Læsetid: 4 min.

To nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling, er også vedkommende kunst

I en tid, hvor alt fra Trump til teenageliv synes at være performance, og hvor performancekunst for længst er anerkendt som kunstform i egen ret, er performance – ligesom computerspil – måske en særligt vedkommende kunst. Det skal vi skrive om, selvom vi ikke har gjort det nok, og selvom læserne ikke altid har adgang til at opleve det på egen krop, argumenterer vores teateranmelder
15. juni 2018

I lørdags uddelte den danske teaterbranche sine Reumert-priser.

Tue Biering blev Årets Instruktør, og Årets Særpris gik til Husets Teater for Bierings oprørende forestilling Rocky! Det var det indlysende og rette valg. Biering har defineret det forgangne år med produktiv allestedsnærværelse og en type teater, der undersøger og udfordrer både vante dramatiske fortælleformer og vante fortællinger om os selv og hinanden.

I Rocky! udviklede Morten Burians genfortælling af boksefilmen Rocky sig til en afsindig, affektfremkaldende fysisk performance om afmagtsfølelsens populistiske magt, hvor skuespilleren ikke bare boksede med, men blev til det umælende svin, der var kroget op i kødbyteatrets loft.

I Landet uden drømme på Det Kongelige Teater udviklede Lise Lauenblad i rollen som en kvinde, der kom fra fremtiden for at konfrontere os med vores frygt for den, sig til en foruroligende, men også beroligende urkrop. 

Og i Misundelse på Republique måtte publikum selv performe Bierings ægte terapeutiske teatereksperiment i følsomt fællesskab.

Bierings kropsligt ekstreme og engagerende eksperimenter er vedkommende i en tid, hvor meget scenekunst på store scener er sikre udgaver af kendte klassikere i allerede afprøvede formater. Biering har af samme grund fået meget opmærksomhed, også i dette dagblad.

Hvad der ikke får så meget opmærksomhed, er den performancekunst, som Bierings teater er beslægtet med. Det beklagede fire, udøvende såvel som anmeldende performancekunstkendere for nylig i et debatindlæg her i avisen.

Performancekunsten bevæger sig mellem billedkunst og scenekunst, men også litteratur, musik, film og andre nye som gamle medier. Den er udfordrende og undersøgende i selve sin form, men hverken ny eller så niche igen.

Dens tradition går ikke mindst tilbage til 1960’ernes happenings, og i Danmark har den, som Mette Garfield, Lotte Løvholm, Rie Hovmann Rasmussen og Cecilie Ullerup Schmidt skrev i deres indlæg, ikke mindst de seneste 20 år »fået en voksende scene,« hvor »flere festivaler og enhver større kunstinstitution har et performanceprogram«.

Hvorfor skriver vi så ikke mere om performancekunst, eksperimenterende scenekunst og koreografi i Information?

Én forklaring er, at performancekunsten udfordrer os med selve sin æstetiske form. Den unddrager sig vores vante fagområder med sin blanding af kunstarter. At den som begivenhedskunst også er så flygtig, udfordrer os, fordi et af de kriterier, vi forholder os til, når det gælder billed- og scenekunst, er, at I læsere gerne skal have mulighed for selv at opsøge og opleve det, vi anmelder.

Det er ikke en ambition om at gøre anmeldelser til forbrugsstof, men en ret ambitiøs ambition om også at lave vedkommende kritik om den vedkommende kunst.

Performancekunst er tit en situationsbundet engangsoplevelse, eller også kan den, ligesom eksperimenterende scenekunst og dans, kun opleves i korte perioder. Og hvorfor skal I læse om performances, I ikke har adgang til?

Det skal I, kære læsere, af samme grund, som I skal læse om koncerter, I ikke kan rejse tilbage i tiden for at opleve. Hvis I, hvis vi læser om en fantastisk performance på den nyligt overståede kunstmesse Alt_cph, der satte fokus på den vitale nye performancekunst, kan det jo være, vi ikke misser det en anden gang.

Vi skal også læse om performances og anden kunst, vi ikke har adgang til, fordi kunstkritik ikke kun skal kvalitetsvurdere selve kunsten. Kritik skal også dele indsigter, der gøres i og over for kunst. At læse om fællesskaber, der opstår i performances, om at alle podcaster om true crime eller skriver digte om sorg, kan også sige noget om tidens brydninger og give et overblik, man ikke selv kan danne sig, fordi ingen kan nå alt.

Computerspillene, som kulturtillægget handlede om for et par uger siden, er et godt eksempel. Jeg kommer sikkert ikke til at spille de spil, men min idé om, hvad kunst er og kan være, blev udvidet af at læse om det.

Computerspil og performancekunst tilhører kun tilsyneladende hver sin niche af lavkultur og finkultur. I en tid, hvor alt fra Trump til teenageliv synes at være performance, og hvor performance for længst er anerkendt i kunstverdenen som sin egen fuldgyldige kunstform, er performancekunst ligesom computerspil måske netop en særligt vedkommende kunstform.

Performances kan engagere dem, der oplever dem, ligesom computerspil. Fordi performance ofte er så kropslig, henvendt og åben i sin form, er den lige præcis til at være i øjenhøjde med.

Det bør man ganske rigtigt kunne læse mere om i Information. Modsat Pia Kjærsgaard, der engang udtalte, at hun personligt ikke forstod, at »to nøgne mennesker, der løber hen over en scene og siger pling« kunne være kultur, kan Informations læsere nok godt forholde sig til både stærk dramatik, underholdningsteater og kunst, der med de fire debatindlægsforfatteres ord søger »kunstneriske nybrud, diskursive udfordringer, udfordrende æstetik og genrekompleksitet«.

Ligesom vi ikke skal bekræfte os selv eller jer i, at computerspil kun er for bumsede pubertetsdrenge, eller at bumsede pubertetsdrenges kulturelle præferencer ikke er kunstnerisk væsentlige, for den sags skyld, skal vi heller ikke forstærke forestillingen om, at performancekunst er uforståelig, ved ikke selv, nysgerrigt, at prøve at forstå den.

Et blik tilbage på tolv af årets bøger viser, at kritikerne for let lod sig afvæbne af hype og af den forhåndsforventning der kan være til bestemte bøger
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Performancekunsten bevæger sig mellem billedkunst og scenekunst, men også litteratur, musik, film og andre nye som gamle medier. Den er udfordrende og undersøgende i selve sin form, men hverken ny eller så niche igen".

Performance indgår som del af andre kunstformer og aktiviteter og kan forstås ud fra det bredere begreb om performativitet. På KU var der i 00erne et forskningsprojekt i performativitet, og tre af de deltagende forskere har udgivet interessante værker på den baggrund, som hermed anbefales til videre læsning: Camilla Jalving: "Værk som handling" (2011), Solveig Gade: "Intervention & kunst" (2010), Anne Ring Petersen: "Installationskunsten mellem billede og scene" (2009).