Essay
Læsetid: 5 min.

Sofi Oksanen: Hvordan offentlige rum bliver styret siger en del om, hvem der har magten

Fra nazisternes bogafbrændinger til undertrykkelse i Sovjetunionen. Historien om Europas offentlige pladser og torve viser risikoen ved at forblive tavs
På en plads i Berlin, der i dag hedder Bebelplatz, brændte nazisterne bøger af i 1933 – særligt de bøger, der var udgivet af Sexologisk Institut.

På en plads i Berlin, der i dag hedder Bebelplatz, brændte nazisterne bøger af i 1933 – særligt de bøger, der var udgivet af Sexologisk Institut.

Ritzau Scanpix

Kultur
22. juni 2018

Min familie er både finsk og estisk, og da jeg blev født, lå jerntæppet stadig hen over Europa og delte kontinentet i to. Det betød, at et af mine fædrelande var under sovjetisk styre. I lang tid var jeg mere opmærksom på forskellen mellem øst og vest, end hvad der var særligt ved Europa. Det var først, da jeg rejste længere væk, at jeg kunne se kontinent udefra – og hvad der gjorde mig til europæer.

Jeg tog offentlige pladser i byerne for givet – indtil for et par år siden. Her besøgte jeg Medellín i Colombia, der er mest kendt for at have huset Pablo Escobars narkokartel. Mens jeg var i byen, fejrede de en bemærkelsesværdig præstation: Der var gået 500 dage uden ét eneste mord. Der var endelig kommet en sejr i den uendelig lange kamp mod kartellerne og det illegale narkomarked, og det var den nye borgmester, Aníbal Gaviria, der fik æren for det.

En af Aníbal Gavirias væsentligste reformer handler om at bygge offentlige pladser i boligområder. Narkokrigen har nemlig drevet indbyggerne ud af byens centrum og hen til omkringliggende områder, hvor huse er skudt op – uden nogen form for indgriben fra myndighederne. Men manglen på offentlige rum i de nye boligområder har faktisk været med at til nære frygten blandt dem, som bor der: Naboer lærte ikke hinanden at kende, og der var ingen steder at samle sig og mødes. Men de offentlige rum, som borgmesteren har indført, har været med til at bringe folk sammen og har fået dem til at genfinde tilliden.

I USA fik jeg øjnene op for de fordele, der er ved offentlig transport: Efter et par måneder begyndte jeg at savne at kunne gå fra et sted til et andet eller hoppe på en sporvogn eller ind i en metro. Det er utænkeligt uden for de store byer. Det er svært at forestille sig en by i Europa uden offentlig transport med knudepunkter ved åbne pladser og andre offentlige rum. For os er pladser, stationer, parker og torv let tilgængelige og symboler på åbenhed. Det er derfor, at vi – selv i Europa – har forsøgt at forhindre folk i at mødes og samle sig dér.

I det antikke Grækenland var agoraen, torvet, et sted, hvor alle kunne komme og mødes og handle: Det var centrum for økonomi, administration, magt og det sociale liv. Den største agora lå i det magtfulde Athen, og det var her filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles debatterede og underviste; athenere mødtes og diskuterede politiske anliggender; og det var her grundstenene til demokratiet og befolkningens magt blev lagt – et politiske system, som senere er blevet det fortrukne i Europa.

Offentlige rum er en essentiel del af enhver europæisk storby, og retten til at samle sig de steder er noget af det vigtigste for demokratiet – og symbolet på det. Selv om vi længe har taget forsamlingsfrihed for givet i Vesten, så er det meget anderledes i øst.

Den uafhængige republik Estland fejrer dets hundredår i år, men landet blev først rigtig selvstændigt, da Sovjetunionen kollapsede i 1991. Før det var det ikke muligt at protestere, og det, der i dag hedder Frihedspladsen, skiftede navn alt efter, hvem der havde magten i landet, og hvordan de ønskede at omskrive historien, så den passede til deres propaganda. Enhver form for modstand foregik i det skjulte, og man kunne kun diskutere med folk, man virkelig stolede på.

Først med perestrojka – ’omstruktureringen’ – begyndte folk at kunne sige deres mening i offentligheden. Den første protest under sovjetisk styre foregik i Hirvepark i Tallinn i 1987. Få år senere blev Sovjetunionen opløst, og folk begyndte i stor stil at ytre sig offentligt. Protester på pladser og torve markerede Fløjlsrevolutionen i Østeuropa og var med til at rive jerntæppet væk og frigøre mange undertrykte lande.

Massedemonstrationer og terror

De senere år har pladser, torve og andre offentlige rum været omdrejningspunkt for to slags begivenheder. I Østeuropa har der været massedemonstrationer imod korruption, og i vest har der været terrorangreb. Islamisk Stat er ikke bare gået efter toge, barer, pladser og lufthavne, men også moderne, vestlig kultur og dens åbenhed og ytringsfrihed.

Det er en basal rettighed i Europa i dag, at vi frit kan samle os på offentlige steder, ligesom vi har krav på ordentlig offentlig transport. Og kigger vi på forholdene i Kina, bliver vi mindet om, at vi ikke skal undervurdere de rettigheder. Vi skal værdsætte dem.

Tidligere i år lavede Kina en række restriktioner forbeholdt indbyggere med en dårlig »social vurdering«, som blev frataget rettigheden til at kunne købe tog- og flybilletter. Hvordan folk bliver vurderet i det sociale kreditsystem, afhænger af, hvad de siger, køber og gør – alt det, som staten kan overvåge på internettet.

Selv om det sovjetiske styre er fortid, så er dets efterdønninger stadig en del af udviklingen af demokratiet, som foregår i mange østeuropæiske lande. I 2015-2016 var der store demonstrationer i Chișinău, hovedstaden i Moldova, hvor over 30.000 mennesker samlede sig på byens centrale torv – den største forsamling af mennesker i mands minde. De var rasende over den milliardsvindel, som var foregået i landet, og hvor næsten syv milliarder kroner på mystisk vis var forsvundet fra landets banker.

I november 2013 begyndte Maidan-revolutionen på Uafhængighedspladsen i Kiev, efter flere års opsparet vrede mod magthaverne i landet og den prorussiske præsident Viktor Janukovitj. Landet er stadig i krig mod prorussiske separatister, men Maidan-revolutionen gjorde mere for at eliminere korruption end nogensinde før. Og hvis udviklingen vender, så er folk klar på barrikaderne på Uafhængighedspladsen igen – Ukraines centrum for oprør. Demokrati er nemlig stadig kendetegnet ved, at argumenter og synspunkter brydes på offentlige pladser og i offentlige rum.

Hvordan offentlige rum bliver styret siger en del om, hvem der har magten. Derfor kan offentlige pladser, parker og torve fortælle os om den mørkere del af europæisk historie – der begyndte med afbrændinger af hekse.

På en plads i Berlin, der i dag hedder Bebelplatz, brændte nazisterne bøger af i 1933 – særligt de bøger, der var udgivet af Sexologisk Institut. Den israelske kunstner Micha Ullmann har lavet et monument, som er på pladsen i dag: et lille vindue ned i jorden, hvor man kan se ned i et stort rum med tomme reoler. På en bronzetavle står Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1820: »Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.« Hans ord er en advarsel til fremtidige generationer.

Dét, der foregår på pladser og torve i Europa, afspejler landenes tilstand og fremtid. De steder, hvor folk ikke tør samle sig, står det skidt til med demokratiet. Dér, hvor folk ikke tør sige deres mening, hersker frygt. Dér, hvor myndighederne forøger at forhindre folks frie bevægelighed, frygter de folket.

Sofi Oksanen er forfatter og dramatiker.

© The Guardian. Oversat af Freja Sofie Madsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her