Læsetid: 5 min.

Når huset er selve gysereffekten

’Hereditary’ indskriver sig i en lang Hollywood-tradition fra ’The Haunting’ til ’The Shining’, der gør dyster og desorienterende arkitektur til virkemiddel for gys og skræk
’Hereditary’ indskriver sig i en lang Hollywood-tradition fra ’The Haunting’ til ’The Shining’, der gør dyster og desorienterende arkitektur til virkemiddel for gys og skræk

Nordis Film

28. juni 2018

Hvis der fandtes spøgelser, ville deres drømmehjem være Winchester Mystery House i San Jose i Californien. Huset blev bygget i 1884 på bestilling af Sarah Winchester, enke og arving til riffelfabrikanten, og ifølge legenden skulle det huse ånderne efter alle de mennesker, der var blevet dræbt af hendes mands skydevåben. Måske derfor lod hun huset udbygge igen og igen gennem 40 år, tilsyneladende uden nogen overordnet plan.

Slutresultatet blev som prototypen på gyserfortællingernes hjemsøgte hus med dystre glasmalerier, besynderlige tag- og tårnkonstruktioner, korridorer og trapper, der ikke fører nogen steder hen og døre, der åbner op til ingenting. Et mystisk og forrykt hus, der ikke giver mening.

Det skulle nogen lave en film om, kunne man mene, og det er selvfølgelig allerede sket. Den hed Winchester og fik premiere sidste år, men er, trods stjernemedvirken af Hellen Mirren, noget bras. Ikke desto mindre blev en filmisk pointe igen holdt i hævd. Ingen steder kan uhygge tage bo som i sære huse, sære ved et tilfælde eller med forsæt – huse, der gemmer på hemmeligheder om grumme fortidige ugerninger.

Besjælede huse

Selv bryder vi os som regel ikke om at vide, hvem der levede (og døde) i vores eget hus, før vi flytter ind. Præcis dette ubehag er, hvad gyserfilmene om de hjemsøgte og besjælede huse spiller på, når de søger at indgyde os skræk.

»Når vi kommer hjem og lukker os ind og skyder slåen for døren, tror vi os i sikkerhed for alt, der kan skræmme os,« skriver Stephen King i sin bog Danse Macabre. »Her tilhvisker den gode gyserfortælling os, at det er det stik modsatte, vi gør: Vi lukker ikke verden ude, men låser os selv inde – sammen med dem.«

Spøgelser fra en grum fortid er i høj grad også til stede i Hereditary, en effektfuld ny gyserfilm, hvis titel spiller på, at der er ejendele, vi gerne vil arve, og dem, vi for alt i verden vil være fri for at arve (’familieforbandelsen’).

Bygget op omkring en fabelagtig skuespilpræstation fra Toni Collette er Hereditary en mageløs mysteriefortælling om sorg, om skyld og om rædsel. Alle i filmens familie synes at være omgivet af deres egen personlige sky af ulykke. Collette har måttet begrave sin »vanskelige« mor, og hendes mand, Gabriel Byrne er indesluttet og tvær. Deres teenagesøn befinder sig i en evig hashrus og taler kun i enstavelsesord, og deres lille datter tegner vrede kruseduller og kapper hovedet af døde fugle.

Arkitektur som neurose

Familiehjemmet føjer sine egne dimensioner til dysterheden. Det er stort skrummel af et træhus omgivet af birkeskove og med en beliggenhed langt fra alfarvej. Arkitektonisk er det ikke klassisk dyster gotik – det er mere 20. århundredagtigt – men fuld af foruroligende stemninger. 

Det er imposant, huleagtigt, alt for tyst og konsekvent underbelyst. For at understrege den pointe spiller Collette en kunstner, der har specialiseret sig i detaljerede små scener fra sit eget liv, som hun genopfører med hjælp fra små modelhuse. Som Sarah Winchester bruger hun arkitektur til at gennemspille sine neuroser.

Dette var just en grundpille i gotiske gysere: De hjemsøgte huse var afspejlinger af deres beboeres plagede psyke og fortrængte hemmeligheder. Langtfra alle præsentable, offentlige og oplyste fællesarealer var fulde af mørke afkroge, hemmelige klamme kældre og glemte loftsrum, der kunne modsvare de fortrængte zoner i vores eget ubevidste.

