Birgit Cullberg kastede hagekors og erotik ind i dansen

Den svenske koreograf Birgit Cullberg bragte den erotiske dans til Skandinavien. Hun var dansekunstneren, der byggede bro mellem den klassiske ballet og den moderne dans – mellem abstrakt teknik og lidenskabelige følelser.

Hendes følelsesballetter fra 1940’erne og helt frem til 1980’erne favnede både det groteske og det inderlige. Fra vrede og afmagt til forelskelse og begær.

Birgit Cullberg blev født i 1908 i Nyköping syd for Stockholm. Hun søgte mod den frie dans, der freie Tanz, som prægede Europa i 1920’erne og 1930’erne. De frie dansere smed både tåspidsskoene og de snærende korsager. Nu skulle danserne bevæge sig naturligt og så udtryksfuldt som muligt.

Ekspressionistisk vrede

I 1930’erne rejste hun til England, hvor den ekspressionistiske, hollandske koreograf Kurt Jooss var i eksil på flugt fra nazisterne. Hos ham mødte hun den såkaldte Ausdruckstanz – den tidlige moderne dans – der rummede voldsomme følelser og politisk vrede.

Da hun havde oplevet Kurt Jooss’ anti-nazistiske ballet Det grønne Bord besluttede hun sig for at blive koreograf.

Under krigen var hun i Stockholm. Her oprettede hun i 1942 Svensk Danseteater sammen med svenskeren Ivo Cramér. Her udtrykte hun sin protest mod nazisterne, blandt andet gennem soloen Kulturpropaganda, der blev fotograferet ivrigt. For Birgit Cullbergs arme knækkede sig så snildt, at de samlede sig og formede et hagekors foran hendes ansigt. Opfindsomt og vredt.

Erotik i herskabskøkken

Det blev dog den afdøde, svenske dramatiker August Strindberg, der egentlig kom til at sikre Birgit Cullberg hendes verdensberømmelse. For i 1950 skabte Birgit Cullberg en danseforestilling over dramaet Frøken Julie. Historien om den unge, desperate herskabsfrøken, der lader sig forføre af herskabstjeneren i sommernatten, emmede af erotik.

Scenen med frøkenen stående oppe på køkkenbordet med lårene synlige under de aristokratiske blonder og tjenerens sultne blik og nærgående hænder var yderst pirrende – og meget dristig i sin tid.

Koreografien lod frøkenen bevæge sig balletagtigt, mens gårdens folk dansede folkedans. Det var et enkelt og grotesk udtryk, som var forståeligt og folkeligt – og som gjorde balletten populær og umiddelbart tilgængelig.

Birgit Cullbergs dans solgte billetter. Herskabsfrøkenen blev i øvrigt danset af den unge, svenske danser Elsa Marianne von Rosen, der senere skulle blive en væsentlig balletinstruktør, ikke mindst af den danske Bournonville-tradition. Og da balletten senere kom til Den Kongelige Danske Ballet, blev rollen som herskabstjeneren danset af danskeren Erik Bruhn, der brillerede rundt om i verden med partiet gennem 20 år.

Sære benspjæt

I 1967 skabte Birgit Cullberg sit eget kompagni Cullberg Balletten, der fortsat er et af Nordens vigtigste moderne dansekompagnier.

I sin koreografi eksperimenterede hun med groteske og vilde bevægelser. Hun koreograferede også danseforestillinger direkte til tv, ligesom den danske koreograf Flemming Flindt – og hun var noget af en pioner med sine mange billedtekniske tv-eksperimenter. Ofte med udgangspunkt i en undren omkring menneskers erotiske begær, f.eks. i Adam og Eva, der meget konkret viste urdriften hos to mennesker, der pludselig tændes af hinanden.

Hun skabte flere balletter til sin søn, danseren Niklas Ek, der bl.a. dansede poeten i Eurydike er død. Samtidig blev hun ved med selv at danse og gå på scenen til langt op i 1970’erne. Ikke mindst i balletter som Soweto og Bernardas Hus, der var skabt af hendes søn, koreografen Mats Ek. Med sære benspjæt og vilde hårtjavser.

En af Birgit Cullbergs særligt danske balletter var Månerenen, som hun skabte over et samisk folkeeventyr til Den Kongelige Danske Ballet i 1957 – til musik af Knudåge Riisager. I 1988 blev den genopsat af den svenske instruktør Gunilla Roempke på Kgs. Nytorv, hvilket jeg personligt kom til at overvære. 

Dengang var jeg nemlig studerende i teatervidenskab, og derfor fik jeg lov til at sidde med under prøverne gennem de syv uger, det tog for de klassisk uddannede dansere at lære Birgit Cullbergs moderne, kantede bevægelser.

De kvindelige dansere skulle illudere kvinder, der forvandles til rensdyr, og de skulle stritte med fingrene, så deres arme lignede rensdyrgevirer. Mændene skulle bevæge sig smidigt nede i knæene – som samiske mænd, der løb på ski.

Tyndt hår, skarpt blik

En uge inden premieren ankom den 80-årige Birgit Cullberg selv til prøverne. Hun dukkede op med sit legendariske lange, tynde hår – lettere forvirret over teatrets knudrede korridorer. Men så snart hun stod foran danserne, var hun fuldstændig skarp.

Hun kastede sig ind i arbejdet, som gjaldt det liv og død. Særligt mændene havde hun blik for. Hun fik dem til at forstå, hvordan de ikke kunne modstå forelskelsen i den forheksede dyrekvinde, selv om hun var dødsensfarlig for dem.

Den gamle kvinde tvang danserne ned i knæ, dybere og dybere – og vildere og vildere. Den ene danser var Lloyd Riggins, der i dag er balletmester ved Hamburg Balletten; den anden var Nikolaj Hübbe, der i dag er Den Kongelige Ballets balletmester. Altså to tydelige eksempler på, hvordan Birgit Cullberg fik den klassiske danseverden til at møde den moderne.

Da Birgit Cullberg døde i 1999, beskrev New York Times’ chefdansekritiker Anna Kisselgoff hende både rammende og underdrevet:

»Psykologisk indsigt var Birgit Cullbergs styrke. Hun var aldrig genert omkring det neurotiske eller det erotiske.«