Klumme
Læsetid: 2 min.

Litteraturen er multikulturel og multietnisk og et våben mod den verdensforsnævring, vi lige nu er vidne til

Identifikation er ofte af stor betydning i vurderingen af litteratur. Er værket ærligt, kan man spejle sig selv i hovedpersonen, så falder dommen positivt ud. Men litteraturen er meget mere end blot et spejlbillede fra en egen lille verden. Den er en invitation til at se verden på nye måder, den er bevidsthedsudvidende
Kultur
22. juni 2018

Det er ikke svært at få øje på, at der i dansk litteratur i de senere år har hersket et skjult eller mindre udtalt kriterie for, hvornår noget er godt og andet mindre godt. Det er et kriterie, som ikke har så meget at gøre med de klassiske æstetiske kriterier for vurdering af litteratur.

Når noget eksempelvis er »hudløst ærligt«, så er det nærmest også per definition godt. Når det om en forfatter hedder sig, at hun eller han skriver hudløst ærligt om sit liv, så er det allerede lidt en smutvej til respekt og anerkendelse. Så er der allerede lidt på forhånd en fornemmelse af, at så må det også være godt, selv om det intet i sig selv siger om den litterære kvalitet.

Det hudløst ærlige, som man støder på overalt i interview, i anmeldelser og i motiveringer for litterære udmærkelser, er beslægtet med et andet kriterie, som også blander sig i vurderingen af litteraturen, nemlig identifikation. En bog, hvor læseren kan spejle sig i hovedpersonen, eller hvor hun eller han føler, at forfatteren skriver om en erfaringsverden, som ligner ens egen, vil ofte være omgærdet af mere interesse end en bog, der beskriver helt andre virkeligheder.

I forbindelse med identifikationen kan man med en vis ret henvise til klassiske æstetiske kriterier, men alligevel undrer det mig, at der selv inden for litteraturen fortsat hersker en idé om, at det autentiske er bedre end det opdigtede (og her ser jeg et øjeblik bort fra, at det til tider kan være umuligt at forsøge at opretholde den skelnen mellem det autentiske og det opdigtede). At det imidlertid forholder sig sådan, er også en mulig forklaring på, hvorfor identitetspolitikken er så stærk i disse år. Og hvorfor nye former for nationalisme florerer. Man forskanser sig, udsat som man er på hjertets bjerge.

Jeg kan forstå, at helt unge mennesker har brug for at stabilisere deres mere skrøbelige jeg ved at søge forbilleder og rollemodeller, men for alle andre må det føles klaustrofobisk hele tiden at møde sig selv. Litteraturen er vel for pokker ikke bare et spejl af ens egen lille verden, men et sted for forhandling af andre liv og måder at se verden på. Den er en børs for formidling af verdensanskuelser og komplekse måder at se livet og verden på. Den er multikulturel og multietnisk og som sådan det bedste våben mod den verdensforsnævring, vi lige nu er vidne til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Litteraturen er vel for pokker ikke bare et spejl af ens egen lille verden, men et sted for forhandling af andre liv og måder at se verden på".

At betragte autenticitet som en kvalitet i kunst er vel udtryk for en selvmodsigelse, i og med at kunst altid er udtryk for en form for forstillelse.

I længsel og søgen efter det autentiske ligger også en kritik af eller et oprør mod, at selve forestillingen om eller muligheden af det autentiske er udtryk for en længsel efter narcissistisk selv - bekræftelse, at den altså ikke blot er en social konstruktion. At der ikke bag hver af erkendelsens døre, der åbnes, vil være en ny, i al uendelighed. Man kan derfor også karakterisere dyrkelsen af forestillingen om autenticitet som udtryk for ny - romantik.

I digtning i samtiden ses f.eks. i fiktiv form en narcissistisk dyrkelse af egen smertelige situation, efter samme princip som når den narcissistisk forelskede dyrker egen forelskelse, eller den kommer i fiktiv form til udtryk i en spejling af egen smerte i andres smertelige situation. En form for narcissisme i fiktiv form, som mange nok vil forbinde med noget, der hører puberteten til.

Som eksempler vil jeg nævne Casper Erics og Tove Ditlevsens digtsamlinger og Vita Andersens Tryghedsnarkomaner, hvor de to sidstnævnte jo egentlig hører en anden tid til, men er blevet genudgivet inden for de senere år.

Forlagene ved godt, hvad der sælger i tiden, og det ved anmelderne og forfatterne også godt. Forestillingen om det autentiske er i høj grad salgbar og bliver på forskellige måder iscenesat af en række interessenter med fælles interesser.

Maj-Britt Kent Hansen

Sagt på en anden måde: Mange evner kun at tale om sig selv. Og det gælder ikke kun forfattere.