Læsetid: 9 min.

Med overklassen på masochistisk sviptur blandt folkelighed og marxisme

Informations musikredaktør måtte strække våben og se sig tom for ord om årets Heartland Festival. Han mumlede noget om at blive ramt af sentimentalitet og inkontinens. Så gik han ind på sit delekontor og lagde sig på sit hævesænkebord og faldt i en dødlignende søvn. Tilfældet ville, at redaktionen parallelt med Ralf Christensens retræte modtog et sirligt håndskrevet læserbrev om Heartland fra en Benedikte von Moltkenstein. Det bringer vi i stedet
Heartland Festival på Egeskov.

Heartland Festival på Egeskov.

Carsten Bundgaard

4. juni 2018

Kære Information. Jeg skriver til jer, fordi jeres avis blev involveret i min oplevelse af årets Heartland Festival. På godt og ondt. Det var mit første besøg i de magnifikke omgivelser på Egeskov Slot, og i lang tid troede jeg, at det skulle blive mit sidste.

Efter alle kunstens forskrifter havde jeg pakket til frokost i det grønne. Med mit blå blod og sengeplads i tårnkammeret på Egeskov følte jeg mig sikker på, at Heartland ville være en standsmæssig nydelse.

Skønånder og endnu skønnere champagne. Ikke nogle sjasket petit bourgeoisie, men masser af stor bourgogne, tak. Formatet blev allerede indikeret, da festivalen gav mig og 99 andre indehavere af en Mercedes-Benz gratis parkeringsplads i første parket.

Som lidt yngre besøgte jeg Roskilde Festivalen, og jeg vågner stadig badet i sved ved tanken om den teltbagte papvin, vi drak som en slags manddomsprøve. Det var dengang jeg galede med på 68’er-ikonet Janis Joplin:

»Oh lord, won’t you buy me a Mercedes-Benz.« Men det blev min far – ikke Gud – der købte mig min Benz.

Åben for den indre svinehund

Ungdom er dårskab. Spørgsmålet er, hvor elegant man kaster den af sig. Og det var, da jeg så den cremefarvede Benz-cabriolet, jeg stadig kører rundt i, at jeg droppede hippie-garnituren og holdt op med at lytte til venstreorienteret bavl. Jeg takker den dag i dag min papa for, at det var hans betingelse for, at jeg fik bilnøglerne.

Carsten Bundgaard
Tilbage til Heartland.

Jeg promenerede gennem pladsen og noterede mig en skaldyrsmenu, hvis pris signalerede et hæderligt kvalitetsniveau. Så vidt så godt og kort efter katastrofalt.

Der var »talk« med den gamle levemand Jørgen Leth, samt en forfatter, der kalder sig Merete Pryds Helle.

Det handlede om danskhed, og jeg må sige, at den form for omstillingsparat relativisme og værdimæssig fallit var mig vederstyggelig.

Som om danskhed var en konstruktion og ikke noget medfødt. At kun sproget og geografien gjorde os til danskere. Den må de længere ud på landet med end til Egeskov Slot.

Det blev ikke bedre dagen efter, hvor den ræverøde undercover-journalist Günter Walraff diskede op med diverse angreb på erhvervsliv og udlejere i Tyskland, mens den danske journalist Kristian Husted over for Wallraff vandt min sympati, da han erkendte, at han selv var fordomsfuld.

Til det vil jeg tilføje: Er summen af vores fordomme ikke dét, der designer vores udsyn? Og ville vi ikke blive skøre, hvis vi var absolut åbensindede? Er grænser ikke afgørende for national og personlig identitet? Åbenbart ikke i venstrefløjens optik. Men Husted åbnede en kærkommen flanke i de venstreorienteredes selvopfundne moralske overherredømme, som gør dem til så unikt ulideligt selskab.

I stedet talte han om, at vi alle må anerkende vores indre svinehund, for at kunne have en åben samtale og komme videre.

Tillad mig at åbne ballet: Jeg går i himmelseng i sikker forvisning (eller forestilling?) om, at alle socialister er netop socialister, fordi de ikke kan finde ud af at tjene en seriøs skilling. Eller fordi de har dårligt blod i årerne.

Pervers nydelse i svovlsumpen

Herfra gik det ned ad bakke for mig på Heartland.

Jeg begyndte at skændes med folk fra min egen kaste. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var for en masochisme eller pervers nydelse, der drev dem til at stå model til al denne folkelighed og marxisme. Snobbede de nedad for en weekend? På komfortabel sviptur i pøblens svovlsump? Måske.

Men er det ikke at indrømme, at den politiske opposition og den sociale rendesten har de bedste intellekter og kunstnere, at de har den bedste fest? Er det ikke grevskabet Heartlands paradoks? At en festival, der henvender sig til det bedre borgerskab paraderer en flom af borgerskabskritikere – i præsens eller præteritum – på scenerne?

Det var da heller ikke kun i samtaleteltene, at propagandaen flød, men også fra musikscenerne, hvor det vrimlede med magtkritikere i deres absolutte efterår, møgunger i selvlysende elefanthuer og intellektuelle i både krøllede og strøgne skjorter.

Radikalisme i flere forskellige generationer.

Allermest vederstyggeligt med Patti Smith, der stod og legede spirituel oplysning med hænderne vendt mod skyerne, mens folk småsludrede om friværdi og stegemetoder. En slags hvid indianer med ståltrådshår. Må jeg bede om mine himmelblå.

Formålsløst begyndte jeg at drive rundt. Endte i en bar, hvor yngre folk drak noget, de kaldte naturvin, men som mest af alt lignede kloakvand.

Jeg stillede mig i baren. Det var mig med Luis Vuitton-paraplyen, Christian Dior-gigantbrillerne og den afghanske mynde Henri – min egen langhårede, dovne hippiehund – ved fødderne. Jeg havde skræmt de fleste børnevoksne i korte kjoler og hjemmetrykte T-shirts væk fra baren, da jeg hørte en stemme ved siden af mig.

»Er det et ægte tæppe?« lød det.

Gastronomisk retromani

Jeg vendte mig og så en lille mand med fedtet hår, rødt fjæs, tilfældig barbering og dybe rynker i panden. I shorts, mein gott, aber natürlich. Gud forbyde at sætte æstetik over komfort.

Carsten Bundgaard
Hipsternes credo, ser det ud til, at dømme ud fra deres kasket- og sneakerstyranni, der hykler individualisme, men samtidig også socioøkonomisk ligestilling. Når de i virkeligheden er en ny elite – og hertil dybt småborgerligt optagede af social anerkendelse.

Se bare på deres snobbede hierarki bygget af håndsyede unika, vinylplader, singlebønnekaffe og den gastronomiske retromani, som også hærger Heartland.

Men jeg glider ud ad en tangent. Tilbage til mandslingen, der just spurgte, om min hund var et ægte tæppe.

»Alt hvad du ser er ægte. Også det blå blod,« svarede jeg afmålt.

Det kunne han vist godt lide, og han spurgte til min slægt. Og jeg spurgte til hans.

Af bonde-/arbejderslægt, hvilket han vist var stolt af. Men der glimtede en konflikt i hans øjne, det kunne enhver se. Betagelsen af mit aristokrati, der irriterede ham, og min høflige interesse, der flatterede ham.

Han viste sig at være musikkritiker på jeres ræverøde lilleputavis, og det virkede han yderst glad for. Jeg forsøgte at forstå, havde ikke noget bedre at tage mig til. Han talte om journalistisk frihed, og jeg citerede Janis Joplin:

»Freedom is just another word for nothing left to lose«.

Ja, jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men hun stak næsen op af min underbevidsthed og kvækkede en replik til hans frelste fanfare for jeres sprøjte.

Salman Rushdie og Volvo

Det blev mere interessant, da vi konverserede om festivalen, hvor han minsandten spejlede min kritik fra den anden side. Han opfattede det, som en festival, hvor det venstreorienterede blev smeltet uheldigt sammen med store »corporate« interesser. Floskler som »gidseltagning« og »figenblad« fløj gennem luften.

»Du må da kunne se ironien i, at Salman Rushdie i talk-teltet fortalte om, dengang en række store forfattere i 1982 afviste at gå kapitalismens ærinde. De sagde alle blankt nej til at skrive korte historier til Volvos annoncer. Og at Rushdie fortalte den historie 36 år senere på en Mercedes-sponseret festival, hvor man dyrker bæredygtighed og affaldssortering, mens man ved indgangen passerer en række energislugende sponsorbiler,« lød en af hans tirader omtrent.

Det kunne jeg selvfølgelig, men det var vist kun mig, der kunne se, at vi nu var bakket op i en økonomisk-politisk blindgyde for samtalen. Så jeg skiftede emne til musikken. Et klogt valg.

Mandens trætte politiske retorik forsvandt som dug fra en flaske Dom Perignon ved rivieraen. Han priste Oneohtrix Point Never (det måtte jeg slå op) for en »ekstatisk partikelstorm af videnskab og kunst og tidskollapser«. Det var åbenbart en elektronisk koncert med både konventionel koncertpianist og perkussionist.

Museal sentimentalitet

Han mente, at programmet i år var blevet noget bedre og ambitiøst ikke mindst takket være en ny mindre scene – og på trods af hyggeparkeringer på hovedscenen af »slidte eller joviale« navne som Van Morrison, Rag’n’Bone Man og Patti Smith. Hvilket jeg naturligvis bifaldt.

Carsten Bundgaard
Jeg skal være den første til at afvise nostalgi, og dér mødtes vi for en stund på et fælles ståsted, hvor vi fra hver vores vinkel, så det kontraproduktive i at hænge fast i fortidig storhed – under påskud af, at det er historiebevidsthed, når det bare er museal sentimentalitet.

Så skuffede han mig ved at hidse sig op over The The’s koncert, der skulle begynde en time senere. Åbenbart et gammelt idol for ham, og han begyndte at citere fra sangene, herunder »Heartland« hvis slægtskab med nærværende festival tydeligvis kun er i titlen:

»This is the land, where nothing changes / The land of red buses & blue blooded babies / This is the place, where pensioners are raped / And the hearts are being cut, from the welfare state,« småsnøvlede han, og kom så til at drikke af mit glas.

Han kunne godt selv se, at han var ved at miste grebet om sine følelser og lovede mig ikke at forfalde til sentimentalitet under koncerten. Det slog vi hånd på, og så skiltes vi.

Urinering på Mercedes

Til koncerten fandt jeg den skaldede frontfigur i The The en kende resigneret, men også sært medrivende i sin genopførsel af sit ungdommelige raseri mod det vestlige begær. Det sluttede med en lang klaversolo, og under den begyndte jeg at trække bagud gennem mængden.

Tilfældet ville, at jeg stødte ind i musikkritikeren igen. Nu med tårer nedad kinderne. Han så op. Han så, at jeg så ham, og slog skamfuldt blikket ned. Han drejede rundt om sig selv og begyndte at bane sig vej væk. Jeg fulgte i hans kølvand.

I mylderet tabte han sin blok, og Henri samlede den op. Vi stæsede gennem Renæssancehaven og så alleen med lysekronerne, ud på parkeringspladsen, hvor frøerne kvækkede i sivene i den lille dam. En rigtig dunhammeraften. Og ved De hvad? Så urinerede han herrenhjælpemig på ikke én, men flere biler i Mercedes-Benz-parken.

Det sidste, jeg så til jeres anmelder, kære Information, var da han blev anråbt af vagter og tog benene på nakken. I må hilse ham og sige, at han missede min bil, men at jeg stadig er skuffet over hans afmagt. Det er tanken, der tæller, som man siger til jul på Fattiggården.

På vej tilbage til slottet tog jeg hans notesbog fra Henri. Undskyld min komplette mangel på pli.

Jeg læste og fandt ord som »otiumversioner« og »smukt aktivt forhold til sit sangkatalog« og »Infecteds muskulatur redefineret«.

Det var forholdsvis letlæst, men til sidst endte det i fortravlede kragetæer, som krævede en del afkodning.

»Begær.« »Smertens renselse.« »Dør ensomme.« »Nurse me into sickness.« »Alligevel dybt bevægende.«

Jeg gik i seng, for jeg ønskede ikke at fraternisere med teen-idolet MØ. Dog slap jeg ikke for at høre hende gale energisk fra hovedscenen. Hendes alt-stemme må have ramt den helt rigtige bærebølge i vinden, for den syntes at glide som et genfærd gennem natten – befriet for popspektaklets bulder og brag. Hun lød ensom.

Manisk anfald af kritisk tænkning

Jeg stod op lettere ør på sidstedagen kun for siden at blive væltet helt omkuld. Ramt af følelsesorkanen, må jeg med skam melde.

Christianitterne i Savage Rose, Annisette med det sortfarvede hår og s

Carsten Bundgaard
temmen, der lød som om den rev noget livsnødvendigt fri af kroppen. Barfodssangeren, der helt ubesværet åbnede en portal ind til historien. Den stod dér og dirrede, og et sted derinde kunne jeg se mig selv, før jeg fik Mercedes-Benz.

Jeg fik lyst til at kramme hende. Mig. Hm. Måske skulle jeg have sagt nej til jointen fra fyren med en græsplæne på ryggen.

Dernæst var det tid til den heftigt snøftende slovak eller slovener – who cares? – Slavoj Zizek. Et manisk anfald af kritisk tænkning. Ikke mindst da han påpegede, at det intime, lumre rum er flyttet ud i offentlighedens tidligere så værdige forum. Og at vi overhovedet ikke er frigjorte, at det moderne menneske dyrker en »hedonist western buddhism«, som bare er endnu et eksempel på, at nutidens pøbel fortsat er underlagt økonomiske strukturer og ikke har noget fornuftigt at tage sig til (her parafraserer jeg en smule).

Hvis Zizeks version er sådan leninismen ser ud nu om dage, så regn med mig.

Heartland åbnede et eller andet for mig i år, det ligger fast. Men nu skal Henri luftes igen, og kureren har netop ringet på døren.

Mit læserbrev må afsted.

En god dag til jer alle.

Der er en manglende sammenhæng mellem talernes noble intentioner i teltene på Heartland Festival og den dovent sanselige overflod ude på pladsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Camilla Krag Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Bettina Jensen
  • Steffen Gliese
  • Jørn Vilvig
  • ingemaje lange
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Trond Meiring
  • Torsten Jacobsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Camilla Krag Jensen, Kurt Nielsen, Bettina Jensen, Steffen Gliese, Jørn Vilvig, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Damm

He he Ralf..
Men nu ER Patti altså Gud - jeg siger det bare ;)

Kenneth Krabat, Randi Christiansen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Undskyld, men jeg fatter intet, var der ikke har ikke råd og heller ikke rigtig lyst kun Patti og Anisette.
Men kender mennesker som var der også modne og lad mig kalde dem halvrøde humanister med hjertet det rigtige sted. de var begejstrede og helt uden snobberi eller nedværdigelse. Jeg har ikke noget imod satire, men det her hvad er det? jeg mener bestemt ikke jeg er analfabet og jo jeg var der i70serne både i demonstrationer, PL. Ikke-volden og OOA. Kan nogen forklare hvad denne Ralf mener udover ta forsøge sig i pseudoanalyse?.

Randi Christiansen

Viggo, jeg tror, ralf boltrer sig lidt i vor kulturs evige dilemma : hvordan være socialist OG livsnyder? Hvordan drikke champagne uden at kløjs i sorg over de brødre og søstre, som pga menneskelig dumhed og selviskhed er midt i ufattelige lidelser? Den er svær, og ralf har vist ikke rigtig knækket koden.

Torsten Jacobsen

Viggo Okholm,

Påstanden er, at man IKKE kan være 'halvrød humanist'. 'Humanisme' er i denne forståelse næsten synonymt med 'Solidaritet', og det er netop solidariteten som er udhulet og tom. Og dermed den postulerede 'humanisme'.

Se filmen 'Children of Men' for videre uddybning..