Læsetid: 10 min.

»Mor Gris er embedsværket, der får tingene til at hænge sammen« – og andre voksenanalyser

’Gurli Gris’ er små og tilforladelige animationsfilm om et lille samfund af glade og grinende dyrearter, men ser voksne med for længe, bliver ’Gurli Gris’ også til vidnesbyrd om interessanthed, hegelske antiautoriteter, maskulinitetsbøvl og klassekamp. En børnebogsanmelder, en bror, en mor og et vildt aarhusiansk analysehold har kastet sig over deres foretrukne afsnit af ’Gurli Gris’
Bedstefar Hund har taget det på sig at lave pirattema og skattejagt og overgør fuldstændig sin rolle som Kaptajn Langskæg og taler piratsprog, som børnene ikke forstår.

Bedstefar Hund har taget det på sig at lave pirattema og skattejagt og overgør fuldstændig sin rolle som Kaptajn Langskæg og taler piratsprog, som børnene ikke forstår.

Fra DR

22. juni 2018

Piratfest med maskulinitetsfornærmelser

Vores børnebogsanmelder, Anita Brask Rasmussen, har set »Herluf Hunds piratfest«, hvori vi lærer, at det er sjovt, når de voksne leger med, men at det er børnene, der er bedst til at dosere leg og virkelighed

Af Anita Brask Rasmussen

Vi kender det godt – den slags børnefødselsdage, der med et samlet narrativ pakker festen ind i tematiserede selskabslege, goodiebags og specialdesignede kager. Den slags børnefødselsdage, der snubler et sted mellem velment, kærlighedsfyldt planlægning og ublu selveksponering. Sådan en fødselsdag er »Herluf Hunds Piratfest«.

Bedstefar Hund har taget det på sig at lave pirattema og skattejagt og overgør fuldstændig sin rolle som Kaptajn Langskæg. Han taler piratsprog, som børnene ikke forstår, og kalder Bedstefar Gris – hans nemesis – for Kaptajn Galt.

Galt betyder kastreret orne. Det er en lille og subtil, men genial understregning af, at striden mellem Bedstefar Hund og Bedstefar Gris nok er andet og mere end et hyggeligt show, de opfører for børnene.

Bedstefar Gris er en tilbagevendende figur i Gurli Gris, mens Bedstefar Hund kun sjældent spiller en større rolle. Dette er til gengæld hans dag, han må dog tage en flok børn med, der er der for at fejre hans barnebarns fødselsdag. Og så tager det simpelthen overhånd for den gode Bedstefar Hund, og det ender i en intens diskussion mellem Kaptajn Langskæg og Galt om skatten.

Mens børnene for længst har fortærret indholdet af skatten, kan de to kaptajner ikke løsrive sig. De må til sidst se sig demaskulineret af Mor Hund, der afbryder deres kamp – eller skulle vi sige deres pikmålingskonkurrence – med et overbærende: »Tusind tak, Kaptajn Galt og Langskæg, for den sjove piratleg.«

Og så står de dér. Afsløret i, at deres rollespil blev lidt for virkeligt for dem.

Leg er en alvorlig sag

De eneste velafbalancerede personer i dette afsnit er børnene. De siger fra, når Kaptajn Langskæg bliver for indforstået, og de tysser på mødrene, når de fuldstændig uden situationsfornemmelse råber »Hurra for piraterne« lige i det øjeblik, hvor børnene er i gang med at snige sig ind på Kaptajn Galt for at hapse hans chokolademønter.

Børnene har hele tiden været med på legen i det omfang, det gav mening for kollektivet og for fødselsdagsbarnet Herluf Hund, der vidst forsvandt helt ud af Bedstefar Hunds bevidsthed.

Børnene vil være med på en inkluderende måde, og det skal de nok selv finde ud af at være. De navigerer behændigt og erfarent gennem de voksnes klippefremspring af overdreven omsorg og isbjergetoppe af undertrykte følelser. Det hele handler om, hvad man er tilstede i legen for. For ens egen skyld, for andres skyld eller for legens skyld?

Børnene vælger det sidste. Og vinder. På den måde bliver Herluf Hunds Piratfest et særligt opbyggeligt afsnit, der på overlegen (sådan bliver det gerne, når man bruger antydninger fremfor overtydeligheder) vis fremhæver, at leg er en alvorlig sag og en evne, man ikke bare har og kan tage frem, når der lige er en festlig lejlighed. Det kræver erfaring og vedligeholdelse.

’Gurli Gris – Herluf Hunds Piratfest’, sæson 3, episode 16

Fru Kanin varetager en så substantiel del af samfundets essentielle funktioner (ulig Far Gris’ middelklassepapirnusseri), at hele landet i et afsnit må holde national fridag, da Fru Kanin skal tildeles en æresmedalje af dronningen. Ellers ville samfundet bryde sammen.

Fra DR

Fru Kanin er den prekære arbejdskraft, der giver andre mulighed for at lege

Avisens kulturredaktør – og mor – Katrine Hornstrup Yde har set afsnittet »Fru Kanins fridag«, hvori arbejderklassen anerkendes – og den danske oversættelse misser hele pointen

Af Katrine Hornstrup Yde

De voksne lever for børnene i Gurli Gris. Derfor hedder de deres funktion. Man er Bedstefar Hund eller Mor Gris. Selv når Far Gris er på arbejde, kalder kollegerne ham for Far Gris.

»Det er Far Gris,« siger han, når han tager telefonen ved sit skrivebord.

På arbejdet, som han bærer sin attachémappe frem og tilbage til hver dag, sidder han og dimser med latterlige grafer, hans kolleger griner sammen under datteren Gurlis besøg over deres formålsløse jobfunktioner. Deres arbejde er middelklassefjol, der skal overstås, før man er tilbage til det virkeligt vigtige: familielivet med børnene.

Sådan er det i Gurli Gris.

Sådan er det ikke med Fru Kanin. Fru Kanin varetager nærmest samtlige jobfunktioner i byen. Hendes konstante tilstedeværelse som evigt arbejdende er faktisk nærmest det mest absurdistiske element i serien – ud over at alle dyr kan tale.

I løbet af serien ser vi hende som helikopterredder, bestyrer af den lokale genbrugsstation, brandmand, bibliotekar, ingeniør, buschaffør, ansigtsmaler, kassedame og grotesk meget andet. Faktisk varetager hun en så substantiel del af samfundets essentielle funktioner (ulig Far Gris’ middelklassepapirnusseri), at hele landet i et afsnit må holde national fridag, da Fru Kanin skal tildeles en æresmedalje af dronningen. Ellers ville samfundet bryde sammen.

Endnu en sjælden fridag opstår i afsnittet »Fru Kanins fridag«. Her kommer Fru Kanin på besøg hos sin identiske – og identisk klædte – søster Mor Kanin, hvis funktion og job er at passe sine børn. På vej ud igen (for hun har travlt) snubler Fru Kanin over noget legetøj, og pludseligt kan hun ikke arbejde. Så må søsteren forsøge at erstatte hende, mens Fru Kanin bliver hjemme hos de hyperaktive børn.

Snart viser det sig, at Mor Kanin ikke kan magte blot et enkelt af Fru Kanins mange job. Og så bliver andre dyr aktiveret for at passe isboden og køre bussen, men de duer ikke til det. Da de to søstre forenes sidst på dagen, er de udmattede og glæder sig til at bytte job igen.

»Fru Kanins fridag« giver altså både oprejsning til husmoderen i Mor Kanin og til den manuelle arbejder i Fru Kanin. Sidstævnte udstiller, hvordan et samfund, hvor alle voksne er til for deres børn og kan være ligeglade med deres job, kræver flittigmyrere, der lever og ånder for arbejde. Skulle man være rigtigt irriterende, kunne man næsten sige, at Fru Kanin er samfundets prekære arbejdskraft, der varetager alle funktioner, så andre kan foretage sig intet.

Det har de danske oversættere slet ikke fattet. Mens Fru Kanins sociolekt i den originale version helt åbenlyst er arbejderklassens, så skifter Fru Kanin i den danske sociolekt fra afsnit til afsnit. Og så burde hun i øvrigt hedde Frøken Kanin, for på engelsk hedder hun Miss Rabbit, og det ugifte og barnløse er en vigtig del af pointen: at i virkelighedens ikkepastelfarvede verden ser ungerne Gurli Gris, når vi forældre ikke har tid eller overskud til dem. Så kan lattermilde Far Gris tage over for en stund. Og så kan Frøken Kanin ordne skraldet imens, så han og de andre har mulighed for at lege.

’Gurli Gris – Fru Kanins fridag’. Sæson 4, afsnit 3.

Afsnittet »Pedro Is Late« starter med, at en af Gurlis klassekammerater, Pedro (i midten), kommer for sent til en museumsudflugt, og slutter med, at han til alles overraskelse er tilbage på skolen som den første.

Fra DR

Pedro Pony lader sig aldrig homogenisere

Journalist – og storebror – Nikola Gøttsche dyrkede i sine sene teenageår og sammen med sin lillebror den anderledes Pedro Pony, der lærte os, at ting kan være spændende uden at have brugsværdi

Af Nikola Nedeljkovic Gøttsche

I mine sene teenageår tilbragte jeg somrene hos min far i San Francisco, hvor jeg fungerede som dagplejer for min 16 år yngre lillebror. For så vidt bleskift, middagslure og udflugter til legepladsen var han et ukompliceret og taknemmeligt barn at have med at gøre. Men frokosten var et veritabelt mareridt. Det ligger til familien at have problemer med at ville spise.

Derfor blev det en løbende udfordring at opstøve korte tegnefilm på YouTube, der kunne distrahere i en sådan grad, at min lillebror ikke opdagede, når han fik skovlet frugtgrød i munden. Noget med stærke farver og overartikulerede stemmer. Dog med det afgørende forbehold, at underholdningen ikke udfordrede min tålmodighed derhen, hvor jeg mistede besindelsen og forgik i irritation over fordummelsen og den nedladende moralisering.

Det var svært at finde en mellemvej. Men Gurli Gris blev det perfekte kompromis.

For det første finder man af og til humoristiske øjeblikke, hvor også personer, der er vokset fra sut og ble, må overgive sig. Men hvad vigtigere er, så rummer serien børnelærdomme, der ligger udover det pinefuldt åbenlyse.

Tag afsnittet »Pedro Is Late«, der starter med, at en af Gurlis klassekammerater, Pedro, kommer for sent til en museumsudflugt, og slutter med, at han til alles overraskelse er tilbage på skolen som den første.

»Alle kan lide at komme for tidligt,« lyder den afsluttende speak.

Moralen er ikke til at overse.

Og dog.

Som i de fleste andre afsnit med Pedro i hovedrollen er pointen, at det okay at stikke ud. Pedro er en pony. Han bærer en gul T-shirt og runde briller. Det er ham, der bliver ramt af sygdom og allergier. Han er distræt, glemsom og elsker at sove. Pedro er en nørd.

Når vennerne sjipper, danser Pedro med hulahopring. Mens de andre cykler eller kører på løbehjul, sidder Pedro på en hoppebold. Og da resten af klassen troskyldigt møder op til idræt i hvide uniformer, har Pedro klædt sig ud som en superhelt.

Således også i afsnittet her. På museet valser klassekammeraterne ganske uinteresseret forbi udstillingen, mens Pedro tager sig tid til at stoppe op og observere.

»Hmm… Interesting,« siger han.

Det er hans motto.

Men det er ikke kun kunst, der interesserer den unge pony. Ved en tankstation på vej til museet, retter han sit videbegær mod en benzinpumpe. Og i seriens mange episoder kommer Pedro vidt omkring – fra ukulele til hostesaft.

Det bliver aldrig forklaret, præcis hvad der er interessant eller hvorfor. Og det er befriende, fordi pointen netop bliver, at ting kan være spændende uden at have en umiddelbar brugsværdi eller et bestemt formål. Det må man selv reflektere over. Det må man selv finde frem til. Pedro slår altså ikke blot et slag for personligheder, der ikke lader sig homogenisere – hans figur opfordrer samtidig til både nysgerrighed og eftertænksomhed.

Med andre ord tjente Gurli Gris sit formål: Min lillebror spiste sin frokost. Men den største gevinst kom, når vi gik og holdt i hånden nede i parken, og han ud af det blå stoppede op og pegede: »Hmm… Interesting.«

’Gurli Gris – Pedro Is Late’, sæson 4, afsnit 41.

I afsnittet »Bedstefar på legepladsen« er Gurli og vennerne på legepladsen med Bedstefar Gris. Først leger de pænt og fint, og alle står i kø til rutsjebanen, men så begynder én af de små at snyde foran i køen. Bedstefar Gris tager en skæbnesvanger beslutning.

Fra DR
Fædrene i Gurli Gris er som Hegels monark

Center for Vild Analyse har set »Bedstefar på legepladsen«, hvori det bevises, at Gurli Gris fremfor at være antiautoritær, beskriver autoritet, når den virker allerbedst - i al sin klovnagtighed

Af Center for Vild Analyse

I Gurli Gris udspiller hverdagens små dramaer sig i et format og et tempo, hvor alle kan være med. Der er ingen unødige streger og ambitioner. Serien er »i børnehøjde«, men hvad er det, seriens små konflikter egentlig peger på? Er Gurli Gris en antiautoritær fortælling eller måske nærmere tegn på længslen efter autoritet?

I afsnittet »Bedstefar på legepladsen« er Gurli og vennerne på legepladsen med Bedstefar Gris. Først leger de pænt og fint, og alle står i kø til rutsjebanen, men så begynder én af de små at snyde foran i køen. Bedstefar Gris tager en skæbnesvanger beslutning, da han forsvarer snyderiet og opfinder en ny regel om, at hvis man er lille og græder, kommer man først i køen.

Gennem sin eftergivenhed mister han grebet, og den ordnede legeplads opløser sig snart i en mangfoldighed af tilfældige regler og begrundelser. Ved karrusellen kan man f.eks. nu komme med, hvis man godt kan lide gulerødder eller sige en sjov lyd med munden.

»Børnene finder jo på deres egne regler!« som voice-overen foruroliget udbryder.

Den noget tummelumske Bedstefar Gris bliver imidlertid reddet af Mor Gris, der hurtigt får styr på situationen, da hun dukker op: »Der er kun én regel,« som hun siger, og det er, at man skal vente på tur. Og det gælder i øvrigt også Bedstefar Gris selv, som elsker at rutsje. Alle griner, og kendingsmelodien lyder.

Der er noget ved scenen, som er klassisk for Gurli Gris-universet: Fædrene tumler rundt, men mødrene, og nogle gange børnene selv, klarer skærene. Bedstefar Gris er selv en lattermild figur, ligesom bedsteforældre jo nogle gange har ry for at være, men heller ikke den gode Far Gris er nogen særlig aktiv ordenshåndhæver i serien i det hele taget. Han er også for tyk og næsten lallende godmodig.

Langt fra at være antiautoritær er det dog næsten, som om Gurli Gris beskriver autoritet, når den virker allerbedst. For pointen er ikke, at fædregrisene skal styrtes af tronen, eller at reglerne skal laves helt om. Tværtimod. Pointen er, at børnene, moderen, Fru Kanin og alle de andre dygtige og flittige dyr nok skal få det hele til at fungere, ligesom det plejer, også selvom mesteren er lidt klovnagtig. Faktisk fungerer det hele rigtig godt, hvis man kan grine af magten og samtidig følge reglerne.

Far Gris minder på den måde om monarken i Hegels Retsfilosofi. I Hegels fornuftige stat er det embedsværket, der sørger for, at det hele fungerer, laver lovene osv. Man skulle faktisk næsten tro, at de godt kunne undvære kongen, som bare flanerer rundt og drikker vin, men de har alligevel brug for ham til simpelthen at sætte sit kryds på et stykke papir: signeret af kongen. På samme måde med magten i Gurli Gris: Mor Gris er embedsværket, der får tingene til at hænge sammen.

Far Gris kan man næsten kun grine af, men han er alligevel vigtig, næsten kun i kraft af sit navn, ’Far Gris’, som betyder, at der i sidste ende ikke sker andet, end at ordenen altid indfinder sig igen til sidst.

Det, vi griner af i Gurli Gris, er ikke faderens fald, men snarere, at han bliver ved med at være faderen, selv om han er en temmelig uduelig figur.

’Gurli Gris – Bedstefar på legepladsen’. Sæson 3, afsnit 5.

»Gurli er en helt, for fanden. Hun er på mange måder en fredsommelig, kærlig rebel, som har masser af svagheder.« mener Jakob Stegelmann, der er indkøber for DR’s børnekanaler, Ramasjang og Ultra.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu