Læsetid: 5 min.

Det nye fuglesprogs fødder

Inge Pedersen (1936-2018). Sprogappetit, billedrigdom, fandenivoldskhed og lidenskab samt overrumplende intensitet er blot nogle af de ord, der melder sig til karakteristik af hendes produktion
Inge Pedersen (1936-2018). Sprogappetit, billedrigdom, fandenivoldskhed og lidenskab samt overrumplende intensitet er blot nogle af de ord, der melder sig til karakteristik af hendes produktion

Peter Kamp Knudsen

22. juni 2018

Lyrikeren og prosaisten Inge Pedersen, som døde forleden, debuterede relativt sent, som 46-årig, men hun holdt til gengæld længe ved og efterlader sig et betydeligt forfatterskab bestående af fire digtsamlinger, to novellesamlinger og fem romaner, de sidste tre omhandlende barndommen, ungdommen og de formende uddannelsesår.

Sprogappetit, billedrigdom, fandenivoldskhed og lidenskab samt overrumplende intensitet er blot nogle af de ord, der melder sig til karakteristik af hendes produktion. De første mange år kredsede hun i sine digte om en modsætning mellem tryghed og frihed, med en solid jordbundethed stillet op frontalt mod en vilter fugleflugtstrang; men efterhånden viste sig, at hendes bærende tema var det blot at komme til live, komme til sig selv og som digter komme frem til et sprog.

Født og opvokset i Brønderslev valgte hun i første omgang det absolut sikre. Tog handelsskoleeksamen og arbejdede nogle år på kontor, men kom så på seminarium i Ranum, tog en gymnastiklæreruddannelse og underviste indtil 1995 i tysk og idræt på Nørre Nissum Seminarium. Sideløbende hermed opdrog hun tre børn, men sørgede til stadighed for at have fornøden plads til skrivearbejdet, for som hun mange år efter skrev på sin hjemmeside: »hvis poesien og digtekunsten forfalder, trues sproget – og dermed hele verden og jeg i den – af et farligt hukommelsestab.«

Både som poet og fortæller er hun dygtig til at sløjfe mellemregningerne og gå efter det væsentlige. Hun holder sig til, hvad der kan sanses, føles, fornemmes og helst siges direkte; men hun skriver sig som regel også ud over en grænse, som vel mest bare er konventionens, og hun lader sig ikke nøje med det gængse navn på et fænomen og lader sig overmåde ofte med nysgerrighed lokke ud til kanten af, hvad hun tør sige: »ingen kan vide / hvad der kommer i de usammenhængende / halve sætninger, blå pauser, pludselige slyng i tungen. Fuld som jeg er af analfabetisk / rå vild puls«, for nu at citere Den trettende måned, hendes sidste digtsamling, der udsendtes i år 2000.

På det tidspunkt havde hun for længst taget springet fra lyrik til prosa. Det skete i 1992 i en novellesamling med den karakteristiske titel Berørt: små stemnings- og øjebliksbilleder, der netop skulle have lov at svæve hver især og ikke skulle samle sig til nogen eller nogens historie. Anderledes med de sidste tre romaner: Og halsen af en svane (2006), Til Amerika (2010) og Vejen går gennem luften som udkom i fjor. I dem gav Inge Pedersen os det vigtigste af sin livserfaring, men leverede samtidig en provinsbyskildring, et sprællevende tidsbillede og en analyse af, hvor let mennesker lader sig grænse ind af omgivelserne og dermed grænse ud som eksistenser.

Men tro nu ikke, at der inde i den billedynglende lyriker »i virkeligheden« boede en traditionel beretter. Nej, romanerne fremtræder så udpræget som fortællinger af en digter, med gavtyveagtige skift i tempo, tone og stemning. Selv når hun beretter om den forsigtige tryghedssøgende mor og den lettere uforudsigelige far – der insisterer på at køre datteren til seminariet i en rød brandbil! – og når hun præcist portrætterer lærere og elever på seminariet, mærker man hendes poetiske sødme. Ikke et afsnit uden antydningsglimt, et (tror man) malplaceret og derfor netop velplaceret billede. Ikke en scene uden et pludseligt lille krystalsekund.

Inge Pedersens debut faldt i første halvdel af 1980’erne, hvor hun i lighed med de delvis jævnaldrende Bodil Nielsen, Birgit Filskov og Annette Tranæs omsider fik lov at vise, hvad hun duede til. Dengang kunne hun af og til føle, at hun »havde det forkerte køn, den forkerte alder og den forkerte adresse«. Siden hen, da hun var blevet en etableret forfatter og tilmed fra 2005 var kommet på Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, så hun heldigvis anderledes på det: »Som jeg har det nu, tænker jeg at jeg har det helt rigtige køn, den helt rigtige adresse, og den helt rigtige alder – og desuden har jeg noget, som jeg har lyst til at beskæftige mig med resten af mit liv.«

Det liv er nu så slut. Tilbage står et forfatterskab, som til den ene side handler om en længsel, der (næsten) ikke kan finde sit sted i verden, om et subjekt i heftig brand, optændt af savn eller sorg, men som så til den anden side gang på gang vidner om hvor fornemt udtryksviljen kunne forløses. I hendes anden digtsamling Sejlads på en ø (1985) hører vi f.eks. om indestængte skrig og om, hvordan jeget i sine øjenhuler har rester af en løssluppen drøm. Men så kommer subjektet atter til sprog: »Smertemodet brænder på læberne,« står der således et sted, og andetsteds: »mit hjerte er en gul / hvælvet blomst«.

Det er næppe forkert at sige, at skriften for Inge Pedersen i lange tider var et spørgsmål om overlevelse. Og har man først fået øje på denne eksistentielle dimension af hendes digtning, møder man den overalt. F.eks. i en barndomsscene fra erindringstrilogiens første bind, hvor pigen sidder med den legetøjstelefon, hun har fået af sin far:

»Mit øre var et løvtræ der lyttede helt ind i de små sorte huller i røret. Og så endelig. Endelig lød der en susen, en hvirvlende skov af åndedræt, igen sang sproget, formet af gådefulde kanaler og fortætninger i andre kroppe. Indtil det til sidst gik over i en dyb stilhed, så også jeg kunne åbne for alle de ord, som var inden i mig. Et nyt sprogs fuglefødder bevægede sig op fra maven og krængede min mund op indefra. Det stak sine svirrende vinger ud mellem mine læber og fløj ind i telefonen som ind i en lysende blå himmel, jeg trak vejret dybt, jeg nynnede ind i tragten som jeg plejede. Og alt hvad der fandtes af rytme og tonefald i ordene blev kastet tilbage og gav genlyd i de små sorte hullers hemmelige, hule søjler.« Fuldbyrdelsen af den udtrykstrang, som Inge Pedersen her så besættende beskriver, var, må man tro, at komme ud på tryk og finde frem til en læser, ja, efterhånden mange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu