Læsetid: 6 min.

Rune Lykkeberg: Vi er alle børn af ungdomsoprøret

Vi har brugt 50 år på at gøre op med ungdomsoprøret. I dag gør vi det til vores arv og udgangspunkt
Vi har brugt 50 år på at gøre op med ungdomsoprøret. I dag gør vi det til vores arv og udgangspunkt

Ritzau Scanpix

15. juni 2018

Det er i dag 50 år siden, de studerende i Paris indledte de protester, som skulle blive til studenterrevolten. Der havde allerede været optøjer i San Francisco, Berlin og endda København, men det kulminerede i den franske hovedstad og blev til ungdomsoprøret.

Det lignede en rigtig revolution i gaderne i Paris.

Der var barrikader, besættelser af bygninger, sammenstød med ordensmagten og voldsomme demonstranter. Det bemærkelsesværdige er, at disse unge mennesker virkelig troede, de kunne forandre verden. De sagde, at det eneste realistiske var at kræve det umulige, og de erklærede, at det skulle være forbudt at forbyde.

De var inspireret af marxistiske teorier, de drømte om proletariatet som den frelsende klasse, og de ville knuse kapitalismen. Men arbejderne drømte ikke om at realisere de studerendes paroler, og kapitalismen stod kun stærkere efter ungdomsoprøret.

Det blev aldrig til en rigtig revolution: Det borgerlige Frankrig mobiliserede en demonstration med dobbelt så mange mennesker som nogen af oprørernes demonstrationer, og den franske præsident udskrev et valg, som han vandt stort.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Johan Juhl-Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Søren Lystlund
  • Anna von Sperling
  • Niels-Simon Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bettina Jensen
  • Stig Bøg
Niels Johan Juhl-Nielsen, Torben K L Jensen, Søren Lystlund, Anna von Sperling, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: "Ungdomsoprøret var kulturelt set frihed, lighed og broderskab på et højere niveau".

Det har vel typisk været tilfældet for andre ungdomsoprør som kulturelle og sociale bevægelser siden da? Desværre har de alle, ligesom oprøret omkring 1968, været kendetegnet ved naivitet og præget af stor uvidenhed om, hvordan demokratiske og kapitalistiske samfund fungerer (i hvert fald i starten).

Typisk har det været med vægt på enten frihed, lighed eller broderskab, således at de to andre principper har været overset eller tilsidesat for det ene princips skyld (for Strunges generation var friheden væsentlig). Typisk har det også været således, at nogle gruppers interesser med henblik på de tre principper med stor ligegyldighed har kunnet tilsidesættes i kampen, for at andre gruppers retfærdighed kan sikres.

For tiden er det i den vestlige verden for den veluddannede middelklasseungdom ligheden, det gælder, på mange uddannelsesinstitutioner i DK teoretisk begrundet i Jacques Ranciéres tænkning. Med intellektuel og kulturel forfladigelse til følge på en række områder, og med de populistiske konsekvenser fint i overensstemmelse med nye herskende økonomiske og politiske interesser (lad os her i stedet fejre Marx og i tillæg Bourdieu) .

Jeg er meget enig i: "Og vi skal forsvare og udvikle det bedste i vores retsstatlige og demokratiske institutioner mod det værste indefra og udefra" .

Jens Thaarup Nyberg

"Økonomisk demokrati, ret til medbestemmelse og det bedre arguments tvangfri tvang anerkendes principielt af såvel borgerlige og venstreorienterede i dag, ligesom den seksuelle frigørelse, kvindernes ligestilling og autoritetskritikken blev anerkendt i ’68. På samme måde er naturødelæggelsen uforenelig med de principper, vi bekender os til, det, vi forklarer børnene om ansvar i skolen, og det, vi overhovedet siger, når vi taler om de store sammenhænge."
For nu ikke at fortabe os i daglidags trakasserier, så er Økonomisk Demokrati det der står først.

En så bred ændring i samfundstanker kan vel kun ske i en befolkning, der er "moden", og det var de vestlige samfund. Ungdomsoprøret er måske mere et symbol på end en central del af de ændringer, der foregik.
Det kan så være en forklaring på, at alle sener ungdomsoprør ikke har sat sig de store spor, for de er netop ungdomsoprør.
Der var en bred kulturel strømning i vesten med base i Hollywoods drømmefabrikker. Hele den vestlige kulturkreds havde været på vej væk fra de gamle bondesamfund mod arbejdstagerkulturen. Det var ikke kun i 68, der skete noget. Hele tidsperioden fra de store vandringer fra by til land og frem var et langt kuluropgør.
Hvis man vil forstå ændringerne på universiteternes styrrelse i den tid, må man forstå historien snarer end enkelte hændelser.

Jens Østergaard Petersen

De blev “uddannet til at kritisere og reformere uddannelsessystemet”, deres “forældre havde opdraget dem til demokrati, frihed og lighed”. De havde med andre ord fået teorien ind med modermælken og udførte den blot i praksis. Nu kom jeg selv lidt for sent til ‘68 (er født 1954), men selv for en efternøler som mig gjaldt Lykkebergs karakteristik ikke - der var fra skolesystemets side ikke tale om opdragelse til demokrati, snarere efterdønninger af den sorte skole, helt op i begyndelsen af ‘70erne, og mine Informationslæsende forældre bar præg af deres generation og plantede ikke frøene til oprør. Bevares, der var lommer af oprør i samfundet og idéerne kom et eller andet sted fra, men det var ikke fra “systemet”. Mon ikke Lykkebergs perspektiv er formet af det faktum, at han er født 20 år senere end mig; det gør, at hans opvækst og skolegang har båret præg af de omvæltninger, som ‘68erne fik sat i gang; det gør, at han i virkeligheden karakteriserer sin egen generation. Som Anna von Sperling så rigtigt skriver: “når vi taler om ’68, taler vi tit om strømninger, der indfandt sig senere.“

David Joelsen, Arne Albatros Olsen, Henrik Leffers, Lars Madsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Vi var jo også nogle, der tænkte selv og negerede de marxsistiske sludrehoveder på uendelige plenummøder med de færdige opskrifter i hænderne. Hvem fik ret ?
Der var andre gamle ideer, der realistisk ville forene modsætningerne. Det vil vi stadig.

Torben K L Jensen

Var i lære til maskinarbejder og formand for vores lærlingeklub i 1968 og vi førte en intensiv kamp mod svendenes udnyttelse af os i deres akkordarbejde - det endte med at vi sammen med svendene pressede ledelsen til også at belønne lærlingene for deres indsats. Det jeg mener med det her er at det ikke kun var i elfenbenstårnenes København der skete noget - det var selve den "fucking" tidsånd og opbrud der kendetegnede den gryende velfærdsstat med anti-atomkraft,vietnemkrigen og som neben-dabei : Jimi Hendrix og hans venstrehåndterede guitar.

David Joelsen, Arne Albatros Olsen, Karen Grue, Palle Bendsen, Egon Stich, Flemming Berger, Hans Aagaard, Kristen Carsten Munk, Finn Bendixen og Jens Østergaard Petersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det var som Torben Jensen skriver i langt højere grad tidsånden der var underforandring og fik indflydelse på hele samfundet, mellem mennesker og på institutioner. Musikken var også meget vigtig. The Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan etc. etc. var med til at give en helt anden holdning til hinanden og rockmusikken blev "stueren" selv om den kunne være rå. Du blev på mindre end 5 år det mest almindelige henvendelsespronomen og en afslappet tøjstil blev almindelig i skolen, i bankerne og i dagligdagen. Hvad der skete på Universitetet var en rystelse for de fleste, men fik ikke megen indflydelse på dagligdagen, som blev ændret af en tidsånd der ikke blev styret fra Uni, men understøttet af de muligheder den relative velstandsstigning gav alle klasser.

Palle Bendsen, Anders Reinholdt, Hans Aagaard, Kristen Carsten Munk og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Er der noget at tilføje? Her et forsøg. Det er vel forståeligt hvis de der var med, eller mod, så det som noget helt enestående. Men der har da været mange oprør, opstande, også før i Europa, hvor vi nu blot ikke længere har levende vidner. For tiden kan man få det indtryk at det er modstanderne af det der omtales som "68-oprøret" der har overtaget. Samt et indtryk af at nogle af disse "konservative", der taler om national eller om vestlig "identitet" forestiller sig en slags harmonisk fortid før, uden de store konflikter.Men vi kommer vel nærmere sandheden ved at se på de sidste 50 som meget mindre konfliktfyldte end den tilsvarende tid før, efter 1918, hvor revolutionen vel i grunden var meget nærmere. Eller, hvis vi vil gå længere tilbage, kunne det være 1848.

Søren Rehhoff

Mange artikler fra dagens papir-udgave af Information, er ikke kommet med i web-udgaven af avisen. Er der en 68er-agtig pointe med det ?

Nils Melchior Jørgensen

Det var jeg som iscenesatte og fik virkeliggjort den danske udgave af ungdomsoprøret, fordi der på det tidspunkt ikke havde været et sådan her i landet. Dengang var jeg 16 år og folkeskoleelev i Hasle Skole beliggende i forstaden Hasle uden for Århus. Jeg var dengang valgt til og havde status som elevernes diplomat på Hasle Skole, og i den funktion var jeg ude at indgå aftaler med alle andre skoler i Storårhus om, at vi talte sammen, hvis det blev nødvendigt.
Jeg var også et meget omkringkommende menneske, hvor jeg talte med andre mennesker rundt om i landet bl.a. også i de store byer København, Århus, Odense og Aalborg.
Det var på Københavns og Århus universiteter, jeg satte ungdomsoprøret i gang, og den egentlige årsag til, at jeg fik det gennemført, var, at jeg ville have afviklet et såkaldt professorvælde på landets universiteter fordi det havde en uvirkelig avisindflydelse i samfundet. Dette professorvælde bestod af professorer, som havde en uddannelse i et fag, men de havde overhovedet ingen indsigt i almene samfundsforhold, og på den baggrund mente datidens herom åbenbart uvidende journalister, politikere og andre vrøvlehoveder - professorer inklusive, at alt, hvad der kom fra dette professorvælde, skulle have indflydelse på andre menneskers tilværelse i samfundet.
" Ånden fra 68 ", som de gamle stokkesvingere nu begynder at skrive om her omkring 50 år efter, udbredte sig i årene derefter til også at omfavne andre mennesker i deres dagligdag, uden at disse dog blev klar over det, fordi: " Ånden fra 68 ", ligesom professorvældet havde været det, i større eller mindre grad var en fantasirørelse, der mest foregik i landets dagspresse.
Tiden havde dengang som nu et behov for at forstå tilværelsens undesøgende klokkeslag.

Touhami Bennour

Det er underligt i en tid, hvor man på den ene side afskaffer dødsdomen og på den anden side man vil afskaffe kapitalismen før alt andet. At afskasffe kapitalismen betyder det at afskaffe kapitalister. Sagen er ikke at forandre verden men at ændre nogle ting, som skaber mest ravage i samfundet. Det der adskiller demokrati fra Den vestllge politiske system er at mennesket er fjenden,. Romer har brændt Karthago ned med beboere ned og vesten har brændt Hirochima og Nakasaki med atom bomber, Det var næsten det mål Irak at nå. Jeg har det fornemmelse efterhånden at vesten har for ultimo mål Overherredømme over verden og gøre den fri for dens beboere. Det, der skaber mest herværk i verden er "tilentetgørelse". Det er ikke politik men Ondskab simpelthen. Men jeg tror ikke man kan ændre på noget i det vestlige politik. Det skal forandres helt og går til noget andet. Det er bemærkelsværdig at Hannibal i "Cannea" sagde i 216 før Kristus fødsel, "Jeg er ikke kommet for at tilintetgøre Romere".Han så nemlig rigtigt "Inten Karthago eller Rom bliver brændt ned, og det blev Karthago", sådan tænkte mennresker dengang og de gør det stadig væk. Hvis man forbyder tilintetgørelses krig, bliver det nemmere at går videre med at ændre.

Hmm - hvem ville gøre op med ungdomsoprøret? Jeg tilhører generation X, og i min generation - ja langt ind i 70´erne levede ungdomsoprøret videre. Man kan jo synes, at denne leder tillægger studenteroprøret i 68 en for stor betydning. Ungdomsoprøret var vel et mere bredt og kulturelt funderet oprør mod den etablerede kultur. Det havde været under opsejling nogle år forinden. Og det var vel andet end neomarxister, når man betænker at hele hippiekulturen vandt frem i de år. Og den var flagrende i flere retninger og til dels også præget af utopier. Nu kan man sagtens argumentere for utopiens nødvendighed, men set i bakspejlet bar det hele jo præg af, at det fandt sted i en højkonjunktur efter årtiers fremgang, hvor alle sociale og personlige mål synes inden for rækkevidde. Det var revolution på alle fronter - også med bevidsthedsudvidende stoffer.

Det var unægtelig en anden virkelighed der mødte min ungdomsgeneration i 80´erne hvor oprøret blev manifesteret i punk og "no future".

Og så en lille sidekommentar - jeg har sgu svært ved, at se parallellen mellem nutidens ny-liberalister og så 68 oprøret, som for en stor dels vedkommende var antikapitalistisk, og for nogles vedkommende også kritisk af forbrugerismen. Det er sgu svært, at få øje på nogen form for oprør i dag.

Mht. mentaliteten fik ungdomsoprøret et skud for boven med oliekrisen i 73 - i dag er det sgu næsten dødt. Men det kunne man fundere over ved, at høre "Wish you were here" allerede i 75

Touhami Bennour

Jeg ved ikke hvorfor man kalder 68 begivenhederne for oprør og ikke revolution? I Frankrig i hvertfald skete det at De Gaulle holdt møde med militæret i Tyskland, og det er set som en revolution det drejer sig om i Paris. Den 13 mai 68 var en demonstration på 1 million på gaden. Jeg har set Mandès France og Garaudy tale med deltagerne i revolution. Det var fra alle generationer og milieuer. Det var en rigtig .revolution. Det slå fejl fordi hele bevægelse, som var afhængig og styret af Moskva har altid svigtet i frankrig . Moskva villle ikke nogen revolution i Vesten. De ved de vil føre til verdens krig. Altså Moskva der har givet ordre til det skal stoppes.

Jens Thaarup Nyberg

Touhami Bennour; - 00:30
"Jeg ved ikke hvorfor man kalder 68 begivenhederne for oprør og ikke revolution?..."
Det var et oprør mod de autoritære autoriteter og ikke en revolution af samfundsforholdene De Gaulle var bange for.