Læsetid: 6 min.

Hvis ikke han var Diogenes, ville han helst være Diogenes

Den kyniske filosof Diogenes var mest kendt for at bo i et lerkar, men han var også god til at voksenmobbe. Hans yndlingsmobbeoffer var Platon. Hermed det første af forfatter Harald Voetmanns seks portrætter af den klassiske oldtids mest irriterende mænd, der havde særlige talenter for at bringe pis i kog
Den kyniske filosof Diogenes var mest kendt for at bo i et lerkar, men han var også god til at voksenmobbe. Hans yndlingsmobbeoffer var Platon. Hermed det første af forfatter Harald Voetmanns seks portrætter af den klassiske oldtids mest irriterende mænd, der havde særlige talenter for at bringe pis i kog

Ditte Ahlgren

7. juli 2018

Hvem er de største provokatører fra antikken? Jeg har skullet vælge seks til serien her.

Jeg tænker umiddelbart, at det må blive en delt førsteplads: Sokrates og Jesus. De to kommer jeg ikke til at udbrede mig om. Men hvem mere? Og hvad vil provokatør sige i den her forbindelse?

Jeg har frasorteret de deciderede psykopater som Caligula og Nero, selv om det kan være nok så underholdende at læse om deres groteske påfund på et par årtusinders sikker afstand. Jeg vælger kun folk, som har haft en mission, et budskab af filosofisk eller kunstnerisk art. På den måde går det her næsten hen og bliver opbyggeligt.

Bliver det en samling døde, hvide mænd? Helt klart. Kvindernes tanker og skrifter er generelt ikke bevaret for eftertiden. Jeg ville elske at kunne skrive et portræt af f.eks. den kyniske filosof Hipparchia, men der er ikke bevaret meget mere end et par slibrige anekdoter, og dem er der ingen grund til at viderebringe.

Jeg fravælger også de allermest berømte til fordel for nogle lidt mere obskure. Med én vigtig undtagelse. For den oplagte andenplads blandt antikke provokatører må gå til den berømte kyniske filosof Diogenes fra Sinope. Mest kendt for at bo i et lerkar (for det meste bliver det kaldt en tønde) og bede Alexander den Store skrubbe af, fordi han skyggede for solen.

Den første kyniker

Der findes ingen tekster fra Diogenes selv, og der har været uenighed om, hvorvidt han skrev noget. Det skrevne ord har under alle omstændigheder ikke været det vigtigste for ham – hans filosofi lå i livsførelsen og kom til syne i hans dybe uforskammethed.

Den primære kilde til Diogenes’ liv er navnefællen Diogenes Laërtios, som skrev en samling biografier om berømte filosoffer et halvt årtusind senere. Det er langt fra en pålidelig kilde – men jeg forestiller mig, at Diogenes selv ville have været fint tilfreds med, at hans liv blev svøbt i myter og overdrivelser, så her vil jeg ukritisk gengive nogle stykker af dem.

Diogenes kom fra Sinope i Lilleasien. Som mange andre unge mænd rejste han til oraklet i Delphi for at spørge guden om, hvad han skulle bruge sit liv på. Gudens svar var: »Du skal devaluere valutaen.«

Eftersom Diogenes’ far var byens møntslager, var det oplagt at tage guden på ordet og helt bogstaveligt sende mønter med forringet sølvværdi i omløb. Det blev dog opdaget, og Diogenes måtte drage i eksil – eller, som han selv sagde, »dømme sin hjemby til at blive hjemme«. Han var ikke en mand, der tvivlede på sit eget værd.

I Athen opdagede han filosofien – ifølge én historie fulgte han i hælene på filosoffen Antisthenes, selv om denne forsøgte at tæve ham på flugt med en kæp; ifølge en anden betragtede han en mus pile omkring og indså, at han ligesom musen måtte eje intet for at opnå den sande lykke – og han lærte at forstå oraklets ord: Han skulle devaluere valutaen ved at forkaste alle de falske værdier i menneskelivet og finde frem til de virkelige dyder. Han påtog sig en rolle, som han selv beskrev som »en gal Sokrates«. Han sagde, at det smukkeste blandt mennesker var parrhesia – den bramfri tale eller retten til at tale frit – og flabetheden gjorde han til en dyd.

Han levede som tigger. Hans faste udråb til de handlende på torvet var: »Hvis I ikke har givet til de andre, så giv til mig først. Hvis I har givet til de andre, så giv også til mig.«

En rig mand, som hørte ham stå og råbe, sagde: »Jeg vil give dig noget, hvis du kan overbevise mig.«

Diogenes: »Hvis jeg kunne overbevise dig om noget, ville jeg få dig til at hænge dig selv.«

Mange af historierne om ham handler om, at han får tæv, at karret, han boede i, blev smadret af møgunger, at han blev latterliggjort. Folk råbte ’hund’ ad ham, når han stod og spiste morgenmad på torvet. »Det er jer, som er hunde, når I står og glor på, at jeg spiser.«

Ordet kynisk kommer af det græske ord for hund: kyôn. Det var en fornærmelse, der tit blev slynget efter Diogenes – og som i øvrigt bliver gentaget af bl.a. Aristoteles – men han tog det gerne på sig. Gæsterne ved et middagsselskab kastede kødben efter ham og han svarede på hundemanér ved at gå hen og pisse på dem.

Han smed sin kop væk, da han så et barn drikke fra sine hænder, og han smed sin skål væk, da han så et barn spise linser fra en udhulet brødskorpe.

I nogle af historierne er der et klart filosofisk budskab bag hans opførsel, i andre bedriver han ren og uforskammet voksenmobning – i stil med de store zenmestre.

Midt på torvet i Athen – hvor de rige handlede, og de fattige tiggede – stod han og onanerede, med ordene: »Gid det var lige så let at slippe for sin sult bare ved at gnubbe sig på maven.« Et tidligt eksempel på blufærdighedskrænkelse som en form for politisk protest eller bare generel skamløshed?

En mand viste sit luksuriøse hjem frem for Diogenes, som efter endt rundvisning spyttede ham midt i ansigtet. »Alle de andre steder var jo for pæne.«

Midt om dagen gik han rundt i Athen med en lygte »for at lede efter et ærligt menneske.«

Da han så en dårlig bueskytte, som skød til måls, satte han sig demonstrativt foran målet. »For ikke at blive ramt.«

Da han så en søn af en hetære (kurtisane eller prostitueret, red.), som stod og kastede med sten, råbte han: »Pas på, at du ikke rammer din far!«

Forfulgte Platon

Hans yndlingsmobbeoffer var Platon, hvis forelæsninger han betegnede som det rene tidsspilde, men alligevel dukkede op ved som et forstyrrende element. Platon må være blevet så ufatteligt træt af ham.

Platon var kommet med en definition på et menneske, som lød: »Et tobenet dyr uden fjer.« Diogenes plukkede en fugl og bragte den til Akademiet med ordene: »Her er Platons menneske.« Derfor føjede Platon ordene »med brede negle« til sin definition.

Da Platon forelæste om Ideerne, afbrød Diogenes ham og sagde, at han godt kunne se et bord og et bæger, men ikke rigtig kunne få øje på bordets og bægerets idé.

I Platons hus stod han en dag og trampede på det fine gulvtæppe med ordene: »Jeg tramper på Platons kenospoudía.« Et ord, der kan oversættes med overfladiskhed; at være optaget af ligegyldige ting. I det tilfælde fik Platon det sidste ord: »Men du blotter din egen selvglæde ved at gøre det.«

I enkelte af historierne virker Diogenes ikke bare flabet (og selvglad), men som en rendyrket, usympatisk menneskehader: Da han så et træ, som nogle kvinder var blevet hængt i, skal han have sagt: »Gid alle træer bar lignende frugt.«

Der er også historier om, at han skulle være taget til fange af sørøvere og solgt som slave i Korinth – »sælg mig til den, som ønsker en herre«. Det var i Korinth, at han skulle have mødt Alexander den Store, som tilbød at give ham alt, hvad han ønskede sig – Diogenes bad ham om at flytte sig, fordi han skyggede for solen.

»Hvis ikke jeg var Alexander, ville jeg gerne have været Diogenes,« sagde kongen, og Diogenes svarede: »Hvis ikke jeg var Diogenes, ville jeg helst være Diogenes.«

Han døde som en gammel mand, 90 år, ifølge Diogenes Laërtios. Der er forskellige historier om årsagen – én er, at han bare besluttede sig for ikke at trække vejret længere. Da hans venner spurgte ham, hvad de skulle gøre med hans lig, sagde han: »Smid det over bymuren.«

»Men så bliver du jo ædt af vilde dyr?«

»Nej, for I skal give mig en kæp med, så jeg kan forsvare mig.«

»Men du kan vel ikke forsvare dig, hvis du er uden bevidsthed?«

»Hvis jeg er uden bevidsthed, er dyrene ikke et problem.«

Serie

Antikke provokatører

Flabethed er en klassisk dyd! Hen over sommeren præsenterer forfatter Harald Voetmann seks af den klassiske oldtids mest irriterende personager: Digtere, filosoffer og politikere. Tre grækere og tre romere. Døde hvide mænd med et særligt og stadigt inspirerende talent for at bringe pis i kog.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Randi Christiansen
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Asger Schnack
  • Ervin Lazar
  • Hans Aagaard
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
Trond Meiring, Randi Christiansen, Steffen Gliese, Katrine Damm, Asger Schnack, Ervin Lazar, Hans Aagaard, Ejvind Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Hvis man nu skal være kynisk - og i sammenhængen er det vel på sin plads - så er Diogenes jo slet og ret en doven hund der pga falskmøntneri fratages et liv med status og rigdom, og derfor gør fattigdom, dovenskab, mangel på status og ikonoklasteri til en dyd.

Han finder ud af at det er lettere at tigge mad fra byens produktive borgere når han spiller landsbytosse, vrænger på næsen af dem i stedet for at være taknemmelig, og får dem til at le ad sig i stedet for at med ham, og fortsætter ud af den tangent.

Det er derfor uforståeligt at Harald Voetmann ikke starter ud med Aristofanes, som alle kan regne ud kommer, fremfor for Diogenes, denne antikkens Jens Jørgen Thorsen, som må siges at være lidt af en sort hest i opløbet. Eller måske snarere et bovlamt æsel, som ikke engang gider at deltage i konkurrencen fordi det er lettere at lade være.

Det er simpelthen provokerende.