Baggrund
Læsetid: 11 min.

Rose McGowan: »Hollywood er bygget på en syg kultur. Det er ligesom en kult«

Den tidligere skuespiller Rose McGowan var en af de første til at anklage Harvey Weinstein for seksuelle overgreb. Nu vil hun forandre filmindustriens syn på kvinder. »Jeg ved, jeg er på rette vej,« siger hun
Rose McGowan har ikke bare afsløret overgreb i Hollywood, men også kritiseret dem, der dækker over voldtægtskulturen. »Ikke ét af de smarte mennesker, der er klædt i sort for at ære vores voldtægter, ville have gjort noget for at hjælpe«, tweetede hun, da branchen mødte op til Golden Globes klædt i sort.

Rose McGowan har ikke bare afsløret overgreb i Hollywood, men også kritiseret dem, der dækker over voldtægtskulturen. »Ikke ét af de smarte mennesker, der er klædt i sort for at ære vores voldtægter, ville have gjort noget for at hjælpe«, tweetede hun, da branchen mødte op til Golden Globes klædt i sort.

Vianney Le Caer

Kultur
15. juni 2018

Himlen var sort, og regnen stod ned i tunge, tykke stråler, da vi mødtes. Rose McGowan så lille og sårbar ud, som hun trådte ind på hotellets bar, men nu sidder hun i lænestolen med ryggen mod vinduet – mens blitzlys fra kameraer blinker ind – og ligner en slags hævntørstig engel.

»Jeg ønskede at vise verden, at man kan gå efter magthaverne og faktisk ende med at vælte dem – ikke bare skubbe til dem,« siger hun.

»De kan forblive oprejst, hvis du kun skubber til dem. De skal væltes.«

Da anklagerne mod filmproducer Harvey Weinstein begyndte at dukke op i slutningen af sidste år, tilsluttede McGowan sig koret af kvinder, som anklagede ham for seksuelle overgreb. Sammen med to journalister fra New York Times, Jodi Kantor og Megan Twohey, beskrev den tidligere skuespiller, hvordan Weinstein i 1997 indgik et forlig på 100.000 dollar med McGowan, efter han angiveligt havde voldtaget hende.

Da Weinstein meldte sig selv til politiet i sidste uge, twettede McGowan: »Vi har dig, Harvey Weinstein, vi har dig.« I forrige uge blev han så tiltalt for seksuelle overgreb og voldtægt – anklager, som han afviser.

»Jeg græd den aften, det skete. Langt om længe,« fortæller McGowan.

»Jeg blev spurgt om en masse ting, da han blev arresteret: Hvordan føles det? Men det var slet ikke sunket ind endnu. Jeg tog til Central Park – det var omkring midnat – og så græd jeg. Jeg græd for den pige, jeg var. I dag smiler jeg for hende, jeg er.«

Sammensværgelse

Tiden efter, at artiklen i New York Times blev offentliggjort, var »ekstrem«, siger McGowan, selv om hun allerede havde gennemlevet en mareridtsagtig tid, inden artiklen udkom.

Hun hævder, at da Weinstein hørte om hendes erindringsbog, Brave, hyrede han efterforskere – blandt andet fra den israelske efterretningstjeneste Mossad – der skulle holde øje med hende og infiltrere hendes liv.

Det lyder som noget fra en spionfilm, men en artikel i The New Yorker bekræfter det. (En talsmand for Weinstein har fortalt magasinet: »Det er ren fantasi, at nogen skulle være offer for forfølgelse.«)

Da McGowan blev anholdt i januar 2017 for at være i besiddelse af kokain – det blev fundet i hendes pung, som hun havde glemt på et fly – var det også et forsøg på at lukke munden på hende, siger hun.

Om lidt over en uge begynder et retsmøde i den sag, og hvordan håndterer hun det?

»Det er et mareridt. Det føles, som om de går en voldtægtsmands ærinde. Det er virkelig vanvittigt.«

Hvad siger hun til, at hun risikerer at ryge i fængsel?

»Jeg nægter at blive sendt i fængsel. Og hvis de fængsler mig, er det fordi, de prøver at lukke munden på mig.«

Er hun klar på, at Weinstein måske ikke ryger i fængsel? Til det svarer hun, at hun tror, at han ender bag tremmer.

For McGowan har Weinsteins déroute været lang tid undervejs. I 2016 skrev hun på Twitter, at hun var blevet voldtaget af en filmchef, som hun havde arbejdet for, og at hun i tre år havde været i gang med sin erindringsbog, hvor hun beskrev overgrebet.

Da bogen var færdig, og hun var i gang med sin gennemlæsning og ved at få styr på nogle juridiske ting, begyndte New York Times og The New Yorker pludselig at udgive artikler med anklager mod Weinstein.

– Ville du have udgivet bogen, hvis ikke skandalen allerede var begyndt at rulle?

»Jeg havde ikke lyst til det,« forklarer hun.

»Jeg ville have udgivet den, men formålet var at pege på en magtstruktur og fjerne den,« siger hun.

Uden artiklerne og de andre kvinder – blandt andre Gwyneth Paltrow, Asia Argento, Mira Sorvino og Salma Hayek – »så tror jeg, jeg havde talt for døve øren.«

Verden var klar til at høre om det, siger hun.

»Jeg tror, at påstandene om sexkrænkelser, som ramte Trump, hjalp meget. Det skabte associationer til den uretfærdighed, som sorte længe har følt. Vi har sagt det her i lang tid, ligesom at afroamerikanere har råbt op om, at de bliver skudt af politiet. Det blev aldrig taget seriøst: ’Det er bare folk, der brokker sig.’ Nej, det er rigtigt, det her.«

Pushup-bh

En aften for fire år siden var McGowan hjemme under en strømafbrydelse. Hun lå i mørket uden at blive distraheret og indså, at hun hadede at være skuespiller.

»Jeg hadede ikke selve skuespillet, men jeg hadede den branche, jeg var i.«

»Det var ligesom om, at en alarmklokke ringede inde i mit hoved: ’Vågn op, det her liv er ikke det rigtige for dig.’ Det var, som om et lyn slog ned i mig.«

McGowan begyndte at gøre præcis, hvad hun havde lyst til, uden at være nervøs for at ødelægge noget for sig selv. Da hun modtog et manuskript til en Adam Sandler-film, hvor der stod, at skuespillerinden skulle vise kavalergang med opfordring til, at vedkommende »brugte pushup-bh«, skrev hun om det på Twitter. Det var i 2015, og hendes agent fyrede hende.

Hun begyndte at give interview, hvor hun fortalte om sexisme og seksuelt misbrug i filmbranchen. Hun barberede også sit lange, mørke hår af, som, hun forklarer, var en del af det, som Hollywood forventede af hende.

»Jeg gik imod dem. De havde en sakrosankt status, men jeg var bare ikke færdig med dem,« siger hun og griner.

Hun fortæller, at hun for nyligt blev spurgt, om hun var persona non grata i Hollywood.

»Tja, de er personae non gratae hos mig. Har jeg ikke noget at skulle have sagt?« havde hun svaret.

Hun har ikke opført sig, som Hollywood forventede, men hun har heller ikke haft det nemt med #MeToo-bevægelsen. Det handler nok om, at hun er utraditionel og ligeglad med, hvad folk tænker om hende.

Da hun turnerede rundt med bogen Brave, gjorde hun sig negativt bemærket under nogle tv-optrædender, og ved en bogsignering i New York kom hun op at skændes med en transkønnet kvinde.

Da Golden Globe-prisuddelingen løb af stablen, mødte langt de fleste op i sort i solidaritet med #TimesUp- og #MeToo-bevægelsen. Men på Twitter skrev McGowan, at »ikke ét af de smarte mennesker, der er klædt i sort for at ære vores voldtægter, ville have gjort noget for at hjælpe«, hvis ikke McGowan selv og andre havde råbt op og fået medvind.

Hun har også kritiseret andre, der er en del af bevægelsen, blandt andre Alyssa Milano, og McGowan er blevet beskyldt for at promovere sig selv. Hvordan har hun det med den anklage?

»Det er bare latterligt, at folk siger det. Hvorfor skulle jeg ønske at få omtale i den her sag? Det er tåbeligt. Hvis du går med mig ud på gaden, er det heller ikke det, folk siger til mig.«

Religiøs kult

McGowan har haft et ekstraordinært liv. Hendes far var maniodepressiv, siger hun. Han kom fra en dysfunktionel familie og begyndte at tage heroin i Californien, indtil han blev en del af den religiøse hippiekult Children of God og droppede stofferne. Hendes mor stak af hjemmefra som 15-årig og mødte faren som 18-årig. Som 19-årig var »hun gift og med en i religiøs kult«, som McGowan skriver i sin bog.

McGowan blev født i Toscana i den italienske del af Children of God. Som barn blev hun slået af et af sektens medlemmer, fordi hun nægtede at sige, at hun »lod Gud få adgang til sit hjerte«. Og selv om hendes lillesøster forsøgte at få hende til at lyve og undgå slagene, stod McGowan fast.

Hun var, som hun skriver i sin bog, en født »afviger« og rasende over, at ingen ville lytte til hende, fordi hun var et barn, og særligt fordi hun var pige. Hun hævder, at hun var vidne til, at børn blev seksuelt misbrugt, og at kvinder blev mishandlet.

Da hendes far forlod kulten, tog han McGowan med tilbage til USA, og hun voksede op hos ham og andre familiemedlemmer, indtil hun blev genforenet med sin mor, som var blevet i kulten, indtil det lykkedes hende at flygte.

De efterfølgende år var rædselsfulde (det er mine ord, hun beskriver dem som »hårde«). Hendes mor fandt kærester, som var voldelige, og en af dem tvang Rose McGowan til at tage i afvænning, fordi han fandt ud af, at hun havde taget LSD (selv om hun kun havde taget det én gang).

I en anden periode stak hun af hjemmefra og var hjemløs. Til sidst endte hun hjemme hos sin psykisk ustabile far, som ikke ville give hende en ordentlig seng og andre nødvendige ting såsom bestik. Hun var det ikke værd, fortalte han. I sin bog skriver hun, at hun fantaserede om at myrde ham.

Det var, da faren bad hende om at betale flere hundrede dollar i husleje, at hun reagerede på en annonce og søgte arbejde som statist. Som 15-årig var hun med i filmen Class of 1999, hvor hun angiveligt blev misbrugt af en af de mænd, som arbejdede på filmen. Det var første gang, hun oplevede Hollywoods »syge kultur«, og kort efter indså hun, at Hollywood »virkelig er et usundt sted«.

»Jeg lagde ret tidligt mærke til magtstrukturen, galionsfigurerne, tavsheden, lukketheden. Ingen sladrer. Det er ligesom en kult.«

Hun følte sig nedgjort, objektiviseret og behandlet som mindreværdig sammenlignet med sine mandlige kolleger:

»Jeg var altid nummer to på produktionernes call sheet, også selv om jeg havde hovedrollen. Og ingen lyttede til, hvad jeg sagde, heller ikke selv om det kunne spare en masse tid og penge. Jeg havde så mange ord i mig, som jeg blev nødt til at holde inde. Jeg bed det i mig og undertrykte min vrede.«

1997

Det var i 1997 under Sundance Film Festival, at Weinstein indkaldte McGowan til et møde i sin hotelsuite. Hun havde spillet hovedrollen i Miramaxfilmen All the Way, og hun var i gang med at indspille en ny film, Phantoms.

McGowans manager bad hende om at tage hen og møde Weinstein, men da mødet var færdigt, og de gik ned ad gangen sammen, skubbede han hende angiveligt ind i et lille, mørkt lokale med en jacuzzi. Her tog han tøjet af hende og voldtog hende. I sin bog skriver hun, at hun fakede en orgasme for at få ham til at stoppe.

Efterfølgende følte hun sig medskyldig og var med til at dække over det. McGowan fortæller, at hendes daværende manager sagde, at det »ville være godt for hendes karriere på lang sigt«.

I et forsøg på at forsvare sig selv har Weinstein offentliggjort en e-mail fra filmproducer Jill Messick, hvor Messick skriver, at McGowan i 1997 fortalte hende, at hændelsen i jacuzzien var samtykkende, men at hun bagefter havde fortrudt. På den måde blev Messick involveret i historien, og i februar i år begik hun selvmord.

I en udtalelse fra Messicks familie bebrejder de både Weinstein og McGowan og hævder, at Messick, der havde psykiske problemer, var blevet ødelagt af »en bestemt persons forsøg på at få opmærksomhed for sin egen skyld, samtidig med Harveys desperate forsøg på at forsvare sig selv«.

McGowan svarede igen ved at lægge et billede på Instagram, hvor hun ønskede Messicks familie »trøst«. »Den mand har skadet os begge,« skrev hun.

Efter det påståede overgreb i 1997 opsøgte McGowan en advokat, der fortalte hende, at hun aldrig ville kunne vinde en sag imod Weinstein, fordi hun var »skuespiller«, og tidligere havde indspillet »en sexscene«.

Det var derfor, at hun indgik et forlig med Weinstein og fik 100.000 dollar, men hun fortæller, at pengene føltes beskidte, og at hun gav de fleste væk.

Resultatet af hendes forsøg på at opnå retfærdighed, som hun siger, var, at Weinstein blacklistede hende og ødelagde hendes karriere. Vidste hun det dengang?

»Ja. Jeg tænkte, at de mennesker, der kendte til det og deltog i det, var modbydelige og svage, fordi de ikke gjorde noget. På mange måder er de værre, end han er. Jeg havde en agent, som sagde: ’Rose McGowan bliver aldrig hyret igen, det bliver over mit lig’.«

Rose McGowan fik sit internationale gennembrud i 90’erne med serien ’Heksene fra Warren Manor’

Rose McGowan fik sit internationale gennembrud i 90’erne med serien ’Heksene fra Warren Manor’

Ritzau Scanpix

Retfærdighed

Hun fortsatte med at arbejde som skuespiller. Jeg forstår ikke hvorfor. Det ville have været forfærdeligt at stoppe med et arbejde, man elsker, men McGowan – som hun siger – kunne ikke lide at være skuespiller. Dengang var hun et kendt ansigt, blandt andet på grund af sin rolle i Heksene fra Warren Manor, og det ville ikke være muligt at få et job uden for underholdningsbranchen, siger hun.

Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Den forklaring, hun giver i sin erindringsbog, virker mere overbevisende. Her skriver hun, at hun var rædselsslagen for at ende som hjemløs igen.

»Tryghed er ikke en følelse, jeg kender,« siger hun, imens hun fortæller om sin barndom.

»Jeg er kun tryg, hvis jeg kan sørge 100 procent for mig selv.« Hvorfor fortsatte hun? Hun smiler. »Jeg har altid vidst, jeg havde ret, og jeg har altid søgt retfærdighed.«

Hun siger, at efterspillet efter overgrebet var »hårdt«, og det samme gælder de skader, det gjorde på hendes karriere.

»Jeg tror, jeg var i stykker i lang tid. Din egen forståelse af dig selv bliver gemt væk og undertrykt. Men det er sjældent, og kun når jeg er allermest nedtrykt, at jeg ville ønske, jeg aldrig havde råbt op og fortalt, hvad der er sket. Det er som regel omkring Oscar-uddelingen,« siger hun og smiler skævt.

»Men jeg fortryder ikke, for min karriere kunne være gået i en anden retning, hvis jeg ikke havde gjort klart, at jeg er imod den kultur, der er i Hollywood.«

Men kunne hun forestille sig, at hun ikke havde råbt op?

»Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg så ville være, for det ville være fuldstændig modsat af, hvad jeg er nu.«

Kendt i hele verden

Hun var med i Heksene fra Warren Manor i fem år. Hun var ikke specielt vild med det, fortæller hun, det var en »strategi«.

»Heksene fra Warren Manor var stor i hele verden. Jeg blev en del af serien i fjerde sæson, og der var den allerede et kæmpe hit. Jeg vidste, at hvis det lykkedes mig at fortælle om mine oplevelser, så ville det være nyhedsstof i alle lande, hvis jeg var berømt.«

McGowan har en stemme, og hun har meget, hun gerne vil sige med den. I sin bog giver hun en hudløs ærlig kritik af Hollywood og den måde, filmbranchen opfatter og behandler kvinder på. Hun håber, at hun kan være en del af en omstyrtende forandring i Hollywood.

»Det betyder ikke, at det bliver nemt for folk at ændre sig, men tænk, hvis de bare bliver ti procent bedre,« siger hun. »Og jeg tror, at det, der er sket nu, har øget vores bevidsthed med ti procent,« siger hun smilende. »Jeg ved, jeg er på rette vej.«

© The Guardian og Information

Oversat af Freja Sofie Madsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her