Stol ikke på nogen i aldersgruppen 35-65!

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich beskrev det som en satellit, der stod og udsendte signalet »Make love, not war« – og som kloden drejede, ramte den hver dag et nyt land, hvor de unge samlede sig i synkrone protester med enslydende paroler. Det var i foråret 1968.

50 år senere har vi ikke behov for metaforer for at begribe de sociale bevægelser. Internettet forbinde de unge, der ønsker en anden verden end den, deres forældre er ved at overgive til dem. Parolerne er i dag memes og YouTube-videoer, og mens sagerne varierer, synes der at være et gennemgående træk i de unges protester: En oplevelse af, at løfterne om en bedre verden blev svigtet, og at det er andre, der alt for længe har defineret retningen. Som den 27-årige britiske teologistuderende James Schneider citeres for i dagens avis:

»Det her er min generation. Vi er de rasende tweeters. Vi er de autodidakte YouTube-marxister. Vi er de fallerede hipstere og de evige freelancere. (…) Vi er de tyve-til trediveognoget-årige, der har opbygget Storbritanniens venstrefløj. Problemet med min generation er, at vi ikke har nogen magt.«

Endnu, kunne man tilføje. For der er en af sejrene fra ’68, der ikke, kan rulles tilbage: I maj for 50 år siden blev de unge født som politiske subjekter, der til alles overraskelse – også dem selv – havde styrken til at nedbyde et system, der ellers syntes unedbrydeligt. Som Ejvind Larsen erindrer i dagens interview:

»Alt virkede så forstenet, at vi havde forberedt os på, at vi skulle ase og mase for at vælte en voldsom massiv port, og så røg vi sgu lige igennem, og før vi så os om, stod vi sgu selv der med ansvaret!«

Det fejrer vi i dette tillæg.

Du kan læse om, hvad der skete i 1968. Om drømmene dengang, og de spor de trak. Men vi skal også se på, hvor der i dag er bevægelser med de unge i front. I USA, hvor kampen mod den liberale våbenlovgiving nu har spredt sig langt ud over det liberale USA’s højborge. Derud i Midtvesten, hvor der faktisk er noget på spil, som man kan læse i dagens reportage.

Til Storbritannien, hvor James Schneider og hans jævnaldrende samles omkring Jeremy Corbyn i sådan en grad, at ordet ’youthquake’ sidste år blev kåret som årets ord af Oxford English Dictionary.

Og til gaderne i Paris, hvor de studerende igen samler sig. Denne gang for at protestere mod et nyt optagelsessystem, som de mener indfører en uretfærdig udvælgelsesproces baseret på sociale kriterier. 

Det er i de danske medier efterhånden blevet den gængse analyse af de nuværende studenterprotester i Paris, at de er konservative og derfor det modsatte af dem, der satte gaderne i brand for 50 år siden i maj 1968. Fordi de er systembevarende, ikke nedbrydende, mangler de legitimitet. Og det modsætter en af de unge studerende, som Information har talt med, sig da heller ikke. Men som han siger:

 »Vi kæmper for at bevare et system, som efter 50 år har formået at indføre bare en lille smule lighed«.

Et ungdomsoprør forudsætter jo ikke, at hele landsbyen brændes ned. Kritikken af, at de franske studerendes oprør er systembevarende, afpolitiserer de unges kamp. Som var unge til alle tider alene motiveret af driften mod et hormondrevet fadermord – og efterfesten bagefter.

Det er udtryk for en manglende anerkendelse af, at de unge tænker og handler politisk. At de f.eks. skal bo på denne her klode en hel del længere end os andre, så derfor må minde os om, at det, vi har foretaget os de seneste 50 år, er ubæredygtigt i enhver tænkelig forstand.  

Og det modbevises også i dag af nogle interessante alliancer. For ’68 var ikke bare et opgør med det gamle system. Det var et oprør mod de gamle mennesker – stol aldrig på nogen over 30, som parolen hed. I dag er der nye alliancer på tværs af generationer. Tidens politiske rockstjerner er ikke bare over 30. De er tre gange 30. Mindst.

Når de unge samler sig omkring Sanders eller Corbyn, er det, som om de rækker hen over deres forældres generation og tager fat i deres bedsteforældre. Hør, siger de, sagde I ikke, at under asfalten findes stranden? At vi skulle være realistiske og derfor forlange det umulige? Var det ikke jer, der pegede på, at samfundet skulle være federe, friere og mere lige?

Og hvem har egentlig lyst til at være ’det modsatte’ af det?