Læsetid: 5 min.

Modehusenes brug af referencer fra 1968’erne kan ses som forsøg på at række ud til unge politisk bevidste forbrugere

Ungdomsoprørerne for 50 år siden var muligvis mest optaget af at omstyrte systemet, men de var også stilbevidste – nu inspirerer deres stilart en ny tids modeskabere, der dermed håber at få en ny politiseret generation i tale
Til sin efterår/vinter-opvisning i februar præsenterede Maria Grazia Chiuri, kreativ direktør for Christian Dior, en kollektion, der var inspireret af billeder fra 1968-protesterne. Den omfattede kilte, kraftige sweatre, patchworkjakker, flade støvler og sixpencer. Modellerne vandrede op og ned ad catwalken indpakket i papir med påskrifter som Protester og kvinderettigheder er menneskerettigheder. Derved genopstod studenteroprørerlooket for en stund i Musée Rodins mondæne lokaler.

Til sin efterår/vinter-opvisning i februar præsenterede Maria Grazia Chiuri, kreativ direktør for Christian Dior, en kollektion, der var inspireret af billeder fra 1968-protesterne. Den omfattede kilte, kraftige sweatre, patchworkjakker, flade støvler og sixpencer. Modellerne vandrede op og ned ad catwalken indpakket i papir med påskrifter som Protester og kvinderettigheder er menneskerettigheder. Derved genopstod studenteroprørerlooket for en stund i Musée Rodins mondæne lokaler.

Thibault Camus

13. juni 2018

I denne måned markeres 50-året for studenteroprøret i Paris – et af ungdomsoprørets mest ikoniske øjeblikke. Men selv om de unge rebeller, som gik på gaderne i 1968 var animeret af ønsket om at omstyrte systemet, havde de også en sikker stilsans. Den forsøges nu vakt til live på catwalks i 2018.

Til sin efterår/vinter-opvisning i februar præsenterede Maria Grazia Chiuri, kreativ direktør for Christian Dior, en kollektion, der var inspireret af billeder fra 1968-protesterne. Den omfattede kilte, kraftige sweatre, patchworkjakker, flade støvler og sixpencer. Modellerne vandrede op og ned ad catwalken indpakket i papir med påskrifter som Protester og kvinderettigheder er menneskerettigheder. Derved genopstod studenteroprørerlooket for en stund i Musée Rodins mondæne lokaler.

Chiuri er ikke ene om at dyrke 68-referencer. Guccis reklamekampagne dette forår, Gucci dans les rues, er bygget op om en fiktiv genopførelse af den tids protester på Sorbonne Universitetet. På et af billederne ses de velklædte modeller klatre op på en bygning, mens et andet rekonstruerer en af datidens sit-ins. En ledsagende video iscenesætter en protestmarch, fuldendt med bannere og tilråb, mens en af modellerne skriver ordene liberté og egalité på væggene på et offentligt toilet.

Politisk vækkelse

Designere i dag bruger selvsagt ikke kun referencer fra 68-protesterne, fordi rullekravesweatre, miniskørter, knæhøje støvler og crossbody-tasker gør sig godt på Instagram – de politiske budskaber kan også ses som forsøg på at række ud til unge politisk bevidste forbrugere. De, som gik i protestmarch i 1960’erne, er pendanter til den unge generation i dag, som i nogen grad også oplever en politisk vækkelse. Og som har vist, at de forstår, hvordan man bruger billeder til at understrege standpunkter. 

I februarnummeret af Vogue skrev modekritiker Sarah Mower: »Lidt over et år efter Trumps valgsejr har de subversive potentialer i visuel kommunikation udløst en forbløffende og opløftende kreativ gør det selv-strømning, der ikke er set siden marcherne og protesterne i det oprindelige ungdomsoprør i 1968.«

At kapitalismens globale luksusmodemærker approprierer studenteroprørernes improviserede pjalteuniformer er naturligvis også blevet bemærket. »Ironien i Diors omfavnelse af modkulturens munderinger er ikke ligefrem uanselig,« hed det i en anmeldelse af Dior-showet, mens magasinet Adweek konkluderede, at »Guccis 60’er-inspirerede studenteroprørsreklamer ikke er i nærheden af at begribe, hvorfor de unge rebellerede og imod hvad«. I 2015 blev Chanels feministiske protestcatwalk tilsvarende kritiseret af modeskribenten Natasha Walter, der erklærede at Karl Lagerfeld snyltede på feminismens energier for at »pushe dyrt tøj«.