Kvinderne i disse fortællinger er som oftest ofrene, spærret inde i fængsler, hjemsøgt af tidligere hustruer, stramtandede guvernanter og kvalte lidenskaber som i Jane Eyre, Rebecca eller Shirley Jacksons The Haunting of Hill House, grundlaget for Robert Wise-klassikeren The Haunting.

Så mange af vores film om hjemsøgte huse er stadig rodfæstede i denne gotiske tradition, som Guillermo del Toros Crimson Peak eller The Woman in Black (med Daniel Radcliffe i hovedrollen) eller Nicole Kidmans The Others. Selv Polanskis Rosemary’s Baby, der blev indspillet i 1960’ernes New York, kan stadig finde en lomme af gotisk dysterhed i Dakota Apartments, hvor patriarkatet driver sine sataniske intriger imod den arme, alfeagtige Mia Farrow. Al den velkendte urbanitet gør kun sceneriet endnu mere uhyggeligt.

Man kan i en vis forstand opfatte moderne arkitektur som et forsøg på at uddrive alt dette. Som en bestræbelse på at eliminere alle mørke hjørner og hemmelige rum og oversvømme vores livsrum med rensende lys, men i filmene kan man aldrig exorcisere djævlen fra hjemmet. I bedste fald kan man feje ham ind under gulvtæppet og tapetsere revnerne over.

Økonomisk ruin

Med tidens ejendomspriser er smuldrende gamle palæer blevet vanskeligere at opdrive, men andre bekymringer kan presse sig på og hjemsøge hjemmets sfære, herunder frygten for økonomisk ruin. Det var tilfældet med The Amityville Horror, som skabte sin egen undergenre af imitationer og efterfølgere.

Det er den klassiske historie om det nygifte par, der prøver at klatre op ad den sociale rangstige og tror, de har gjort alletiders hushandel, men overser alle faresignaler: de skræmmende loftsvinduer, det forhold, at den tidligere beboer myrdede hele sin familie med et haglgevær, at huset er anlagt på en tidligere indiansk gravplads osv.

Amityville er ikke stor filmkunst, men den ramte en nerve hos et publikum i 1979, der selv var plaget af økonomisk utryghed og høje boligpriser. Samme frygt er nu vendt tilbage for at hjemsøge det moderne marked. Paranormal Activity, der fik premiere i 2008, året med finanskrakket, spiller også på forestillingen om det socialt aspirerende par, hvis første hus viser sig at rumme skjulte gældsposter, de umuligt kan tilbagebetale.

En klassiker i genren er også Stephen Spielbergs Poltergeist (1982), der ganske vist ikke var henlagt til en skræmmende gammel bygning, men en funklende ny anlagt i et helt nybygget kvarter (ulykkeligvis oven på gammel kirkegård). Seks år senere lærte Tim Burtons Beetlejuice os en lignende lektion, omend i en munter tone. I filmen møder vi spøgelsesparret med en skæbne, der er værre end døden: De må se deres statelige gamle villa overtaget af gentrificerede yuppier.

Hvad der gør huset i Hereditary desto mere skræmmende er, at vi aldrig får en overbliksfornemmelse, aldrig kan se dets anlægsplan for os. Dets indre geografi er umuligt at kortlægge, fordi det ikke rigtig har nogen. Filmen blev ikke optaget i et virkeligt hus, men på forskellige sætstykker. Samme trick brugte Stanley Kubrick i The Shining og før ham Robert Wise i The Haunting: At vi ikke kan orientere os, er en del af vores ubehag.

Hereditary lefler ikke for genrens klicher. Der er ingen knirkende gulvbrædder, intet afskallet tapet. Film om hjemsøgte huse er selv hjemsøgt af filmhistoriens forgængere, så få kan byde på originale overraskelser. Men film som f.eks. Hereditary viser igen, at hvis man får de arkitektoniske forvrængninger markeret klart fra begyndelsen af, bliver huset selv en del af gysereffekterne snarere end blot deres scene.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

En familie – Charlie, Annie, Steve og Peter – sættes under pres af sorg og uforklarlige hændelser i Ari Asters effektive gyserfilm, ’Hereditary’. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Den mest overhypede film længe. Der er to klare muligheder for tolke denne film, og at disse er tilstede i hver eneste scene er filmens absolutte styrke.

At den skulle være skræmmende på den psykologiske måde er ikke sandt. The Orphanage, viste hvordan det skulle gøres, men Heritage kommer ikke engang tæt på. Der er enkelte sædehop i filmen men ikke nogen troværdig underliggende psykologisk effekt.