Læsetid: 4 min.

Trist farvel til de genopstandne faraoer

Efter en længere lidelseshistorie kom egypterne endelig med til VM, hvor deres optræden dog blev ganske kort. Alligevel har holdets deltagelse rummet en fodboldmæssig forløsning for ørkenlandet
Egypternes stjerne, Mohamed Salah, kunne ikke hjælpe landsholdet videre fra den indledende VM-gruppe i Rusland. Festen er slut. Efter sidste puljekamp mod Saudi Arabien rejser de hjem.

Egypternes stjerne, Mohamed Salah, kunne ikke hjælpe landsholdet videre fra den indledende VM-gruppe i Rusland. Festen er slut. Efter sidste puljekamp mod Saudi Arabien rejser de hjem.

Michael Dalder

25. juni 2018

Så fik de alligevel ret, alle de pessimister, der påstod, at Egyptens VM sluttede i det øjeblik under Champions League-finalen mellem Liverpool og Real Madrid, hvor Sergio Ramos låste Mohamed Salahs underarm i en skruestik, rev ham rundt om egen akse og flåede ham til jorden med sådan en kraft, at den lille egypters skulder gik af led.

Uden Salah i ordentlig kampform afslørede Egypten sig som et ordinært mandskab, der ikke havde meget at byde på, og de blev fortjent elimineret af Rusland i foregående runde.

I det store perspektiv har det dog været en kæmpe triumf for egypterne, at de overhovedet har været med til fodboldfesten i Rusland. For få år siden var egyptisk fodbold nemlig i så stor krise, at man tvivlede på, om faraoerne – som landsholdet kaldes – overhovedet ville kunne gøre sig gældende på den internationale scene i denne generation.

Udspringet til krisen var Det Arabiske Forår, der svøbte hen over Egypten i begyndelsen af årtiet. Forud for opstanden havde de egyptiske fodboldtribuner udviklet sig til at blive sig til en af de stærkeste protestbastioner mod den tidligere præsident Hosni Mubaraks forstenede regime, og da de prodemokratiske kræfter i landet forsamledes til store demonstrationer på Tahrir-pladsen i det centrale Kairo, dannede grupper af fans – såkaldte ultras – fra en af landets største fodboldklubber, Al Ahly, vagtværn, der beskyttede demonstranterne mod regimets bøller og overfaldsmænd.

Denne støtte til landets demokratiforkæmpere betalte tilhængerne fra Al Ahly ifølge mange iagttagere imidlertid prisen for ved den såkaldte Port Said-massakre, der er et af de værste blodbade i fodboldhistorien.

Store konsekvenser

Her blev 72 Al Ahly-fans dræbt af voldelige ultras fra den rivaliserende klub Al-Masry i forbindelse med en ligakamp i havnebyen Port Said i det nordøstlige Egypten.

Tilhængerne fra Al-Masry stormede simpelthen de dele af stadion, hvor Al Ahly-supporterne holdt til, og dræbte dem med knive, sværd, køller og sten, mens det tilstedeværende politi ifølge øjenvidneberetninger forholdt sig passivt og undlod at gribe ind. Og i det egyptiske samfund blev massakren set som magthavernes hævn over de uregerlige fodboldfans, der havde tilladt sig at støtte demokratibevægelsen på Tahrir-pladsen.

Tragedien havde store konsekvenser for den bedste egyptiske fodboldrække, der blev lukket ned i to år, ligesom landsholdet naturligvis også blev ramt. De bedste hjemlige spillere fik ingen kamptræning. Mange valgte at forlade deres klubber til fordel for oversøiske destinationer. Og faraoerne – der ellers traditionelt har været et af de stærkeste landshold i Afrika – missede kvalifikationen til tre Africa Cup of Nations på stribe samt VM i Brasilien i 2014.

På et tidspunkt herskede der en reel frygt i den egyptiske fodboldoffentlighed for, at massakren ville undergrave landsholdets muligheder for at opnå et betydningsfuldt resultat i mere end et årti.

Også af den grund var forløsningen i den egyptiske befolkning enorm, da det sidste efterår lykkedes Egypten at kvalificere sig til slutrunden i Rusland via en 2-1-sejr hjemme over Congo på Borg El Arab Stadium.

Efter sejren iværksatte lykkelige egyptere en kæmpe nattefest med tudende bilhorn og svingende flag i Kairos snævre gader. Og det var ikke kun VM-deltagelsen, de fejrede; det var også det faktum, at landsholdet havde rejst sig fra den dybe krise, som massakren i Port Said havde kastet egyptisk fodbold ud i, og at de nu endelig kunne lægge dette mareridt bag sig.

Derudover var sejren over Congo også på det personlige plan en forløsning for holdets bedste spiller, Mohamed Salah. Det var ham, der i det 94. minut af kampen scorede på det straffespark, som endegyldigt sendte faraoerne til Rusland. Og resultatet var en transformation af den lille, vævre kantspiller.

Det mener i hvert fald hans træner i Liverpool, Jürgen Klopp.

Straffesparket

Når Klopp er blevet bedt om at sætte ord på årsagen til Salahs fantastiske sæson i Premier League – hvor han satte scoringsrekord med 32 mål – er det netop dette øjeblik, han vender tilbage til: momentet hvor Salah sparker bolden i kassen og sender landsholdet til VM.

Der var én Salah, der rejste til Egypten for at spille mod Congo. Og det var en anden Salah, der vendte hjem til Anfield efter kampen, har Klopp sagt. Det var, som om den forløsning, der lå i straffesparksscoringen, frisatte ham.

»Vi har alle disse livsomvæltende øjeblikke i vores liv, og måske var det en af dem,« har Liverpool-træneren udtalt.

»Når du er i stand til at levere varen under sådan et pres, så sker der noget med dig som menneske.«

Salah kunne dog som bekendt ikke hjælpe landsholdet videre fra den indledende VM-gruppe i Rusland. Festen er slut for egypternes vedkommende, og efter den sidste puljekamp mod Saudi Arabien i dag rejser de hjem som ét af de tidligst eliminerede hold.

De vender dog hjem til pyramidernes land som et hold, der formåede at slå sig igennem til et VM for første gang i 28 år. Og at egypterne stadig bruger fodbolden som et redskab for politiske protester, dét kunne man se ved det nyligt overståede præsidentvalg. Her stregede over en million egyptere navnene på de officielle kandidater ud og skrev Mohamed Salah på stemmesedlen, hvilket betød, at han fik flere stemmer end den officielle nummer to ved afstemningen.

Egypterne ved godt, hvem deres sande præsident er!

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu