Bergmans ’Persona’ fortæller om, at den erotiske oplevelse har en kæmpe værdi i livet

Hvis man vil lave film og teater, er det svært ikke at have et forhold til Ingmar Bergman. Det siger Christian Tafdrup, der i mange år har arbejdet både som skuespiller og som instruktør, senest af den meget omtalte parforholdskomedie En frygtelig kvinde (2017).

Da han var 16-17 år gammel, hørte han første gang om den svenske filmskaber og teaterinstruktør, men fordi alle andre mente, at Bergman var så fantastisk, blev Tafdrup kontrær.

»Jeg prøvede med vilje ikke at kunne lide det, han lavede,« siger han.

»Men da jeg blev 19-20 år, læste jeg Bergmans selvbiografi, Laterna Magica, som jeg blev fuldstændig opslugt af. Jeg læste den tre gange. Jeg var så optaget af hans liv og af, at man kunne være sådan et menneske. Det var fuldstændig sindssygt, at man kunne debutere så ung, være så produktiv og lave så mange film og instruere så mange teaterstykker, have ni børn og så mange kvinder, se vanvittigt godt ud, vide så meget om den menneskelige sjæl og samtidig være så afstumpet, som han fremstod i bogen.«

Christian Tafdrup blev misundelig på Bergman og begyndte at se hans film for at finde ud af, om der var noget om snakken. Var han så god, som alle sagde? Det var han. Og det hjalp også på Tafdrups interesse, at to af Tafdrups helt store idoler, Woody Allen og Lars von Trier, sagde, at de var inspireret af Bergman.

Sans for underholdning

En af de ting, som Christian Tafdrup, der selv skriver sine egne manuskripter, opdagede, var, at Ingmar Bergman kunne skrive. Det er der ikke så mange instruktører, der kan, siger han.

»Når man læser hans manuskripter, er det på niveau med at læse noget Strindberg eller Norén. De fungerer som ren tekst. Det er sjældent, at filmmanuskripter gør det.«

Bergmans film og kunst kom tillige fra et personligt sted, og han var ikke optaget af at lave genrefilm eller af at gøre andre mennesker tilfredse.

»Han graver dybt i menneskets sjæl. Han er god til at tegne et uglamourøst og brutalt, men også sandt billede af, hvad mennesket er. Han er vanvittigt god til karakterer, og han er en af de bedste til at komme dybt ind i kvindeskikkelser, men ikke på en fordomsfuld eller manden-kigger-på-kvinden-agtig måde. Han har godt nok også mødt nogle kvinder på vejen, så det er sikkert derfor. Bergman er ærlig i forhold til, at mennesker kan rumme så utroligt mange modsætninger. At man ikke kun er enten god eller ond, men at man kan være alt muligt på samme tid. Han er benhård, også over for sig selv.«

Endelig er Bergman heller ikke så svært tilgængelig, som han har ry for at være, mener Tafdrup.

»Der er selvfølgelig nogle af hans film, der er mere filosofiske end andre, men de er ikke hårde at komme igennem. Det er også bare gode fortællinger. Han har sans for at underholde, og det er aldrig kedeligt.«

To kvinder i et sommerhus

Den af Ingmar Bergmans film, som har gjort størst indtryk på Christian Tafdrup, er Persona fra 1966. Filmen handler om en skuespillerinde (Liv Ullmann), der en dag får et sammenbrud og mister mælet, og den unge sygeplejerske (Bibi Andersson), som får til opgave at passe hende.

Det meste af filmen foregår i et sommerhus, hvor de to kvinder taler sammen – sygeplejersken taler, skuespilleren lytter – og langsomt smelter sammen.

»Da jeg så den første gang, syntes jeg, at den var meget mærkelig. Den begynder lidt mystisk og eksperimenterende – der er mange symboler i den – og så bliver den et kammerspil med to kvinder. Og der er en vanvittigt spændende relation mellem dem,« siger Tafdrup.

Han har udvalgt en otte minutter lang scene, hvor sygeplejersken fortæller om en seksuel oplevelse, hun og en veninde har haft på en strand med et par unge drenge.

»Det er en fantastisk scene. Den er vildt erotisk og fræk og original. Når man skriver, får man hele tiden at vide: Show it, don’t tell. Persona er et skoleeksempel på det modsatte: Tell it, don’t show. Hele ideen er jo, at man ikke ser scenen fra stranden, men at man alligevel ser den for sit indre blik, og at erotikken ligger i ordene og i, at Bibi Andersson fortæller historien.«

De mindste virkemidler

Der er en erotisk spænding mellem de to kvinder, mens Bibi Anderssons sygeplejerske fortæller sin historie, og Liv Ullmann lytter opmærksomt.

»Se bare på, hvordan de er filmet,« siger Christian Tafdrup.

»Bibi Andersson er genert, men hun skammer sig også lidt, og samtidig bliver hun vakt igen. Og selv om Liv Ullmann næsten intet gør og intet siger, er hun åben i sindet og kigger på Bibi Andersson, helt tændt. Det er de mindste virkemidler. Scenen ender med, at Bibi Andersson via skamfuldheden kommer til en erkendelse: Kan man være to mennesker? Kan hun elske sin kæreste, samtidig med at det eneste, hun ville i det øjeblik på stranden, var erotikken. Hun var ligeglad med kæresten og med, om hun blev gravid. Hun var ligeglad med konsekvenserne. Det handler om, at den erotiske oplevelse har en kæmpe værdi i livet.«

Forholdet mellem Liv Ullmann og Bibi Andersson forandrer sig også i løbet af scenen, siger Tafdrup.

»Det er den erfarne kvinde, der trøster den unge kvinde og forstår, at den slags oplevelser er en del af livet, og så den unge kvinde, der stadig er rystet over oplevelsen. På otte minutter sker der en udvikling mellem de to, samtidig med at man sidder med indre billeder af noget, den ene har oplevet. Og jo tættere Bergman klipper ind på Bibi Andersson, jo mere tændte bliver vi, og jo nærmere kommer vi det erotiske klimaks.«