Interview
Læsetid: 10 min.

Salman Rushdie: »Vores bedste håb er en ny ung generation af idealister«

Romanforfatteren og ytringsfrihedsfortaleren Salman Rushdie har skrevet et dystopisk og fabulerende epos om vores postfaktuelle tid, om det virkelighedsbaserede fællesskabs sammenbrud og identitetspolitikkens fremmarch. Men selv om han begræder en ny tids censurklima, mener han, at faren ved amerikanske campussers politiske korrekthed er overvurderet. Hellere sætter han sin lid til en ny aktivistisk generation af unge, der er det største håb siden 1968 og måske endda større
Kultur
7. juni 2018
Romanforfatteren og ytringsfrihedsfortaleren Salman Rushdie har skrevet et dystopisk og fabulerende epos om vores postfaktuelle tid, om det virkelighedsbaserede fællesskabs sammenbrud og identitetspolitikkens fremmarch. Men selv om han begræder en ny tids censurklima, mener han, at faren ved amerikanske campussers politiske korrekthed er overvurderet. Hellere sætter han sin lid til en ny aktivistisk generation af unge, der er det største håb siden 1968 og måske endda større

I audiens i den gule stue på Egeskov Slot er der to ting, man må tage op med Salman Rushdie, den indisk-britisk-amerikanske forfatter, der siden 1989 har levet i skyggen af en dødsfatwa for romanen De sataniske vers. Den ene er hans nyeste roman, den anden er ytringsfrihedens sundhedstilstand i dag.

Romanen Det gyldne hus, der udkom sidste år og nu foreligger på dansk, har flere kritiske hip til identitetspolitiske bevægelser i den intellektuelle avantarde af amerikansk venstrefløj og er blandt mange andre ting også fortællingen om en fanatisk indpisker af transgender-teorier, der presser en af hovedpersoner ud i en kønsskifteoperation, men ender med at drive vedkommende til selvmord.

Det er nærliggende at spørge Rushdie, der i årtier har kæmpet for maksimal ytringsfrihed, om, hvad han mener om den nye slags multikulturalistiske og kønspolitiske venstrefløj, der taler mere om identitet end om universel frigørelse, og som insisterer på krænkelsesfrie zoner, såkaldte safe spaces, og ideen om deplatforming eller no-platforming, der går ud på at hindre kontroversielle debattører i at tale til forsamlinger på universiteter. 

Ingen moralsk panik

Rushdie bider dog ikke på. Der er ifølge ham ikke grund til moralsk panik, selvom man kan mene, at ytringsfrihed er blevet en miskrediteret mærkesag på venstrefløjen, særligt blandt de helt unge på universiterne.

»Jeg har godt bemærket, at dele af venstrefløjen taler for censur. Og at dele af højrefløjen har overtaget ytringsfriheden som mærkesag fra venstrefløjen, og af de forkerte grunde, men jeg tror ikke, der er grund til stor bekymring. Alt det der med safe spaces, no-platforming og politisk korrekthed, der skulle brede sig fra de amerikanske campusser til resten af offentligheden, er efter min mening stærkt opreklameret. Jeg har forelæst på amerikanske universiteter og talt med de studerende i tyve år. Jeg har aldrig været udsat for no-platforming. Aldrig oplevet disse praksisser. Aldrig mødt en eneste studerende, der ville forsvare dem.

– Flere talere og debattører er ikke desto mindre blevet ’no-platformet’, f.eks. islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, og Flemming Rose måtte blive væk fra et sydafrikansk universitet. Det kunne vel også ske for dig – i din nye bog har du en fortæller, der latterligør meget af tidens universitære venstrefløjsaktivisme?

»Jovist, men der kan ligge i en fare i at overdrive den her fare,« svarer Rushdie. 

