Læsetid: 7 min.

»Vi skal skåle for vores algeforfædre. De er en del af os«

En dans med planter, et lærred af hud og en mus med et indopereret menneskeøre. Biokunsten fylder mere og mere på kunstscenen. Den vil demokratisere videnskaben, undergrave kapitalismen, gøre op med ’grønvaskning’ af ikkebæredygtig teknologi, redde klimaet og vise os nye smukke fremtidsscenarier
Baum & Leahy.

Baum & Leahy.

Amanda Baum

27. juni 2018

»Med rødder i slim. Vores forgrenede blodmorfologi. Bringer hydrofile minder. Fra cellulære forfædre. Alger for evigt.«

Vi står i en rundkreds og messer én ad gangen på engelsk, strofe for strofe, med en skål algesnaps i hånden.

»Mammalgas røde natur,« slutter vi i kor. Så bunder vi algedrinken. Den smager af østers og havbund. Vi stiller glasskålene fra os. Nu er vi genforenet med algerne.

Danske Amanda Baum og britiske Rose Leahy er sammen med Naja Ryde Ankarfeldt kunstnerne bag installationen og det biologiske ritual, The Red Nature of Mammalga, som jeg lige har taget del i.  Amanda Baum og Rose Leahy mødte hinanden, da de begge gik på Royal College of Art i London og blev hurtigt en kunstnerduo. »Vi skal skåle for vores algeforfædre. De er en del af os,« siger de.

Alger bliver i disse år fremhævet som en superfood og som en af fremtidens lovende ressourcer. Men i virkeligheden er de meget mere end det, forklarer Amanda Baum: »Mennesker og alger er forbundet på et dybt organisk plan. Uden algerne ville vores kroppe ikke være her i dag. Derfor er det vigtigt, at vi hylder algerne, ligesom nogle kulturer hylder deres menneskeforfædre.«

Biokunstnerne

The Red Nature of Mammalga er, hvad man ville kategorisere som biokunst. Amanda Baum og Rose Leahy er altså biokunstnere. De har lige vundet den prestigefyldte hollandske pris Bio Art & Design Award for værket, som sidste fredag blev udstillet på Statens Museum for Kunst til eventet ’SMK Fridays: Grøn’ og til konferencen SLSAeu Green på Københavns Universitet, der forrige uge tiltrak biokunstnere, videnskabsfolk og forskere fra hele verden.

Biokunst er kunst, der fremstilles af biologiske materialer, eller videnskabelige eksperimenter og fremtidsverdener, der skabes og vises gennem kunsten. Og så er det en genre, der er begyndt at fylde mere og mere på kunstscenen verden over.

Baum & Leahy.

Amanda Baum

En af årsagerne til den udvikling er klimakrisen. Men biokunst handler ikke kun om sorg over klimaet, påpeger Ida Bencke, der er medstifter af Laboratorium for Æstetik og Økologi, som er en kunstnerisk platform, der blandt andet beskæftiger sig med biokunst. »Det handler om at spekulere i og skabe nogle håbefulde, legende og bæredygtige fremtidsscenarier, hvor der er bedre samspil mellem arter,« forklarer hun:

»Klodens situation er alvorlig, og det står efterhånden klart, at vi ikke kan komme videre med de tænkeapparater, der er blevet dyrket i den vestlige, videnskabelige kontekst.« Hvor videnskaben giver fortabt, kan biokunsten derimod med dens tværfaglige afsæt noget nyt, mener hun: »Den kan stille spørgsmål og eksperimentere på måder, som den singulære videnskab hverken kan eller vil,« siger Bencke.

Stop grønvaskning

Biokunst kommer i mange forskellige afskygninger. Biokunst er også den danske kunstner Rune Bosses skulpturer, der er små økosystemer af planter i glasbobler, og som giver indsigt og forståelse for planternes liv og historie. Det er Oskar Jakobsens spiselige lyserøde svampe, der vokser ud af kold metal, mens de bliver ’vandet’ med litterær viden i form af vanddamp fra slanger, der er formet som klassiske litterære værker. Og det er britiske Lucy McRaes fremtidsspa, hvor du bliver krammet af folie, så du ikke bliver ensom i det ydre rum.

Det er det australske og amerikanske kunstnerkollektiv Pony Express med deres ecosexual bathhouses, hvor du får din kærlighed til jorden stimuleret, så du ikke er lige så tilbøjelig til at ødelægge den. Det er også plantevibratorer til ensomme planter, der mangler at blive bestøvet. Og til SMK Friday: Grøn kan man – udover Baum, Leahy og Ankarfeldts rituelle algeosmose – danse for planter, høre en plantekoncert og få indsigt i kunstværkers CO2-fodspor.

Biokunsten kan skabe håb og forbinde os til naturen, og det har vi brug for i dag, så vi ikke drukner i dommedagsprofetier, der alligevel ikke gør andet end at fastholde verden i dens ulykkelige tilstand, forklarer Natasha Myers, der er professor på York University i Canada og en af de førende forskere indenfor biokunst.

The Red Nature of Mammalga.

Amalie Olesen

Biokunst behandler altså mange forskellige problematikker. Men en af dens vigtigste opgaver er at gøre op med den ’grønvaskning’, der dominerer meget af den såkaldte bæredygtige politik og miljøvenlige industri, mener Natasha Meyers, der også var en af de udvalgte forskere, der holdt keynote-foredrag på Københavns Universitet.

»Vi har behandlet alt fra natur til menneske som et forbrugsgode, der kun eksisterer for at tilfredsstille vores behov. Kapitalisme og kolonialisme har formet, hvordan vi ser verden, hvordan vi tilegner os viden, og det, vi tror, er fornuftigt. Inklusive mange af vores bæredygtige og ‘grønne’ teknologier,« siger Meyers.

Indenfor byplanlægning og arkitektur er det eksempelvis blevet populært at lade en bygnings vægge være dækket af planter – »det sender et dejligt ’grønt’ signal«, siger Meyers. Men i virkeligheden kræver det enormt meget vand og enormt meget arbejde, og ofte har arkitekterne slet ikke føling med om den plante kan eller vil vokse der af sig selv, påpeger hun.

»I sådanne tilfælde er ’grøn’ æstetik og bæredygtig teknologi ’grønvaskning’, hvor vi tror, vi redder planeten, men det, vi i virkeligheden ’redder’, er kapitalismen,« siger Meyers. Selv de mest kritiske tænkere og kunstnere kommer nemt til at fetichere en videnskab, der objektiviserer naturen. Derfor er det vigtigt at påpege, at ’grønne’ tiltag som disse ikke hjælper klimaet – de er marketingsstrategier, hvor det ’grønne’ bliver brugt som redskab til at understøtte en industri og et økonomisk system, forklarer hun.

»Det er nemmere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens undergang. Men hvis vi fortsat lader kapitalismen forme vores fremtid, så er vi færdige. I stedet bliver vi nødt til at udforske og udvikle nye vidensapparater og fortællinger. Og i den ligning spiller biokunst en meget vigtig rolle,« siger Meyers.

Se naturen som din elsker

Frem for at grønvaske, fortælle historier om apokalypsen og skabe kunst, der glamouriserer en kolonisering af det ydre rum som science fiction-litteratur og film, der eksempelvis beskriver nye menneskeskabte samfund på fremmede planeter, skal vi forbinde os til naturen og fusionere med planteverdenen, mener Meyers. Og hun er ikke alene om den drøm.

Det er en fremtidsvision, som går igen i meget biokunst. Mennesket skal (gen)skabe det poetiske, spirituelle og sensuelle fællesskab med naturen – »vi skal, som den amerikanske økoaktivist, kunstner og sex-positive feminist, Annie Sprinkle, siger, se naturen som vores elsker,« forklarer Meyers.

Meyers taler blandt andet om en æra, som hun kalder det plantropocæne og ikke det antropocæne, som den nuværende tid bliver kaldt.

»Det er en verden, hvor mennesket ikke længere er centrum. Det er en verden, hvor vi lever på lige fod med planterne, hvor vi indretter vores liv, vores byer, vores videnskab efter dem. Den eneste bæredygtige fremtid er en fremtid, hvor vi prioriterer naturen og gør plads til den, så den kan dele sin skønhed med os. I fremtidens verden vil vi i princippet alle være gartnere,« siger Meyers. Det er en stor transformation, derfor skal det også ske på flere planer, forklarer hun.

Indenfor eksempelvis kønsforskning har man i mange år taget afstand fra biologiske argumenter, da de ofte er essentialistiske og bygger på forestillingen om, at køn er bestemt fra fødslen og ikke bliver formet gennem livet. Men i virkeligheden »er der ikke noget, der er mere queer, end naturen selv,« som den colombianske forsker Brigitte Baptiste, der også var en af keynote-talerne til konferencen, siger.

Baum & Leahy.

Annelise Keestra

»Det er på tide, at vi gør op med videnskabens kolonisering af vores kroppe og vores natur og gør plads til det kreative, det poetiske og det ikke-normative – især indenfor videnskaben,« siger Meyers. Det er elementer, der allerede eksisterer indenfor biologien og videnskaben. Det skal bare accepteres og formidles, forklarer hun.

En plantes samtykke

I kølvandet på udbredelsen af biokunst er der dukket en række nye udfordringer og spørgsmål op, som Bencke og Laboratoriet for Æstetik og Økologi ikke kan lade være med at tage stilling til. Hvis man vil skabe større samspil og respekt mellem mennesker og ikkemennesker, skal alle parter ses som ligeværdige. Men når man har en udstilling, hvor planter bliver hacket, eller myrer bliver brugt som del af et værk, skal man vel spørge dem om lov?

»Det lyder måske som et fjollet problem. Men det er i princippet ret alvorligt, fordi det gentager nogle ulige og uhensigtsmæssige strukturer,« siger Bencke og fortsætter: »I det hele taget, hvordan drager vi omsorg for kloden og dens organismer på nye måder? Hvordan får vi samtykke og skaber relationer, der kan tage os og vores ødelagte jord et bedre sted hen?« Det er ikke lige til, medgiver hun.

»Men vi må investere i det håbefulde og åbne vores fællesskaber mod et ’vi’, der måske ser mere anderledes og fremmed ud, end det vi havde forestillet os. Biokunsten præsenterer os ofte for hybride og måske skræmmende scenarier. Men jeg mener, at vores vigtigste opgave er at lære at drage omsorg for de mærkelige livsformer, for det der er svært at elske. Her ligger et beskedent, men uhyre vigtigt håb.«

For et øjeblik er det bare os og algerne, der eksisterer på Statens Museum for Kunst. Men omgivelserne vender hurtigt tilbage. Nede i den anden ende af skulpturgangen til performance- og diskussionssalonen Dance for Plants bliver der spillet Beyoncé med den inderlige kærlighedsballade »Halo«. To kvinder står og danser for et hold planter bag en skillevæg. »Everywhere I’m looking now, I am surrounded by your embrace / Baby I can see your haloooo, you know you’re my saving grace…«

»Beyonce er virkelig god at danse til planter til,« siger kvinderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu