Læsetid: 4 min.

I ’Fanny og Alexander’ skildrer Ingmar Bergman den store sorg uden at voldføre publikum

Ingmar Bergmans kvindelige skuespillere satte en global standard for, hvor hudløst man kunne spille på film, mener Lone Scherfig, der er glad for, at hun blev uddannet instruktør i Danmark. I mange år var det næsten umuligt for svenske filminstruktører at slippe fri af mesterens store skygge
Fanny og Alexander ser til, mens deres mor skriger af sorg over farens død. Den måde, det filmes på, gør, at man som betragter ikke tager afstand fra sorgen, mener Lone Scherfig.

Fanny og Alexander ser til, mens deres mor skriger af sorg over farens død. Den måde, det filmes på, gør, at man som betragter ikke tager afstand fra sorgen, mener Lone Scherfig.

Det Svenske Filminstitut

9. juli 2018

For Lone Scherfig åbnede Ingmar Bergman en verden, hvor film var noget andet end den historie, der blev fortalt. Det fortæller den danske filminstruktør, der opdagede Bergman, da hun gik på universitetet i slutningen af 1970’erne og så film som Hvisken og råb (1972) og Slangens æg (1977).

»Det gjorde et stort indtryk på mig, at filmene var så intense, og at billederne var styret på den måde, som de var, og at farverne blev brugt, som de gjorde, og at filmene var så alvorlige og seriøse i forhold til datidens amerikanske film,« siger instruktøren bag film som Italiensk for begyndere (2000), An Education (2009) og Their Finest Hour (2016).

»Det var iskold, sublim kunst, og det reagerede jeg på. Jeg var ikke klar over, at film kunne være så intense. Vi gik og snakkede om det, selv om vi var så unge – om lyden og de røde farver i Hvisken og råb og filmens religiøse billeder. Det var meget storladen og samtidig enkel og minimalistisk kunst.«

Global standard

Noget, som Lone Scherfig fik øje på hos Ingmar Bergman, og som hun tog med sig, da hun i 1980’erne gik på Den Danske Filmskole og selv blev uddannet filminstruktør, var hans fantastiske kvindelige skuespillere. »Bergman-dronningerne« kalder hun Harriet Andersson, Liv Ullmann, Ingrid Thulin, Bibi Andersson og Gunnel Lindblom.

»De satte en global standard for, hvor hudløst man kunne spille, og for hvor modig man dengang kunne være foran kameraet,« siger hun.

»De var meget mindre forstilte end skuespillere, der benyttede sig af såkaldt methodacting. Bergman har været mere teknisk og kompromisløs over for dem. Det har ikke været nok, at de har følt. De har skullet eksponere det, de følte, tæt og ærligt. Tidligt i mit filmliv flyttede det i dén grad grænser for mig, og jeg kan ikke bære skuespil, der virker udvendigt.«

Samtidig skrev og iscenesatte Bergman kvindefigurer som få andre.

»Uanset hvor mange koner og elskerinder han så end selv har haft, har han virkelig forstået og vist forståelse for kvinder i sit værk. De portrætter, han laver, er så facetterede, og filmisk formulerer han deres følelser på en måde, som nærmest ingen andre instruktører har kunnet ramme så rent,« siger Scherfig.

Barren sat højt

Lone Scherfig priser sig lykkelig over, at hun er filminstruktør i Danmark, fordi, som hun siger, hendes generation af svenske instruktører har haft endog meget svært ved at slippe ud under Ingmar Bergmans enorme skygge.

»De kunne nærmest ikke få hovedet op over vandoverfladen og få luft. Det er først inden for de seneste ti år, at der for alvor er sket et nybrud i Sverige. Talentet har været så kuet. Det har været en fordel, at Bergman fandtes, men det har også været en ulempe, fordi han fyldte så meget. Hele hans univers og alle hans fascinationer er så rodfæstet i svensk kultur,« siger hun og forklarer, at det blandt andet handler om at turde beskæftige sig med livets vigtige spørgsmål og tage store følelser alvorligt.

»Der var nogle store dramatikere, der allerede havde sat barren så højt, at Bergman som ung havde troen på, at det kunne man godt tillade sig. Han har haft et kæmpe kunstnerisk mod, fra han var helt ung. Han havde selvtillid, kompromisløshed og noget at have det i,« siger Scherfig, der selv ville være bange for at fremstå prætentiøs, hvis hun fulgte i Bergmans fodspor.

»Jeg kan beundre hans film og lade mig inspirere af nogle greb og af en standard, men indholdsmæssigt ligger jeg ikke der – og jeg tør heller ikke lægge mig derhen. Man skal ramme noget, der er ens eget, så man ikke bare laver pastiche. Bergman-pastiche er næsten det værste.«

Afgørende øjeblik

Den af Ingmar Bergmans film, som Lone Scherfig gerne vil tale om, er Fanny og Alexander (1982). Den handler om drengen Alexanders opvækst i en velhavende, kunstnerisk familie i Uppsala, og hvordan hans liv forandrer sig radikalt, da hans far dør, og moren gifter sig med byens brutale biskop.

Scenen, hun har valgt, foregår efter, at Alexanders far er død. Moren er ude af sig selv af sorg og går grædende rundt ved farens kiste, der står i ét værelse, mens Alexander og hans søster, Fanny – og kameraet – ser til fra værelset ved siden af.

»Det er et helt afgørende øjeblik, der forklarer hendes handlinger sidenhen. Det er den ubærlige sorg, som gør, at hun retter ind efter den onde biskop,« siger Scherfig.

»Det er et symmetrisk billede, og man ser moren gå frem og tilbage foran en åben dør og skrige af sorg. Det er egentlig et teatergreb, og hun går på det, man kalder bagscenen i bunden af billedet. Man kan hele tiden høre hende, men man ser hende kun, når hun passerer døråbningen ind til det andet rum, hvor kameraet og børnene står.«

Det er et af utallige visuelle greb, som Bergman nærmest tog patent på, siger Scherfig og fortæller, at hun har set billedet brugt af andre instruktører, blandt andre Woody Allen, og at hun selv har det med i Wilbur begår selvmord (2002).

»Med det billede kan man beskrive en kæmpesorg, uden at man som publikum tager afstand til den, fordi den kommer for tæt på. Bergman trækker sig en lille smule tilbage, og det giver skuespillerne plads til at give fuld skrue. Hvis man beskrev sorgen i et nærbillede, ville publikum, især i en stor biograf, føle sig voldført. Når Bergman lægger det ind i bunden af billedet, får det i stedet en elegance.«

Serie

Ingmar Bergman 100 år

Få filmskabere har tematisk, filmisk og kunstnerisk betydet så meget som svenske Ingmar Bergman. Den 14. juli ville den produktive, kompromisløse og dybt personlige instruktør, der døde i 2007, være blevet 100 år gammel. I den anledning har Information bedt en række danske filmfolk om at gennemgå en scene fra en af Bergmans film, som har inspireret dem. Se alle artiklerne på information.dk

Seneste artikler

  • »Jeg er nødt til at bruge mig selv som både træ og økse«

    14. juli 2018
    I dag ville den svenske filmskaber Ingmar Bergman være fyldt 100 år. Få instruktører har haft lige så stor indflydelse som han med den lange række dybt personlige og kunstnerisk kompromisløse film, han nåede at lave i løbet af karrieren. »Han var en pioner,« siger dokumentarist Jane Magnusson, der i anledning af den runde fødselsdag har lavet et portræt af Bergman ud fra et enkelt afgørende år i hans lange, meget produktive liv
  • Bergmans liv endte på lærredet

    14. juli 2018
    Ingmar Bergman både omskrev de gamle kapitler og føjede nye kapitler til den store filmkunstneriske håndbog. Det er grunden til, at hans 100-årsdag skal fejres
  • Bergmans ’Persona’ fortæller om, at den erotiske oplevelse har en kæmpe værdi i livet

    13. juli 2018
    Ingmar Bergman graver dybt i menneskets sjæl, siger den danske filminstruktør Christian Tafdrup, der som ung var misundelig på den svenske mester. I morgen ville Bergman være blevet 100 år, og i den anledning fortæller Tafdrup om sin favorit blandt svenskerens film, kammerspillet ’Persona’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
  • Jørn Andersen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Morten Hjerl-Hansen, Jørn Andersen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu