Baggrund
Læsetid: 10 min.

Unges kamp for våbenkontrol er nået helt ud i USA’s ærkekonservative bagland

Efter massedrabet på et gymnasium i Florida i februar er en national bevægelse af skoleelever vokset frem. Den planlægger at få en ny generation af vælgere til at stemme på tilhængere af øget kontrol med våbensalg ved midtvejsvalget til Kongressen i november. Også i konservative delstater er unge begyndt at tage et opgør med våbenkulturen
Man kan næsten se billederne af unge, der demonstrerer for mere våbenkontrol, for sig, når man lukker øjnene. I de ærkekonservative stater har de unge dog sværere kår.

Man kan næsten se billederne af unge, der demonstrerer for mere våbenkontrol, for sig, når man lukker øjnene. I de ærkekonservative stater har de unge dog sværere kår.

Mike Stocker

Kultur
15. juni 2018

Det tog ikke lang tid, førend 16-årige Moriah Engdahl og en lille gruppe gymnasieelever opdagede, at de ikke kunne regne med støtte fra borgerne i deres hjemby, Gillette, Wyoming.

De unge idealististe skoleelever troppede på en formiddag i marts op til deres egen lille march i sympati med de 17 ofre for skoleskyderiet i februar i Parkland, Florida. Men flere forbipasserende i downtown Gillette gav dem fingeren. En lokal radiostation rapporterede om nogle »venstreorienterede« unge, der ville protestere mod amerikaneres ret til at besidde våben.

Næste dag bragte avisen Gillette News Record et billede af demonstranterne på sin forside. Moriahs far, Alan Engdahl, havde hørt om den lille march på radioen, mens han kørte hjem fra et oliefelt 75 kilometer nord for byen. Nu så han til sin store fortrydelse sin yngste datter på avisforsiden med et skilt, der slog til lyd for strammere våbenkontrol.

På gymnasiet Campbell County High School blev den lille gruppe elever irettesat for at have pjækket. Ligesom på mange andre gymnasier i amerikanske delstater og storbyer fandt marchen sted på en formiddag i marts måned.

Engdahl overvejede, om han skulle give Moriah stuearrest som straf for at have pjækket, men slog tanken hen. Hun skulle nok få sin straf af andre elever i skolen, tænkte han. Næ, en bedre strategi ville være at drille hende med sardoniske bemærkninger.

»Nå, har du vundet konkurrencen om at være den mest populære elev i skolen,« spurgte han Moriah, da hun kom hjem fra skole den eftermiddag.

»Er det lykkedes dig at fravriste alle de andre deres våben?«

Indflydelse på Kongresvalg

Historien om den rebelske piges kamp for at blive hørt i en konservativ flække spækket med Trump-fans og tilhængere af fri adgang til håndvåben og halvautomatiske rifler blev for nylig fortalt i The Washington Post.

Den er usædvanlig, fordi studenterbevægelsen – der opstod efter skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida i februar – stort set har begrænset sig til »blå«, altså demokratiske, delstater og progressive storbyer.

Taimy Alvarez
Ledere som David Hogg og Emma González fra gymnasiet i Florida er blevet nationale ikoner for et ulmende ungdomsoprør mod politikere i delstater og i Washington, D.C., som i deres øjne afviser at gøre det tiltagende antal skoleskyderier i USA til et presserende nationalt anliggende.

De er nu i samarbejde med flere ngo-grupper begyndt en kampagne for at registrere unge vælgere i delstater og valgkredse, hvor der er en hæderlig chance for, at nye vælgere kan hjælpe med at vælge  kandidater til Kongressen, der er modstandere af den indflydelsesrige våbenforening, National Rifle Association (NRA).

Deres håb er at få indvalgt nok nye kongresmedlemmer og senatorer til at vedtage en stramning af de gældende love og regler for erhvervelse og besiddelse af våben.

I sagens natur ligger de fleste af disse valgkredse i ’lyserøde’ republikanske delstater og svingstater som Arizona, North Carolina, Florida og Pennsylvania. Derfor har rapporter om gymnasieelever i konservative dele af USA, der slutter op om bevægelsen, givet næring til en ny optimisme i bevægelsen.

Voldsom modreaktion

Gillette i Wyoming, en ikke lyserød, men højrød og ærkekonservativ stat, er ikke det eneste sted, hvor gymnasieelever – der er vokset op omgivet af våben, og som normalt har forsvaret borgernes forfatningsgivne ret til frit at bære våben – er kommet på andre tanker.

I den lille by Benton i sydstaten Kentucky dræbte en 15-årig dreng på Marshall County High School i januar to kammerater og sårede 15 andre. To måneder senere udvandrede en lille gruppe elever fra skolen for at deltage i den landsdækkende March for Our Lives i en nærliggende park.

De fleste af demonstranterne var kun 14-15 år gamle. Nogle forældre dukkede op med skilte. På et af dem stod der:

»Vi vil huske det i november«.

En tydelig reference til kongresvalget til efteråret.

En af deltagerne, Hailey Case, siger til The New York Times:

»Kun få andre på gymnasiet deler vores opbakning til mere striks våbenkontrol.«

Andrea Morales

Disse teenagere er ofte vokset op i konservative familier og bliver derfor udsat for et voldsomt pres både privat, i skolerne og i det offentlige rum. Ikke desto mindre holder mange – dog ikke alle – ud.

Haileys kammerat Cloi Henke udtaler:

»Vi vidste, vi ville blive udsat for en voldsom modreaktion.«

Kritikken af de unge rebeller starter ofte på hjemmebane. Hailey Cases far blev vred over den tale, hun holdt under demonstrationen i Benton, og skældte hende huden fuld.

En af deres kammerater, en skolepige, udfordrede aktivisterne til en brydekamp efter marchen. I breve til redaktøren i lokalaviser affærdigede læserne dem som naive fjolser, der ikke ved, hvad de taler om.

Cloi Henke beretter, at hun en dag blev inviteret hjem hos en veninde, hvor faren for at provokere Cloi trak en halvautomatisk riffel af typen AR-15 frem og sagde:

»Se, det er, hvad I vil nedlægge forbud imod.«

»Det skræmte mig virkelig,« siger Henke.

Lily Dunn blev klandret af en skolelærer for at klæde sig i en T-shirt i gymnasiets sportsfarver, blå og orange, hvorpå der er indtegnet prikker. Hver prik står for et skoleskyderi i Kentucky.

Andrea Morales
Og så er der historien om Mary Cox, der lige er blevet udklækket som student på Marshall County High School og skal på college til efteråret.

Hun kom op at skændes med sin far, fordi han ville købe en pistol, som hun skulle bruge til at beskytte sig selv på universitetet. Det skete kort efter drabet på de to elever på hendes gymnasium.

»Min far bebrejder mig for at støtte et landsforbud mod salg af halvautomatiske rifler,« siger Mary Cox til The New York Times.

»Han siger: ’Hvad nu, hvis du en dag kommer i skudlinjen? Ville du så ikke ønske, at en fyr i nærheden havde en AR-15 til at pløkke drabsmanden ned og redde dit liv?’«

Selv overbevist konservative gymnasieelever har i nogle tilfælde sluttet sig til bevægelsen uden dog at skifte politisk holding; de forsvarer stadig deres konservative observans. En af dem hedder Korbin Brandin og er fra Benton i Kentucky.

Brandin fortæller The New York Times, at han aldrig vil glemme synet af sine skolekammerater på Marshall County High School blive mejet ned af den 15-årige gerningsmand. Korbin prøvede for første gang at skyde med riffel, da han var 8 år, og han har altid været en stærk tilhænger af den forfatningssikrede ret til at bære våben.

Trods det valgte han at stille sig op under »March for Our Lives« i marts i Benton og holde en tale, der kritiserede National Rifle Association.

