Læsetid: 5 min.

Andrés Iniesta: Mesteren af rum og tid

Portugal og Argentina blev slået i ottendedelsfinalerne, og Cristiano Ronaldo og Lionel Messi når næppe at vinde deres verdensmesterskab. Men det gjorde Andrés Iniesta. Med Spaniens nederlag i søndags takkede en af de største fodboldspillere af
»Jeg stopper, fordi min krop beder mig om det,« har Iniesta sagt. »Jeg har klemt hver en dråbe ud, der er ikke noget tilbage. Dette er det ærlige at gøre. Det ville have været let at fortsætte, ikke bekymre mig om, om jeg spillede eller præsterede, men det kunne jeg ikke.«

»Jeg stopper, fordi min krop beder mig om det,« har Iniesta sagt. »Jeg har klemt hver en dråbe ud, der er ikke noget tilbage. Dette er det ærlige at gøre. Det ville have været let at fortsætte, ikke bekymre mig om, om jeg spillede eller præsterede, men det kunne jeg ikke.«

Vincent Michel

5. juli 2018

Hvorfor var Andrés Iniesta en af de største?

Det var mandag 25. juni, VM-slutrundens Gruppe B skulle afgøres, og Spanien var bagud mod Marokko. Iniesta havde med en ukarakteristisk slap boldkontakt ved midterlinjen været involveret i Khalid Boutaibs friløber og føringsmål.

Var det aktionen fra VM i 2018, den tyndhårede, vævre spanier skulle huskes for?

Kun i fem minutter.

I sekunderne inden kampuret i Kaliningrad landede på 19 minutter, satte den 34-årige midtbanespiller turneringens stadig mest velkoreograferede angreb op. Pasning til Isco. Isco til Costa. Førstegangsaflevering i medløb til Iniesta i venstre side af straffesparksfeltet. Signaturtemposkiftet forbi Manuel Da Costa. Et let stød med højre vrist bagom den aggressivt glidende Ghanem Saiss. Tæmning og høj afslutning ved Isco. 1-1.

Målet var alt det, Spanien sjældent lykkedes med i den øvrige del af turneringen. Holdet besatte første-, anden- og tredjepladsen i statistikken over flest veludførte afleveringer i gruppespillet: 701 mod Iran, 700 mod Portugal og 678 mod Marokko. Men for få gange blev forudsigeligheden brudt af spil på tredje mand og temposkift. Det kunne Andrés Iniesta stadig.

Pep Guardiola, Iniestas træner i FC Barcelona-tiden, beskriver midtbanespillerens talent på denne måde i biografien Kunstneren. Jeg er Iniesta (i Tonny Vorms danske oversættelse, 2017):

»Andrés er en af de største. Hvorfor? Fordi han mestrer forholdet mellem rum og tid. Han ved hele tiden, hvor han er. Selv på midtbanen omgivet af spillere træffer han den rette beslutning hver gang. Han ved hvor og hvornår, hele tiden. Og så har han den her unikke evne til at rykke fra sin modstander. Han tager et træk, stopper, trækker så igen og stopper. Der er meget få spillere som ham.«

Rum og tid. Spanien-Marokko, 25. juni i Kaliningrad. 19. spilleminut. Træk, stop, træk. Se det, eller se det igen.

Andrés Iniesta havde 27. april på et tårevædet pressemøde meddelt, at han stoppede i FC Barcelona med udgangen af sæsonen 2017-18. Efter at Spanien havde tabt sin ottendedelsfinale til Rusland i søndags – han scorede roligt på sit spark i straffesparkskonkurrencen – annoncerede han også sit farvel til det spanske landshold. Han trapper ned i Vissel Kobe i den japanske liga.

»Jeg stopper, fordi min krop beder mig om det,« sagde han inden VM-slutrunden.

»Hvis ikke, ville jeg have fortsat. Da min krop fortalte mig, at jeg ikke havde mere at give, var der ikke andet at gøre. Jeg forstod: Jeg er nødt til at komme ud af det. Det tager længere tid at komme sig fysisk, og mentalt er det udmattende – så mange år, de seneste tre som kaptajn. Jeg har klemt hver en dråbe ud, der er ikke noget tilbage. Dette er det ærlige at gøre. Det ville have været let at fortsætte, ikke bekymre mig om, om jeg spillede eller præsterede, men det kunne jeg ikke. Det kunne have været næste år, men det er nu. Tiden var kommet.«

I frit fald

Andrés Iniesta Luján var 12 år, da hans forældre i en udbombet Ford Orion sendte ham fra fødebyen Fuentealbilla, en landsby nord for Albacete og vest for Valencia, til FC Barcelonas akademi, La Masia. Han debuterede på La Liga-holdet seks år senere. Luis Enrique var anfører, Patrick Kluivert topscorer, Michael Laudrup havde været en plakat på værelset.

Han kan – 16 år efter sin ligadebut– fremvise 35 titler. Herunder EM i både 2008 og 2012 og VM i 2010.

Iniesta bar ellers en livskrise med ind i VM i Sydafrika i 2010. Han havde året inden spillet og vundet Champions League-finalen over Manchester United, men han havde været så skadet, at han gennemførte kampen med påbud om ikke måtte sparke igennem. Efter sommerferien – den 8. august – fik han besked om, at hans ven Jarque, anfører for Espanyol, var død af et hjerteanfald. Han følte sig ikke klar til VM-slutrunden hverken fysisk eller mentalt.

I Kunstneren. Jeg er Iniesta omtaler han sin tilstand som en konstant uro, at det føltes, som om intet var rigtigt. At han var i frit fald. Alle andre end professionelle fodboldspillere havde nok kaldt det for en depression. Natten før Spaniens finale mod Holland, 11. juli i Johannesburg, forlod han sit hotelværelse. Han var urolig. Han tvivlede på, at han var klar til at spille, og han gav sig til at lave spurter i hotelgangen.

På finaledagen, få minutter inden kickoff, bad han en af holdets fysioterapeuter om at skrive en besked på en T-shirt. Da han scorede det vigtigste mål i spansk fodbolds historie, VM-titel-sejrsmålet efter 116 minutter, hev han kamptrøjen over hovedet, og budskabet på undertrøjen kom til syne for hele verden: »Dani Jarque, altid med os«.

»Jeg ved ikke, hvordan man forklarer det. Hvad man kalder det: skæbne eller sådan noget,« har Iniesta sagt om begivenheden.

»Jeg er ikke profet, jeg kan ikke se ind i fremtiden. Der må være et ord for det. Hvorfor jeg valgte lige den aften til at skrive beskeden, score, og huske at tage trøjen af, for det er let at lade sig rive med af stemningen og glemme det. Der er noget, der sørgede for, at det hele faldt på plads.«

Bare rolig, mister

Han er og var ellers ikke en mand af mange ord, Andrés Iniesta. Slet ikke store ord. Det var også sådan, Pep Guardiola opfattede midtbanespilleren, da han for alvor lærte ham at kende i sin første cheftrænersæson i FC Barcelona. Men der var undtagelser.

Vi er i en tid, september 2008, da Pep Guardiola endnu ikke havde vundet noget som helst som træner. Ingen titler, intet renommé, ja, faktisk heller ingen kampe: Han havde åbnet sin første sæson på højeste niveau med et nederlag til Numancia og en uafgjort mod Racing Santander. Elendige resultater. Pinlige. Måske havde han slet ikke ideerne. Måske havde overgangen fra Barcelona B til førerholdet på Camp Nou bare været for stor.

Den da 36-årige catalonier isolerede sig på sit kontor i kælderen under hjemmebanen. Gik sekvenser igennem, endevendte noter, igen og igen. Så bankede det på døren. Andrés Iniesta stod i åbningen.

»Bare rolig, mister. Vi vinder det hele. Vi er på rette vej. Bare fortsæt på den her måde, okay? Vi spiller rigtig godt, vi kan lide træningen. Lad endelig være med et ændre noget, ikke?«

Da sæsonen var slut, havde FC Barcelona vundet seks ud af seks titler. Andrés Iniesta satte sit aftryk. I rum og tid. Derfor var han en af de største.

Kilder: ’Kunstneren. Jeg er Iniesta’, fifa.com, The Guardian, The Observer, The Independent.

Serie

VM i fodbold 2018

VM 2018 står for døren, og vi gør på Information det, vi prøver på altid at gøre: Vi skærer alt det uvæsentlige fra og leverer hver dag den ene artikel fra VM i fodbold, som du skal læse, hvis du ikke vil læse andet. Vi gør dig klogere på en begivenhed, man indimellem kan frygte, at man bliver lidt dummere af. Følg vores dækning her.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
Anders Reinholdt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sigurd Sørensen

Jeg ser Iniestas fejl, som leder til det marokanske mål, således:
Iniesta laver en aflevering til Ramos, som kan forveksles med en for lang dribling, som han har tænkt som første led i det tyske fodboldkommentatorer kaldet 'et dobbeltpas'. Ideen med et sådant er, at man bruger en medspiller som bande for ikke selv at løbe risikoen ved at forsøge at drible sig forbi en modstander. Grunden til, at jeg tror, at Iniesta har tænkt sådan, er, at man kan se, at han øjeblikkeligt efter den for lange dribling/aflevering ændrer løbebane for at gøre sig spilbar for Ramos. Først da han opdager, at Ramos ikke opfatter denne ide, ser man, at hans løbebane igen ændres, idet han nu forsøger selv først at nå sin for lange dribling, men da er det for sent og Ramos, når heller ikke at takle og så har Marokko en friløber, som de scorer på.
Er det så Iniestas eller Ramos' fejl? Det er vel svært at sige. Jeg tror, at hvis Iniesta havde haft samme ide med sin Barcelona holdkammerat Busquets, så have han modtaget den førstegangsaflevering han forventede. At bruge holdkammerater som bande, er et helt centralt element i Iniestas spil, især efter at han har tabt ungdommens hurtighed, der gør det muligt både at afdrible modstandere og holde dem bag sig i løb med bold.
Man så bl.a., at Ronaldinho efter sin storhedstid stadig kunne afdrible modstandere, men at de indhentede ham igen, fordi han ikke længere var hurtig nok. Og så er man ligesom lige vidt.

Søren Fosberg

Man så at uden Iniesta faldt Spanien straks ned i kvalitet og blev et ordinært hold. Deres spillestil afhænger helt af en genial mand som ham. Nu få de det svært. Der er ingen på holdet til at udfylde hans rolle.

Sigurd Sørensen

Det samme gør Fc Barcelona.
Duoen Iniesta - Xavi var helt enestående, men det er klart, at Messi overskygger. Han er jo svær ikke at få øje på.

Sigurd Sørensen

Sjovt nok har Iniesta gentagne gange sagt, at den spiller, han lærte mest af at se spille, er Michael Laudrup. I øvrigt den dansker spaniere i særklasse forbinder med Danmark. Min gode ven, der er bosiddende i Spanien siger, at ingen ved, hvem der er statsminister her, til gengæld kender de Margrethe Vestager.