Læsetid: 3 min.

Stol ikke på nogen i aldersgruppen 35-65!

I maj 1968 fødtes ungdommen som politisk subjekt og de gamle røg på porten. 50 år senere dannes nye alliancer mellem generationer – mellem dem, der har set det hele før, og dem, der skal være på denne jord mange år endnu
15. juni 2018

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich beskrev det som en satellit, der stod og udsendte signalet »Make love, not war« – og som kloden drejede, ramte den hver dag et nyt land, hvor de unge samlede sig i synkrone protester med enslydende paroler. Det var i foråret 1968.

50 år senere har vi ikke behov for metaforer for at begribe de sociale bevægelser. Internettet forbinde de unge, der ønsker en anden verden end den, deres forældre er ved at overgive til dem. Parolerne er i dag memes og YouTube-videoer, og mens sagerne varierer, synes der at være et gennemgående træk i de unges protester: En oplevelse af, at løfterne om en bedre verden blev svigtet, og at det er andre, der alt for længe har defineret retningen. Som den 27-årige britiske teologistuderende James Schneider citeres for i dagens avis:

»Det her er min generation. Vi er de rasende tweeters. Vi er de autodidakte YouTube-marxister. Vi er de fallerede hipstere og de evige freelancere. (…) Vi er de tyve-til trediveognoget-årige, der har opbygget Storbritanniens venstrefløj. Problemet med min generation er, at vi ikke har nogen magt.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: "Du kan læse om, hvad der skete i 1968. Om drømmene dengang, og de spor de trak".

Indtil videre har Informations dækning være meget orienteret mod begivenheder og de særlige oplevelser, der er forbundet hermed. En dybere forståelse af de ret voldsomme ændringer, på en række områder, der skete på få år, omkring året 1968, er der gjort meget lidt ud af at formidle.

Dette ungdomsoprør var, historisk set, ret revolutionerende på områder som kunst og kultur samt mentalitet og bevidsthed, selvfølgelig muliggjort af en række samfundsmæssige ændringer, der bl.a. har med økonomi og teknologi at gøre.

Som Ejvind Larsen og David Rehling er inde på, var det en nødvendig og uundgåelig udvikling, men der mangler noget i deres forståelse, når de ikke ser det, der efterfølgende fulgte med, i form af den eskalerende politisering og marxismen, som noget nødvendigt og uundgåeligt.

Forhåbningerne hos mange unge studerende, der ikke kunne realiseres her og nu, og som førte til en radikalisering, fordi samfundets institutioners måde at fungere på ikke sådan lige er til at ændre. Til dels et udtryk for ungdommelig utålmodighed og naivitet.

Når de taler om en oplevelse af nærmest at slå en åben dør ind, er det udtryk for en kulturradikal holdning uden socialistiske tendenser. De oplevede ikke det, som andre gjorde, i form af "repressiv tolerance": en form for politisk undertrykkelse, hvor dem, der har magten, tillader eller opmuntrer til kritik af samfundssystemet, så længe kritikken ikke retter sig grundlæggende mod den måde, som samfundets institutioner fungerer på. Et begreb, der bl.a. er centralt i Herbert Marcuses tænkning.
https://www.information.dk/indland/2018/05/troede-kraefter-hamre-giganti...