Efter talen råbte flere af hans kammerater hånord efter ham, de udelukkede ham fra et gruppefoto, og dekanen i familiens kirke beskyldte ham for at være en »Demokrat«.

»De hævder, at jeg har forrådt dem og våbensporten. De gør allesammen grin med mig,« siger Korbin Brandin.

Men det generer ham ikke særligt.

»Jeg tænker på alle de mennesker i vores by, hvis pårørende blev skudt på skolen. Det er dem, der lider – ikke mig,« siger den 16-årige gymnasieelev.

Skoledrab i Santa Fe

Også i den stærkt konservative og religiøse olieby Santa Fe på Texas’ sydvestkyst er et mindretal af gymnasieeleverne engageret i studenterbevægelsen gennem de sociale medier, hvor de har kontakt med lederne i Florida.

Det var i Santa Fe, at en 17-årig gymnasieelev på Santa Fe High School i maj myrdede 10 kammerater og sårede 13 andre, flere af dem alvorligt. Befolkningens umiddelbare reaktion var at søge åndelig støtte i byens mange kirker.

Texas’ republikanske guvernør og konservative politikere blev modtaget med hjertelighed og varme, da de dagen efter skuddramaet besøgte Santa Fe. Det stod i grel kontrast til den kølige modtagelse, som republikanske politikere fik af gymnasieeleverne i Florida under en tv-transmitteret debat på et sportsstadium.

Den konservative senator Ted Cruz, der blev kendt som præsidentkandidat i 2016, var tydelig glad for at møde en af de overlevende elever i Santa Fe. Madilyn Williams på 18 år, fortalte senatoren, hvordan hun undslap gerningsmandens kugler, og bønfaldte Cruz om at få alle skolelærere trænet i håndtering af skydevåben.

Men en af Madilyns klassekammerater, Tyler Cruz, deler ikke hendes ønske om at bevæbne lærerne.

»Jeg er tilhænger af retten til at bære våben, men efter min mening er det gået for vidt med alt det, der er sket for nylig. Det er der selvfølgelig mange, der er uenige i på min skole,« siger Tyler Cruz til The New York Times.

Moriah slår til

I byen Gillette i Wyoming, flere tusinde kilometer nord for Texas, ansporede skoleskyderiet i Florida Moriah Engdahl til at læse artikler på internettet om årsagssammenhængen mellem våbenbesiddelse og voldsudøvelse.

For blot et år siden ville Moriah formentlig ikke have interesseret sig for emnet, selv om hun er kendt i sin familie og venskabskreds for allerede i en alder af 12-13 år at være blevet feminist, aborttilhænger og kritisk over for kristendommen.

Hendes forældre, der er skilt, har ofte taget deres døtre med på skydebanen, hvor Moriah har lært at håndtere skydevåben. Indtil hendes far Alan Engdahl blev idømt straf for narkobesiddelse, ejede han et arsenal på 250 pistoler og geværer.

Det fangede især Moriahs blik, at en høj selvmordsrate statistisk set knyttes til våbenbesiddelse. Hun læste, at amerikanere, der ønsker at tage livet af sig selv, er fem gange mere tilbøjelige til at dø, hvis de ejer et våben. Hendes hjemby, oliebyen Gillette, har en af de højeste selvmordsrater i USA. Og i 2015 skød hendes fætter sig med et jagtgevær.

I 2016 tog én af Moriahs klassekammerater en pistol med i skole i sin taske og blev opdaget. Alle elever blev evakueret. Drengen flygtede og begik selvmord nær jernbanesporerne.

Og i februar, da 17 teenagere blev myrdet i Florida, planlagde lokalpolitikere i Wyoming at bevæbne lærerne. Det var allerede sket i et nærliggende amt, og nogle dage senere ville skolestyrelsen i Moriahs amt debattere, hvorvidt gymnasiet og grundskolerne i Gilette skulle gøre det samme.

»Hvorfor er automatreaktionen altid i den slags situationer flere våben,« spurgte Moriah sin far.

Alan Engdahl svarede ifølge The Washington Post:

»Det er snart 20 år siden, at det første store skoleskyderi fandt sted på Columbine High School i Colorado, og folk gemmer sig stadig under borde og i skabe. Det hjælper ikke.«

Moriah indvendte:

»Jamen, hvad nu, hvis en eller anden i skolen rammes af en dyb depression og får fat i en af lærernes våben og begynder at skyde? Mennesker er skrøbelige.«

Den unge amerikaner stod med en kæmpe udfordring. Hendes far og hans venner gjorde grin med hendes aktivistarbejde. De nærmest hånede Moriah. På skolen gjorde kammeraterne nar af hende. Kun 10 af hendes kammerater ville deltage i »March of Our Lives«.

En af dem blev hentet af en vred forælder, der gennede hende ind i familiebilen og kørte bort. En anden trak sig, fordi hendes forældre havde skaffet hende et job på en skydebane uden for byen. Tilsidst var der kun fem tilbage.

Under et møde i den lokale Starbucks-café blev de nedstirret af flere voksne kunder. Moriah tænkte, at det måske ville være bedre, hvis hun gik til mødet i skolestyrelsen alene.

Næste dag tog hun til hjem til sin mor og udfrittede sin stedfar om, hvor striks våbenkontrollen er i Wyoming.

»Der ikke brug for nogen love,« fortalte han sin steddatter.

»Sikkerhed falder tilbage på personligt ansvar.«

Moriah protesterede.

»Jamen, der er også nogle mennesker, der handler uansvarligt.«

Hun spurgte sin mor, om hun ikke ville ledsage hende til aftenens møde på skolen, hvor hun som alle andre borgere har ret til at komme med et indlæg. Moriahs mor sagde ja, selv om hun personligt er tilhænger af at tilbyde skolelærere skydetræning og besiddelse af våben.

Om eftermiddagen tog mor og datter til downtown Gillette for at købe lip gloss og en ny kjole til Moriah.

Den aften talte Moriah til skolestyrelsen støttende sig til et stykke papir, som hun holdt i sine rystende hænder. Hun kaldte våben i skolerne for en »irrationel idé« og påpegede, at der statistisk set altid vil være en vis procentdel af lærerne, der lider af mentale forstyrrelser, især i en olieby, hvor de økonomiske konjunkturer svinger kraftigt.

»Løsningen på denne voldsepidemi i landets skoler bør aldrig være at mangedoble antallet af våben,« konkluderede Moriah Engdahl.

Efter indlægget roste moren hende, og da Moriah kom hjem til sin far den aften – hun bor hos ham – glædede hun sig til at fortælle ham, hvad der var sket. Men hun kunne ikke få ørenlyd. Alan Engdahl og hans skydeglade venner hævdede, at studenterbevægelsen bare er ude på at fratage dem deres våben.

Tålmodigt ventede Moriah på, at det blev hendes tur til at sige noget. Men mændene var slet ikke interesserede i hendes mening.

»Hey, må jeg gerne få nogle ord ind,« råbte den frustrerede teenagepige.

Det lykkedes hende ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

United Bluff er et land hvor morderne har en farfatningsmæssig ret til at bære våben - og bruge dem - hvis de kan plædere "selvforsvar". Og rammerne for hvornår noget et" selvforvar" er utroligt vide i landet. Mens de, der forlanger våbenkontrol og begrænsninger i adgangen til våben, de hænges ud so uamerikanske og det der er værre.
Et helt igennem sygt land, som vi snobber for i hoved og røv. Havde forleden en yderst deprimerende oplevelse. Var til et møde hvori deltog folk fra den mere stålsatte del af venstrefløjen. Emnet var identitet. Det forstemmende bestod bl.a. i, at samtlige referencer, der blev omtalt på mødet udelukkende var amerikanske - bøger, forfattere, politikere, hændelser på US-universiteter og ditto debatemner og problemstillinger.
Hvad der sker hos vore naboer på det kontinent vi tilhører, der har åbenbart ingen interesse.