»Min teori er, at den her bevægelse kun har tag i de ganske grønne, de helt unge universitetsstuderende, altså i bachelorstuderende og førsteårsstuderende. Som 18-19-årige konstaterer de, at verden var et mere chokerende sted, end de troede. Den rummer også ideer, der er anderledes end dem, man har lært, er de rigtige. Det kan så give sig udslag i voldsomme og passionerede reaktioner i umodne sind. Men helt ærligt – jeg tror, det driver over! Når de først har læst i nogle år og er blevet 22-23-24 år, tænker de fleste ikke længere sådan.«

Profetiske evner

– Din bog, ’Det Gyldne Hus’, var 95 procent færdigskrevet før Trumps valgsejr, som du foregriber i bogen, hvor vi møder ham i skikkelse af den groteske, grønhårede batman-agtige skurkefigur, Jokeren. Ikke mange forudså den, men det gjorde du – har du profetiske evner?

Rushdie misser med øjnene mod modlyset og gengiver så en samtale, der også findes refereret i bogen. I valgkampens tidlige fase i 2016 kører han i en af New Yorks ikoniske gule taxaer og falder i snak med chaufføren, en sikh, der betror ham, at han vil stemme på Trump.

»’Hvorfor det?’ spurgte jeg. ’Han kan ikke lide folk, der ser ud som du og jeg’. ’Oh sir, fordi han skyder fra hoften. Han siger præcis, hvad han mener og giver fanden i, hvad alle tænker’,« gengiver Rushdie og fortsætter: »Det var lige dér, jeg vidste, at Hillary ville tabe. Jeg ville selv have foretrukket, at hun vandt. Men min bog ville helst have, at Trump vandt«.

Rushdie sætter Trumps valgsejr i forbindelse med et stemningsskifte i USA, der har været undervejs i længere tid. Et postfaktuelt klima i kulturkriges vold, hvor 72 procent af de republikanske vælgere kunne blive bildt ind, at Obama var muslim.

»Jeg har skrevet bogen på en følelse af, at udviklingen i Amerika i hele tiåret forud for præsidentvalget 2016, har været mere og mere alarmerende. Splittelserne i det amerikanske samfund er vokset, kulturkløfterne er blevet dybere. At føre en samtale over disse kulturkløfter er blevet umuligt. Racefordommene er vokset til nye højder. Det er, som om valget af Barack Obama har revitaliseret den yderste højrefløj til et niveau, man ikke længere ville tro muligt. Det mest rystende er sammenbruddet for det virkelighedsbaserede fællesskab. At der bliver stadig flere mennesker, der ikke rigtig tror på, hvad nogen siger.«

Trump og hans ideologiske bagland har ikke skabt stemningsskiftet, påpeger Rushdie – Trump er den, der har kapitaliseret skruppelløst på det. Nedbruddet for sandhedsidealer er et paradoksalt nok også resultatet af inflationen i tilgængelig viden, siger han.

»Det store problem ved vores såkaldte informationstidsalder er, at den også er en misinformations-tidsalder. Internettet kan ikke sortere kvalitativt for os. Der ligger kolossale mængder materiale på nettet, men de mest seriøse og vigtigste ting står side om side med de mest forløjede og obskure. Begge bliver præsenteret med sideordnet autoritet. Det gør det sværere for mange at skelne sandhed fra fiktion. Det er dét vilkår, Trump og andre autoritære typer udnytter maksimalt. De her sammenbrudte og dysfunktionelle aspekter ved dagens Amerika, som jo også ville være der, hvis Trump havde tabt, var blandt de ting, jeg ville udforske i bogen.«

Trofæhustru

Det Gyldne Hus er fortællingen om den korrupte indiske forretningsmand, der kalder sig Nero Golden og flygter fra Mumbais mafia for at starte et nyt liv med sine tre voksne sønner i New York City, hvor han samler – eller snarere opsamles af en russisk trofæhustru, der snart tager magten fra dem alle. Det er historien om denne på én gang kultiverede og brutale rigmands fald fra storhed, og den slutter med ildebrand, drab, selvmord og violinspil som i Roms sidste dage. Rushdie fortæller, at han længe havde haft lyst til at sætte denne figur i scene. Ideen kom oprindeligt til ham efter den islamistiske terrorgruppe, Lashkar e-Taibas koordinerede terrorangreb i Mumbai mod bl.a. et historisk hotel, der kostede over 160 mennesker livet.

»Nu har de fleste responderet på bogens aktuelle politiske temaer, men dens storyline om Nero Golden og hans forsøg på at flygte fra sin fortid er en idé, jeg fik for ti år siden. Det begyndte i min gamle hjemby Bombay (Mumbai, red.). Efter terrorangrebene i 2008 undersøgte jeg, hvad der var sket – og hvordan det kunne ske. Det viste sig, at Bombays meget farverige, uhyre interessante og meget magtfulde mafia næsten helt sikkert var involveret, i hvert fald i at yde assistance til jihadisternes angreb.«

Bombay-mafiosi

Forløberen til Nero-skikkelsen er hentet fra Bombays kriminelle underverden, fortæller Rushdie. Han er en mand, der kompromitterer sig ved at hvidvaske mafiaens penge og bliver styrtende rig i processen.

»Samtidig elsker de her mafia-pinger at leve the high life i Bombay, og de involverede sig i Bollywoods filmindustri – de elsker at date filmstjerner. Ved den slags glamourøse fester, som Nero og hans sønner ville gå til, kunne man også møde en mafia-don. Det fandt jeg meget interessant, at vi har denne her trekant, i hvis vinkler vi finder fabelagtig rigdom, kriminelle bagmænd og terroristiske jihadister. Så jeg tænkte, at hvis man kan opfinde en karakter og anbringe ham lige midt i den trekant og få ham impliceret i alle tre ting, så kunne det blive en meget interessant karakter.«

– Så lander Nero og hans sønner i en high life-tilværelse i New York, som du skildrer meget detaljeret, men også kærligt satirisk – man kommer til at tænke på nys afdøde Tom Wolfe og hans hovedværk om samme miljø, ’Forfængelighedens bål’ … og du har også en raffineret iagttager af miljøet?

»Nu har jeg jo boet i New York i tyve år, og jeg føler. jeg har dybere rødder og kender den by og dens high society. I bogen bliver den verden iagttaget gennem min fortællers øjne, René Unterlinden, med en voyeurs fascination og gru. Han er en idealistisk og intellektuelt sofistikeret forfængelig hvid ung mand, der drømmer om at lave en mockumentary om Golden-dynastiet og har en skarp forståelse for det amerikanske samfunds aktuelle plager, skyderier osv.«

For Rushdie, forstår man, var det en stor glæde at skabe jegfortælleren, som først er rent registrerende, men siden bliver en vigtig aktør i selve historien. 

»Jeg ville gerne have, at min fortæller skulle være en helt anden end jeg selv. De fleste figurer i min bog er – som jeg selv – indvandrere, fordi jeg gerne ville have frem, at New York en by, hvis virkelighed er skabt af indvandrere. Men det krævede en fortæller, som var indfødt newyorker. Og så skulle det være en mand, der var meget yngre end jeg – som kunne beskrive den amerikanske virkelighed og New Yorks boble fra den unge generations perspektiv.«

Genopvakt håb

Salman Rushdie har stor tiltro til den unge generations aktivister. Det vender han flere gange tilbage til i interviewet.

»Jeg synes, den unge generation af aktivister, vi har i dag, er meget idealistisk. Det er mit største håb, og i USA er det måske lige nu det eneste håb. Den er dybt engageret i spørgsmål om klima og miljø. Og den er meget determineret og meget praksisorienteret, som vi har set det i studentermarcherne mod masseskyderier.«

– Kan vi være på vej mod et nyt ungdomsoprør, 50 år efter 1968?

