Interview
Læsetid: 4 min.

»Der er jo ikke nogen, der gider høre om, at man havde en ret fed stream kørende i FIFA hen over weekenden«

Vi taler med begejstrede computerspillere om, hvad de spiller, hvornår de spiller, hvorfor de spiller. For erhvervsjournalist på Berlingske Michael Alsen Lauridsen, som spiller FIFA og Far Cry, er gaming en slags afslapning, der kan sammenlignes med at strikke. Bortset fra at hvis man ikke holder det ved lige, så bliver man slået af de unge gamere, man møder på internettet
Vi taler med begejstrede computerspillere om, hvad de spiller, hvornår de spiller, hvorfor de spiller. For erhvervsjournalist på Berlingske Michael Alsen Lauridsen, som spiller FIFA og Far Cry, er gaming en slags afslapning, der kan sammenlignes med at strikke. Bortset fra at hvis man ikke holder det ved lige, så bliver man slået af de unge gamere, man møder på internettet

Still fra spillet 'FIFA'

Kultur
8. juni 2018

»Jeg begyndte at spille i 1997. Mine forældre fik en stor, gammel stationær computer, og jeg kan huske, at året var ’97, for det var FIFA ’97, vi spillede, mine to brødre og jeg. Man kunne både spille indendørs og udendørs. Vi havde ikke været vant til at lege med noget, der var elektronisk, og pludselig kunne man være herre over et helt fodboldhold. Det var magisk. Vi sloges altid om, hvem der skulle spille, og vi løb om kap hjem fra skole for at åbne den der gamle computer og komme i gang.«

»I dag spiller jeg ikke computer, jeg spiller PlayStation. Det passer bedre til mig. Man har et joystick, så på en eller anden måde føler man sig lidt mere aktiv. Jeg sidder altid i min stol. Ikke i sengen, for eksempel – jeg skal sidde ordentligt, ellers kan jeg ikke. Lige for tiden, hvor det er meget godt vejr, spiller jeg ikke så meget. Jo, jeg spillede i går, men ellers har jeg ikke rigtig spillet i et par uger. I perioder med mindre godt vejr, spiller jeg en time om dagen. Eller mere.«

»Jeg spiller stadig en del FIFA, og så spiller jeg et rumspil, der hedder Destiny. Og Far Cry. Jeg spiller online mod folk fra hele verden. Det er sjovere end at konkurrere mod sig selv. Til gengæld får man somme tider svinere fra andre spillere i indbakken, hvis man har vundet. Jeg gør det ikke længere, men tidligere, når jeg for eksempel havde slået nogen i FIFA, så skrev de sådan noget med, hvad de ville gøre ved min mor, og så måtte jeg jo svare, hvad jeg ville gøre ved deres mor.«

»Spillene tilbyder hver deres univers. FIFA er hardcore konkurrence og automatiserede processer – det er ligesom at løbe en tur. Jeg kan blive helt arrig, hvis jeg taber en kamp og tilsvarende glad, når jeg vinder. Far Cry 5 tilbyder en anden dybde. Det udspiller sig i et naturtro Montana, hvor man skal nedkæmpe en religiøs sekt, der har overtaget et stort område. Man kryber rundt i skovene, kører ATV og pløkker sektmedlemmer. Det giver en voldsom følelse af frihed. I Destiny kan jeg sommetider blive helt bange og få høj puls, når jeg lister mig igennem en tom lagerbygning og ved, at fjenderne pludselig vil dukke frem.«

»For mig er gaming i høj grad et spørgsmål om afkobling. Især når jeg spiller FIFA, skal jeg ikke rigtig forholde mig til andet end de mekanikker, der sidder i fingrene. Det er en automatiseret proces lidt som at strikke. Hvis jeg fik målt mine hjernebølger, mens jeg spillede, ville der nok ikke være særlig høj aktivitet – men måske noget adrenalin.«

»Jeg kan stadig godt få dårlig samvittighed. Man tænker jo altid, at man også kunne læse lidt mere litteratur eller tage ud og møde nogen i stedet. Jeg har aldrig valgt sociale arrangementer fra for at spille. Men jeg kan godt mærke, at det bliver sværere at finde tid til det. Egentlig ærgrer det mig lidt, for jeg har altid tænkt, at det kunne være nice at være en af dem, der spiller, selv om de er blevet gamle og har fået børn og sådan. Men det kommer nok ikke til at ske. Hvis du f.eks. spiller FIFA, og du som mig har været vant til at være god og kunne spille op mod de fleste, så er det svært at holde ved lige, for det kræver, at du spiller ret meget. Og hvis du ikke er god, er det jo ikke sjovt, for så møder du bare en eller anden 16-årig koreaner, der spiller 30 timer om ugen, og så får du bank. De her dage taber jeg mere, end jeg vinder, og det er måske begyndelsen på enden.«

»Jeg vil ikke sige, man bliver dummere af det. Men heller ikke klogere. Hvis man møder ind på arbejde efter en weekend, hvor man har spillet meget, så har man jo ikke rigtig noget at byde ind med. Der er ikke nogen, der gider høre om, at du havde en ret fed stream kørende i FIFA hen over weekenden. De vil hellere høre om en god vinbar, du har været på, eller at du har løbet en lang tur.«

»Min lillebror og jeg har begge spillet en del, så han kan forstå det. Når vi ringer sammen, taler vi tit om spil. F.eks. har FIFA lige lanceret et helt nyt VM-mode som en del af spillet. Normalt udsender EA Sports (som udgiver FIFA, red.) et selvstændigt VM-spil, som man kan købe for 400 kroner, men det har de droppet og i stedet udviklet en tilføjelse til det univers, man allerede har købt adgang til. Den anden dag ringede han og fortalte, hvor optur det var. Men han er nok den eneste, jeg kan tale med det om. Et af mine store idoler er en tidligere kollega, som er familiefar med to børn, og som gamer alle nye spil og er god til det. Han er nørd på en cool måde, han lægger mærke til alle mulige sjove detaljer. Hvis man virkelig er feinschmecker, kan man hente meget i de nye spil, som tit er en blanding af populærkultur og alle mulige gamle referencer. Far Cry er et af de spil, som har en vildt fed dybde. På den måde er det jo ikke anderledes end en filmelsker, der ser en ny film, eller en musikelsker, der køber et nyt album og nørder det.«

Serie

Jeg gamer

Vi taler med begejstrede computerspillere om, hvad de spiller, hvornår de spiller, og hvorfor de spiller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her