Læsetid: 20 min.

»Jeg er trods alt så meget en bisse, at jeg godt kan levere en uren tackling – men jeg forsøger at undgå det«

Den mest magtfulde skikkelse i dansk litteratur er en mand af modsætninger. Han ligner en ufarlig papirnusser, men er en benhård kulturrevser. Uddannet fra KUA og CBS, Den Grafiske Højskole og New York University. En købmand, der vil brede litteraturen ud til folket og bekæmpe snobberi, men som ikke kan forstå, at folk læser Dan Brown. Krimiforfatter Morten Hesseldahl overtog i 2018 posten som direktør for Gyldendal. Vi fulgte ham den første måned på pinden
I udgangspunktet skal man tale ordentligt til sine debatmodstandere, mener Gyldendals nye direktør Morten Hesseldahl. »Men jeg forsøger også at justere mit niveau til den tone, der er lagt for dagen.«

I udgangspunktet skal man tale ordentligt til sine debatmodstandere, mener Gyldendals nye direktør Morten Hesseldahl. »Men jeg forsøger også at justere mit niveau til den tone, der er lagt for dagen.«

Peter Nygaard Christensen

8. juni 2018

Gyldendal, Klareboderne i København

Morten Hesseldahls brune øjne flakker rundt inde bag hans brilleglas som to små forvirrede dyr. Med to fingre retter han på brillerne som for at berolige sig lidt. Han smiler og hilser på mange af de folk, der fra døre i alle rummets sider bliver ved med at vælte ind. Rækker hånden frem, men ender i kejtede kram med flere af dem.

Det er 1. maj 2018, og Morten Hesseldahl, der er iført cowboybukser og en italiensk syet mørkeblå habitjakke, har sin første dag som administrerende direktør på Danmarks største forlag, Gyldendal. Derfor har han inviteret samtlige af husets medarbejdere til kaffe og smørcroissanter.

Jeg har fået lov til at følge ham for at undersøge, hvordan han håndterer skiftet fra chefstolen på Danmarks vigtigste teater til Danmarks vigtigste udgiverhus. Hvordan en succesfuld ledelses-’vandrepokal’ har tænkt sig at optimere et snart 250 år gammelt forlag. Og hvordan en krimiforfatter vil klare rollen som øverstkommanderende i Klarebodernes elitære og notorisk krimihadende miljø.

Der er overvældende mange mennesker i kantinen, jeg opgiver at tælle, men et bud vil være 200. Direktør Bjarne Ponikowski, der også har en blå jakke på, tager ordet og præsenterer den nye direktør.

»Tak fordi I er kommet,« siger han og erklærer, at »en ny epoke« i dag begynder i Gyldendals historie.

»Morten har allerede været ude med en række værditilkendegivelser og været lidt oppe at toppes med nogle af vores forfattere ...«

Der opstår spredt latter i det store lokale. Alle tænker på Carsten Jensen.

Morten Hesseldahl er en figur, der skiller vandene, og samme dag, som hans nye stilling blev offentliggjort, valgte den populære forfatter i protest at forlade forlaget.

»… og vi glæder os til at se dig tage både de store ideologiske og de daglige kampe,« fortsætter Bjarne Ponikowski.

Peter Nygaard Christensen

De fremmødte klapper og smiler, alle som én, faktisk. Morten Hesseldahl får stukket en buket blomster og mikrofonen i hånden. Han ranker ryggen, takker for fremmødet og siger, at han næsten ikke har kunnet holde sig tilbage de seneste måneder. Han har glædet sig til det øjeblik, hvor han »kunne kappe forbindelsen til Det Kongelige Teater«. Da han sent aftenen inden havde lukket sin mailkonto hos teatret, følte han sig et kort øjeblik som en astronaut, der mister forbindelsen til Jorden.

»Ground control to Major Tom. Man svæver rundt i det tomme rum. Men jeg vidste, at jeg skulle sætte fødderne på en planet, hvor der er afsløret betydelige mængder af intelligent liv.«

Croissanterne, forklarer han, er en diskret hyldest til franske Emmanuel Macron, som ifølge Hesseldahl er en af de få regeringsledere i Europa, der tager oplysningstankerne alvorligt. Gyldendal er udsprunget af oplysningstiden, og den nye direktør kan ikke forestille sig et tidspunkt i historien med mere behov for sund fornuft og tænkning end nu.

»Vi giver folk færdigheder, der gør dem handlekraftige. På den måde lever vi op til Kants definition på oplysning, nemlig at bringe folk ud af deres selvforskyldte umyndiggørelse. Selvfølgelig skal Gyldendal tilpasse sig tiden. Gyldendal skal ikke disruptes, som det hedder. Gyldendal skal blive ved med at være Gyldendal, men på en ny måde, så vi kan blive ved med at sparke røv. Der er ingen manual, og vi har kun hinanden – jeg tænker, at det er alt rigeligt.«

***

Efter talen tygger de ansatte det franske bagværk af munden, inden de langsomt siver fra kantinen. Morten Hesseldahl går rundt og hilser og udveksler ligegyldigheder, som man nu gør:

»Det bliver sandelig spændende at få litteraturen ud på nye spændende måder.«

Den slags.

Peter Nygaard Christensen

Det er blevet regnvejr, da vi trækker ud i gården.

»Godt man ikke skal i Fælledparken,« siger jeg hyggesnakkende.

»Ja, det er meget rart at kunne slippe for det,« svarer Morten Hesseldahl om den traditionsrige fejring af Arbejdernes Internationale Kampdag, som han måske nok ikke har dyrket meget de senere år.

Den nye direktør kalder sig »værdikonservativ«, og hver gang han bliver portrætteret, bliver der gjort et nummer ud af, at han i sin tid deltog i CEPOS’s stiftende generalforsamling. Hans forældre, der begge endnu lever, har altid været socialdemokrater, men selv er han ikke så interesseret i partipolitik og højre- og venstreorienterethed.

Han viser mig og fotografen ind på sit nye kontor. I hjørnet står en håndfuld elegante malerier, som ikke rigtig kan finde ud af, om de er på vej op eller på vej ud. Det var dem, den afgående direktør, Stig Andersen, havde hængende, fortæller Morten Hesseldahl, som ikke har tænkt sig at udsmykke lokalet med alle mulige personlige artefakter.

»Her skal vi være fælles om vores arbejde ikke vores privatliv. Og vores arbejde er at få en masse fed litteratur ud til folket.«

***

Morten Hesseldahl er blevet kaldt »dansk kulturlivs evige vandrepokal«, »Voldemorten« og »Ayatollah Hesseldahl«. Blandt meget andet. Gennem sit indtil videre 53 år lange liv har han fået mange venner, men også fjender. Sådan går det, når man sidder på toppen – ikke mindst på toppen af store virksomheder befolket af kreative ansatte med adgang til avisspalter.

Som den yngste af fire sønner blev han født i Odense og voksede op med den forestilling, at verden ville ham det godt. Efter en ungdom, hvor han arrangerede demonstrationer i den lokale studenterbevægelse og gik forrest med megafonen, fik han allerede som 25-årig arbejde som redaktør på Gyldendal.

Siden 1997 har han været direktør i en nydelig række af danske kulturvirksomheder: Høst & Søn, Hans Reitzels Forlag, Bonnier Forlagene, Dagbladet Information, DR Kultur, Det Kongelige Teater. Sideløbende har han været bestyrelsesformand hist og her, bl.a. Det Danske Filminstitut og medievirksomheden Zetland – og så har han skrevet en hel del tegneserier og kriminalromaner. Det sidste har han tænkt sig at fortsætte med, det er hans måde at trække vejret på, siger han.

Peter Nygaard Christensen

Da han tiltrådte ved Det Kongelige Teater, udtalte han, at hans »forhold til teater var meget beskedent«. På de fem år, han var der, nåede han at stå i spidsen for markante besparelser, og han udskiftede 80 procent af den øverste ledelse.

I forbindelse med hans afgang skrev Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen, at »det bliver svært at huske ham for andet end hans smadreliste«. Da han var på Lindhardt og Ringhof, blev der bl.a. skåret ned på den smalle og eksperimenterende litteratur.

»Hvis man er blind for, om der er kunder i butikken, så har man meget kort tid at leve i,« siger han i dag. »Det at investere i forfatterskaber kræver penge, og i en privat virksomhed må man sige: Der er noget, vi ikke kan lave, og noget, vi bliver nødt til at lave. Men det er da klart, at det ikke er noget, der bliver skrevet festsange til en om.«

Offentlig kritik påvirker imidlertid ikke hans nattesøvn.

»Man må jo sondre mellem det private og det professionelle,« siger han.

Nu sidder han her i det fineste kontor på Gyldendal. Vi taler om kulturjournalistikkens tilstand, og Morten Hesseldahl anklager den for at skrive på begejstring og for at have en æstetisk fremfor kritisk tilgang til institutionerne og magtmenneskerne.

– Har det været lettere for dig at være avisdirektør, teaterdirektør, forlagsdirektør, end hvis du f.eks. havde været erhvervsleder i Vestas eller en anden traditionel virksomhed?

»Ja,« svarer han og tilføjer: »Jeg er ikke bekendt med en eneste kulturjournalist, der er i stand til at læse et regnskab.«

Og det er jo bekvemt nok for sådan en som ham, men han er ikke tilfreds, for når kritikken kommer fra folk, der elsker kulturen, er konsekvensen, at institutionerne ikke udvikler sig strukturelt, siger han.

»Der var kritik af de her to-procents-besparelser på kulturområdet, som alle er enige om er forfærdelige, men der er ingen kritik af den måde, organisationerne ledes eller bygges op på. Jeg kan være idiot, fordi jeg gennemfører besparelserne, men der er ikke nogen forståelse for, at man kan organisere sig på en anden måde uden at det betyder kulturens afslutning. Den kritik, der kommer, er pudsigt æstetisk. Hvis en erhvervsperson drev en sømfabrik, ville han nok finde det mærkeligt kun at blive udsat for kritik af, om designet var pænt nok.«

Repræsentanter fra kulturlivet bliver sjældent betragtet som magthavere, og derfor behandler man området med en vis omsorg og placerer det bagerst i avisen, siger han.

»Hvilket er helt vanvittigt. Kunsten er hovedleverandør af erkendelser. Når kunst og kultur marginaliseres og ikke tages alvorligt, bliver det reduceret til dannelse – eller tidsfordriv – for en overklasse, mens resten af af befolkningen spises af med realityshows.«

***

Flere gange vender Morten Hesseldahl tilbage til sine socialdemokratiske forældre og deres engagement i samfundet. Moren var nævning og aktiv i socialt arbejde, faren var direktør for Odenses tekniske skoler og anså det som en anledning til at klæde arbejderklassens børn på, så de fik en samfundsmæssig forståelse.

»Det var jo en stor del af det socialdemokratiske projekt, at man læste bøger, gik på kunstmuseer og i teatret.«

Han fortæller en anekdote om Anker Jørgensen, som man kan fornemme, han har fortalt mange gange. Den går på, at selv om den gamle socialdemokratiske statsminister kun havde en 7.-klasseseksamen, så læste han alligevel 50 siders skønlitteratur hver morgen. Han vidste nemlig, at man ikke ved, hvem man er som menneske – men at kunsten kan hjælpe en lidt på vej.

»Kunst handler om erkendelse. Kunsten lærer os, at verden kan være anderledes, og derfor bør politik også have en sonde ned i kunsten. Det burde være en naturlig del af politikernes åndedræt,« siger han og nævner, at Altinget for nylig gennemgik Christiansborgs politikeres læsevaner, og det viste sig, at de slet ikke læste – ud over rapporter.

»Det er vildt, at kunst og kultur skubbes et sted hen, hvor det skal udfylde en rolle som underholdning. Ud af kunsten kan der opstå – og er der historisk ofte opstået – erkendelser, som der bliver lavet politik på.«

– Er det et succeskriterium for litteraturen, at den er politisk og kan trækkes ind i den politiske debat?

»Ja. Det er en del af succesen,« siger han.

»Danmark er en kulturelt skabt entitet – bygget på oplysningstanker, andelsbevægelse, arbejderbevægelse. Vores store partier udspringer af kulturbårne bevægelser. Vi har fået et samfund med velstand og tryghed, fordi Venstre, Socialdemokratiet og de andre havde et aftryk i forskellige værdibårne baser. I dag tænker man: ’Hey, hvor er det henne?’«

– Hvad er Gyldendals rolle i det?

»Dels at sikre de erkendelser, kunsten giver gennem litteraturen, og dels at beskrive risikoscenarier eller attraktive muligheder. At stille spørgsmål ved den måde, vi er struktureret på. En stor del af Gyldendals virke er at gøre mennesker handlekraftige. Kant er stadig spot on, når han siger, at det, oplysningen kan, er at myndiggøre mennesker, så de kan komme ud af deres selvvalgte umyndiggørelse.«

– Men hvorfor er det kun bøger udgivet på et forlag, der kan det? Hvorfor ikke en podcast eller en blog eller en realitystjernes Instagram-profil?

»Det tror jeg bestemt også kan komme. Der er forskel på erkendelser. Det, Gyldendal kan, er at kvalitetssikre, at de stemmer, der kommer her, forhåbentlig er de væsentligste. Det er jo ikke sådan, at vi savner stemmer derude. Men det, der kommer som bog på Gyldendal, er i orden. Det er ikke bare uden stavefejl, men også en vigtig stemme. Der er noget ikkedemokratisk, hvor vi siger: Det her er bedre end noget andet derude.«

Peter Nygaard Christensen

Jeg spørger ham, hvad han glæder sig mest til ved jobbet, og han svarer »mødet med forfatterne«, så jeg spørger, om han ikke skulle være blevet redaktør i stedet?

»Jo, måske. Men som sagt mener jeg, det er overset, hvor meget struktur betyder for at få kunsten frem. Hvis ikke du kan lave en effektiv organisation, der fungerer, så er det ærgerligt at stå med nogle forfattere, der faktisk har noget vigtigt at sige. Økonomi, marketing og distribution skal fungere, før ordene kan komme ud til folk.«

– Hvad glæder du dig mindst til?

Han holder en pause.

»Nogle gange synes jeg, diskussionerne kan blive meget små, fordi de bliver så følelsesfulde. Mange, der ved noget om litteratur, har et meget passioneret forhold til det. Diskussionerne kan blive ubehagelige, fordi de bliver passionerede på et meget uperspektivrigt niveau. Det vil komme, og det er altid træls. For mig handler det om at sørge for at fokusere på at åbne dørene til litteraturen og kunsten.«

Efter en times tid i direktørens nye mødelokale, begynder hverdagen rigtig for ham. Han skal til et »hemmeligt møde« om en udgivelse, hvor vi ikke kan være med.

Morten Hesseldahls bil, København-Humlebæk

Tre uger senere møder jeg Morten Hesseldahl igen. Han skal deltage i et samtalearrangement på Louisiana, hvor han skal interviewes af journalist Anna Ingrisch om sine visioner for Gyldendal. Vi har aftalt at følges derop i hans bil og på vejen slå et smut forbi hans hjem i Humlebæk tæt på museet.

Det slår mig, at han slet ikke ligner en kulturchef, da han helt undseeligt står og tripper foran sin ældre Alfa Romeo, som han har kørt op fra parkeringskælderen og parkeret foran porten til det gamle forlag. Han ligner ikke en mand, der er blevet kaldt »fundamentalistisk og diktatorisk« af skuespiller Hassan Preisler og »kronisk inkompetent« af forfatter Carsten Jensen. 

Den lille, lidt slidte Alfa Romeo passer godt til ham. Også den er lidt undseelig – og den forsvinder blandt store Porscher og Maseratier i dette udsøgte kvarter i Indre København – men den er alligevel af forfinet, italiensk kvalitet. 

Morten Hesseldahl veksler mellem at tage toget og bilen til arbejde. I myldretiden er toget hurtigst, men han kan lide friheden ved selv at køre – så han sørger for at ankomme på forlaget tidligt om morgenen, mens nogle af hans kolleger dårligt er stået op. 

– Hvordan har det været at være direktør på Gyldendal de første 21 dage?

»Skønt,« siger han, mens han manøvrerer bilen gennem hektiske cyklister og kondiløbere på Tagensvej.

»Like coming home. Meget uproblematisk.«

Kan du mærke, at tiderne har ændret sig, siden sidst du var på forlaget?

»Selvfølgelig. De strukturelle forandringer rykker på en masse faste mekanismer. Gyldendal har altid været stolt af at være styret af redaktionelle beslutninger, der ikke lader markedet råde. Det er en vigtig og sympatisk tilgang, men hvis man ikke kombinerer det med en grundig forståelse af markedets bevægelser, risikerer man at gå glip af vigtige ting,« siger han.

– Er Gyldendal gået glip af noget vigtigt?

»Ja da. Gyldendal er gået glip af alle kriminalromanerne, som har været de vigtigste udgivelser de senere år – altså rent volumenmæssigt. Det er måske, fordi man har været for optaget af sig selv og for lidt optaget af markedet.«

– Hvad siger dine nye kolleger, når du siger det her?

Han ler lidt for sig selv bag rattet.

»Der en klar oplevelse af, at man er gået glip af krimibølgen. Og vi har da en opgave i at være, hvor læserne er.«

Hvordan løser man den?

»Det er et stort spørgsmål. Men først og sidst skal de, der arbejder redaktionelt, tænke mere på markedet, og de, der arbejder med markedsføring, mere på indhold. For, hey, vi er her jo for at få al den fede litteratur ud til folk.«

***

Morten Hesseldahl kategoriserer mange ting som ’fede’ eller ’skønne’, og han bruger ordet ’hey’ meget. Men han opererer altid i samme toneleje. Virker helt balanceret. Han argumenterer for fornuft, kritiserer perfiditet og insisterer på, at man ikke må gå personligt til værks, når man diskuterer. At man – med en metafor fra den fodboldbane, man kan finde ham på en gang om ugen – skal gå efter bolden.

Men fra tid til anden bliver han alligevel personlig. Efter Hassan Preisler kritiserede ham, svarede han igen ved at bede skuespilleren »tørre øjnene«, og Carsten Jensen har han erklæret »svær at tage alvorligt som intellektuel«. Hvordan hænger det sammen?

»Jamen i udgangspunktet skal man tale ordentligt til sine debatmodstandere, men jeg forsøger også at justere mit niveau til den tone, der er lagt for dagen,« siger han roligt og tilføjer:

»Og jeg er trods alt så meget en fodboldspiller og bisse, at jeg godt kan levere en uren tackling. Men jeg forsøger at undgå det.«

Han er ikke så optaget af at tale om, hvad han føler, og da han for nylig var gæst i Radio24syvs ømme samtaleprogram Det Næste Kapitel med netop Hassan Preisler, kæmpede værten for at få ham til at tale om sig selv, sit privat- og følelsesliv.

»Følelser har vi alle sammen, og dybest set er de jo totalt banale,« siger han og drejer emnet over på, at der sker »en vis pervertering i arbejdslivet« de her år, hvor virksomheder forsøger at knytte deres medarbejdere til sig gennem sociale aktiviteter som fredagsbar og andre hyggelige ting.

»Pludselig er der ikke forskel på venner og bekendte, og det er jo skønt – lige indtil den dag, man bliver fyret. For så mister man ikke bare sit job, men også hele sin omgangskreds.«

På arbejde får man løn for at være, og derfor bør man anse hinanden som midler til at opnå noget – modsat familie og venner, hvor man ser hinanden som mål i sig selv.

»Jeg kalder det en pervertering af relationerne, og det er dybest set usympatisk at indrette sig sådan på en arbejdsplads,« siger han.

Morten Hesseldahls hjem, Humlebæk

Da han parkerer Alfa Romeo’en foran havelågen i Humlebæk, kommer en gøende gravhund og lyden af levende hornmusik os i møde.

»Fruen er begyndt at spille saxofon i en høj alder,« forklarer Morten Hesseldahl lakonisk.

Peter Nygaard Christensen

Han lukker os ind i det gamle parcelhus, som familien har ombygget ved at vælte vægge og lave et stort køkkenalrum. Der føles tomt i stuen, men behageligt lyst – og der er bøger alle vegne. På køkkenbordet ligger et udklip af hans seneste kommentar i Berlingske, og da jeg bemærker den, siger han, at han regner med at fortsætte med at skrive kommentarer.

»Så længe de vil have det. Min forgænger (Stig Andersen, red.) var meget stilfærdig, og jeg ved, at man eksplicit gerne vil have, at jeg er lidt mere synlig,« siger han.

Han laver en kande stempelkaffe, og vi sætter os i baghaven. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men hans fynske dialekt træder tydeligere frem nu.

Jeg spørger ham, hvad godt forlæggeri er, og han nævner Svend Brinkmann. En nørdet universitetsmand, som har lavet noget meget fagspecifik forskning, men som – på en eller anden måde – er blevet ’opdaget’, fordi nogen har set, at han kunne noget i forhold til tiden og formidling.

»Skide godt set,« siger han.

»Det er mindre oplagt at gøre den slags, når det kommer til skønlitteraturen, som trods alt udspringer af noget dybt personligt. Men man kan godt gøre mere ud af hele den litteratur, der udspringer af indvandrere. En ting er, at der kommer en Yahya Hassan, som er indlysende talentfuld, men der er også alle mulige andre stemmer derude, man bør udgive. Ikke fordi de nødvendigvis er litterært stærke, men fordi det, de siger, er sindssygt vigtigt.«

Er det et litterært forlags ansvar at udgive den slags?

»Det er det da. Man kan se, hvor afgørende væsentligt det er for kvindelige indvandrere, at nogen sætter ord på, hvor svært det er at træffe nogle valg. Jeg talte på et tidspunkt med en indvandrerpige, som var universitetsuddannet herhjemme. Samtidens litteratur sagde hende ikke noget. Det, der sagde hende noget, var de kvindelige skikkelser fra Det Moderne Gennembrud. I overensstemmelse med hendes veninder, der havde samme baggrund, kunne hun spejle sig i det, de havde på spil. Hvorimod for hende vækkede det ikke samme genklang af læse de mere æstetiske beskrivelser, sprog, sansninger, det indre liv, som har præget en del af den danske litteratur siden 1980’erne.«

***

Vi taler om tilstanden på højre- og venstrefløjen og kommer ind på de kampe om identitet, der for tiden udkæmpes på venstrefløjen. Nogle dage inden vores møde har det københavnske teater Sort/Hvids forestilling White Nigger Black Madonna skiftet navn til Black Madonna som følge af heftig kritik. Det har Morten Hesseldahl ikke meget tilovers for.

»Hvor højrefløjen har haft identitetsdannelse, som knyttede sig til tradition og kanonisk litteratur, er venstrefløjen faret vild i en identitetsspejllabyrint. Man løber rundt, og der skal ingenting til, før man bliver krænket – for man kommer hele tiden til at træde nogen over tæerne i den her verden,« siger han.

Peter Nygaard Christensen

Men selv om det er »fedt« for et forlag, at der er kamp om identiteterne, er hele »identitetshysteriet« også horribelt, mener han, for det underliggende argument er, at verden kun er tolkning.

»Det bedste argument må vinde, plejer man at sige, men når man forbyder højreorienterede at holde forelæsninger i USA, og når man anklager et teater for ikke at have ’konsulteret fagkundskaben’, har jeg det sådan lidt: Okay, handler det ikke om kunst? Det er helt vildt.«

– Men accepterer du ikke, at du i kraft af din identitet ikke kan forstå, hvor stærkt ordet ’nigger’ er?

»Jo da, men jeg kan godt forstå et argument. Jeg ved heller ikke, hvor smertefuldt det er at føde, men jeg kan godt forstå det, når jeg taler med min kone.«

Men det kan du nok alligevel ikke helt. Og du kan ikke forstå den vrede, der ligger bag det traume, sorte føler ...

»Nej, men jeg kan forstå forklaringer. Jeg forstår heller ikke dine følelser, men eftersom vi taler mere og mere sammen, får jeg en større forståelse for dig. En del af vores omgang med hinanden er, at vi betjener os af empati, og noget af den empati kan opøves ved litteratur. Hvis vi ikke passer på, ender vi med helt at holde op med at tale med hinanden og går kun rundt og respekterer hinanden. Og der synes jeg bare: Hey, vi er her for fanden for at blive klogere og for at tale med hinanden. Kunst er karakteriseret ved at være en samtale, ikke et svar.«

– Hvis det er en samtale, giver det da god mening at lytte og reagere?

»Ja, man kan sige ’Undskyld, jeg var ikke nok oplyst’. Men man må stadig fastholde stykket. Ellers får man enormt travlt med at gå rundt og korrigere i historien. Der er en ekstrem iver om, at alting skal tilpasses vor tid. Som om vor tid ikke trænger til korrektioner om 50 år.«

I baggrunden filtrer saxofonskalaerne sig sammen med fuglenes sang.

Bekymrer den her udvikling dig?

»I høj grad. Det er derfor, jeg siger: Man må altid tage kunstens parti og ikke en folkestemning.«

Gør det dig vred?

»Jeg bliver ikke ophidset så tit. Men jeg synes da, det er fladpandet.«

Louisiana, Humlebæk

Det er blevet tid til at gå mod kunstmuseet, og Morten Hesseldahl finder en sort hættetrøje frem med Det Kongelige Teaters logo på, som han trækker over sin hvide skjorte.

På vej ud viser han os ned i det helligste: Hans læse- og skrivekammer i kælderen med hængekøjen, hvor han hver aften nyder pibetobak og litteratur. Væggene er fyldt med bogreoler – mest med faglitteratur. Jeg spørger ham, om han læser mest fag- eller skønlitteratur.

»Jeg læser alt,« svarer han udenom, »og hele tiden«.

Vi går det lille stykke fra hans hus til Louisana. På vejen taler vi om Flemming Rose, Salman Rushdie (»så god er De sataniske vers altså heller ikke«) og andre forfattere, der tilsyneladende betyder noget for ham. Han stopper op ved et hus og fortæller, at han engang som chef på et andet forlag havde en politisk forfulgt forfatter indlogeret på et bed-and-breakfast her.

Da vi kommer ind på museet, bliver vi mødt af journalisten Anna Ingrisch, som er vært på arrangementsrækken Louisiana Talks. Hun fører os til backstagelokalet. Her snakker de to den forestående samtale igennem og spiser middag, mens flere end 100 Politiken Plus-gæster modstår fristelsen til at tage et glas hvidvin i aftensolen og i stedet finder ind i museets koncertsal.

***

På slaget halv otte dukker de to hovedpersoner op og sætter sig i lænestolene på scenen, der er flankeret af to enorme oliemalerier af Sam Francis. De fremmødte klapper ivrigt.

Peter Nygaard Christensen

Morten Hesseldahl er en mand, der ofte bliver inviteret til at stille op til interview, og som ofte siger ja. Det går op for mig, da jeg hører ham besvare Ingrisch’ spørgsmål med formuleringer og anekdoter, som jeg har hørt i en undertiden helt ordret gengivelse i hans bil, hans baghave, på hans kontor. Han er virkelig en mand i kontrol.

Anna Ingrisch spørger til skellet mellem krimier og fin litteratur, og et billede af Dan Browns Engle og dæmoner projiceres op på skærmen bag dem.

»Altså, det er noget lort,« siger Hesseldahl og peger derop. Folk griner lettet. »Men min pointe er, at det store skel ikke er, om folk læser Dan Brown eller såkaldt ’fin litteratur’, men om de læser eller ej. Jeg kan godt forstå, at folk læser sådan noget ... Nej, det kan jeg faktisk ikke.«

Til sidst i samtalen siger Ingrisch, at hun er nødt til at spørge til »elefanten i rummet« – Carsten Jensen. »Hvad er det, der sker i sådan en situation,« spørger hun, og Morten Hesseldahl bemærker – til publikums forbavselse og manges moro – at det vist mest er »et spørgsmål for distriktspsykiatrien«.

»Det er ærgerligt ved Carsten Jensen, at han er så personlig,« siger han så.

»I stedet for at gå efter sagerne, kommer han til at svine folk til. ’Bertel Haarder er psykisk syg’, ’Pia Kjærsgaard skulle smage indvandrernes sæd.’ Helt bimmelim. Det er bedre for den intellektuelle samtale, hvis vi anerkender vores uenigheder og prøver at blive klogere i fællesskab. Når det er sagt, er jeg super ked af, at han gik, for han skriver gode bøger. For mig skal Gyldendal ikke være et politisk parti, men vi skal sætte rammen og kunne rumme uenighed, og derfor ville det for mig være et privilegium at være forlægger et sted med både Bent Jensen og Carsten Jensen.«

***

Efter arrangementet strømmer det op med publikummer, som ikke vil have selfier og autografer, men lige vil slå en kort sludder af med Hesseldahl eller give ham et råd med på vejen.

Og da han endelig får lov til at gå, støder han på tre gråhårede mænd i kantinen, som er ved at købe øl. Det er vist gamle kolleger.

»Hvor var du god,« siger en af dem og hilser ved at række en knyttet næve frem.

Morten Hesseldahl griner forfjamsket og trykker igen midt på sine briller med to fingre.

»Tak, tak,« siger han.

Peter Nygaard Christensen

Vi slipper ud, og i stedet for at gå den lige vej hjem følger han mig og fotografen til toget. Vi sludrer løst om avisernes og bøgernes fremtid, de unges læsevaner. Den slags. Som en gammel bekendt eller en samfundsinteresseret onkel, man ikke ser så tit. Som det mest naturlige i verden.

Man tænker ikke, at hey, der går den mest magtfulde mand i dansk litteratur. Men det gør han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

Runa skiver.
Jeg glemmer ikke tidlige artikler af Morten Hesseldahl og Carsten Jensen og hvordan de viser, at begge mænds egoer er større end det de ønsker at repræsentere og står i vejen for det de kunne udrette. Denne artikel er ingen undtagelse.

Kenneth Krabat

Men, Hey, man kommer til at tænke på, at Gyldendals råd til anden litteratur ("måske fordi de missede krimivognen" kan man tænke, hvis man er flink) financieres af lærebogsudgivelser og standardiserede lærebogspakker, som prakkes dovne eller/og fattige skoleledere på og derigennem ensretter undervisningen af en helt EKSTREMT STOR del af danske skoleelever.