Læsetid: 11 min.

Simon Critchley: »Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et værre tidspunkt at være i live på«

For den britiske filosof Simon Critchley er en pessimistisk realisme vores bedste mulighed for opbyggelighed og erkendelse i den forvirrende og smadrede status quo. Optimismen, derimod, den er farlig. For mennesket er absolut impotent. Det er defineret af det, det ikke kan. Og den tanke går imod selvhjælpkulturens parole om, at mennesket har uendeligt potentiale
»Jeg er altså ikke en aldeles forfærdelig sortsynet pessimist, jeg er nærmere en realistisk pessimist,« understreger Simon Critchley.

»Jeg er altså ikke en aldeles forfærdelig sortsynet pessimist, jeg er nærmere en realistisk pessimist,« understreger Simon Critchley.

Orjan F. Ellingvag

8. juni 2018

Det var egentlig tanken, at vi skulle tale om fodbold.

Om fodbold som en socialistisk disciplin, hvor helheden, holdet, altid er udgjort af mere og andet end blot summen af de enkelte dele, spillerne. Om fodbold som et meningsfuldt fællesskab, men også som en asocial, gennemkapitaliseret og fuldstændig varegjort industri. Og ikke mindst om den særlige disciplin, det er, når intellektuelle analyserer fodbold, tennis eller Tour de France som kunst, som mytologi, som et vindue ind til en eller anden form for kulturel essens eller sandhed.

Det er det, den britiske filosof og hengivne Liverpool-fan Simon Critchley har gjort med bogen Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold.

Men Critchley bider ikke på de fodboldrelaterede spørgsmål, da jeg ringer til ham.

Det er for varmt og for travlt i hjørnekontoret på Manhatten, fortæller han, og stemningen på New School of Social Research, hvor Critchley er professor, er mildest talt trykket. Der er varslet strejke blandt universitetets ansatte, specielt forskningsassistenter og undervisningsassistenter ønsker bedre løn og ordnede forhold.

»Det er mit indtryk, at folk er ret ulykkelige. De er utilfredse med vilkårene, de føler sig udsatte,« fortæller han.

Critchley er ikke selv involveret i konflikten, han befinder sig som professor for højt oppe i hierarkiet på det ellers så progressive universitet, men han er dybt påvirket af den. For den bekræfter en generel følelse af, at tingene er i opløsning.

Så vi venter med Liverpool og begynder i stedet ved den generelle følelse af opløsning.

»Det var faktisk også dér, det begyndte for mig og filosofien,« fortæller Critchley.

»Med en følelse af opløsning, af skuffelse. Det har siden Platon lydt, at filosofi begynder med en undren. Med en bevidsthed, der ser ud på verden og herfra udvikler tankesystemer og grundsætninger. Men for mig begynder det nærmere med en skuffelse. En skuffelse over, at der ikke findes nogen Gud eller overordnet mening, at verden er strid, voldelig og dybt uretfærdig.«

For ham er forestillingen om, at den menneskelige bevidsthed skulle være i stand til at forstå og afkode verden igennem en filosofisk undren, falsk, i bedste fald illusorisk:

»Jeg tror, at den menneskelige bevidsthed er i stand til langt mindre, end vi tror. Og jeg tror, at filosofi, religion og alle de andre teoretiske forklaringsmodeller, vi lægger ned over verden, kan fortælle os påfaldende lidt om den verden, vi lever i. Det er naturligvis en skam, men det er også et udtryk for en bemærkelsesværdig styrke og modstandskraft i os.

Vi tumler jo rundt i helt uoverskuelige og umulige situationer. Alligevel tumler vi videre, vi forsøger at gøre vores bedste og bevare troen og tilliden til hinanden. Det er altså ret imponerende.«

Det er typisk for Critchley at bruge ordet »vi« og ikke »jeg«, »dem« eller et upersonligt »man«. Han er en filosof, der er en del af flokken. Det er ikke muligt at sondre mellem verden og tænkningen, og filosofferne er akkurat lige så forvirrede, håbløse og dødelige som alle andre.

Det er grundtanken i eksempelvis De døde filosoffers bog, der netop er udkommet i dansk oversættelse og er en samling af 190 portrætter, der fortæller, hvordan netop filosoffer både lever og dør på både bedste og mest begrænsede vis. For ingen har overblikket.

Critchley sætter en ære i at gøre det abstrakte konkret, i at filosofere ikke på afstand af, men i engageret og ofte dybt personlig dialog med verden, tænkningen og alle dens problemer. Med Kierkegaard, Løgstrup og Heidegger såvel som Bowie, Hamlet og Mohamed Salah.

Han er en udogmatisk, temmelig anarkistisk og givetvis netop derfor en internationalt anerkendt filosof, der har turneret, inspireret og forandret humanistiske discipliner på tværs af USA og Europa. Han er også en filosof, hvis bøger rent faktisk sælges, læses, oversættes og tilmed forstås også uden for campus og akademiske cirkler. Og så er han, ikke mindst, erklæret pessimist.

»Men jeg er altså ikke en aldeles forfærdelig sortsynet pessimist, jeg er nærmere en realistisk pessimist,« forklarer han.

For den realistiske pessimisme er en opbyggelig og trøstende størrelse.

»Pessimismen er overordnet set en slags strategi, en måde at reagere på skuffelserne og kriserne på. Og det er herfra, størstedelen af mit arbejde begynder, men det er altså ikke her, det ender. Faktisk ender det oftest i opbyggelige tanker om fællesskab, etik, relationer og kærlighed.

For mig er pessimismen ikke en position, der lukker ting ned, tværtimod: Den åbner ting op, den omdanner forestillinger og selvopfattelser og hjælper os med at forstå de sociale og politiske sammenhænge, vi er en del af og måske – apropos situationen her – er skuffede over.«

Pessimismen er for Critchley altså en realisme. Han tror på, at hvis vi ser på verden med »the pessimistic eye«, vil vi have lettere ved at gennemskue nogle af de løgne og illusioner, vi lever i. Og måske nå frem til nogle af de benhårde erkendelser, der er forudsætningerne for, at vi kan bevæge os videre:

»Eksempelvis erkendelsen af, at mennesket er principielt mangelfuldt, forvirret og konstant fejlende. Det gør muligvis ondt at acceptere, men jeg tror også på, at det kan være en trøst. Det var det, Bowie sang om: ’We’re all crashing in the same shitty car,’« siger Critchley.

Han er ikke kun småfanatisk Liverpool-fan. Han er også Bowie-fan med hele sin sjæl.

Og Bowie og Critchley er altså enige om, at mennesket er absolut impotent. Det er defineret af det, det ikke kan. Og den tanke går imod især selvhjælpkulturens parole om, at mennesket har uendeligt potentiale, herunder evnen til at kunne ændre sig, udvikle sig og bare vokse, vokse, vokse.

»Men mennesket er ikke en ø, sin egen lykkes smed, det har ikke nøglen til sig selv i sig selv. Det handler ikke om at gribe lykke, det handler nærmere om at gribe ulykken, skuffelsen og bekymringen. Og herfra bevæge sig videre,« forklarer Critchley.

Det var mere eller mindre det, han gjorde, da han i 1978 fik knust sin hånd og dermed fremtidsdrømmen om at blive punkguitarist.

Mennesket er ikke en ø

Simon Critchleys familie stammer fra Liverpool, men han er selv vokset op i en grå, deprim og øde forstad nord for London, Letchworth Garden, da det var for knapt med fabriksarbejdet i Liverpool. Hans mor var frisør, hans far var metalarbejder.

Critchley hadede at gå i skole, han blev mobbet og fik tæsk, han dumpede de fleste fag og fokuserede på det, der betød noget: Liverpool FC og punkmusikken. Han sværgede til The Clash, Kraftwerk, The Sex Pistols og den slags bands i sine Dr. Martens-støvler og Lewis-læderjakken. Han arbejde på en fabrik i Hitchin, og som 18-årig fik han altså kvast sin hånd, guitarhånden, i en maskine.

Han gik ned med en tung depression, men fandt efterhånden tilbage gennem bøgerne.

Først Aldous Huxley, George Orwell, Nietzsche og Camus, dernæst Sartre, Burroughs og Bataille med flere. Som 20-årige besluttede han at give skolen endnu et forsøg, og otte år senere havde han færdiggjort sin ph.d.-afhandling ved Essex Universitet om Derrida, Levinas og dekonstruktion.

Og i dag er Simon Critchley altså professor på et af de mest prestigefylde universiteter for filosofi og social forskning. Han vil dog »ufatteligt gerne undgå«, at jeg beskriver ham som »intellektuel superstjerne eller ikon«. Det er sket før, og han bryder sig ikke om det, fortæller han. Og han vil også meget hellere tale om den truende optimisme end om sig selv.

»Lad os hellere fortsætte, hvor vi slap. Ved pessimismen som trøst og mulighed for at se, hvem vi er – og hvor vi er. Optimismen, derimod, den udgør et ret stort problem i dag. Den gør os til blinde, lallede og indbildske idioter,« siger han og referer til en bog, han sammen med Carl Cederström udgav i 2010, med den fængende titel How to Stop Living and Start Worrying.

»Det giver så utrolig god mening, at vi – især i Vesten – opsøger optimisme, selvhjælpskultur og europæisk buddhisme eller new age-tænkning. Det er det, jeg i How to Stop Living and Start Worrying beskriver som passiv nihilisme. Det er en selvoptaget og farligt indadvendt bevægelse – og altså en absolut naturlig reaktion på en verden i åbenlys krise, en erfaring af politisk impotens eller generel håbløshed.

Når verden sprænger sig selv i stykker, som den gør, så er det kun forståeligt, at du vender dig væk, du forsøger at blive til en ø. Det er ekstremt fristende, men det er også en farlig kurs.«

Når Simon Critchley taler om »en verden i åbenlys krise«, så taler han om Trump, om Brexit, om ISIS, om voksende ulighed, om fremmedgørende sociale medier, om neoliberalisme og fascisme, om depressionsepidemier og især om global opvarmning, der for ham udgør den største og mest umulige krise nogensinde.

1990’erne på LSD

Simon Critchley er åbenlyst ikke en filosof, der sidder i sit elfenbenstårn på Manhatten og passivt ser på verden og dens kriser. Han er en filosof, der får skidtet op under neglene. Teori og praksis hænger sammen, og politisk aktivistisme og engagement har fyldt en stor del i hans liv.

Han var involveret i Occupy Wall Street-bevægelsen efter finanskrisen. Og i antiglobalseringsbevægelsen i Seattle i 1999. Han sammenlignes derfor med andre aktivistiske intellektuelle venstrefløjsikoner som Alain Badiou, Slavoj Žižek, Michael Hardt eller Antonio Negri. Men, forklarer han, det er blevet sværere for ham at navigere på den politisk-aktivistiske scene.

»For hvad fanden er det, der sker lige nu? Jeg må indrømme, at jeg har helt utrolig svært ved at forstå, hvad der sker. Og dermed også svært ved at handle på bedst mulig måde i det. Jeg kan se, hvad der sker. Men jeg forstår det simpelthen ikke.«

Det, Critchley kan se, er, at folk i store dele af verden er holdt op med at tro på det, de tidligere har troet på: på menneskerettigheder og universelle værdier, på politiske institutioner og internationale fællesskaber. Verden er på tilbagetog:

»Jeg husker 1990’erne som en slags sociopolitisk LSD-trip, hvor jeg og folk omkring mig vitterligt troede på, at alting kunne være muligt. Der opstod nye protestformer, nye former for politisk aktivisme ­– eksempelvis med antiglobaliseringsbevægelsen i Seattle, der pegede videre mod en modstandsbevægelse som Occupy.

Det virkede virkelig til, at tingene bevægede sig i en overordnet ret god retning for ret mange mennesker. Men energien døde ud, den hørte ligesom bare op, og der skete en slags dialektisk vending. Jeg ved godt, at det ikke skete på et splitsekund, men det føles stadig meget pludseligt. Politik er blevet til et dødkedeligt, hverdagsagtigt og samtidig horrorlignende realityshow. Og jeg er ikke stolt at det, men jeg er ærlig talt for udmattet til at følge showet tæt.«

Og tilbagetoget er ikke kun amerikansk, britisk, europæisk. Det er i høj grad også skandinavisk, påpeger han i telefonen – som for at sikre sig, at jeg er vågen:

»Også den skandinaviske og socialdemokratiske velfærdsstat, der slog mig omkuld af beundring i 1980’erne og siden har været en slags fortrøstningsfuldt pejlemærke, er under afvikling. Er det ikke sandt?«

Der er stille i røret. Og så falder ordene, hårdt og langsomt:

»Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et værre tidspunkt at være i live på.«

Mere stilhed. Der må komme noget mere opbyggeligt, noget opløftende. Men det gør der ikke.

»Jeg burde sige noget muntert nu, beklager, jeg ved det godt.«

–Hvorfor skulle dette tidspunkt være særligt unikt og forfærdeligt? Jeg tænker, at en lang række antifascistiske og venstreorienterede filosoffer igennem tiderne har draget konklusioner, der ligner dine?

»Det er der ingen tvivl om. Og jeg er dybt optaget af historie og ved, at desto klogere man bliver på netop historien, desto tydeligere fremstår det, at ingen tid er unik.

Mennesket har mere eller mindre foretaget sig det samme – lavet krig, ødelæggelse, fredsaftaler, genopbygget – igennem årtusinder. Men klimakrisen ændrer billedet. Den gør vores situation unik og langt mere ekstrem end tidligere forfærdeligt unikke tider.«

– Men hvad stiller vi op med den erkendelse?

»Ja, hvad gør vi med det? Tager vi til Himalaya, dyrker yoga og tænker positivt som passive nihilister? Eller sprænger vi lortet i stykker som ISIS m.fl. som en flok aktive nihilister? Nej, vi har helt klart brug for noget bedre.«

Og her rammer vi et betændt og besværligt smertepunkt i Simon Critchleys forfatterskab og filosofien som sådan. For filosofi leverer ikke svar, filosofi er desværre først og fremmest en »negativ praksis«.

»Filosofi handler om at demytologisere vores liv og de elementer i det, som vi gør unødvendigt mytiske. Og om at vise os, hvordan tingene ikke hænger sammen. Eksempelvis forestillingerne om håb, Gud eller optimismen. Eller om den idealiserede og åh-så-kloge filosof.«

Mænd, høns og Jurgen Klopp

Det er altså ikke i filosofien, vi skal lede efter svar og retning. Det er vores næste, dem, vi elsker og knytter os til, der sidder med nøglen. Og kunsten, ikke mindst.

»Det lyder latterligt og desperat famlende, men jeg må stå ved det: Jeg tror virkelig på kærlighed. Og på venlighed og mellemmenneskelighed. Også som en slags politisk strategi i en verden, der ellers fordrer konkurrence, kynisme, egoisme og mistillid. Jeg aner ikke, hvordan det skal relatere sig til partipolitik anno 2018, men jeg er ærlig talt også mindre og mindre interesseret i den del af det,« siger han.

»Intet menneske kan finde ro, fokus og mening alene. Det skal altid findes i relation til den anden – igen: Mennesket er defineret af sin utilstrækkelighed, det har ikke fuldstændig adgang til sig selv. Men i mødet med den anden åbner noget andet og vigtigt sig.«

Også kunsten er en nøgle. Det er begrænset, hvor meget et menneske kan begribe intellektuelt, men det er ikke begrænset, hvor meget det kan begribe æstetisk.

Når erkendelser vendes på hovedet i underlige narrativer, når de omformes kunstnerisk og kommer fra overraskende, knudrede steder, så kan vi tage lidt mere ind, mener Simon Critchley.

Han nævner Lars von Trier, diverse græske og romerske tragedier, han nævner gentagne gange Shakespeare, også Becketts absurde teater og derefter et lidt mindre kanoniseret og internationalt anerkendt værk: Anders Thomas Jensens komedie Mænd og høns fra 2015. Den film er for Critchley et eksempel på den pessimistiske realismes opbyggelighed. Og humor:

»Filmen handler om to forhutlede brødre, der prøver at komme nogenlunde overens med deres misogyne, voldelige og morderiske far. De forsøger også bare at gøre deres bedste med det, de har, når de prøver at bevare roen og opmærksomt sende maden rundt imellem sig ved middagsbordet.

Det er for mig at se en bekræftelse af tanken om, at vi faktisk er okay og anstædige. Mennesket ønsker som sådan ikke at brænde lortet ned eller vende det blinde øje til, men gør i langt de fleste tilfælde sit bedste med det, det nu har. På trods af alle de løgne, alt det lort, al den uretfærdighed og vold, der findes, så forsøger så utrolig mange af os at gøre det gode, det venlige, det kærlige,« siger Simon Critchley.

»Og således fik du alligevel en form for opbyggelighed fra mig. Naiv, givetvis, men vitterligt oprigtig.«

Vidunderligt anarki. Simon Critchley ser ikke urolighederne i Nordafrika som revolutioner, men som 'vidunderlige, anarkistiske eksempler' på mennesker, der rejser sig for at kunne organisere sig frit.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Andersen
  • Ejvind Larsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg gik helt fatalt glip af 90erne, der var før den store forbindelse med den øvrige verden var etableret med internettet. Såvidt jeg kan forstå, skete der simpelthen stort set ikke andet end intellektuelle fejlslutninger, som vi stadig lider under - måske lider endnu mere under i dag en for 20-25 år siden.
Derfor bevarede jeg dengang pessimismen; men i dag tror jeg på et snarligt gennembrud for fornuften, selvom vi godt nok ser ud til at måtte gennem skærsilden først.
Vi mangler politikere, der ikke lader sig forblinde, men kan skelne mellem virkelige og postulerede vanskeligheder. Dehumanisering er en virkelig vanskelighed, Europas 'flygtningekrise' en postuleret.