Læsetid: 11 min.

Vor tids Pippi er en lyserød gris

En lyserød animeret gris er på få år blevet et verdensomspændende feministisk børneikon. Gurli Gris kan minde lidt om Pippi Langstrømpe og Sonja fra Saxogade – men samtidig bor hun i en stereotyp middelklassefamilie uden farlige og uløselige konflikter. For det er begrænset, hvor progressiv en animationsserie kan være, når den skal nå et publikum i 180 lande
»Gurli er en helt, for fanden. Hun er på mange måder en fredsommelig, kærlig rebel, som har masser af svagheder.« mener Jakob Stegelmann, der er indkøber for DR’s børnekanaler, Ramasjang og Ultra.

»Gurli er en helt, for fanden. Hun er på mange måder en fredsommelig, kærlig rebel, som har masser af svagheder.« mener Jakob Stegelmann, der er indkøber for DR’s børnekanaler, Ramasjang og Ultra.

Fra DR

22. juni 2018

Vi sidder på gulvet i stuen, min treårige datter og jeg.

Hendes øjne er store.

Hun sætter sig på knæ helt tæt på skærmen og suger livet ud af sin brikjuice.

Skærmen er plastret til i glade farver, og kendingsmelodien afslører den gode, gamle traver på DR’s børnetv-flade: Gurli Gris.

»Jeg hedder Gurli Gris. Her er min lillebror Gustav. Og det her er Mor Gris. Og her har vi Far Gris,« siger hun. Hele grisefamilien griner. GRYNT.

Det er det tredje afsnit, vi ser i træk, og barnet elsker gentagelsen. Hun smiler tilfreds til mig.

Det er en dejlig solskinsdag. Familien Gris skal på legeplads, men så er der vejarbejde.

»Gurli og Gustav elsker, når Hr. Tyr graver vejen op. Alle elsker, når Hr. Tyr Graver vejen op,« siger speakeren, mens Gurli og Gustav griner, og halen af biler bag vejarbejdet vokser sig længere og længere.

Jeg trækker på smilebåndet. Voksenlivet er til tider som en lang kø i Netto. En uendelig opvask.

De små animationsfilm udstiller hverdagsscenarier, som børn kan forstå. Og som man som voksen kan holde ud at se på.

Det lyder ufarligt, og det er det også. I Gurli Gris bliver en konflikt altid efterfulgt af en løsning.

Serien bliver vist i mere end 180 lande og findes på streamingtjenesten Netflix, DR Ramasjang og en række andre medieplatforme herhjemme. Den er oversat til 40 sprog. Som brand indtjener serien milliarder i tv-rettigheder og merchandise. Der findes sågår en Gurli Gris-temapark i Storbritannien, og der er parker på vej i Shanghai i Kina og ved Gardasøen i Italien. 

Hvad den norske ungdomsserie SKAM var for teenagere, er Gurli Gris i dag for børn i institutionsalderen: noget, alle kender og ser.

Den massive udbredelse gør, at Gurli Gris er en global børnekulturel magtfaktor, der ikke er til at komme udenom, mener Jakob Stegelmann, der er indkøber for DR’s børnekanaler, Ramasjang og Ultra.

»Gurli er en helt, for fanden. Hun er på mange måder en fredsommelig, kærlig rebel, som har masser af svagheder.«

Som de fleste andre, jeg har talt med til denne artikel, er han ret begejstret for Gurli Gris. Faktisk mener han, at hun er et ikon på linje med to af de største og mest egensindige børnefigurer: Pippi Langstrømpe og Bamse.

»Gurli Gris er en stærk og anderledes figur, som appellerer til fantasien, og som ikke bare er forudsigelig. Ligesom Pippi og Bamse. De er både rebelske og menneskeligt nuancerede. Derfor passer hun til dem,« siger han.

En kluntet skvat

Hvis man vil have indblik i, hvorfor serien er blevet så populær, er det vigtigt at starte med, at Gurli Gris set fra barnets synspunkt er en fantastisk bekræftelse af, at »jeg kan godt« og »piger kan godt«, fortæller Kirsten Drotner. Hun er professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet.

Hun er helt med, da jeg ringer og spørger, om hun kender Gurli Gris.

»Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke kun ser denne her serie med ét sæt briller, men med to: barnets og de voksnes. Det får man to ret forskellige tolkninger ud af,« siger hun.

»Gurli Gris repræsenterer en klassisk børnefigur, der kan klare tingene selv, og som ofte er mere voksen end de voksne. De voksne er tit de barnlige. Især Far Gris. En af grundene til, at hun fremstår så kompetent og handlekraftig – set fra et børneperspektiv – er, at især faderen er et utrolig kluntet skvat.«

»Når man sidder og ser Gurli Gris, som jeg har gjort rigtig meget,« siger Kirsten Drotner og griner, »så kan man ikke undgå at sidde med sine analytiske voksenbriller og tænke, at der ligger en utrolig nedgørelse og stigmatisering af faderen. Ikke bare som en kluntet figur, men fordi han er tyk.«

Når børnene inviterer de voksne ind i legehuset, kan faderen ikke komme ind ad hverken døren eller vinduet. Han sidder fast. Når han skal svømme, er han ved at drukne. Han kan ingenting. Han er ikke bare ubehjælpsom – han er ubehjælpsom, fordi han er for tyk. Og det henviser både børn og voksne til i serien, forklarer Kirsten Drotner.

Ifølge hende er Far Gris en klassisk antihelt. Ligesom faderen Homer i den amerikanske tv-tegneserie Simpsons, bare uden ironi og kant.

»Det, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Far Gris-figuren fremstilles som latterlig, samtidig med at moderen opfordrer Gurli Gris til at passe lidt på ham. Han kan jo ikke selv. Så udover at Gurli Gris er en selvstændig figur, bliver hun opmuntret i nogle klassiske feminine dyder med at tage hånd om især faderen,« siger Kirsten Drotner.

»Der ligger nogle uimodsagte modsætninger der. For når børnene identificerer sig med Gurlis børnemagt, køber de samtidig en norm om, at man ikke skal være for tyk eller for kluntet.«

– Men er der ikke noget befriende i, at vi kan grine af Far Gris – og at Gurli kan grine af ham?

»Det kommer an på, hvad det er for et blik, du ser det med. Det kan du jo godt sige som voksen. Men barnet har jo ikke kendskab til patriarkalske strukturer fra for 20-40 år siden,« siger Kirsten Drotner.

Fra DR

Den løste konflikt

Gurli Gris har fået min venindes datter til – med en fireårigs skråsikre mine – at fastslå, at der findes både brandmænd og branddamer.

I serien varetager karakteren Fru Kanin de fleste samfundsbærende funktioner som, ja – branddame, helikopterredder, bibliotikar, kassedame, issælger og buschauffør, mens Far Gris med sin kluntede og ufarlige facon altså giver rum til, at Gurli kan være den kloge.

Det er en fortælling om en smårebelsk pigefigur, som vi som danskere godt kan lide – måske fordi den minder om andre stærke kvindelige børnefigurer gennem tiden. Men til forskel fra de skandinaviske børnehelte som Pippi og Sonja fra Saxogade lever Gurli Gris i et poleret mikrokosmos ryddet for uløste konflikter.

Serien er lavet til global eksport. Det betyder, at den skal ramme så bredt, at den er salgbar mange steder i verden - på trods af variende normer for, hvad godt børneindhold er.

Den mener i hvert fald Helle Strandgaard Jensen.

Hun forsker i barndoms- og mediehistorie, og så har hun et indgående kendskab til det danske børne-tv, som Danmarks Radios B&U-afdeling blev kendt for i slutningen af tresserne og fremad med gyldne klassikere som Sonja fra Saxogade, Super-Carla, Kaj og Andrea, Anna og Lotte og Bamse og Kylling.

»Der er mange ting, som vi godt kan sige, at Gurli har: Ja, hun har agens, og hun handler. Men der får aldrig lov at være en uløst konflikt. Mellem Sonja (fra Saxogade, red.) og hendes mor er der jo en uløst konflikt. Mellem Sonja og hendes skolegang er der en uløst konflikt. Det bliver barnets parti mod de voksne. Det har vi altså ikke i Gurli. Og det får vi aldrig med Gurli,« siger Helle Strandgaard Jensen.

Et ægte barn

Gurli Gris hedder egentlig Peppa Pig og er skabt af britiske Mark Baker, Neville Astley og Phil Davies. De tre mødtes på animatorskolen på Middlesex University i London i firserne og har siden hentet flere priser hjem for deres lille lyserøde gris.

Siden seriens spæde start i begyndelsen af nullerne har den udviklet sig til et globalt superbrand. Gurli Gris havde premiere på den britiske Channel 5 i 2004, og i dag er brandet en verdensomspændende franchise i milliardklassen. Gurli har gjort sine skabere til multimillionærer.

Ud over royalties og tv-rettigheder er salget af merchandise en væsentlig del af forretningen med mere end 12.000 forskellige mærkevarer – fra legetøjsfigurer, penalhuse og puslespil til is, kostumer og bamser.

Jo større pubikum, man ønsker at nå globalt, jo rundere bliver kanterne. Midt i Gurlis progressive feminisme finder man også den lykkelige kernegrisefamilie, der lever efter klassiske, småkonservative heteronormer.

I den klassiske ’far, mor og børn’-opstilling synes det utænkeligt, at Far Gris og Mor Zebra skulle blive kærester. Eller Hr. Tyr og Far Kanin. Der er en han, en hun og så noget afkom af samme art. Sådan er det. Slut.

Dertil kommer, at problematikker som ulighed og klassespørgsmål ifølge Helle Strandgaard Jensen sjældent bliver taget op i globale animationer som Gurli Gris. Det er eksempelvis tydeligt, at Fru Kanin er working poor (fattig arbejderklasse, red.) – men det bliver aldrig adresseret:

»Det havde været let at lave et mere inkluderende univers, der mainstreamer og normaliserer en mere divers familiestruktur, eksempelvis. Det havde ikke behøvet at blive tematiseret – det kunne bare være sådan, at Freja Får havde to mødre.«

Spørger man Jakob Stegelmann, adskiller netop Gurli Gris sig fra andre børneanimationsserier ved at have lidt mere kant.

I mange serier på det internationale marked er figurerne idealiserede eller forenklede til noget sødt og kedeligt. Særligt pigefigurerne har længe været for nuttede, mener han. Men Gurli er et ægte barn. Og det er tit det, man leder efter:

»Det er en form for fiktion, man har brug for. Både som barn for at finde ud af, hvem man selv er, og hvad verden går ud på. Men også som voksen. Jeg tror ikke, jeg har set en Gurli Gris-episode endnu, som ikke havde noget, jeg også grinede lidt af selv. Fordi det, der foregik, var lidt åndsvagt,« siger han.

Fra DR

Kinesisk oprør

Men det er ikke alle steder, de griner lige meget af Gurli.

For de kinesiske myndigheder er den selvstændige og smårebelske grisepige blevet lidt for oprørsk.

I starten af maj blev mindst 30.000 videoer under hashtagget #peppapig fjernet fra den populære kinesiske app Douyin for at bidrage til »spredning af negativ social indflydelse«, skrev CNN.

Serien, der ellers har været en favorit også blandt kinesiske børn og forældre, kom tilsyneladende i problemer, fordi subkulturelle celebreties og deres fans delte billeder og videoer af Gurli-merchandise, memes og tatoveringer af Gurli Gris klædt ud som gangster og pirat.

»De modstridende træk ved en ’bølle’ og så uskyldige Gurli Gris får folk til at grine. Det er et udtryk for et subkulturelt oprør,« sagde Chen Nian, analytiker for en konsulentvirksomhed, der overvåger kinesiske sociale medier, til CNN.

Det lyder måske uskyldigt, men dyrkelsen af den rebelske Gurli faldt ikke i god jord hos de kinesiske myndigheder, der med præsident Xi Jinping i spidsen har intensiveret censuren på internettet i Kina.

Ifølge skaberne af serien ikke ligger nogen overordnet idé bag den. Den handler om Gurli Gris og hendes familie, og hele pointen med serien er at skabe genkendelige hverdagssituationer for små børn.

Gurlis univers er skruet sammen ud fra et barns perspektiv. Det er derfor, familiens hus ligger alene på en bakke – for det er sådan, børn tegner deres huse.

Ses og høres

I Danmark kan serien få os til at diskutere ligestilling og kønsroller i børne-tv over en kop filterkaffe i keramik. I Kina er Gurli Gris kontroversiel. Selv betrygges jeg ved, at serien tilsyneladende udfordrer kønnenes arbejdsdeling og forestillingen om, hvad kvinder og piger kan.

Gurli handler, og hun har vilje.

I Skandinavien har man som noget unikt skabt et rum til at eksperimentere og kritisere verden fra en børnesynsvinkel. Samtidig har man givet børnene noget underholdning, som de synes er sjovt på deres præmisser. En tradition, som særligt B&U har stået i spidsen af.

Og når jeg som voksen firserbarn ser Gurli Gris, minder det mig om barnehelte som Nanna, Pippi og Sonja fra Saxogade.

»Du er absolut ikke den eneste middelklasseforælder, der tænker sådan. Du er vokset op med B&U, du genkender B&U’s tradition, og du håber som forælder, at det er den, der bliver videreført, når du sætter dit barn foran skærmen,« siger Helle Strandgaard Jensen.

Det, som Gurli kan, er at vise, at barnet kan være egoistisk og vred – uden at det gør noget, forklarer Helle Strandgaard Jensen.

»Gurli får lov at være et rigtigt barn med alle barnets følelser. Og hun tager fejl. Hun er ikke sådan en, der skal ses, men ikke høres«.

Og Jakob Stegelman mener, at noget af det gode ved Gurli Gris er, at den gør nar af børn ind imellem. Eksempelvis når Gurli forsøger at være belærende over for broderen:

»Det er jo forbudt i børnekultur – man må ikke tænke, at børn er dumme. Det er genialt, at den kan gøre det,« siger han.

Tilbage i stuen er det ulvetime. Det kræver sin Gurli, også i dag.

Familien Gris er ved at afslutte ’frugtdag’, hvor børnene har lært, at ost og gulerod ikke er frugt. Og hvor altid tålmodige Fru Kanin får dino-besatte Gustav til at drikke frugtsmoothie »kun til dinosaurer og deres små venner«.

»Vi elsker frugt. Og gulerødder,« siger Gurli og hendes veninde Karina Kanin.

»Alle elsker frugt og gulerødder,« siger den mandlige speaker.

Afsnittet er slut.

Jeg sætter et nyt på og går ud i køkkenet og skærer nogle grøntsager.

Alle elsker grøntsager.

Balladen om Gurli Gris

Ideen til animationsserien med den lille pige-gris med den røde kjole og det let iltre temperament voksede ud af et pauvert landskab for børneanimation for små 20 år siden. Hver episode har en begyndelse, en midte og en slutning, som de tre bagmænd finder inspiration til i deres egne eller bekendtes liv. Det har Phil Davies, som er producer på serien, fortalt i interviews med The Guardian og Financial Times.

En af seriens pædagogiske pointer er, at dyr er søde og uskadelige. I afsnittet ’Hr. Spinkelben’ fra 2004 lærer Far Gris Gurli og Gustav, at edderkopper er både meget små og helt ufarlige. Det resulterede i, at afsnittet for anden gang blev trukket tilbage fra australsk tv i efteråret. For i Australien skal børn være på vagt for edderkopper og lære, at de kan være farlige.

I Storbritannien er ’Gurli Gris’ blevet beskyldt for at være årsag til en stigning i henvendelser til lægen, fordi seriens læge, Hr. Brunbjørn, er »for hurtig« til at lave hjemmebesøg og udskrive medicin, hævdede dr. Catherine Bell i tidsskriftet British Medical Journey i december.

Tilsyneladende har den animerede læge og grisefamiliens brug af ham fodret »urealistiske forventninger blandt børn og voksne til, hvornår det er relevant at se en læge«, hævdede Bell som forklaring på en stigende efterspørgsel på lægekonsultationer. Det skriver The Sun.

Og så har nogle britiske børn ifølge The Daily Star fravalgt kød efter at have set ’Gurli Gris’. Det har deres forældre i hvert fald skrevet om på britiske the Vegan Societys facebookside. Det fik formanden for the Vegan Society, Jimmy Pierce, til at byde ’Gurli Gris’ store indflydelse velkommen og for at hun »menneskeliggør grisen«.

Gurli Gris bliver sendt i mere end 180 lande.

Bedstefar Hund har taget det på sig at lave pirattema og skattejagt og overgør fuldstændig sin rolle som Kaptajn Langskæg og taler piratsprog, som børnene ikke forstår.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus E. Petersen

Hvis det ikke allerede er sket så bør Gurli Gris ophøjes til "kult fænomen", selvom det måske er lidt tidligt, da serien stadig produceres.
I det mindste kunne man tage Gurli Gris med i den Danske Kanon, med forbehold for at det ikke er kultur før end forældrene til de sidste børn der så den sidste planlagt udsendte episode er døde.
På den måde undgår man sikkert også ungdomsfænomener som kultdannelsen om Povl Kjøller, der i en sen alder undrede sig en del over engagementer til gymnasiefester og udendørs arrangementer for unge, hvor publikum bar bannere med teksten "Povl er Gud!".