Læsetid: 8 min.

Arbejdspladsen er et reservoir af meningskriser for romanforfattere

Arbejdspladsen er den perfekte ramme for romaner om, hvor og hvordan mennesker finder mening – eller mangel på samme – i tilværelsen. Med denne raske gennemgang af den danske arbejdspladsromans historie indleder Information sin sommerserie om, hvordan vi egentlig ser på arbejdspladsen
Vi lever en betragtelig del af vores liv på vores arbejdspladser, og de sociale relationer her er anderledes end andre steder i privatsfæren. Også i litteraturen har arbejdspladsen naturligvis en særlig plads. Vægmaleri fra University of New Hampshire af Arthuer Esner. Maleri: The Granger Collection

Vi lever en betragtelig del af vores liv på vores arbejdspladser, og de sociale relationer her er anderledes end andre steder i privatsfæren. Også i litteraturen har arbejdspladsen naturligvis en særlig plads. Vægmaleri fra University of New Hampshire af Arthuer Esner. Maleri: The Granger Collection

Ritzau Scanpix

7. juli 2018

Arbejdspladsen er det sted, de fleste voksne tilbringer størstedelen af deres vågne tid. Her møder man op for at få noget fra hånden, udfylde en funktion, yde sit til samfundet og finde en større mening med eksistensen end bare at maksimere sit eget velbehag. Eller man møder op for at få løn.

Man løser de opgaver, der bliver stillet, eller definerer de opgaver, der skal løses, sammen med de kolleger, man nu har, efter de retningslinjer, der er blevet stukket ud. På en arbejdsplads er stammeadfærd og en vis grad af fremmedhed over for hinanden ikke nødvendigvis hinandens modsætning, ligesom der ud af det fælles daglige slæb kan opstå en anden nærhed end den, der gør sig gældende i private relationer. Fællesskabet på en arbejdsplads er altid hierarkisk, men hierarkiet er ikke altid lige formaliseret. Alle er principielt vigtige, og ingen er uundværlige. 

Som motiv for en roman garanterer arbejdspladsen – hvad enten det er et kontor, et værksted, en fabrik eller en butik – derfor et bredt spektrum af naturligt drama. Lige fra de nøjeregnende overvejelser om, hvis madpakke der har den mest dominerende lugt, i Harald Voetmanns groteske roman Kødet letter (2012) om en kontorist på et talgsmelteri til arbejdernes organisering i Hans Kirks socialrealistiske kollektivroman De ny tider (1939), hvor en gruppe tidligere daglejere strejker sig til en bedre løn på cementfabrikken og stifter en brugsforening.

Fra militær til terapeutisk patos 

Hans Kirks De ny tider tilhører den gren af danske arbejdspladsromaner, der bruger arbejdspladsen som et billede på samfundet. Cementfabrikkens forskellige medarbejdergrupper afspejler de politiske og klassemæssige interesser, der var på spil i de ideologisk hårdtopspændte 1930’ere, bogen er skrevet i. Hans Kirk ville have skrevet en fortsættelse til romanen, men så kom krigen, og med den blev det ideologiske landskab så grundigt mudret til, at den roman, han havde i tankerne, ikke længere var aktuel.

I H.C. Branners Legetøj (1936) bliver der også hele tiden lagt op til at læse de store samfundsmæssige brydninger i tiden op til Anden Verdenskrig ind i de interessekonflikter, der eksisterer i legetøjsfirmaet, romanen skildrer. Chefen med det sigende navn Herman Kejser opfører sig som en lokal diktator, militær disciplin er idealet og samfundsklasserne har udkrystalliseret sig perfekt afkodeligt som medarbejdergrupper med hver sin etage i kontorbygningen og hver sit sæt af privilegier.

Parallellen mellem firma og samfund er ikke bare den oplagte fortolkningsnøgle til H.C. Branners roman, det er også en forestilling, som romanen selv latterliggør. Ved indvielsen af firmaets nye lokaler svinger Herman Kejser sig op på den høje klinge og deklarerer i sin skåltale, at »[e]n forretning er en Stat i Staten, et Samfund hvor vi alle er Borgere, og den der vil blive større maa gøre Forretningen større, Mulighedernes Verden er ubegrænset, selv den menige bærer Marskalstaven i Tornysteret.«

Det kunne han lige lide, chefen: En medarbejderstab, der identificerer sig fuldstændigt med arbejdspladsen og ser sig selv som underordnet den – i hans øjne fælles – interesse at gøre firmaet til den største virksomhed i branchen.

Hvis man spoler 75 år frem og ser på, hvordan arbejdspladsens radikale krav på medarbejdernes liv bliver latterliggjort i Lone Aburas' roman Den svære toer (2011), er det det samme krav med omvendt fortegn. En del af romanens karakterer slår deres professionelle folder i en offentlig styrelse, der er gennemsyret af ledelseslingo, der ikke som i Legetøj henter sin patos i det militære eller patriotiske regi, men derimod i det terapeutiske. Her beskrives en mellemleder ved navn Henriks forvaltning af egen fritid:

»Han forsøgte også at koble af med en krimi. Ikke at han nød det. Men det er vigtigt at geare ned. Det er også det, han prøver at lære sine medarbejdere. Den hele medarbejder er kommet for at blive.«

Hvor parodier på chefer i 1936 forventede, at medarbejderne loyalt ville tilsidesætte sig selv og deres privatliv til fordel for arbejdet, forventes det i en satirisk arbejdspladsroman fra 2011, at medarbejderne vil dyrke sig selv og deres fritidsinteresser for på den måde at optimere sig som velafbalancerede medarbejdere.  

Sidsel Falsig Pedersens roman Hestens fødselsdag (2014) skildrer en socialt akavet kvindes flugt fra et kontorarbejde, der bliver invaderet af moderne ledelse. En ny chef indfører obligatoriske runder:

»I begyndelsen forstod jeg ikke hvad man skulle sige når det var ens tur i runden. Det måtte ikke handle om konkrete problemer på arbejdet, men heller ikke om hvad man havde lavet i weekenden. Når han forklarede det, flød ordene rundt i luften uden at jeg forstod hvad han sagde.«

Skiftet til rengøringsmedarbejder i Tivoli beskrives som en deroute, der dog ender med den (sørgelige) lettelse, det er at få lov at passe sig selv: »Med mit eget område vil jeg vide hvor alting er og hvilke dage der skal gøres noget ekstra. Jeg kan stille en radio og en skål med bolsjer i rengøringsrummet, og jeg kan have ekstra klude liggende så jeg ikke kommer til at mangle. Måske vil jeg også tage et moppehoved med hjem på mine fridage.«

Maskine og mand: ikke helt ét

Ideen om den hele, selvplejende medarbejder er ikke nær så fremherskende i de arbejdspladsromaner, der finder sted i produktionsvirksomheder. Sandsynligvis fordi den ikke er det ude i virkelighedens produktionsvirksomheder.

Dansk litteratur er inden for de sidste ti år blevet beriget med to fremragende og aldeles forskellige romaner om at arbejde på lager: Kristian Bang Foss’ Stormen i ’99 (2008) om arbejderne på tøjfirmaet InWears lager og Jonas Eika Rasmussens debutroman Lageret Huset Marie (2015) om en ung mand på natholdet på Dansk Supermarkeds nonfoodlager i Aarhus. Fælles for de to bøger er blikket for den gråzone mellem produktivitet og meningsløs logistisk tomgang, lagerarbejderne befinder sig i, og for samspillet med digitale lagerstyringssystemer, der gør det komplet umuligt for den menige lagerarbejder at gennemskue arbejdsgangene. Maskine og mand er alligevel ikke helt ét.  

Stormen i ’99 er en sædekomedie om menneskelig dårskab og smålighed med små strejf af individuel værdighed og gensidig omsorg – eller i hvert fald en længsel efter det. Kristian Bang Foss har selv beskrevet romanen som en tilstræbt blanding af Strindberg og den amerikanske komedieserie Seinfeld, to af de bedste steder at gå hen, hvis man vil se mennesket udstillet fra sin lave side. Problemerne i  Stormen i ’99 drejer sig om narkogæld, handicap, lunken kærlighed, dødsangst og en ukendt fækalist, der smører lort ud over fællestoiletterne. Men allermest er romanen et portræt af en intrigant og doven arbejdskultur. Igen og igen bliver det slået fast af romanens gnæggende fortæller, at »en art magtliderlighed på lavt plan« hersker, og at »smålighed er normen på InWear.« Alle romanens karakterer har deres sårbarhed og latterlighed at slås med, men først og fremmest beskrives lageret som et dysfunktionelt arbejdsfællesskab, hvor ingen gider gøre hinandens arbejde nemmere, fordi alle føler sig som ofre for »ledelsesmæssig uretfærdighed.« Her er langt til Hans Kirks handlekraftige arbejdere, der organiserer sig og former verden til det bedre. 

I den anderledes inderlige roman Lageret Huset Marie skriver Jonas Eika Rasmussen om Lageret (altid med stort L) som et komplekst og uigennemskueligt system, han og de andre ansatte fortaber sig i.  Ud fra romanerne at dømme, har Dansk Supermarkeds nonfoodafdeling været heldigere med deres lagerstyringssystem, end InWear har, for det, der i Stormen i ’99 er en form for automatiseret fejlbarlighed, der i mødet med menneskelig fejlbarlighed bliver helt udueligt, er i Lageret Huset Marie så velkørende og omfattende, at det forekommer hovedpersonen, Elias, svimlende: »Jeg pakkede, men kunne ikke forstå hvordan Lageret selv kunne holde styr på alle de pakker. […] Som om Lageret kunne fordøje efter en slags efterspørgslens biologi.« 

Zenbuddhistisk lagerarbejde

Lageret Huset Marie benytter sig ligesom Stormen i ’99 flittigt af lagerets fagterminologi, som man i sig selv kan blive desorienteret af, men dyrker ikke komikken. I stedet er Eika Rasmussens beskrivelse af de bevægelser, hovedpersonen udfører og er omgivet af, helt meditative. Elias beundrer kollegaen Jarifs evne til »at falde ind i fragtens tempo, gøre sine arme til en forlængelse af transportbåndene« og lytter til hans nærmest zenbuddhistiske råd til, hvordan man kommer gennem natten uden at blive vanvittig af rastløshed:  

»... for eksempel at Lageret muligvis var min store chef, men at jeg lige så godt kunne se det som min tjener. Du får serveret pakkerne og koncentrerer dig om to ting: Pas på din ryg, og pak de smukke paller

Elias prøver at give sig hen til arbejdsrytmen, men er hele tiden anfægtet af arbejdspladskulturen med dens overvågning og joviale medarbejderblade og af en grundlæggende uvirkelighedsfølelse: 

»Jeg tror, det har med stedet at gøre. Det er så massivt og konkret, men arbejdet er ikke virkeligt, prøv at se på det: Vi producerer ingenting, vi yder ikke nogen service. Vi udfylder kun en lille bitte afstand i fragten … Alle de her varer ville også findes, hvis vi ikke var her. Måske reagerer kroppen på den uvirkelighed.«

I modsætning til Stormen i ’99 er der et håb at finde i det kollegiale fællesskab. Solidariteten begrænser sig til at sabotere lagerystemet, så den fyringstruede kollega kan nå på toilettet og dermed opretholde sin af teknologien pressede værdighed, men den er der og kommer til udtryk i kollegernes opfindsomme »anvendelser af systemet imod eller uden for dets funktion, som for eksempel Jarifs idé om at udnytte omfordelingens ensretning til at sende beskeder fra Depal til sine venner på Pakkestationen.« 

Arbejdspladsromanen handler om, hvad de fleste menesker gør hver dag, og hvordan de har det med det. Men til forskel fra så mange andre romangenrer er fokus i den typiske arbejdspladsroman ikke på, hvad der gør mennesker henholdsvis lykkelige og ulykkelige, men derimod på, hvad man kan finde mening i, og hvor man kommer til kort i den bestræbelse. I tredivernes kollektivromaner er det nemt nok: Meningsløsheden sætter ind med den ideologiske afsporing. Arbejdspladsromaner fra de sidste ti år viser et mere broget billede af livet på arbejde. 

Serie

Information på arbejde

Som de gode protestanter, de er, bruger Informations Anna von Sperling og Lone Nikolajsen sommerferien på at sætte fokus på der, hvor mange voksne opholder flest timer i døgnet: arbejdspladsen. I denne sommerserie undersøger de, hvordan den tager sig ud i litteraturen, i billedkunsten, på podcast og på tv, og hvad fysiske omgivelser og firmafester betyder for vores syn på arbejdet.

Seneste artikler

  • På Aarhus Efterskole handler arbejdet ikke om at skaffe sorte tal på bundlinjen. Det handler om livet

    14. august 2018
    På de fleste arbejdspladser er der i dag en forventning om, at man kommer hinanden ved og dyrker et socialt fællesskab uden om det rent arbejdsmæssige. Information tog til sommerfest på Aarhus Efterskole for at se nærmere på, hvor skellet mellem arbejde og privatliv går
  • ’Arbejdspladsen behøver ikke længere et værkførerbur. Vi har installeret et mentalt’

    28. juli 2018
    Gennem tiden har arkitekterne været med til at forme arbejdslivet. I dag er de med til at skabe en omsiggribende domesticering af arbejdspladsen, mener professor i arkitektur Peter Thule Kristensen. Men hvis man kan arbejde hjemme, og arbejdspladsen er et hjem, hvordan kan man så nogensinde gå ... hjem?
  • Hør podcasts om arbejde og land blødt efter ferien

    21. juli 2018
    Spørgsmål om arbejde lader til at være en uudnyttet niche på det danske podcastmarked. Her findes en del podcasts om iværksætteri og produktivitet, men ingen om arbejdsliv i bred forstand. Det er anderledes i USA, hvor flere og flere podcasts prøver at hjælpe deres lyttere til et bedre arbejdsliv. Her er tre af dem – og et par, der bare handler om faglig stolthed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu