Læsetid: 6 min.

Rune Lykkeberg: Vi er alle børn af ungdomsoprøret

Vi har brugt 50 år på at gøre op med ungdomsoprøret. I dag gør vi det til vores arv og udgangspunkt
Vi har brugt 50 år på at gøre op med ungdomsoprøret. I dag gør vi det til vores arv og udgangspunkt

Ritzau Scanpix

15. juni 2018

Det er i dag 50 år siden, de studerende i Paris indledte de protester, som skulle blive til studenterrevolten. Der havde allerede været optøjer i San Francisco, Berlin og endda København, men det kulminerede i den franske hovedstad og blev til ungdomsoprøret.

Det lignede en rigtig revolution i gaderne i Paris.

Der var barrikader, besættelser af bygninger, sammenstød med ordensmagten og voldsomme demonstranter. Det bemærkelsesværdige er, at disse unge mennesker virkelig troede, de kunne forandre verden. De sagde, at det eneste realistiske var at kræve det umulige, og de erklærede, at det skulle være forbudt at forbyde.

De var inspireret af marxistiske teorier, de drømte om proletariatet som den frelsende klasse, og de ville knuse kapitalismen. Men arbejderne drømte ikke om at realisere de studerendes paroler, og kapitalismen stod kun stærkere efter ungdomsoprøret.

Det blev aldrig til en rigtig revolution: Det borgerlige Frankrig mobiliserede en demonstration med dobbelt så mange mennesker som nogen af oprørernes demonstrationer, og den franske præsident udskrev et valg, som han vandt stort.

Men revolution var ifølge den britiske historiker Tony Judt heller ikke det virkelige mål med ungdomsoprøret, det var derimod at »fjerne og ydmyge autoriteten som sådan«. Og det lykkedes.

Det var borgerskabets børn, som gjorde op med deres forældre. Og forældrene gav dem ret, de kunne ikke forsvare sig, fordi de unge jo ikke krævede andet end den selvbestemmelse, som de moderne socialstater havde opdraget dem til.

De unge gjorde sig klar til at storme det borgerlige samfunds institutioner, som om det etablerede samfund var en borg. Men de faldt som teaterkulisser, så snart de unge prikkede til dem. De var forældede og forstenede, og de blev afsløret som sociale løgne.

Politisk var ungdomsoprøret en fiasko, men kulturelt var det en succes. Den økonomiske magt blev ikke udfordret af ungdomsoprøret, men autoriteter har siden været udfordret radikalt.

Patriarken, professoren, underviseren og opdrageren har siden ’68 vidst, at autoritet ikke er noget, man får oppefra, men noget man skal opnå gennem anerkendelse nedefra. Du får ikke retten til at fortælle folk, hvad de skal gøre, gennem din titel eller din position, men kun gennem accepten fra dem, du skal bestemme over.

Det kan være grimt, når forældre taler babysprog med deres børn, og pinligt, når topchefer skal på kursus for at lære at lede, og frygteligt, når markedet bliver brugt som den autoritet, lederne ikke selv kan præstere.

Effekterne af oprøret kan opleves som forbandelser, men det er et virkeligt socialt og moralsk fremskridt, som så igen skaber nye udfordringer.  

Den franske forfatter Michel Houellebecq har således pointeret, at nyliberalismen med sin fokus på selvrealisering, anti-autoritære ledelse (coaching), psykologiske teknikker og dyrkelse af innovation er nutidens 68’ere. Og det kræver en ny form for kritik, men sådan er frihedens fortsatte drama.

Vi har nu brugt 50 år på at gøre op med ungdomsoprøret.

Hver eneste generation har vidst, at den skulle træde i karakter ved at gøre op med det etablerede samfund. Det er ungdommens opgave. Og det er slået fejl for alle generationer siden 1968. Punkerne, yuppierne, generation X, generation Z, millenials, nå-generationen og de-generationen har alle fået navne efter de oprør, de ikke kunne gennemføre.

Pointen er, at man ikke kan gennemføre et opgør med 68’erne uden at bekræfte deres antiautoritære autoritet.

Man kan råbe ad dem og kalde dem for hyklere, egoister og narcissister. Men uanset hvad man gør, ender man med at bekræfte deres verdensbillede. For det er en tanke fra 68, at hver generation skal gøre oprør.

Og det er derfor, at 68’erne på sin vis er de eneste rigtige unge i verdenshistorien. Og det er derfor, at 68’erne, som forfatteren Bent Vinn Nielsen har bemærket, stadig ranker ryggen og smiler, når nogle taler om de unge. For de tager selv langt op i alderdommen det for givet, at det er dem, man taler om.

Det giver ikke længere mening at ville gøre op med 68’erne. Nu handler det om, hvordan man progressivt kan gøre ’68 til vores arv.

Man må for det første forstå forudsætningerne for ungdomsoprøret. De var den største generation i det 20. århundrede. De var så mange, at de uundgåeligt ville indtage samfundet.

Og de voksede op med den største vækst i verdenshistorien, så de var overbeviste om, at fremtiden ville blive bedre end nutiden, og jo mere man rev ned fra fortiden, desto mere godt ville vokse frem. De var for det tredje børn af en kolossal uddannelseseksplosion.

Pludselig fuldførte alle grundskolen, mange, mange flere kom i gymnasiet og på universitetet. De blev løftet materielt og uddannelsesmæssigt til at kræve deres ret og gennemskue urimeligheden i det samfund, de skulle overtage. De blev med andre ord uddannet til at kritisere og reformere uddannelsessystemet.

Deres oprør var den naturlige konsekvens af de fremskridt, som de vestlige samfund havde præsteret i efterkrigstiden. Det var således logisk, at rektorerne trådte tilbage og gav dem ret, professorerne resignerede, og forældrene klappede i hænderne.

Deres strategi var bemærkelsesværdig. Bevæbnede med revolutionære indsigter angreb de samfundets herskende sandheder og krævede kapitalismen afskaffet og al magt til arbejderklassen. Men på den anden side gjorde de ikke andet end, at de holdt samfundet fast på dets basale principper.

Deres forældre havde opdraget dem til demokrati, frihed og lighed. Og de krævede medbestemmelse i praksis, frigørelse fra autoriteter og lighed i virkeligheden.

Det værste ved ungdomsoprørets krav var koblingen mellem de akademiske fantasier om arbejderklassen og overbevisingen om, at de unge havde opdaget menneskehedens definitive sandhed. Den tyske filosof Jürgen Habermas advarede allerede i 1967 de studerende, som gjorde sig til en ny tids almægtige autoriteter, mod deres tendens til Linksfaschismus, venstrefløjsfascisme.

Men det bedste var tendensen til at holde samfundet fast på de idealer, det er baseret på, og kræve, at det levede op til sine egne løfter.

Ungdomsoprøret var kulturelt set frihed, lighed og broderskab på et højere niveau. Det var ungdommens overtagelse af Den Franske Revolutions paroler, som udnyttede, at de vestlige samfund er grundlagt på principielt utopiske præmisser.

Det næste er læren af ungdomsoprøret: Der hvor de gamle autoriteter faldt, blev nye herredømmer etableret: Avancerede nye former for magtudøvelse som henvisninger til ’den globale konkurrence’, teknokratiets ’nødvendigheder’, økonomernes konstruerede kompleksitet, meningsmålingernes anonyme flertal og narcissismens uimodsigelige ’jeg føler, at...’.  

Erkendelsen er, at man ikke fjerner magten, bare fordi man gør op med den synlige autoritet. Man får magt uden autoritet, som betyder, at ingen kan drages til ansvar, og beslutninger ikke bliver begrundet. Og hvis man ikke sætter legitime autoriteter i stedet for de gamle autoriteter, forfalder  frigørelse til en udvidelse af kampzonen. 

I dag må vi kræve, at de, der udøver magt, står ved det, begrunder den og lader deres magtudøvelse udfordre. Vores problem er ikke for meget autoritet, men uoverskuelig og anonym overmagt.

Vi kan ikke smadre de institutioner, som blev etableret efter Anden Verdenskrig, og tro på, at noget bedre kommer i stedet. Det tyder intet på. Tværtimod. 

Kampen mellem det frigørende og det umyndiggørende er ikke en kamp for eller imod vores institutioner. Det er en kamp indenfor institutionerne. Og vi skal forsvare og udvikle det bedste i vores retsstatlige og demokratiske institutioner mod det værste indefra og udefra. Man må være offensivt institutionskonservativ, hvis man vil være virkeligt progressiv i dag. 

Økonomisk demokrati, ret til medbestemmelse og det bedre arguments tvangfri tvang anerkendes principielt af såvel borgerlige og venstreorienterede i dag, ligesom den seksuelle frigørelse, kvindernes ligestilling og autoritetskritikken blev anerkendt i ’68. På samme måde er naturødelæggelsen uforenelig med de principper, vi bekender os til, det, vi forklarer børnene om ansvar i skolen, og det, vi overhovedet siger, når vi taler om de store sammenhænge. 

Problemet dengang som nu er ikke samfundets løfter. Det er, at det ikke lever op til det, det lover.

 Som studenteroprørernes filosof, Herbert Marcuse, skrev:

»Sprækkerne i det etablerede samfund er stadig åbne, og en af de vigtigste opgaver er at udnytte dem fuldt ud«.

Artiklen er tidligere publiceret den 3. maj 2018.

Serie

’68 – Vi er alle børn af ungdomsoprøret

Denne særavis handler om ’68 som begivenhed. Om, hvad der skete det forår. I Paris hvor der for 50 år siden for alvor kom skub i tingene. Og brand i gaderne. Derefter sted efter sted. Verden om, hvor der simultant udbrød protester, der havde meget forskellige udtryk, og som gjorde op med meget forskellige undertrykkelser, men med en særlig forbundethed.

Det var det forår, hvor en ung Lasse Jensen fulgte sine drifter og endte i centrum af begivenhederne. Hvor også Anette Steen Petersen ville have lov til at snakke i auditoriet. David Rehling havde en summer of love i Californien. Og Morten Thing bare gerne ville gynge.

En masse unge mennesker, der kom alle mulige steder fra, men endte på samme frekvens. Dem og mange flere kan du møde i denne særavis.

Og så vil Informations anmeldere de næste uger give den ultimative guide til et oprørende pensum.

Seneste artikler

  • Forstå penismisundelsen

    3. maj 2018
    De tanker, der skabte ’68's ideologiske bagtæppe, var i mange tilfælde formuleret årtier før. Men holder de også mange år efter? Informations anmeldere giver her den ultimative guide til et oprørende pensum
  • Erotiser hele livet

    3. maj 2018
    De tanker, der skabte ’68’s ideologiske bagtæppe, var i mange tilfælde formuleret årtier før. Men holder de også mange år efter? Informations anmeldere giver den ultimative guide til et oprørende pensum. Her er det Søren Mau om Herbert Marcuses ’Eros og civilisationentager’
  • Ungdomsoprøret i ’68: Løb kammerat, den gamle verden er efter dig

    15. juni 2018
    Foråret 1968 stod i oprørets tegn. Mod autoriteter i enhver form. For retten til selvbestemmelse. Fra Rio over New York til Beograd. Vi giver her 12 nedslag
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Runa Lystlund
  • Anna von Sperling
  • Niels-Simon Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bettina Jensen
  • Stig Bøg
Niels Johan Juhl-Nielsen, Torben K L Jensen, Runa Lystlund, Anna von Sperling, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: "Ungdomsoprøret var kulturelt set frihed, lighed og broderskab på et højere niveau".

Det har vel typisk været tilfældet for andre ungdomsoprør som kulturelle og sociale bevægelser siden da? Desværre har de alle, ligesom oprøret omkring 1968, været kendetegnet ved naivitet og præget af stor uvidenhed om, hvordan demokratiske og kapitalistiske samfund fungerer (i hvert fald i starten).

Typisk har det været med vægt på enten frihed, lighed eller broderskab, således at de to andre principper har været overset eller tilsidesat for det ene princips skyld (for Strunges generation var friheden væsentlig). Typisk har det også været således, at nogle gruppers interesser med henblik på de tre principper med stor ligegyldighed har kunnet tilsidesættes i kampen, for at andre gruppers retfærdighed kan sikres.

For tiden er det i den vestlige verden for den veluddannede middelklasseungdom ligheden, det gælder, på mange uddannelsesinstitutioner i DK teoretisk begrundet i Jacques Ranciéres tænkning. Med intellektuel og kulturel forfladigelse til følge på en række områder, og med de populistiske konsekvenser fint i overensstemmelse med nye herskende økonomiske og politiske interesser (lad os her i stedet fejre Marx og i tillæg Bourdieu) .

Jeg er meget enig i: "Og vi skal forsvare og udvikle det bedste i vores retsstatlige og demokratiske institutioner mod det værste indefra og udefra" .

Jens Thaarup Nyberg

"Økonomisk demokrati, ret til medbestemmelse og det bedre arguments tvangfri tvang anerkendes principielt af såvel borgerlige og venstreorienterede i dag, ligesom den seksuelle frigørelse, kvindernes ligestilling og autoritetskritikken blev anerkendt i ’68. På samme måde er naturødelæggelsen uforenelig med de principper, vi bekender os til, det, vi forklarer børnene om ansvar i skolen, og det, vi overhovedet siger, når vi taler om de store sammenhænge."
For nu ikke at fortabe os i daglidags trakasserier, så er Økonomisk Demokrati det der står først.

En så bred ændring i samfundstanker kan vel kun ske i en befolkning, der er "moden", og det var de vestlige samfund. Ungdomsoprøret er måske mere et symbol på end en central del af de ændringer, der foregik.
Det kan så være en forklaring på, at alle sener ungdomsoprør ikke har sat sig de store spor, for de er netop ungdomsoprør.
Der var en bred kulturel strømning i vesten med base i Hollywoods drømmefabrikker. Hele den vestlige kulturkreds havde været på vej væk fra de gamle bondesamfund mod arbejdstagerkulturen. Det var ikke kun i 68, der skete noget. Hele tidsperioden fra de store vandringer fra by til land og frem var et langt kuluropgør.
Hvis man vil forstå ændringerne på universiteternes styrrelse i den tid, må man forstå historien snarer end enkelte hændelser.

Jens Østergaard Petersen

De blev “uddannet til at kritisere og reformere uddannelsessystemet”, deres “forældre havde opdraget dem til demokrati, frihed og lighed”. De havde med andre ord fået teorien ind med modermælken og udførte den blot i praksis. Nu kom jeg selv lidt for sent til ‘68 (er født 1954), men selv for en efternøler som mig gjaldt Lykkebergs karakteristik ikke - der var fra skolesystemets side ikke tale om opdragelse til demokrati, snarere efterdønninger af den sorte skole, helt op i begyndelsen af ‘70erne, og mine Informationslæsende forældre bar præg af deres generation og plantede ikke frøene til oprør. Bevares, der var lommer af oprør i samfundet og idéerne kom et eller andet sted fra, men det var ikke fra “systemet”. Mon ikke Lykkebergs perspektiv er formet af det faktum, at han er født 20 år senere end mig; det gør, at hans opvækst og skolegang har båret præg af de omvæltninger, som ‘68erne fik sat i gang; det gør, at han i virkeligheden karakteriserer sin egen generation. Som Anna von Sperling så rigtigt skriver: “når vi taler om ’68, taler vi tit om strømninger, der indfandt sig senere.“

David Joelsen, Arne Albatros Olsen, Henrik Leffers, Lars Madsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Vi var jo også nogle, der tænkte selv og negerede de marxsistiske sludrehoveder på uendelige plenummøder med de færdige opskrifter i hænderne. Hvem fik ret ?
Der var andre gamle ideer, der realistisk ville forene modsætningerne. Det vil vi stadig.

Torben K L Jensen

Var i lære til maskinarbejder og formand for vores lærlingeklub i 1968 og vi førte en intensiv kamp mod svendenes udnyttelse af os i deres akkordarbejde - det endte med at vi sammen med svendene pressede ledelsen til også at belønne lærlingene for deres indsats. Det jeg mener med det her er at det ikke kun var i elfenbenstårnenes København der skete noget - det var selve den "fucking" tidsånd og opbrud der kendetegnede den gryende velfærdsstat med anti-atomkraft,vietnemkrigen og som neben-dabei : Jimi Hendrix og hans venstrehåndterede guitar.

David Joelsen, Arne Albatros Olsen, Karen Grue, Palle Bendsen, Egon Stich, Flemming Berger, Hans Aagaard, Carsten Munk, Finn Bendixen og Jens Østergaard Petersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det var som Torben Jensen skriver i langt højere grad tidsånden der var underforandring og fik indflydelse på hele samfundet, mellem mennesker og på institutioner. Musikken var også meget vigtig. The Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan etc. etc. var med til at give en helt anden holdning til hinanden og rockmusikken blev "stueren" selv om den kunne være rå. Du blev på mindre end 5 år det mest almindelige henvendelsespronomen og en afslappet tøjstil blev almindelig i skolen, i bankerne og i dagligdagen. Hvad der skete på Universitetet var en rystelse for de fleste, men fik ikke megen indflydelse på dagligdagen, som blev ændret af en tidsånd der ikke blev styret fra Uni, men understøttet af de muligheder den relative velstandsstigning gav alle klasser.

Palle Bendsen, Anders Reinholdt, Hans Aagaard, Carsten Munk og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er der noget at tilføje? Her et forsøg. Det er vel forståeligt hvis de der var med, eller mod, så det som noget helt enestående. Men der har da været mange oprør, opstande, også før i Europa, hvor vi nu blot ikke længere har levende vidner. For tiden kan man få det indtryk at det er modstanderne af det der omtales som "68-oprøret" der har overtaget. Samt et indtryk af at nogle af disse "konservative", der taler om national eller om vestlig "identitet" forestiller sig en slags harmonisk fortid før, uden de store konflikter.Men vi kommer vel nærmere sandheden ved at se på de sidste 50 som meget mindre konfliktfyldte end den tilsvarende tid før, efter 1918, hvor revolutionen vel i grunden var meget nærmere. Eller, hvis vi vil gå længere tilbage, kunne det være 1848.

Søren Rehhoff

Mange artikler fra dagens papir-udgave af Information, er ikke kommet med i web-udgaven af avisen. Er der en 68er-agtig pointe med det ?

Touhami Bennour

Det er underligt i en tid, hvor man på den ene side afskaffer dødsdomen og på den anden side man vil afskaffe kapitalismen før alt andet. At afskasffe kapitalismen betyder det at afskaffe kapitalister. Sagen er ikke at forandre verden men at ændre nogle ting, som skaber mest ravage i samfundet. Det der adskiller demokrati fra Den vestllge politiske system er at mennesket er fjenden,. Romer har brændt Karthago ned med beboere ned og vesten har brændt Hirochima og Nakasaki med atom bomber, Det var næsten det mål Irak at nå. Jeg har det fornemmelse efterhånden at vesten har for ultimo mål Overherredømme over verden og gøre den fri for dens beboere. Det, der skaber mest herværk i verden er "tilentetgørelse". Det er ikke politik men Ondskab simpelthen. Men jeg tror ikke man kan ændre på noget i det vestlige politik. Det skal forandres helt og går til noget andet. Det er bemærkelsværdig at Hannibal i "Cannea" sagde i 216 før Kristus fødsel, "Jeg er ikke kommet for at tilintetgøre Romere".Han så nemlig rigtigt "Inten Karthago eller Rom bliver brændt ned, og det blev Karthago", sådan tænkte mennresker dengang og de gør det stadig væk. Hvis man forbyder tilintetgørelses krig, bliver det nemmere at går videre med at ændre.

Hmm - hvem ville gøre op med ungdomsoprøret? Jeg tilhører generation X, og i min generation - ja langt ind i 70´erne levede ungdomsoprøret videre. Man kan jo synes, at denne leder tillægger studenteroprøret i 68 en for stor betydning. Ungdomsoprøret var vel et mere bredt og kulturelt funderet oprør mod den etablerede kultur. Det havde været under opsejling nogle år forinden. Og det var vel andet end neomarxister, når man betænker at hele hippiekulturen vandt frem i de år. Og den var flagrende i flere retninger og til dels også præget af utopier. Nu kan man sagtens argumentere for utopiens nødvendighed, men set i bakspejlet bar det hele jo præg af, at det fandt sted i en højkonjunktur efter årtiers fremgang, hvor alle sociale og personlige mål synes inden for rækkevidde. Det var revolution på alle fronter - også med bevidsthedsudvidende stoffer.

Det var unægtelig en anden virkelighed der mødte min ungdomsgeneration i 80´erne hvor oprøret blev manifesteret i punk og "no future".

Og så en lille sidekommentar - jeg har sgu svært ved, at se parallellen mellem nutidens ny-liberalister og så 68 oprøret, som for en stor dels vedkommende var antikapitalistisk, og for nogles vedkommende også kritisk af forbrugerismen. Det er sgu svært, at få øje på nogen form for oprør i dag.

Mht. mentaliteten fik ungdomsoprøret et skud for boven med oliekrisen i 73 - i dag er det sgu næsten dødt. Men det kunne man fundere over ved, at høre "Wish you were here" allerede i 75

Touhami Bennour

Jeg ved ikke hvorfor man kalder 68 begivenhederne for oprør og ikke revolution? I Frankrig i hvertfald skete det at De Gaulle holdt møde med militæret i Tyskland, og det er set som en revolution det drejer sig om i Paris. Den 13 mai 68 var en demonstration på 1 million på gaden. Jeg har set Mandès France og Garaudy tale med deltagerne i revolution. Det var fra alle generationer og milieuer. Det var en rigtig .revolution. Det slå fejl fordi hele bevægelse, som var afhængig og styret af Moskva har altid svigtet i frankrig . Moskva villle ikke nogen revolution i Vesten. De ved de vil føre til verdens krig. Altså Moskva der har givet ordre til det skal stoppes.

Jens Thaarup Nyberg

Touhami Bennour; - 00:30
"Jeg ved ikke hvorfor man kalder 68 begivenhederne for oprør og ikke revolution?..."
Det var et oprør mod de autoritære autoriteter og ikke en revolution af samfundsforholdene De Gaulle var bange for.