden og det politiske til litteraturen. Litteraturen kommer til at betegne en begrænsning. Den bliver en formel for virkeligheden.

»Sådan vil det altid være. Det er en forbandelse, som al fiktion lever med. Litteraturen er sorte tegn på hvidt papir, det er todimensionalt. Det er altid en forenkling. Men til litteraturens styrke hører, at man har en læser med et stort apparat af sanser, følelser, erfaringer, hjernekapacitet, som levendegør forfatterens historie. Litteraturens forenkling af virkeligheden sender læseren tilbage som en forstørret virkelighed.«

– Som en genprojektion?

»Ja, og du er afhængig af begge etaper. Holder du dig til den ene, forfatterens projektion, er der tale om en enorm og pinlig forenkling. Men med læseren følger anden etape, en ny projektion eller imagination: Dette er ikke længere fiktion, det er en del af virkeligheden, som ikke var der før. Det, der ikke var virkelighed, da det blev skabt, bliver gennem læseren til virkelighed; en faktisk, en reel virkelighed. Bogen er en sten, der ikke var i verden, før læseren læste historien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu