Læsetid: 11 min.

Knud Romer: »Alle mennesker er en roman«

Vi har alle historien om vores eget liv, det der giver retning, mening og orientering, siger Knud Romer. En måned efter udgivelsen af sin nye bog ’Kort over paradis’ mødes forfatteren og journalist Karen Sybjerg i hendes have på Møn. For det var her, hans seneste historie startede
Vi har alle historien om vores eget liv, det der giver retning, mening og orientering, siger Knud Romer. En måned efter udgivelsen af sin nye bog ’Kort over paradis’ mødes forfatteren og journalist Karen Sybjerg i hendes have på Møn. For det var her, hans seneste historie startede

Peter Nygaard Christensen

29. juni 2018

Ideen til Knud Romers nye roman, Kort over paradis, blev undfanget, da han for 12 år siden var på vej hjem til barndommens Falster for at besøge sin far og undervejs besøgte mig, fortæller han.

Ideen opstod faktisk her på Møn, hvor vi nu igen sidder i min sommerhave 12 år efter. Dér fandt han ud af, at hans bog skulle være som det antikke, afghanske tæppe, der lå i barndomshjemmet, og som han legede på som lille. Ja, ikke nok med det: Den skulle bestå af mange flyvende tæpper, mange billeder. Knud Romer sammenligner med dias, rytmen i sætningen skulle være som den følelse et billede udløser. Desuden skulle teksten være sanselig, man skulle kunne høre, se og smage teksten.

Det var planen. Og desuden skulle den selvfølgelig udtrykke betydning.

Det lyder så indlysende, at jeg vil vide, hvad han mener med det, og Romer kaster sig ud i en lang udredning om, hvad der giver en tekst betydning.

»Udtryk peger væk fra sig selv,« forklarer han, »de er for så vidt usynlige, indtil der er noget, der griber ind og målretter dem. Hvis der eksempelvis sker et mord i den anden ende af teksten, fungerer dette som en magnet, det trækker hele tekstens udtryk til sig, og så gentager den opklaringen, beskrivelsen, stadierne, der førte til mordet.«

»Historier opstår gennem udskydelse,« fortsætter han.

»Hvis jeg er sulten og ser et æble på et træ, samler jeg al min driftsenergi om æblet. Du skal tænke æblet som slutningen på historien, så er alt sat på spidsen, det drejer sig om at komme hen til æblet. Historien udgøres af en bue, der bliver spændt; den udspringer af det mentale billede af at komme hen og plukke æblet.«

Nu er det ikke helt tilfældigt, at samtalen kommer til at dreje sig om æbler. Romanen hedder Kort over paradis, og spiller – foruden på det antikke kort over Lolland-Falster, der hang på romanpersonen ’Knuds’ barneværelse – også på syndefald og tabet af paradis.

»Paradis er barndommens land,« siger han, »der lever man i et evigt nu. Ligesom dyrene, der lever i ring. Men ved syndefaldet vendte menneskene dyrene ryggen. Dyrene lever med et elektrisk nervesystem, der reagerer øjeblikkeligt, men vi mennesker hæmmer og udskyder reaktionen, og derved skaber vi vejen ad hvilken – og kan fortælle historier.«

Tomheden

Kort over paradis skildrer ganske rigtigt syndefald. Den består af to adskilte fortællinger, der indirekte kommenterer og snakker med hinanden. Den ene handler om drengen og den unge mand Knud fra Falster. Den anden om M, hans ven, der er søn af en amerikansk diplomat, som samtidig er CIA-agent. M’s familie har flyttet rundt hele hans liv. I det udsnit romanen skildrer, bor han først i Tyrkiet og siden i Persien under shahen, i Teheran.

I romanen følger vi Knud gennem studieårene på litteraturvidenskab i København, som succesfuld reklamemand på et københavnsk reklamebureau, og vi følger ikke mindst hans udskejelser med druk og stoffer. Moren dør, og faren bliver efterhånden dement og kan end ikke kende sin egen søn. Tilbage er tomhed.

M’s historie spejler Knuds. Begges fædre forsvinder. Og ligesom Knud lever M et liv, hvor alt er uegentlighed – »kulisser«, kalder Knud Romer det.

»Hans far spiller far, men han er spion, hvem han virkelig er forbliver skjult, og nedenunder ligger et enormt trusselsmoment. Desuden mister diplomatbørn hele tiden alt: De flytter fra sted til sted, de oplever meget, men det giver ingen mening. M kan ikke lide sit liv, hele hans persiske liv er fyldt med farver og sansninger, men han finder aldrig ud af, hvem hans far er.«

Til slut forsvinder faren, ligesom Knuds far forsvinder ind i demensen.

Blå bog: Knud Romer

  • Født og opvokset i Nykøbing Falster.
  • Har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har arbejdet i reklamebranchen og som skuespiller i Lars von Triers ’Idioterne’.
  • Debuterede i 2006 som forfatter med romanen ’Den som blinker er bange for døden’ om forfatterens opvækst i Nykøbing Falster med en dansk far og tysk mor. Hans anden roman ’Kort over paradis’ udkom for nylig.

Of course I miss my Dad, I always have, sagde den virkelige M engang til den virkelige Knud. For M og Knud har også været venner uden for fiktionen.

»Livet er gået dem begge forbi. Det er en omvendt dannelsesroman,« erklærer Knud Romer.

Når Knud Romer sammenligner sin roman med et orientalsk tæppe spiller også andre betydninger end barndommens tæppe og bogens persiske billeder ind. For jo tydeligere mønstrene opstår på forsiden, jo mere kaotisk og uoverskuelig bliver bagsiden på sådan et tæppe. »Den anden side er intetheden, det meningsløse,« forklarer han.

For at eksemplificere fremhæver han en scene fra bogen i Teheran, hvor en pige, som M forelsker sig i, viser ham Nordstjernen. M har ikke kunnet finde ud af stjernebillederne, der vender anderledes og befinder sig andre steder, end han er vant til, men i det øjeblik, han får udpeget Nordstjernen, forsvinder kaos.

»Nattehimlen drejede sig over ham, og alting faldt på plads ... tingene gav mening,« står der.

»Stjernerne selv er kun prikker, vi skaber historien,« forklarer Knud Romer.

»Alle mennesker er en roman. Vi har alle historien om vores eget liv, det der giver retning, mening, orientering. Handlingen i en roman og i virkeligheden er den samme.«

Historien om Lean

Men hvor ved han så meget om Persien og Teheran under shahen fra, vil jeg vide, og så får jeg historien om den virkelige M. Knud Romer ville have M til selv at skrive sin historie, men det ville han ikke, han havde ikke lyst til at åbne sin gadedør og »se ind i en pistolmunding«. (Der er en grund til, at vennen kun hedder M i romanen!)

Men efter en måneds tid får Knud Romer tilsendt en lille fortælling, M har skrevet en debriefing til en militærpsykiater. Og hermed får Romer samtidig indblik i livet i Teheran. M’s mor frekventerer en skønhedsklinik i umiddelbar nærhed af shahens palads – for at spionere! – og der bliver hun behandlet af Lean of Copenhagen. Denne Lean sporer Knud Romers kone ved et tilfælde, da hun besøger sin far og dennes nye kone. Hun nævner Lean of Copenhagen, og konen siger:

»Hende kender jeg!«

Knud Romer trækker op i sit hvide skjorteærme og viser, hvordan hårene rejser sig på armen af ham.

»Hun boede ti kilometer fra Skagen, verdens ældste damefrisør, der havde friseret Farah Diba, og min svigerfars nye kone havde et telefonnummer.«

Knud Romer ringer op, og da han fortæller, at Lean er med i hans næste roman, og at han gerne vil snakke med hende, lyder det i røret:

»Har du tid?«

Fem timer senere er Knud Romers øre glødende rødt, han har fået hele historien om, hvordan Lean blev damefrisør, kom til USA, klippede Elizabeth Arden og senere Jacqueline Kennedy, »hun bar pillehat, fordi hun havde en lang, flad nakke«.

Om hvordan Lean engang i 1960’erne konverterede til islam, hvordan hun faldt for en persisk mand og havnede i Teheran, hvor hun åbnede en skønhedsklinik, hvor der var aflytning over alt og shahens hemmelige politi, SAVAK, holdt til ovenpå.

Nu kan Knud Romer selv skrive historien og endda beskrive skønhedsklinikken i detaljer.

Romanen bliver til som en vekselvirkning mellem kapitler, der handler om Knud fra Falster og M fra USA og Persien.

»Man kan ikke fortælle et liv kronologisk for sådan hænger et liv ikke sammen – du må springe i tid og rum, du må blande bolsjerne,« erklærer Romer. Erkendelser opstår ikke kontinuerligt, og de tildragelser, man kommer ud for gennem et liv, kan vende op og ned på det, man tidligere opfattede som sammenhæng.

Det sidder Knud Romer selv og er et levende eksempel på denne sommereftermiddag i min have, hvor han igen besøger mig, ligesom han i sin tid gjorde på vej ned til sin far på Falster. For næppe var han færdig med romanen, før han fik konstateret (en medfødt) grøn stær, der allerede har udviklet sig så meget, at han er blevet blind på det ene øje. På det andet er synsfeltet indsnævret, og det er ikke givet, at han kan bevare synet.

»Det oplevedes som at få en dødsdom,« siger han.

Den som blinker er bange for døden, titlen på Knud Romers debutroman, får pludselig en ny skæbnesvanger klang. Men for Romer selv har forholdet til døden ændret sig radikalt, netop på grund af den grønne stær.

Han stopper sin pibe med Poul Pedersen nr. 100-tobak, som han har røget i 40 år, bakker et par gange og siger:

»Hele romanen er en dødsmaske af mit gamle selv.«

En ny Knud

Den Knud, han skildrer i romanen er ikke ham selv. Ikke længere.

»Jeg sidder i dag med en anden måde at forstå og leve på. Romanen beskriver, hvad du ikke skal gøre. Vi lever som de skygger en sol bag vores ryg kaster. Vi gør ekstremt meget ud af meget små ting, fordi vi fortrænger, fordi vi ikke er i stand til at leve med dødsbevidstheden. Nogle læner sig op ad en gud, der interesserer sig utroligt meget for vores madvaner og skægvækst. Forhåbentlig er der ingen, der for alvor tror på det. Det er ’plakater’, der dækker mysteriet til. Men i stedet for at opleve illusionsbrud som tab, kunne man ånde lettet op, genopdage paradis! Man tror, at man falder i en afgrund, og så svæver man. Hvis du leder hele verden rundt efter en begravet skat og når til vejs ende, giver op, og alle længsler og ønsker trækker sig tilbage til, hvor de kom fra – din egen krop – opdager du, at grunden til at du ikke kunne finde skatten er, at du sidder på den.«

Knud Romer: Kort over paradis.

Det gælder selvfølgelig også for kunsten. Knud Romer, der er mere end almindeligt velbevandret i tysk litteratur, trækker Rainer Maria Rilke frem som eksempel. Hos ham finder han ideen om kunstværket som en begivenhed, der finder sted som øjeblikkets sum af et livs erfaringer, digtet spejler dem og er samtidig spændt ud mod den fremtidige, iboende død.

»Det er det centrale i Rilkes bestræbelse på at situere den poetiske tænkning i verdens midte, dér hvor jeg’et selv befinder sig med sine egne vilkår.«

Selv vil han fra nu af kun undersøge det banale, for det banale er det almene, erklærer han.

»Vi er så ens. Vi gør ekstremt meget ud af bitte små forskelle. Vi fortrænger, fordi vi ikke kan leve med dødsbevidstheden.«

Og så citerer han et af sine egen digte »om det banaleste der findes: Et elskende par på en bænk ved solnedgang«:

Under lindetræet

stod en bænk

og når man satte sig på den

gik solen ned.

Jeg griner. Knud Romer vender tilbage til, hvad han selv har lært.

»Jeg har drukket som et svin, jeg har været ude i den absolutte panik, jeg har måttet lære at gå gennem angsten, gå gennem en uendelig skov af angst med en grankogle i hånden for at have noget at holde fast i. Men den uendelige skov af angst er kun en kulisse. Hører du gøgen, kan du tælle hvor mange leveår, du har, synger H.C. Andersen i sangen. Men gøgens kukkuk består af de samme to toner på en blokfløjte, de er et pendul, alt står på stedet i et evigt nu. Det er livets fylde. At lytte til fuglesangen, ikke jage mod betydning, standse og tage den største angst på dig. Livet er flygtigt, du kan få en blodprop om to minutter, det kan enten få dig til at skrige af rædsel eller til at give slip. Og monstret viser sig som en illusion.«

Knud Romer trækker en erindring frem som eksempel på, hvad han mener med livets fylde. Han er fem år, ligger på maven i Nykøbing havn og fisker efter krabber. Der er lyden af vandet mod bolværket, der er lugten af tjære, det er den evige dag.

»En gammel mand kommer forbi og siger hej. Det er mig! Jeg lever i den samme sommer, som et æble der vokser rundt om sit kærnehus, hvor kærnehuset er døden.«

»Min skriveblokering er væk,« erklærer han.

Skriveblokering? Han har talt som et vandfald i mere end en time, ingen kunne finde på at mistænke Knud Romer for at mangle ord. Men det er rigtigt nok, fastholder han. For i årevis har han haft det sådan, at intet af det han skrev var godt nok, »jeg har skrevet forkrampet, levet forkrampet, jeg har befundet mig under en handlingsblokade. Jeg er født med for høje intentioner!«

Han beskriver sit fortidige jeg, det forkælede enebarn med en tysk mor og en pedantisk forsikringsmand til far, som en Peter Pan, der var fuld af angst for ikke at kunne begå sig og helt afhængig af sin mors anerkendelse eller misbilligelse. Misbilligede hun ham, åbnede der sig en afgrund.

Det førte til oprør, »hvert sted jeg beboede blev til en losseplads«. Han gjorde oprør mod alt – undtagen mor og far.

Nu har han lagt stoffer og alkohol bag sig, han er nærmest blevet afholdsmand fortæller han og afslår det glas hvidvin, jeg byder ham til frokosten.

»Tag forestillingen om en levemand – det er sådan en, der spiser og drikker og fylder i sig af livets goder. Men jo mere man spiser og drikker, jo mindre smager det af. Hvorimod et meget lille glas vin kan fylde dig med stor nydelse. Manglen, afholdenheden, er det, der giver lysten. Den sidste dråbe vin på tungen vil blomstre. Når du helt giver op, bliver luften til hvidvin, alt det du har givet slip på, kommer til dig.«

»Ved du, hvordan du får en ko til at gå gennem en dør?« fortsætter han.

Det ved jeg ikke, må jeg erkende.

»Træk den i halen, så går den fremad!«

»Klokken er lige nu, så længe det varer. Hvis ikke du nyder nuet, kommer du heller ikke til at nyde det i morgen.«

Men hvad har dette med romanen at gøre, vil jeg vide.

»Romanen kan vise to forkerte måder at leve på,« svarer han lakonisk.

Mens solen synker, og parasollen over terrassen er ved at have aftjent sin værnepligt, tilføjer han:

»Nu skal jeg måske til at lære at gå gennem livet som blind, jeg må ikke være bange, jeg må have tillid til mine medmennesker. Ved du, hvorfor hjælpen er nærmest, når nøden er størst? Fordi dér må man bede andre om hjælp og give slip på fordomme og hæmninger. Man må lægge sit liv i andres hænder og have tillid. Og når man springer over sin egen skygge, og beder om hjælp, så får man hjælp.«

Knud Romer debuterede med den meget omtalte autofiktive roman Den som blinker er bange for døden om barndommen på Falster i 2006, som blev voldsomt eksponeret. Ikke mindst fordi gamle naboer eller bekendte ringede aviser op og påpegede fejl i romanens virkelighed, ’for sådan var det altså slet ikke’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jens Frederiksen
Frede Jørgensen, Maj-Britt Kent Hansen og Jens Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Måske har den gode Knud Romer bare ikke været indlagt længe nok,over det seneste år er hans 24syv udsendelser blevet mere og mere manierede og ulidelige at lytte til,han hører og sanser kun sig selv.

Anne Mette Jørgensen

Jeg lukker ikke for radioen, når Romerriget lyder.Det er et af mine yndlingsprogrammer.
Ja, han er hurtigtalende, og afbryder men hva så. Det gør journalister i Tv i et væk.
Jørn andersen, du jo ikke hele Danmark.

Inge Wie Nielsen, Christel Gruner-Olesen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

@Knud Romer - Vores egen roman er bare skrevet med låste sider. Vi kan ikke bare bladre frem i den, uanset hvor brændende ønsket end er!