»Alle Bergmans parforhold er krig«

»Jeg tænker på Bergman, hver eneste gang jeg skriver en film,« siger Ole Christian Madsen om den svenske mester. Den 52-årige danske filminstruktør, der står bag film som En kærlighedshistorie (2001), Nordkraft (2005), Flammen & Citronen (2008) og Steppeulven (2014), føler, at Bergman taler til hans kreative dna.

»Han gik hele vejen for at finde sandheden, den hensynsløse sandhed, hvor der ikke stod meget tilbage – hvor der ikke længere var nogen mening med den menneskelige eksistens. Jeg forsøger noget af det samme, og jeg har brugt Bergman i næsten alle mine film. Jeg tænker på, hvordan jeg kan få to mennesker i en scene til at åbne sig og give sig hen og dermed skabe intense øjeblikke af sandhed.«

Madsen var 14-15 år gammel, da han så sin første Bergman-film, Persona (1966), og selv om han ikke forstod meget af den, var han alligevel så fascineret, at han ville vide og se mere. I slutningen af 1980’erne, hvor han læste filmvidenskab på universitetet og havde lavet en dokumentarfilm på Filmværkstedet, rejste han trekvart år til Paris. Han havde fundet ud af, at der var en biograf, som kun viste Bergman-film, og han ville fordybe sig i den svenske instruktørs værk.

Kammerspillets mester

»Han var kammerspillets og de lange sceners mester. Nogle kalder det teatralsk, men jeg synes, det er en dialogform med en stærk menneskelig tilgang til en afsøgning af konflikter. Han lader sine personer tale i stedet for at lade dem handle. Det har jeg altid været dybt fascineret af,« siger Ole Christian Madsen.

Han mener i det hele taget, at der er mange misforståelser af, hvad Bergman stod for.

»Klicheen om Bergman er Max von Sydow, der spiller skak med døden i Det syvende segl. Men sådan er han jo ikke kun. Bergman var enormt morsom i sine film, og selv om han måske lavede nogle ikke så vellykkede komedier, havde han en god forståelse af komediegenren. Jeg identificerer mig stærkt med ham, fordi jeg selv føler, at jeg arbejder i flere forskellige genrer.«

Hans røntgensyn på, hvad det vil sige at være menneske, var nok brutalt, men det var også ærligt.

»Det vigtige med Bergman i forhold til den tid, vi lever i nu, er, at han så tingene, som de var. Han ideologiserede ikke, og han skabte ikke et vrangbillede af tingene, fordi han ville have dem til at se ud på en bestemt måde,« siger Madsen.

»Han så ind i sin egen løgn, så han kunne være nøgtern på vegne af os andre. De fleste film om parforhold i dag ender med, at vi bare skal tro på en bedre verden, fordi så kommer den. Det var Bergman befriet for. Sikkert fordi han var påvirket af de franske, eksistentialistiske filosoffer. Det at bruge og udlevere sig selv var en del af hans måde at fortælle på. Det var selvfølgeligt for ham at tage af hovedstolen.«

Spejlbillede på krigen

Scenen, Ole Christian Madsen gerne vil tale om, er fra en af Ingmar Bergmans mere usædvanlige og kontroversielle film. Skammen (1968) foregår i et Sverige på randen af borgerkrig. To tidligere klassiske musikere, Eva (Liv Ullmann) og Jan (Max von Sydow), har isoleret sig på en lille ø i et forsøg på at undslippe krigen. Det lykkes dem dog ikke.

»Skammen viser, at Bergman er en af verdens bedste manuskriptforfattere,« siger instruktøren.

»Han formår at fortælle noget meget vigtigt om krig uden at bevæge sig ud af øjenhøjde med to almindelige mennesker, som forsøger at holde sig fri af krigen. Der er nogle få punktnedslag af krig i filmen, som er skræmmende og ubehagelige. Og så rummer den en vanvittig bådsekvens til sidst. Den eneste måde at komme væk fra øen og krigen på er med båd, og scenen og filmen ender med, at de to sejler igennem et uendeligt havlandskab af døde kroppe. Det var for mig en af de stærkeste oplevelser i den franske biograf i 1988.«

Krig er død, og Eva og Jan kan ikke reddes, selv om – eller måske netop på grund af at – de nægter at tage stilling. De bevæger sig bedøvede rundt i deres eget liv, og deres personlige konflikter bliver samtidig et spejlbillede på krigen.

»De er splittede og går på et øjeblik fra at være enormt søde ved hinanden, forstående og glade, til at være bidende onde. Deres parforhold er en krig, og derfor er de fortabte. De er ikke dygtige nok til at overleve. De har sjusket med deres liv. Alle parforhold, Bergman skildrer, er krig.«

Skammen havde premiere på et tidspunkt, hvor krigen i Vietnam var på sit højeste, og Bergman blev kritiseret for selv ikke at ville tage stilling. Det var en forfejlet kritik, mener Ole Christian Madsen.

»Filmen handlede jo netop om mennesker, der ikke tager stilling, og om at det er forkert ikke at tage stilling. Men det er det store spørgsmål: Hvad ville vi selv gøre i samme situation? Ville vi blive modstandsfolk? Ville vi kæmpe for vores børn? Skammen udstiller de svagheder, vi har, når det kommer til krig. Samtidig siger Bergman også i filmen, at det ikke kun er én krig, der er noget galt med, det er alle krige.«