»Haha, måske. Men så tror jeg faktisk mere på de unge i dag – de virker mere praktiske og mindre romantiske, mindre flippede, mindre sværmeriske. Jeg talte med Patti Smith (den amerikanske rockpoet, 71 år som Rushdie, var også gæst på Heartland Festival, red.) om det – og ligesom hende beundrer jeg de unge aktivister, vi ser i dag. Nogle af dem har jeg også mødt i forbindelse med min research til romanen. Jeg besøgte selv Zuccotti Park flere gange under Occupy Wall Street-aktionen og var med på barrikaderne.«

– Din bog handler om umuligheden af at lægge fortiden bag sig – den indhenter en til sidst. Er det ikke et mistrøstigt budskab? Du var selv engang en indisk forfatter, så en britisk og er i dag en amerikansk?

»Jeg spurgte seriøst mig selv: Kan man lægge fortiden bag sig? Min konklusion er, at jo, det kan godt lade sig gøre – i det virkelige liv! Hvis du går rundt i New Yorks gader, ser du mennesker fra hele verden. Mennesker, der lever nye liv, nogle gange under nye navne, og som ser ud til at befinde sig strålende ved det. Så jo, i livet kan man. Men ikke i en roman. Det ville være en mærkelig roman, der havde figurer, om hvem vi erfarer, at de flygter fra en skummel fortid, uden at den fortids hemmeligheder kommer tilbage i synet på dem«.

Forfatteren som journalist

– Det er let at se, hvordan dine figurer fungerer i det større plot, men de virker meget levende og individualiserede – hvordan skabte du  f.eks. Neros tre sønner?

»Ha, ved hårdt arbejde, selvfølgelig! Det er ikke andre metoder. Nogle gange kan virkelige mennesker, man kender, give udgangspunktet. Jeg kender to personer i New York, der har fået foretaget komplette kønsskifteoperationer, og som er lykkeligere mennesker end før. Men det er ikke nok, man må researche. En romanforfatters arbejde er som en journalists. Man må forlade skrivebordet og gå ud i verden og finde ud af, hvad der foregår og tale med folk. Som også Tom Wolfe gjorde. Så jeg har sat mig grundigt ind i spørgsmål om autisme, om flydende kønsidentiteter osv. Jeg elsker den erkendelsesproces, hvor researchen til et romanprojekt gør en klogere på verden.«

– I din bog arbejder en af hovedpersonerne på et såkaldt identitetsmuseum. Det afspejler den politisering af identiteter, som er en del af tidsånden, og som bogen er kritisk over for. Politisering af identiteter oplever vi for tiden også i Danmark, hvor vi netop har fået et såkaldt maskeringsforbud. Det kan man jo kalde et reelt angreb på retten til at udtrykke den identitet, der er forbundet med islamiske heldækkende dragter. Lad mig til sidste spørge dig: Er forbud vejen frem i bekæmpelsen af den ideologi?

»Lad mig først sige, at jeg har svært ved at se heltilsløring som en karakteristisk islamisk identitet. Både min fædrene og mødrene familie er muslimske, nogle er sekulære, andre meget religiøse. Min morfar drog på hadj-pilgrimsfærd til Mekka, men ingen kvinder i min familie har nogensinde ønsket at bære tilsløring. De ville alle være blevet rasende, hvis nogen havde sagt, de skulle sløre sig til, og især fuld tilsløring. I min familie har sådanne klædedragter altid været set som et instrument for patriarkalsk undertrykkelse.«

– Men hvis burka og niqab nu er frivilligt valgt?

»Jamen jeg siger bestemt ikke, at det er en frugtbar vej at gå at lovgive imod det. Men jeg vil nok sige, at når vestlige feminister forsvarer tilsløring som et identitetsspørgsmål, så er det udtryk for det, Karl Marx kaldte falsk bevidsthed. De siger, at de udtrykker deres frit valgte identitet igennem en klædedragt, som er selve tegnet på undertrykkelse af deres medsøstre i det meste af den muslimske verden, hvor den ikke er et frit valg. For dem er det måske et valg, men ved at træffe det, gør de sig til kollaboratører med undertrykkere af kvinder andre steder. Det er et argument, jeg synes man skal møde dem med i en debat i stedet for at forbyde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her