Baggrund
Læsetid: 5 min.

Rapperen XXXTentacions voldelige og korte liv er blevet stoppet med vold

Den populære og kontroversielle 20-årige rapper XXXTentacion blev mandag skuddræbt, og dermed har verden mistet en kontroversiel rapper med en stenhård barndom og voldsdomme på sit generalieblad. Han blev et levende billede på utilpasset maskulin identitet fanget i et voldeligt reaktionsmønster
I sin korte levetid blev XXXTentacion et levende billede på den utilpassede maskuline identitet fanget i et voldeligt reaktionsmønster. Hans liv og hans raps virkede forbundne og blev til sammen en fortælling om social arv og en voldskultur, der altså på ingen måde var en poetisk fiktion.

I sin korte levetid blev XXXTentacion et levende billede på den utilpassede maskuline identitet fanget i et voldeligt reaktionsmønster. Hans liv og hans raps virkede forbundne og blev til sammen en fortælling om social arv og en voldskultur, der altså på ingen måde var en poetisk fiktion.

Ritzau Scanpix

Kultur
21. juni 2018

Jahseh Dwayne Onfroy stemplede ind i den populærkulturelle bevidsthed med vold, og han blev stemplet ud af livet med vold. Under kunstnernavnet XXXTentacion var Onfroy en kontroversiel rapper, der havde flere voldsdomme bag sig, da to ukendte gerningsmænd mandag den 18. juni skuddræbte ham i Deerfield Beach, Florida. Han blev 20 år gammel.

Politiet arbejder ud fra tesen om, at det var et væbnet røveri, da to ukendte gerningsmænd løb op til Onfroys bil, efter at han havde forladt en motorcykelforretning. Mindst én af dem skød ham, inden de kørte væk i en SUV.

Dermed har den såkaldte SoundCloud-rap-genre mistet to af sine allerstørste profiler, endda til to arketypiske dødsårssager inden for hiphop, overdosis og skuddrab. Den 15. november sidste år døde den amerikansk-svenske rapper Lil Peep 21 år gammel af en overdosis af opiater, kokain og cannabis.

Begge rappere formidlede i deres arbejde deres ustabile personligheder kendetegnet ved stærkt depressive træk, svigtende virkelighedsfornemmelse og hang til receptpligtige opiater.

En nihilistisk subgenre

SoundCloud-rap er en nihilistisk subgenre, der trækker lige så meget på EMO-rock som på trap-hiphop – i en smadret lydkvalitet, der synes at mime de ustabile personers indre liv. Det er et mix, der har vist sig perfekt til at formidle den angst, nedtur og hyperfølsomhed som disse rappere sled og slider med. Ja, XXXTentacion har endda erklæret, at den afdøde Nirvana-forsanger, grungeikonet Kurt Cobain, der begik selvmord, var den eneste, der inspirerede ham.

Selv rappede han » Suicide if you ever try to let go, uh / I’m sad, I know«.

Hans egen onkel samt veninden Jocelyn Flores begik selvmord, og det behandlede han på depressionstracket opkaldt efter veninden:

»’Bout my uncle playin’ with a slip knot / Post-traumatic stress got me fucked up.«

Moderens svigt

Det var ikke et nemt liv for Onfroy. Han blev nødtørftigt opdraget af sin enlige og kun lejlighedsvist nærværende mor. Han flyttede fra hjem til hjem og boede ifølge Vulture af og til hos sin mormor. Han hævdede at have et ekstremt nært forhold til hende, samt at han røg i dyb depressionen, når hun ikke var der. Som seksårig forsøgte han angiveligt at dolke en mand, som generede hende.

Volden var det sprog, han ofte og gerne tyede til. Han blev smidt ud af et kor for overfald, og allerede som 17-årig, i 2015, var han blevet sigtet for våbenbesiddelse, væbnet røveri og besiddelse af illegale stoffer. Og havde også været et sted mellem ni og tolv måneder i ungdomsforvaring.

Vold mod gravid kæreste

Han begyndte at få succes med sine hjemmeoptagelser fra slutningen af 2015, først med den nærmest punkede »Look At Me!«, hvor det blandt andet lyder »You put a gun on my mans, ayy / I put a hole in your parents, ayy«.

I 2016 sad han en måneds tid i fængsel for væbnet hjemmerøveri og overfald og blev dernæst udstyret med elektronisk fodlænke.

I maj samme år indledte han et forhold til en kvinde, som han var ekstremt voldelig overfor. Ifølge et 142 siders retsdokument, som Pitchfork fik fat i, beskriver ekskæresten i et to en halv times vidneudsagn et grufuldt arvæv af vold. Han truede med at dolke hendes vagina med en barbecue-gaffel.

Han sparkede, slog og trampede på hende, angiveligt fordi hun havde sunget en anden kunstners sang. Og efter at hun var blevet gravid med hans barn, slog og sparkede han hende, hvorefter han med nogle samboer låste hende inde i to dage. Hvorefter han blev anholdt. Onfroy har nægtet sig skyldig, men er siden blevet sigtet for yderligere syv lovovertrædelser, herunder for at have truet ekskæresten til at skrive under på et dokument, hvor hun trak sit vidneudsagn tilbage.

Utilpasset maskulinitet

I sin korte levetid blev XXXTentacion således et levende billede på den utilpassede maskuline identitet fanget i et voldeligt reaktionsmønster. Hans liv og hans raps virkede ret så forbundne og blev til sammen en fortælling om social arv og en voldskultur, der altså på ingen måde var en poetisk fiktion. Og som var noget, han ikke viste afgørende tegn på anger over, selv om det efter hans død er blevet hævdet, at han kæmpede for at blive et bedre menneske.

Han postede således i oktober 2017 på Instagram, at han ville donere 100.000 dollar til projekter, der bekæmper vold i hjemmet. Noget, der aldrig er blevet bekræftet.

Central i censurdebat

Han blev også centrum i debatten om censur, da Spotify som led i deres nye ’Hate Content and Hateful Conduct’-politik besluttede at fjerne ham og R. Kelly, der i flere omgange er blevet anklaget for seksuelle overgreb, fra deres playlister – dér, hvor de fleste brugere finder ny musik. Men politikken blev annulleret efter voldsomme protester blandt andet fra den Pulitzer-belønnede Kendrick Lamar.

XXXTentacion fik stor kommerciel og kritisk medvind med sit folkfarvede debutalbum 17 i 2017, og i år udkom albummet ?, der gik direkte ind som nummer ét i USA. Der var planlagt yderligere to album i år.

Kendrick Lamar hyldede albummet 17 på Twitter.

»Lyt til det her album, hvis du føler noget. Rå tanker.«

Det er værd at bemærke, for Lamar er en klog og retskaffen mand i moderne hiphop, og han insisterer altså på at adskille XXXTentacions – betragtelige – kunstneriske talent fra hans personlige ugerninger.

Det kan dog være svært at adskille, når der er et så tæt forhold mellem hans udtalelser og handlinger og hans selvbiografiske raps. Men samtidig er hans værk også et vigtigt indblik i en forstyrret og ubehagelig psyke. Og intet menneskeligt bør være vores kultur fremmed.

Kendte begræder tabet

Behageligt er det så heller ikke, at dele af hiphopmiljøet har ladet sig fascinere af hans vold. Da han sad i fængsel i 2016 steg hans popularitet betragteligt. Og da han i hiphoppodcasten No Jumper beskrev i detaljer, hvordan han i ungdomsforvaringen tævede en homoseksuel cellekammerat og smurte hans blod ud i sit ansigt, svarede intervieweren: »Krigsmaling. Sejt.«

Efter hans død har flere notabiliteter såsom Diplo og J. Cole sørget offentligt.

»Fortalte dig aldrig, hvor meget du inspirerede mig, da du var her. Tak for at eksistere,« skrev Kanye West på Twitter. Og SoundCloud-rap-kollegaen Lil Yachty skrev: »Alle begår fejltagelser i livet. Ingen fortjener en tidlig død. Du vil leve for evigt gennem din musik.«

I en livevideostream for to måneder siden sagde XXXTentacion selv: »Hvis jeg nogensinde kommer til at dø eller nogensinde bliver et offer, så vil jeg sikre mig, at jeg har gjort mindst fem millioner unge glade. At de fandt en eller anden slags svar eller retning i mit liv. Uagtet negativiteten omkring mit navn.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her