Læsetid: 4 min.

VM’s hidtil største øjeblikke forvandler os halvgamle fodboldkynikere til måbende tiårige igen

Når folk uden kærlighed eller forståelse for fodboldspillet spørger, hvorfor man orker at trække sig gennem de oceaner af defensivt og handlingsfattigt spil, som en VM-slutrunde også rummer, så er svaret lige her.
Ganske vist så Messi ud til at vågne op i den afgørende gruppekamp mod Nigeria, hvor det lykkedes et hypernervøst argentinsk mandskab at snige sig videre fra den indledende pulje i sidste øjeblik, men det fritager ikke den neutrale observatør fra den tanke, at de sydamerikanske giganters fokus på deres superstjerner tenderer selvskadende adfærd og svækker dem over for de mere kollektivt orienterede europæere.

Ganske vist så Messi ud til at vågne op i den afgørende gruppekamp mod Nigeria, hvor det lykkedes et hypernervøst argentinsk mandskab at snige sig videre fra den indledende pulje i sidste øjeblik, men det fritager ikke den neutrale observatør fra den tanke, at de sydamerikanske giganters fokus på deres superstjerner tenderer selvskadende adfærd og svækker dem over for de mere kollektivt orienterede europæere.

Mike Kireev

29. juni 2018

Hvis man skal definere det øjeblik hidtil ved slutrunden, hvor selve VM’s sjæl er trådt mest tydeligt frem, må det være i det 79. minut af kampen mellem Argentina og Kroatien, hvor kroaternes midtbanestrateg Luka Modric modtager bolden nogle meter uden for argentinernes straffesparksfelt, vifter forsvareren Otamendi væk med en stopfinte og sender et kurvet skud i kassen helt ude ved den ene stolpe – hvorefter den vævre playmaker stormer jublende ud til de kroatiske fans bag målet med armene svingende over hovedet.

Når folk uden kærlighed eller forståelse for fodboldspillet – alle disse stakler, der går døve og blinde gennem livet – spørger, hvorfor man orker at trække sig gennem de oceaner af defensivt og handlingsfattigt spil, som en VM-slutrunde også rummer, så er svaret lige her: i papegøjeskuddet fra Modric.

Det er dét, VM handler om: At de største stjerner træder i karakter på den største scene. Det er forventningen om den slags øjeblikke, der binder os til skærmen. Det er i bund og grund derfor, vi gider.

I en optaktsudsendelse til VM i radioprogrammet Fodbold FM på Radio24syv sagde DR’s sportskommentator Andreas Kraul, at ens bedste verdensmesterskab altid er dét, man ser som tiårig. Det er i den alder, man er mest modtagelig for den særlige magi, slutrunden rummer. Alle dens dramaer og store øjeblikke glider ufiltreret ind gennem ens åbne barnesind og lagrer sig et særligt sted i erindringen.

Og når Modric laver et mål, som det han lavede imod argentinerne – eller når tyske Toni Kroos sparker bolden op i fjerneste målhjørne fra en umulig vinkel i det 95. minut af kampen mod svenskerne; eller når Ronaldo scorer hattrick i Portugals åbningskamp mod de iberiske arvefjender fra Spanien – så bliver vi transporteret tilbage til barndommen på ny.

Så glider årene af alle os halvgamle fodboldkynikere, og vi sidder med åben mund og polypper og oplever spillets og slutrundens magi som måbende tiårige igen.

Famlende superstjerner

Men bortset fra at give os disse øjeblikke af ufortyndet fodboldmagi har VM i løbet af slutrundens netop overståede puljespil endnu en gang bekræftet sportens status som et holdspil. De mandskaber, der i for høj grad fæstner deres lid til præstationer fra individualister, har haft det svært, fordi deres taktiske endimensionalitet gør dem lette at aflæse og lukke ned for modstanderne.

Denne pointe er naturligvis især blevet illustreret af de pinsler, som Brasilien og Argentina har gennemlevet. Begge hold er ankommet til VM med en gameplan, der først og fremmest er gået ud på at sætte deres største stjerner – Messi og Neymar – i scene. Og når den er blevet forhindret, har de ikke haft en plan B.

I stedet har de famlet rundt på banen, mens ordinære mandskaber som Costa Rica, Schweiz og Island relativt problemfrit har nulstillet dem, og for fans af brasiliansk og argentinsk fodbold må reaktionen fra både Messi og Neymar betragtes som bekymrende.

Neymar faldt som bekendt grædende på knæ i midtercirklen, da det var lykkedes Brasilien at hente en snæver sejr over Costa Rica i dommerens tillægstid.

Og selv om reaktionen umiddelbart kan tolkes som et udtryk for lettelse over, at det lykkedes Selecão at hente den første puljesejr i denne omgang, så tegner det også billedet af en spiller, der virker ude af balance; et billede, der i øvrigt blev underbygget af Neymars optræden på grønsværen under selve kampen. Den brasilianske 10’er fremstår som en spiller, der bærer alle Brasiliens fodbolddrømme på sine skuldre, og det har han hverken det spillemæssige eller menneskelige format til.

Hans opførsel bringer mindelser om den famøse VM-semifinale for fire år siden i Belo Horizonte, hvor et grådlabilt og halvhysterisk brasiliansk mandskab blev flået fra hinanden af en flok fokuserede germanere. Og hvis ikke Neymar får hjælp til at komme bedre i balance, kan kursen være sat mod endnu et brasiliansk sammenbrud.

Det er i hvert fald værd at bemærke, at da brasilianerne endelig leverede en ordentlig puljekamp (mod Serbien) skete det på trods af Neymar snarere end på grund af ham. Mod serberne var Neymar skubbet ud på venstrekanten, mens Coutinho i suveræn stil styrede slagets gang på midtfeltet, og det hjalp på det brasilianske opspil, der virkede mere rytmisk og velovervejet end længe set.

Man kunne dog ikke undlade at bemærke, at Neymar trods sin marginaliserede position på grønsværen stadig fandt anledning til med jævne mellemrum at gøre sig umulig og forstyrre holdkammeraternes kamprytme.

Frelserkompleks

Hvor Brasiliens offensive superstjerne virker for engageret, er det modsatte tilfældet hos hans playmakerkollega hos La Albiceleste, Lionel Messi. Den lille argentiner, der af natur er introvert og sky, har periodevis nærmest trukket sig ind i sin skal og virket indifferent i forhold til begivenhederne omkring ham.

Messi har som bekendt allerede én gang pensioneret sig selv fra landsholdet, fordi forventningspresset på ham var blevet for stort, og mere end én gang i løbet af denne slutrunde har man haft fornemmelsen af, at verdensstjernen fra Barcelona har løbet rundt på grønsværen og overvejet, om det ikke var en stor fejl, at han lod sig overtale til at komme tilbage.

Ganske vist så Messi ud til at vågne op i den afgørende gruppekamp mod Nigeria, hvor det lykkedes et hypernervøst argentinsk mandskab at snige sig videre fra den indledende pulje i sidste øjeblik, men det fritager ikke den neutrale observatør fra den tanke, at de sydamerikanske giganters fokus på deres superstjerner tenderer selvskadende adfærd og svækker dem over for de mere kollektivt orienterede europæere.

Brasilien og Argentina må slippe deres frelserkompleks. Ellers bliver deres videre vej gennem VM hård og stenet.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • ulrik mortensen
Mikael Velschow-Rasmussen og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det har været et fantastisk VM indtil nu!

Argentinernes emotionelle rutsjeture har været overvældende at observere. Og så endda med Maradona som medium..

Russernes glæde og stolthed ved at have alle nationer samlet.

god bold!

I det hele taget nationernes helt egne måde at takle nederlag og optur. Fænomenalt!

René Arestrup

Martin Østergaard-Nielsen, jeg tror du får svært ved at overbevise de ikke-inviede. Selv vi andre kan jo komme i tvivl engang imellem. I hvert fald bliver der ofte trukket store veksler på tålmodigheden, eksemplificeret ved den destruktive langgaber Danmark-Frankrig eller 'træningskampen' mellem reserverne fra Belgien og England.
Men måske er vi bare lidt mere tålmodige.

Når der er allermest modgang så laver Messi en lækkerbidsken. Hvem ellers.
Maradonna havde vist en forrygende eftermiddag på stadion.

Torben Knudsen

En stor del af befolkningen er fanget, som af Matador etc., af 22 mænd som triller en femøre i 90 minutter. Buh-råb og piftelyde vil udvikle sig og fodboldspillet som det spilles nu miste sin interesse.
To, måske flere ændringer kan evt. få intensiteten tilbage i spillet, 1) Der dømmes 'nøl' som i håndbold ved ikke at forsøge at skyde på mål indenfor 5? minutter, der dømmes frispark for tilbagelægninger.

Steffen Gliese

Hvis folk gik mere i teatret, ville de få den oplevelse tiere - og endog få en intellektuel overvejelse med i købet.