Man kan ikke benægte, at marcher og protester igen er blevet del af den kulturelle samtale. Berømtheder som Rihanna, Amy Schumer og Adwoa Aboah deltog i de store kvindemarcher i USA i 2017 og 2018 – og rapporterede om det på Instagram – mens rapperen Stormzy benyttede festlighederne ved Brit Awards i februar som anledning til at rappe om ildebrandskatastrofen i Grenfell Tower.

Seriøse slagord

De T-shirts med slogans, som sælges fra butikker som Topshop og Forever 21, havde tidligere mest ironisk karakter. Nu formuleres de som seriøse politiske udsagn, som deres formodede bærere må tænkes at kunne stå inde for.

Dennis Nothdruft er kurator for udstillingen T-shirt: Cult-Culture-Subversion-udstilling på Fashion and Textile Museum og har studeret protestens historie i moden. Han hævder at have iagttaget, at designere er »mere interesserede i at formulere markante standpunkter, end de har været i mange år«. Det er måske et forsøg på at appellere til en mere politisk engageret generation. »Den aktuelle tilstand i verden har mobiliseret en hel gruppe,« siger han, »og T-shirts er stadig et effektivt medium for udbredelse af budskaber.« Som veteranmodedesigneren Katharine Hamnett, der var 20 år i 1968, fastslår, er det dog ikke nok at tage en T-shirt på, men »du må også handle politisk«.

Men bør de politiske budskabers indtog i moden afvises som en udspekuleret kynisk pengemaskine? Kvinderettighedsspørgsmål er den mærkesag, der har haft størst gennemslagskraft, og de er for længst synlige i branchen. Ved præsentationen af sin forår/sommer-kollektion for 2018 sagde Miuccia Prada, at hensigten var at iscenesætte »militante kvinder på en meget konkret og praktisk måde – gennem deres tøj«. En af de mest omtalte protest-T-shirts fra nyere tid lyder: »Vi burde alle være feminister«, der er et citat fra forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie. Den blev først en del af Chiuris kollektioner for Dior i 2016.

Både Gucci og Diors modeshows bærer præg af referencer fra 1968’ernes studenteroprør.

Scanpix

Det er også takket være samme Chiuri, at baretten eller baskerhuen – en hovedbeklædning associeret med venstreradikalisme, fra Che Guevara til Angela Davis – igen er kommet på mode. Under Chiruris ledelse gjorde Dior flittigt brug af baretter på sin catwalk i 2017.

Pussyhatte slår an

Feminist og aktivist Krista Suh følger angiveligt i fodsporene på oprørerne fra 1968’ernes Paris. Men som digital indfødt og opvokset med sociale medier ved hun også, at mode kan være afsender af visuelle budskaber. Suh var den, der skabte Pussyhat-projektet i slutningen af ​​2016 ved at offentliggøre strikkeopskriften på sin lyserøde strikhue med katteagtige ører på sin hjemmeside. Pussyhattene slog faktisk an og blev det obligate tilbehør ved kvindemarcherne fra januar 2017. Millioner af kvinder bar dem.

»Pussyhatten er et eksempel på, hvordan vi kan bruge vores kroppe som protestform,« siger hun.

Pussyhatte blev siden båret af modeller på Missoni-catwalken i februar, og Suh mener, der er postivt, at huen har fundet vej ind i den etablerede modebranche.

»De store modehuse bliver nu kritiseret, fordi de bruger symboler skabt af ungdomsbevægelser, men jeg vil mene, at meningen med disse symboler præcis er, at de skal bruges,« siger hun. »Hvis de vælger at bruge deres egne platforme for at agitere for kvinders rettigheder, kan jeg kun støtte det.«

Suhs seneste projekt er de såkaldte ’onde øjenhandsker’ – handsker strikket med øjne på forsiden eller bagsiden – blev designet til at tage på under den march, som blev organiseret af overlevende fra masseskyderiet på Stoneman Douglas High School i Florida. På sin hjemmeside opfordrede hun folk til at tage handskerne på for at vise, hvor mange der står sammen om at sige »nok er nok, skoleskyderier må stoppe«.

Og at handskerne kommer på catwalken i stedet for traditionel haute couture, kan kun fremme sagen, siger hun.

»Haute couture har tendens til at være eksklusiv, hvorimod bevægelser skal være inkluderende. Jeg tror ikke, at onde øjenhandsker eller pussyhatte på catwalken vil afskrække nogen fra at strikke dem selv,« siger hun.

»Om ikke andet bidrager de til at sprede budskabet.«

Nogle eksempler på politik på catwalken
 

1971

Yves Saint Laurent bruger camouflagefarvet stof på Vietnamkrigens højdepunkt. Allerede i 1968 havde han brugt rigeligt med sørgeflor i sine kollektioner, også som protest mod Vietnamkrigen.

1984

Modeskaberen Katharine Hamnett, der gæster et arrangement i Downing Street 10, møder Margaret Thatcher, åbner sin jakke og blotter dermed en T-shirt med påskriften: »58 procent siger nej til Pershing-missiler«.

1994

Fem nøgne modeller, deriblandt Naomi Campbell slutter op om en kampagne fra dyrerettigheds-organisationen under mottoet »Hellere gå nøgen end i pels«

2005

New York-mærket, Imitation of Christ, 2005, indleder en modeopvisning med billeder fra Irak-krigen og modeller i militær klædestil. En George W. Bush-imitator sidder på første række.

2016

Ashish Gupta, modedesigner født i Delhi, flasher en T-shirt med ordet ’indvandrer‘, da han bukker efter at have præsenteret sin kollektion på catwalken ved London Fashion Week.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så'n er flippernes gøren og landen blevet brugt af en neoliberal økonomi forever..

Fri sex =>porno
Ligestilling=>Alle ud på arbejdsmarked, eller i arbejds-reserven..
Internettet=>total overvågning
frisind=>hakke på muslimer

Selv Pia og Inger, i deres iver for at komme parallel-samfund til livs, går snart ind for at unge muslimske kvinder guddødemig skal tatoveres fra top til tå og udstille deres sexliv på de sociale medier. Og hvorfor gider drengene ikke sende dem dickpics, måske?

Lillian Larsen, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Jeg kommer sådan til at tænke på nisser.

Det var ikke sorte præster, der udryddede troen på nisser rundt om i landet. Det var nationalromantiseringen af dem, ikke som noget der fandtes i virkeligheden, men som et "symbol" man kunne sætte på hylden som pynt for at vise at man virkelig var super-dansk, for det landlige var det "ægte" danske dengang nationalismen spruttede frem i DK.

I samme dur kan man åbenbart iklæde sig symboler på oprør, for at vise at man er rebelsk. Men at tro på at rigtigt oprør virker, sådan i virkeligheden? "Ej, det er jo skørt".

Hvorfor, og siden hvornår kræver oprør at man iklæder sig "oprørsk tøj"? Er det mindre oprørsk at troppe op på barrikaderne i jakkesæt, i silkekjoler, i en slidt t-shirt med cargo shorts og sandaler og tennissokker? Det er ligesom den gamle association om at opera og klassisk musik skulle være overklassens musik. Da kun hvis man accepterer den association, lader overklassen EJE den association.

At iklæde sig "oprør" som accessory, er ikke hvad jeg ville betragte som at have noget at gøre med at gøre unge "politisk bevidste". Det er simpelthen at gøre dem mere overfladiske.

David Joelsen

Det virker på begge sider at det politiske spektrum. Unde ledere og forretningsfolk iklæder sig jakkesæt og Rolex. Soldater får dekorative uniformer på. Ikke ensbetydende med at at man også tror 100% på det.

Så husk, mode er - kun mode.

Christian De Thurah

Spørgsmålet er, om ikke det revolutionære allerede i 1968 i vid udstrækning var en attitude snarere end en overbevisning.